Tabari VIII:160
“Allahs Apostel drog af
sted på ekspeditionen mod Mekkas befolkning i Ramadan-måneden.”

Profeten var ikke religiøs; han vidste, at islams “hellige måneder” var en
farce. Når alt kommer til alt, så havde han stjålet dogmet fra en hedning.

Men hvorfor følger muslimer en profet, der så åbenlyst ignorerede sin guds
ordrer?

Koran 9:5
“Når de hellige måneder, hvor krig er forbudt, er ovre, så bekæmp og dræb de
vantro, uanset hvor I finder dem, tag dem til fange, belejr dem, læg jer i
baghold for dem, idet I bruger enhver form for krigsførelse.”

Hadith prøver tappert at forklare årsagen til raidet, men jeg skal fortælle
jer sandheden. De militante muslimer blev mishandlet ved Mu’ta. De kom
tomhændede hjem med halen mellem benene. Muhammad var en hårsbred fra at miste
kontrollen. De muslimske lejetropper ville have bytte, og de fredelige muslimer
ville have lov at være i fred. Så han havde brug for et bytte, og det skulle
være nu.

De seneste fire gange, han havde været i samme knibe, havde Muhammad belejret
de jødiske bosættelser. Men desværre havde han skamjagtet dem. Der var ikke
flere jøder at plyndre. Så Medinas krigsherre havde brug for nogen, det var let
at løbe om hjørner med, en sikker ting, en tandløs tiger. Og han var heldig.

Hans uforsonlige terroristkampagne havde ødelagt mekkanernes økonomi. Og hans
pagt havde narret dem til at sænke paraderne. De var sårbare.

Ishaq:540
“Efter at have sendt sin ekspedition til Mu’ta, erfarede Budbringeren, at Banu
Bakr-stammen havde overfaldet Khuza’ah-stammen, mens de sidstnævnte befandt sig
ved et vandingssted nær Mekka.”

Der var nogle stridigheder over en handelsmand, der var blevet bestjålet og
dræbt. Underligt nok var forbrydelsen ikke blevet begået af en muslim.

Nogle undrer sig måske over, hvorfor Hadith beskæftiger sig med noget så
trivielt. På dette tidspunkt havde Muhammad anført snesevis af terrorist-angreb.
Totalt set havde Team Islam røvet, myrdet, slavebundet og voldtaget titusindvis
af mænd, kvinder og børn. Så der må have været en grund til at fremhæve dette
”overfald”. Måske handler det om, at de muslimske vismænd anglede efter en
undskyldning for at løbe fra deres fredstraktat og retfærdiggøre Muhammads
invasion af Mekka?

Tabari VIII:161
“Således stod sagerne
mellem Banu Bakr-stammen og Khuza’aherne, da islam gik imellem for at skille dem
ad og give dem noget andet at tænke på. [Med andre ord: de havde været venner,
før islam forgiftede Arabien.]

Bakr-stammen indgik en pagt med Quraysh-stammen, og Khuza’aherne indgik en pagt
med muslimerne. Efter at våbenhvilen var indgået, benyttede Banu Bakr sig af den
mod Khuza’ah. For at hævne sig ønskede de at dræbe de personer, der var
ansvarlige for drabet på deres mænd. Så Bakr dræbte en fra Khuza’ah.
Quraysh-stammen hjalp Bakr med våben, og nogle fra Quraysh kæmpede på deres side
i ly af mørket, indtil de drev Khuza’aherne ind i det hellige territorium.”

Husk, at alt dette fandt sted i Mekka. Khuza’aherne var kommet bevæbnet til
byen. Quraysh havde ikke været ude for at opsøge ballade.

Ved at beskytte deres by og leve op til en alliance, de havde indgået med
Bakr, blev Quraysh-stammen anklaget for at have angrebet Khuza’aherne, en stamme
der havde alliance med muslimerne. Men der er et problem, de islamiske vismænd
ikke havde regnet med – vi kan læse. Aftalebruddet var fup. Hvis Bakr var
allierede med Quraysh, så havde muslimerne brudt aftalen, og ikke mekkanerne.
Tabari dokumenterer et islamisk angreb på Bakr efter Hudaybiyah, sent i år 7, og
desuden endnu et dusin muslimske aftalebrud.

Ishaq kaldte hændelsen et “skænderi” over ”en mand, der var taget på
forretningsrejse”. Manden blev ganske vist overfaldet og dræbt, men hverken
offer eller gerningsmand var mekkaner eller muslim.

Tabari VIII:162/Ishaq:541
“Banu Bakr-folkene
sagde: ‘Vi er kommet ind i det hellige territorium. Husk jeres Gud.’

Til dette svarede de: ’I dag har vi ingen Gud, så vi vil have vores hævn.’

Den nat angreb Bakr-folkene Khuza’aherne og dræbte en mand ved navn Munabbih.
Han havde et svagt hjerte.

Han sagde: ’Jeg er så godt som død alligevel, uanset om de dræber mig eller ej,
for mit hjerte er holdt op med at slå.’

De andre stak af og undslap. Munabbih blev fanget og dræbt. … Da Quraysh-stammen
var i alliance med Bakr-stammen imod Khuza’aherne og dræbte nogle mænd [Ikke
nogle - én døde af naturlige årsager, og det var Bakr-folkene, der fangede ham,
ikke Quraysh.], så brød de aftalen, fordi Khuza’aherne havde en pagt med
Muhammad.

Dette var en af årsagerne til erobringen af Mekka.”

De gutter er lige så forudsigelige som dagslyset.

De militante muslimer, der havde forrådt deres arabiske fæller ved at
terrorisere og plyndre enhver by i området, forklarede:

Tabari VIII:175
“En af de betingelser,
Budbringeren og Quraysh-stammen havde aftalt, var, at der hverken skulle
forekomme forræderi eller hemmelige tyverier. Quraysh-stammen forsynede
Bakr-stammen med våben. Derfor angreb Muhammad Mekkas befolkning.”

Muhammads undskyldning var lige så patetisk som hans adfærd i øvrigt, og
begge var lige så lamme som islamiske apologeter. Over for verden hævder de, at
mekkanerne selv var ude om det, fordi de aggressivt og voldeligt havde brudt den
fredsaftale, som Muhammad loyalt havde overholdt. Intet kunne være fjernere fra
sandheden.

Men sandheden har aldrig været populær i islam.

Tabari VIII:163
“Mænd fra Khuza’ah kom
til Budbringeren og fortalte ham om, hvordan Quraysh havde hjulpet Bakr imod
dem.

Profeten svarede: ’Jeg tror, I vil opleve, at Abu Sufyan [den ledende mekkanske
købmand] vil komme for at styrke pagten og forlænge løbetiden.’”

Og det gjorde han - uvidende om, at traktaten bare var en af Allahs mange
rævekager.

Tabari VIII:164/Ishaq:543
“Abu Sufyan tog til
Medina for at bekræfte fredstraktaten med Muhammad. Da han ankom, gik han på
besøg hos sin egen datter, Umm. Da han var ved at sætte sig på Profetens
sengetæppe, foldede hun det sammen for at stoppe ham. Han sagde: ’Min datter,
jeg ved ikke, om du mener, at jeg er for god til denne seng, eller om tæppet er
for godt til mig.’

Umm svarede [på den racistiske facon, der er typisk for en, der er inficeret af
islam]: ’Du er en uren polyteist.’

Abu svarede [indsigtsfuldt]: ’Min datter, ved Allah, det onde er kommet over
dig, efter at du forlod mig. Du er blevet et slet menneske.’”

(Bemærk, at den vantro Abu påkalder sig Allah – endnu et bevis på, at
Muhammad bare havde forfremmet en af mekkanernes afguder til universets skaber).

Ishaq:543
“Så gik Abu Sufyan til Allahs Budbringer, men denne nægtede at tale med ham.”

Muhammad havde ingen interesse i fred. Han ville have underkastelse, bytte og
død.

Tabari VIII:164
“Sufyan gik til Abu
Bakr og bad ham om at mægle, men han afslog. Da Sufyan bad Umar om at hjælpe
[med at afværge krig], svarede denne: ’Aldrig i livet. Ved Allah, om jeg så bare
havde myrelarver, ville jeg bekæmpe dig med dem!”

Uvidende om islam gik den fjollede forhandler den ekstra kilometer for at
opnå det umulige – fred med en islamisk diktator. Abu Sufyan gik til den mand,
der siden skulle blive Kalif, Ali, og hans kone Fatimah – Muhammads svigersøn og
datter.

“Ali sagde: ‘Ve dig,
Sufyan. Når Budbringeren har besluttet sig for noget, er det nytteløst at tale
med ham.’”

Islam var og har altid været diktatorisk. Doktrinen ”underkast og adlyd”
kender ikke til ytringsfrihed eller demokrati.

Ishag:544
“Fatimah sagde: ‘Ingen kan sørge for beskyttelse mod Allahs Apostel.”

Og det er historiens lære. Selvudråbte tyranner og diktatorer begynder krige;
frit valgte præsidenter og premierministre gør ikke. De politiske doktriner
islam, kommunisme, fascisme og nazisme koncentrerer magten i hænderne på et
enkelt individ. For at opretholde deres autoritet, etablerer de regimer, der er
lige så brutale mod deres egne folk, som de er voldelige over for deres naboer.

Muhammad var et skoleeksempel.

Den første islamiske historiker bekræfter:

Tabari VIII:165
“Der er intet, du kan
gøre, for at skabe fred med ham. Så Abu Sufyan stod i moskeen og sagde:
’Folkens, jeg kom for at skabe fred. Jeg lover indbyrdes fred mellem mænd.’”

Men tilbuddet vakte ingen interesse, så
“Han besteg sin kamel
og red bort.”

Sufyan ønskede som de fleste arabere før islam at leve frit og i fred. Han
ønskede at tjene til livets ophold og at forsørge sin familie. Men det var ting,
Muhammad ikke kunne tolerere.

Islam skulle påtvinges for at overleve; islam var nødt til at plyndre for at
leve. I doktrinær forstand vidste han, at hans Sunnah og Koran var bankerot og
aldrig ville overleve en grundig gennemgang i et frit samfund.

Da islam ligeledes var moralsk bankerot, kunne det ikke levere det
tillidsniveau, der er nødvendigt i en fri økonomi. Så det blev muslimers skæbne
at miste deres friheder. De blev omdannet til parasitter.

Islam besejrede dem, bedrog dem, korrumperede dem og fordømte dem derefter.

Tabari VIII:165
“Da Abu Sufyan
rapporterede tilbage til Quraysh-stammen, at Muhammad ikke havde givet ham noget
svar, sagde de: ‘Ve dig! Ved Allah, han gjorde ikke andet end at lege med dig.’”

Tilbage i piratens hule, Ishaq:544

“Kommanderede
Muhammad folkene til at forberede sig til plyndringstogtet. Budbringeren
informerede sine tropper om, at de skulle til Mekka. Han beordrede dem til at
gøre sig selv og udstyret klar i en fart. Han sagde: ’Åh, Allah, hold spioner og
nyheder fra Quraysh, så vi kan overraske dem i deres land.’”

Islamiske organisationer som Hamas, Hezbollah, Islamisk Jihad og al-Qaeda
fremsiger den samme bøn i dag.

Ishaq:544
“Hassan opildnede mændene og reciterede: ‘Nu er det tid for krig. Ingen kan føle
sig sikre for os. Vores sværd vil åbne døren til døden.’”

Og sådan skulle det blive i al evighed.

Tabari VIII:168
“Han drog af sted på
Ramadanens 10. dag. De brød fasten og slog lejr ved Marr Zahran med 10.000
muslimer. Intet nyt om Budbringeren nåede frem til Quraysh-stammen, og de anede
ikke, hvad han havde i sinde.”

Jeg må erklære mig uenig. Allahs dreng havde været pirat og umættelig
terrorist uafbrudt i otte år. Mekkanerne nærede ingen illusioner. Det var
muslimerne, der blev bedraget.

I deres profets nærvær brød de første muslimer flere af islams fem søjler. De
ignorerede Ramadan-fasten. De angreb den by, hvis indbyggere havde opfundet
Allah. Og de afbrød deres bønner, så de kunne komme ud at dræbe.

Tabari VIII:170
“Da Budbringeren drog
af sted mod Mekka, udnævnte han ikke nogen til befalingsmænd og præsenterede
ingen bannere.”

Han anvendte list. Så tiggede han om hjælp.

“Han sendte bud til
de arabiske stammer, men de holdt sig væk fra ham.”

Hvis de havde valgmuligheden, så foretrak de fleste arabere ikke at have
noget at gøre med hans ”religion”. Desværre var der militante nok, der var
villige til at sælge deres sjæl for en skilling.

“Da Muhammad nåede
frem til Qudayd blev han mødt af Sulaym-stammen, der var til hest og iført fuldt
krigsudstyr. Uyaynah sluttede sig til Budbringeren ved Arj. Aqra stødte til ved
Suqya.”

Tabari VIII:171
“Da Muhammad slog lejr
ved Marr Zahran, sagde Abbas: ‘Stakkels Quraysh! Hvis Allahs Apostel overrasker
dem i deres territorium og tiltvinger sig adgang til Mekka, så betyder det enden
for Quraysh.’”

Da han så ud på muslimerne, der havde slået lejr på højdedragene rundt om
Mekka,

“sagde Abu Sufyan:
‘Jeg har aldrig set lejrbål som dem, jeg ser i dag! De mænd er samlet til krig.
Muhammad er kommet med en styrke, vi ikke kan modstå – 10.000 muslimer. Hvis han
får fat på mig, hugger han hovedet af mig.”

Abu Sufyan blev fanget af en muslim, der var ivrig at gøre lige præcis dét.
Iført lænker blev han bragt til Muhammad, der sagde:

Tabari VIII:173/Ishaq:547
“Ak, Sufyan, er det
ikke på tide, at du indrømmer, at jeg er Allahs Budbringer?’

Sufyan svarede: ’Hvad det angår, så har jeg mine tvivl.’”

Det var ikke noget acceptabelt svar, så Abbas hylede:

‘”Ve dig! Underkast
dig og erklær, at der ikke er nogen anden gud end Allah, og at Muhammad er
Allahs Apostel, eller du får hovedet hugget af!’”

Det var oprindelig islam for fuld udblæsning. Underkast dig eller dø. Bevidn
at der ikke findes nogen anden gud end Allah (og det indbefatter jo altså Yahweh
og Kristus) eller mist hovedet. Derefter reciteres ”Muhammad er Allahs Apostel
(i modsætning til Moses, Peter, Paulus og Johannes) ellers …

“Muhammad beordrede
Abbas til at internere Abu Sufyan ved afkørselsvejen i bjergene i den snævre del
af dalen, indtil Allahs tropper nåede frem.”

Så fortæller Ishaq os: Ishaq:546
“Apostlen slog ham i
brystet”, før han blev slæbt bort.

Tabari VIII:174/Ishaq:548
“Til sidst passerede
Budbringerens eskadroner forbi, bestående af Emigranterne og Ansarerne i
jernbrynjer med kun øjnene synlige. Hans kompagni var blevet stort. Ve jer,
ingen kan modstå ham. Det var alt sammen på grund af hans profetiske mandat.”

Den islamiske doktrin havde tjent Muhammad vel.

Traditionen fortæller, at Sufyan blev sluppet fri, så snart muslimerne havde
indtaget deres positioner rundt om Mekka.

Ishaq:548
“Abu Sufyan hastede hjemad. Da han nåede Mekka, råbte han i helligdommen:
’Folkens, se Muhammad er kommet med styrker, vi ikke kan modstå.’

Hind [kvinden, der havde mistet sin søn, mand, far og bror til islams slagteri
ved Badr] sagde: ’Dræb den fede fedtblære! Hvilken ussel beskytter af folket.’

’Ve dig’, svarede Sufyan, ’lad ikke denne kvinde bedrage jer, for vi kan ikke
modstå islam.’”

Muhammad havde givet Abu Sufyan et tilbud, han ikke kunne afslå. Underkast
dig eller dø.

Hind registrerede korrekt, at den mekkanske høvding var blevet en forræder.

Profeten var på krigsstien. Han var tæt på at opfylde Khadijas ambitioner –
Den Profitable Profetplan. Ka’abaen A/S ville snart blive hans. Og hele Mekka
ville blive ydmyget for at have afvist ham.

Tabari VIII:175
“På vej mod Mekka
sendte Profeten Zubayr mod Quraysh-stammen. Han gav ham sit banner og udnævnte
ham til kommandant over Emigranternes og Ansarernes kavaleri.

Han beordrede: ’Zubayr, plant mit banner i den øvre del af Mekka. Vent der, til
jeg kommer.’”

Ishaq siger, at profeten viste sine sande farver den dag. Han og hans mænd
var pyntet med ”grønt og sort”. Grønt symboliserer misundelse – hovedårsagen til
islam.

Sort er bedragets og dødens farve – resultatet af islam.

Tabari VIII:176/Ishaq:549
“Profeten sendte sin
hær ud i divisioner. Zubayr havde kommandoen over venstre flanke. Han fik ordre
til indtage Mekka fra Kuda-siden. Sa’d fik ordre til at komme fra Kada-siden.
Allahs Apostel sagde: ’I dag er en dag til kamp og krig. Det er slut med
helligdomme. I dag anses det hellige territorium for profant [ugudeligt,
uærbødigt, ondt og helligbrøde].’

Da en af Muhajir’ene [Emigranter] hørte ham sige dette, advarede han Apostlen:

’Det befrygtes, at du kunne finde på at henfalde til vold.’

Profeten gav Ali ordre til at få fat på ham, tage flaget fra ham og selv kæmpe
med det.”

En mindre korrupt mand siger, at det at profanere gud og ty til vold måske
ikke var nogen god idé, og han blev irettesat. Debatten mellem religion og
politik, fred og vold var udspillet igen. Og som altid valgte islams grundlægger
forkert.

Der findes ingen islam uden Muhammad, og han har talt. Hører I efter?

Bukhari: V4B53N412
“Allahs Apostel sagde
den dag, Mekka blev erobret: ‘Der er ingen migration nu, kun jihad, hellig krig.
Og når I bliver kaldt til jihad, så skal I komme omgående.’”

Budskabet er klart som Mein Kampf, lige så ubestrideligt som Pearl Harbor, så
brutalt som 11. september:
”Der er kun jihad.”
Interessant nok gentog Hitler Muhammads replik den morgen, han invaderede
Polen: ”Der er ingen migration nu, kun krig.”

Jeg gør en pause her for at opklare en almindelig fejltagelse. Jeg har
deltaget i tusind radio-interviews om emnet islam og terrorisme, og fra muslimer
og dem, der pylrer om dem i medierne, har jeg kun hørt to undskyldninger. Enten
så benægter de eksistensen af de over tusind opfordringer til vold, som læserne
er blevet konfronteret med i Prophet of Doom, eller også hævder de, at Bibelen
også indeholder barske passager. Og det gør den også. Men der er ingen belønning
for at kæmpe, og der findes ingen åbne opfordringer til at kæmpe.

For hvert vredt vers i Bibelen er der hundrede kærlige og medmenneskelige.
Det modsatte er tilfældet med Koranen. Der findes opdragende citater i Koran og
Hadith, men der er hundrede modbydelige vers for hvert positivt. Allahs ordrer
er tidsubegrænsede, hvilket fordømmer ikke-muslimer for evigt, og så mangler jeg
endda at nævne, at koranisk vold er billet til paradis, og at vold belønnes med
bytte i dette liv og det næste.

En kristen må simpelthen ignorere 99% af Bibelen og derefter forvanske
resten, tage det ud af kontekst, for at blive voldelig. Omvendt må en muslim
ignorere 99% af Koran og Hadith og forvanske den resterende ene procent ved at
fejloversætte og tage det ud af kontekst for at være fredelig.

Denne Hadith bekræfter, at islams profet ikke var taget i byen for at være
religiøs.

Muslim: B19N4395
“Jeg sagde: ‘ Skal jeg
fortælle jer en Hadith fra jeres Traditioner.’ Han gengav beretningen om
erobringen af Mekka og sagde: ‘Muhammad (må fred være med ham) rykkede frem,
indtil han nåede Mekka. Han havde tildelt Zubayr kommandoen over den højre
flanke og [dræber]Khalid den venstre. Så sendte han Ubaida af sted med den
styrke, der ikke bar brynje. De rykkede indenfor. Profeten (må fred være med
ham) sagde: ’Se de bøller og de primitive tilhængere af Quraysh-stammen.’

Ved at slå den ene hånd oven i den anden indikerede han, at de skulle dræbes. Så
vi tog af sted på hans ordre, og hvis nogen ønskede en person dræbt, så blev han
slagtet. Ingen kunne modstå os.

Så sagde [den nyligt ”konverterede”] Abu Sufyan: ’Budbringer, Quraysh-stammens
blod er blevet meget billigt.’

Profeten sagde: ’Dræb enhver, der kommer i vejen for dig.’

Hvis dette er kriteriet for at være Guds Budbringer, så var hunnerkongen
Attila, Genghis Khan, Lenin og Adolf Hitler også profeter.

På dette sted er der uoverensstemmelse mellem historikerens beretning og
Muslims samling, så vi kan drage den slutning, at meget af dette er usandt,
eftersom selvmodsigelse er bevis på bedrag. Vi kan betragte Tabari som en
apologet, en, der var interesseret i at lappe på sin profets blodige rygte.
Eller måske henfaldt Muhammad til eftertanke. Han blev måske mere interesseret i
at ydmyge sit bytte end at fortære det. Uanset hvad, får vi at vide, at Mekkas
forladte forældreløse sendte sine tropper af sted med denne besked:

Tabari VIII:176
“’I skal kun slås med
dem, der vil slås med jer.’ Da Khalid antraf dem i den nedre del af Mekka,
kæmpede han mod dem, og Allah førte dem i kamp. Zubayr stødte på en eskadron
Quraysh på skråningerne ved Kada og dræbte dem.”

Desværre var debatten hypotetisk.
”Khalid sloges med
dem,” og ”Zubayr
dræbte dem.” så …
”Da Profeten ankom,
stod folket foran ham og sværgede ham troskab, og således blev mekkanerne
muslimer [en der underkaster sig].”

Og det er alt, hvad man i virkeligheden har brug for at vide om Muhammad og
islam. Han havde besejret sin dæmon, hævnet sin barndom.

Tilbedelsen, magten og skattene, han var blevet nægtet, var nu hans. Islam
havde virket som en trylleformular. Det havde altid handlet om at undertrykke
mekkanerne, at lade dem betale for at have forladt ham, at få dem til at ønske,
at de ikke havde beholdt familieforetagendet for sig selv.

Alt, hvad de skulle, var at krybe for hans fødder.

Surah 48:28
“I vil se dem bukke sig og falde på knæ for at opnå Allahs accept. I deres
ansigter er der mærker – sporene efter deres knæfald.”

Som det sikkert er blevet bemærket i løbet af denne afskyelige affære, så
havde Allah ikke været andet end et redskab.

Mekkanerne aflagde troskabsed til Muhammad. Det var det, der gjorde dem til
muslimer – ”en, der underkaster sig”. Allah var i vane med at fralægge sig
ansvar for brudte traktater, at retfærdiggøre drab, at stjæle Ka’abaen og at
give Muhammad magt.

I konflikt med beviserne hævder muslimske apologeter, at erobringen af Mekka
var en fredelig affære. Ikke desto mindre blev mange mænd og kvinder slagtet den
dag.

Ishaq:550
“Muslimerne mødte dem med sværd. De huggede igennem mange arme og kranier. Kun
forvirrede skrig og stønnen kunne høres gennem vores krigsråb og knurren.”

Slægten var forvirret og i oprør:

Tabari VIII:178/Ishaq:550
“Muhammad gav ordre
til, at visse mænd skulle snigmyrdes, om de så blev fundet bag Ka’abaens
gardiner. Blandt dem var Abdallah bin Sa’d [den første, der nedskrev Koranen].
Grunden til, at Allahs Budbringer gav ordre til, at han skulle slagtes var, at
han var blevet muslim og havde nedskrevet Koran-åbenbaringerne. Så frafaldt han,
blev igen polyteist og vendte tilbage til Mekka.”

Den eneste mand, der nogensinde havde forsøgt – på profetens ordre - at
nedfælde Koranen på pergament, afviste islam. Det burde sende kuldegysninger
gennem alle muslimers rygrad.

Den eneste samtidige Koran-skriver blev nådesløst jagtet af Muhammad. Islams
profet gav muslimer ordre til at snigmyrde den første mand, der forsøgte at gøre
Koranen til en bog. Wow!

Tabari VIII:179
“Abdallah bin Sa’d
flygtede hen til Uthman, hans bror, der, efter at have holdt ham skjult, til
sidst overgav ham til Profeten. Uthman bad om nåde. Muhammad svarede ikke og
forholdt sig tavs i lang tid.

Muhammad forklarede: ’Ved Allah, jeg forholdt mig tavs, så en af jer kunne have
rejst sig og skåret hans hoved af.’ En af Ansarerne sagde: ’Hvorfor gav du mig
ikke et tegn?’ Allahs Apostel svarede: ’En profet dræber ikke ved at pege.’”

Nej. Han dræber ved at bedrage, forføre og tvinge. Og, for at vi ikke skal
glemme det, så dræber han ved at etablere falske religioner – den mest
ondsindede og umoralske form for massemord.

Som en bekræftelse på, at dette ikke havde noget med Allah at gøre, gav
Muhammad ordre til, at en anden muslim skulle snigmyrdes.

Tabari VIII:179/Ishaq:550
“Blandt dem, Muhammad
beordrede dræbt, var Abdallah bin Khatal. Budbringeren gav ordre til, at han
skulle slagtes, fordi, da han var muslim, havde Muhammad sendt ham ud for at
indsamle zakat-skat sammen med en Ansar og en slave.”

For at gøre en lang historie kort så var slaven ulydig, og den muslimske
skatteopkræver dræbte ham. Hellere end at tage skraldet ved at rapportere sin
ugerning til chefen, stak Abdallah halen mellem benene, forlod islam og brugte
sit bytte på at købe et par pigers talenter.

“Pigerne havde for
vane at synge smædesange om Muhammad, så Profeten gav ordre til, at de skulle
dræbes sammen med Abdallah.” ”Abdallah blev dræbt af Sa’id og Abu Barzah. De to
deltes om hans blod. Den ene af syngepigerne blev hurtigt dræbt, men den anden
flygtede. Så Umar dirigerede sin hest til at ride hende ned og dræbe hende.”

Muhammad, i lighed med sin protegé Hitler, led under at være blevet
mishandlet som barn. Usikre mænd bliver rasende, når de bliver kritiseret. De
vil gøre hvad som helst for at lukke munden på dem, der irriterer dem.

Ishaq:551
“Et andet offer var Huwayrith. Han plejede at fornærme Muhammad i Mekka.
Huwayrith blev dræbt af Ali.”

Næste offer på “Godfather’s” hitliste var:

Ishaq:551
“Miqyas. Budbringeren beordrede, at han skulle snigmyrdes, fordi han havde dræbt
en Ansar, der havde dræbt hans bror ved en fejltagelse, og derefter begik han
forræderi ved at forlade islam.”

Så meget for: “Der
er ingen tvang i religionen.” ”Miqyas blev slagtet af Numaylah.”

Tabari VIII:180
“Ligeledes blandt de
dræbte var Ikrimah bin Abu Jahl og Sarah, en slave af en af Abd Muttalibs
sønner. Hun spottede Muhammad, mens han var i Mekka.”

Profeten havde noteret sig for sit niende drab oveni de mænd og kvinder, hvis
arme og hoveder blev hugget af under togtet.

Tabari VIII:181
“I følge Waqidi gav
Budbringeren ordre til, at seks mænd og fire kvinder skulle snigmyrdes. En af
disse kvinder var Hind, der sværgede troskab og blev muslim.”

Da hans blodtørst nu var stillet, var det på tide at frelse sjælen.

Tabari VIII:181
“Muhammad gjorde holdt
ved Ka’abaens dør og sagde: ‘Der er ingen anden gud end Allah; Han har ingen
partner.”

Dette naturligvis fordi Muhammad og Allah var en og samme. Og nu da Muhammad
havde gjort krav på grundlæggerens andel af Ka’abaen A/S, var det sidste, han
havde brug for, en partner.

Ishaq:553
“Hør efter, ethvert påkrav om arvet privilegium, blod, formue eller ejendele
ophæves hermed af mig, undtaget er forvaltningen af Ka’abaen og retten til at
sørge for vand til pilgrimmene.’”

Dette er den definitive tilståelse. Ved først givne lejlighed annoncerer
Muhammad, at påberåbte krav på Ka’abaen, Qusayys religiøse fup er at regne for
annulleret.

Arv, privilegium, ejerskab og rigdom er herefter betydningsløst for mekkanerne.
Derefter gør Muhammad en undtagelse for sig selv – han overtager forvaltningen
af Ka’abaen.

Det er fuldbyrdelsen af Khadijas Profitable Profetplan.

Islam virkede.

Efter at have opfyldt sit livs ambition brovter profeten:

Tabari VIII:181
“Folk af
Quraysh-stammen, Allah har frataget jer den hovmodighed, der udsprang af ’den
uvidende tid’ og dens veneration for forfædrene … Jeg har nu ydmyget jer, gjort
jer til muslimer, underdanige over for mig … Quraysh-folk og Mekka-folk, hvad
tror I, jeg har tænkt mig at gøre ved jer?”

Pudse næse i dem, helt bogstaveligt. Han ville have, at de skulle krybe for
hans fødder – at kaste sig næsegrus og sværge ham troskab. Han ville have, hvad
han altid havde villet have – at blive feteret og adlydt, bemyndiget og rig. At
dræbe flere mekkanere ville ikke være sjovt. Det havde der været nok af. Nej,
han ønskede at se dem ydmyget.

Tabari VIII:182/Ishaq:553
“Folkene samledes i
Mekka for i underkastelse at sværge troskab til Budbringeren. De samledes for at
hylde islams Apostel. Umar forblev under Profeten, lavere end det sted, hvor han
sad [på sin ophøjede trone], og udstak betingelserne for folket, der hyldede
Muhammad, idet de lovede at underkaste sig og adlyde. Umar forestod eden og
modtog mekkanernes troskabsed til Muhammad. De lovede at følge og adlyde Allah
og Hans Budbringer.”

Og eftersom ingen andre end Muhammad talte for Allah, var der ikke andre
ordrer end Muhammads og ingen andre at adlyde end ham. ”Det var den troskabsed,
de i underkastelse svor til Profeten.”

Tabari VIII:183
“Da Budbringeren havde
afsluttet mændenes troskabssværgen, sværgede kvinderne troskab.”

Efter at han hele sit liv var blevet svigtet af kvinder, var Muhammad
specielt barsk over for dem.

“I sværger troskab
til mig på betingelse af, at I ikke sidesætter nogen med Allah [og i mangel af
bedre, mig].’

’Ved Allah, du påtvinger os noget, du ikke påtvang mændene’, sagde en af
kvinderne.”

Muhammad ignorerede hende og fortsatte med listen.

Da han nåede til
“’Dræb ikke jeres børn’, sagde kvinden, ‘Vi opdrog dem, og du dræbte dem. Du ved
mere om at dræbe, end vi gør.’

Umar grinede hysterisk over hendes ord.”

Men Budbringeren syntes ikke, det var morsomt. Sandheden gør ondt. Hans
eneste svar var at kalde sandheden for løgn, eller i det mindste at isolere
budbringeren.

Han sagde: ‘Lad være
med i fremtiden at opfinde smædehistorier.’”

Af en terrorist at være var Muhammad meget tyndhudet. Kvindens replik var et
af historiens største comebacks. Og hun havde al mulig ret til at sige det.
Muhammads gangstere havde myrdet hendes far, hendes bror, hendes mand og hendes
søn.

Hind sagde: ‘At
smæde er ækelt. Sommetider er det bedre bare at ignorere det.’

Han sagde: ’Du skal ikke være ulydig, når det handler om at udføre mine ordrer.’

Budbringeren sagde til Umar: ’Tag imod deres troskabsed og hyldest.’” Gå så, for
jeg har accepteret jeres troskab og tilbedelse.”

Den mishandlede var nu mishandler. Og den mishandlede mishandler krævede den
ene ting, han aldrig oplevede: kærlighed.

Før vi fortsætter med historien, vil jeg bede læserne om at forstå dynamikken
i denne situation. Alt var inderligt personligt. Mekka var en isoleret og ussel
samling lerhytter. Alle mekkanere kendte hinanden, og de fleste var indbyrdes i
familie. Det er ikke nogen tilfældighed, at Muhammad kendte navnene på alle dem,
han havde dræbt i alle sine raids mod Quraysh-stammen, og at hans gangstere
dræbte deres egne fædre og brødre. Dette var en familiefejde, en kamp om, hvem
der skulle arve Qusayys svindelnummer.

Islam var en konsekvens. Det skete, ligesom Mein Kampf, fordi et barn blev
afvist. Jeg har gjort mig umage for at afsløre den sande natur af Mekka, Qusayys
eventyr og de omstændigheder, der omgærdede Muhammads fødsel, så at læserne kan
forstå, hvorfor Muhammad hævdede, at han var Allahs Budbringer.

Ved at læse, hvad Koranen havde at sige om paradisets behageligheder og
pinslerne i helvede, har vi lært, hvad der behagede, og hvad der pinte Muhammad
– og således, hvad der motiverede ham. Hvert eneste af hans ord og gerninger,
hans Koran og Sunnah, var afledninger af det misbrug, han var udsat for.

Og hans vrede blev forstørret, da hans familie kiksede mht at udfri ham. Islam
var én mands tørst efter hævn. Muhammad var uden magt, fattig og uelsket.

Derfor var hans islam fokuseret på magt, penge og sex.

Så simpelt og tragisk er det.

Tabari VIII:182/Ishaq:553
“Allah havde gjort det
muligt for Muhammad at overvinde Quraysh-stammen, at give ham magt over dem, så
at de var hans bytte. Deres liv var nu hans bytte, men han frisatte dem.”

Nej. Han slavebandt dem. Det er det eneste, en troskabsed i underkastelse
handler om. Men ved ikke at sælge sine besiddelser – sit bytte – til slaveri,
blev han opfattet som barmhjertig. Når en kidnapper holder op med at pine sine
gidsler, så anser de lindringen som en slags barmhjertighed. På en bagvendt
facon får det til sidst den mishandlede til at opfatte mishandleren som kærlig.

Derfor omskriver muslimer deres historie og beundrer den mand, der slavebandt
dem.

Men bare at ydmyge mekkanerne var utilstrækkeligt. ”Profeten” vidste, at
deres ”lovprisning og hyldest” var uægte. Så han fortsatte med at lede efter
kærlighed alle de forkerte steder.

Tabari VIII:187
“Allahs Budbringer [62
år gammel] giftede sig med Mulaykah. Hun var ung og smuk. En af profetens
hustruer henvendte sig til hende og sagde: ’Skammer du dig ikke over at gifte
dig med den mand, der dræbte din far den dag, han indtog Mekka?

Derfor søgte hun tilflugtssted for ham.”

Nu da han havde overvundet sine dæmoner, var det tiden for Muhammad at vise
sin respekt:

Ishaq:552
“Da befolkningen var faldet til ro, begav Muhammad sig til Ka’abaen og red syv
gange rundt om den på sin kamel, mens han berørte Den sorte Sten med en stok. Så
gik han inden for i Templet. Der fandt han en due, lavet af ler. Han brækkede
den i stykker og smed den væk.”

Perfekt. Den første afgud, Muhammad smadrede, var det internationale symbol
på fred – og symbolet på Yahwehs ånd.

Lad sandheden blive kendt:

Ishaq:552
“Ka’abaen indeholdt 360 afgudsbilleder, som Lucifer havde forstærket med bly.
Apostlen stod ved dem med en stok i hånden og sagde: ’Sandheden er kommet, og
løgnen er forsvundet.’ Så pegede han på dem med sin stav, og de væltede om på
ryggen et efter et.”

Ka’abaen var en hedensk helligdom – og som sådan en rådden en. Den havde
aldrig været andet. Muhammad hjalp sin mørke ånd til at udslette konkurrencen.
Den samme stav, der havde anerkendt Den sorte Sten, væltede de andre falske
guder.

Ishaq:552
“Quraysh-stammen havde opsat billeder i Ka’abaen, heriblandt to af Jesus og ét
af Maria (fred være med dem begge). Muhammad gav ordre til, at billederne skulle
udraderes.”

Så efter at have stjålet den hedenske helligdom, …

Ishaq:554
“Sad Muhammad i moskeen, og Ali overbragte ham nøglen til Ka’abaen, idet han bad
om, at de rettigheder, der var forbundet med forvaltningen, blev overdraget til
ham og hans familie.”

Men, desværre, Shiiten klarede ikke kravene. Mægtige Mo overdrog nøglen i
Uthmans varetægt. Dernæst stjal han en linie fra Skrifterne, og dumrianen, den
degenererede fyldt med vrangforestillinger sagde:

Ishaq:255
”Mekka er det Helligste af det Hellige.”

Men selv Satan ved, at det ikke er sandt, hvorfor han vil ødelægge det
virkelige ”Hellige af det det Hellige” i de sidste dage på bjerget Moriah. Det
er forklaringen på, at islams første virkelige helligdom blev bygget på
Tempelbjerget.

Det blod, der var flydt fra de lemlæstede kroppe af mænd og kvinder – dræbt
af muslimer den dag – var endnu ikke størknet, da Overhykleren sagde:

Ishaq:555
“Det er ikke lovligt for nogen at udgyde blod i Mekka. Det var ikke lovligt for
nogen før mig, og det vil ikke være lovligt efter mig.

Hvis nogen skulle sige: ”Profeten dræbte mennesker i Mekka,” så sig: ”Allah gav
sin tilladelse til, at Profeten gjorde det, men han giver ikke jer tilladelse.’”

I den lyrik, der fulgte i kølvandet på togtet, kan man læse:

Ishaq:557
“Allah gav dig et påtrykt segl. [”Profetens Segl” var bare et behåret
modersmærke.] Allahs bevis er stort. [Det kan næsten ikke blive mere
forvrænget.] Jeg bevidner, at din religion er sand, og at du er stor blandt
mennesker. Allah bevidner, at Ahmad [den ”hyldede”] er den udvalgte. Du er den
ædle, midtpunktet [en, som tiltrækker sig opmærksomhed og beundring] for de
retskafne, en prins.”

En vildført sjæl råbte, Ishaq:558:
“Gabriel, Allahs
budbringer er med os, og Helligånden har ikke sin lige.”

Muhammad byttede om på Lucifer og Gabriel, og derfor tror muslimer
fejlagtigt, at Gabriel var Helligånden.

Den ene løgn førte simpelthen til den næste.

En anden taler reciterede:

“Allah sagde: ‘Jeg
har sendt en hær. Hver dag bander og svovler de, slås og smæder.”

Derefter proklamerede poeten om “prinsen”:

“Han er den rene,
velsignede Hanif [selvom Muhammad engang var wannabe Hanif, så var Hanif’erne
aldrig muslimer. De afviste profeten og hans gud.] Han er Allahs betroede, der
er loyal af natur.”

Muhammad havde lige misligeholdt sit ord og var løbet fra en traktat, så
muslimer har en afsporet definition på ”tillid og loyalitet.”

En anden sagde: Ishaq:560
“Vi fordrev folket og
lod dem smage vores sværd, den dag den gode Profet gjorde sin entré i Mekka. Vi
gennemborede deres kroppe med hug og stød. Og vi beskød dem med vores pile.
Vores hær drog frem med hævede lanser.

Vi kom for at plyndre, som vi sagde, at vi ville. Vi sværgede vores troskab til
Apostlen på denne frygtens dag.”

Her oplever vi en ærlig muslim:
“Vi kom for at plyndre,
som vi sagde, at vi ville.”

Efter at have lagt edsaflæggelse, gennemboring og plyndring bag sig,
besluttede Muhammad sig for at være religiøs:

Ishaq:561
“Apostlen udsendte tropper til territorierne omkring Mekka og inviterede mænd
til Allah. Blandt dem, han sendte, var Khalid. Han fik ordre til at missionere.
Khalid underkuede Jadimah-stammen og dræbte nogle af dem.”

“Tropper” udsender ikke “invitationer”, de udsteder ultimatum’er. Khalid var
Muhammads mest ondsindede terrorist. At kalde ham ”missionær” er en pervers
vittighed. Engang definerede han pralende sig selv:
”Jeg er Allahs og Hans
Budbringers sværd!”

Måske skulle man tro, at Muhammad efter at have fuldbyrdet sit livs ambition
ville have beordret sine gangstere til at nedlægge våbnene. Men det skete ikke.
En mand, der er plaget af usikkerhed, er aldrig tilfreds.

Tabari VIII:189/Ishaq:561
“Desværre for jer, Banu
Jadiamh! Det er Khalid. Ved Allah, efter at I har nedlagt våbnene, vil det ikke
blive andet end lænker, og efter lænkerne vil det ikke blive andet end afhuggede
hoveder.’

Efter at de havde nedlagt våbnene, gav Khalid ordre til, at de skulle bagbindes.
Derefter lod han dem smage sværdet, huggede hovederne af dem og dræbte dem.

Da Muhammad hørte om, hvad Khalid havde gjort, sagde han: ’Jeg erklærer, at jeg
er uskyldig i, hvad Khalid har gjort.’”

Det passer ikke. Muhammad var ansvarlig. Han holdt de prædikener og
reciterede de suraer, der førte til dette. Hans Sunna og hans skrift talte
klart: gode muslimer dræber.

Jihad er den bedste gerning i islam. Men Muhammad var en kryster. Han tog aldrig
ansvaret for noget. Han havde altid påstået, at det var hans gud, der havde
terroriseret, røvet, slavebundet og myrdet – ikke ham.

Og Muhammad lagde aldrig afstand til Khalid; han endte med at blive ’Profittens’
bedste general og skatteopkræver.

Ishaq:564
“En af Banu Jadimah [der var blevet plaget af Khalid] sagde: ’Gud gør gengæld
over for muslimerne for det onde, de har udsat os for. De stjal vores ejendele
og delte dem blandt sig. De angreb os med våben ikke én men to gange. De faldt
over os som en græshoppesværm. Hvis det ikke var for Muhammads religion, ville
de aldrig have angrebet.”

Og hvis ikke det var for Muhammads religion, ville terrorister ikke
terrorisere os i dag.

Dette bringer os videre til endnu en afslørende historie – snigmordet på
Allahs døtre:

Ishaq:565
“Apostlen sendte Khalid af sted for at ødelægge afguden Al-Uzza i lavlandet ved
Nakhlah. Quraysh-stammen omfattede hendes tempel med ærefrygt. Da Sulami
erfarede, at Khalid nærmede sig, hængte han sit sværd på Al-Uzza, gik op på et
bjerg og råbte: ’Åh, Uzza, tilintetgør Khalid. Læg sløret til side [Muhammad
stjal også islams ”slør” fra hedningene.], og gør dig klar til kamp.

Åh, Uzza, hvis du ikke dræber Khalid, så modtag en hurtig straf eller bliv
kristen.’

Vogteren af Al-Uzzas tempel bad sin hedenske afgud om at blive kristen. Det
skal nok passe.

”Da Khalid ankom,
smadrede han hende og vendte tilbage til Apostlen.”

Tabari VIII:187
“Jeg har ødelagt det’,
sagde han til Muhammad. ’Så du noget?’ Nej.’

Så sagde Muhammad: ’Så tag tilbage og dræb hende.’ Derefter vendte Khalid
tilbage til afguden. Han ødelagde hendes tempel og hendes gravsten.

Helligdommens vogter sagde: ’Raseri, Åh Uzza, vis os et af dine raserianfald.’
Derpå trådte en nøgen, jamrende etiopisk kvinde ud foran ham. Khalid dræbte
hende og tog hendes smykker.

Så vendte han tilbage til Allahs Budbringer og aflagde rapport. ’Det var så
Al-Uzza,’ sagde Muhammad, ’Al-Uzza vil aldrig blive tilbedt mere.’”

Hellige Ka’aba-sten! Hvorfor var der ikke nogen, der udfriede denne
stentilbeder fra hans elendighed? Khalid myrdede den forkerte afgud. Han skulle
have slagtet Muhammad. Islams eneste profet har lige tilstået, at den hedenske
afgud Al-Uzza var en rigtig levende gudinde – hun var en nøgen afrikansk kvinde.

Det er ufatteligt, at muslimske gangstere sprænger uskyldige ind i evigheden
på basis af denne mands vidnesbyrd.

Da Muhammad indtog Mekka (Af Craig Winn)