En sand røverhistorie, part I-III

En sand røverhistorie - del 1

Scenen er Mekka – året er 610 e.Kr.

Den 40-årige Muhammad er gift med den 15 år ældre Khadija. (Khadija var enke og bestyrede et profitabelt karavanetransportfirma. Før islams ”oplysning” kunne det åbenbart godt lade sig gøre, at kvinder bestred kvalificerede jobs)

Muhammad er således behageligt fri for at arbejde og bruger bl.a. sin tid på at hænge ud med jøder og kristne – og opnår på den måde en vis indsigt i både jødedom og kristendom.

Ishaq:180 “According to my information, the Apostle often sat by a young Christian slave named Jabr. The Meccans said, ‘He is the one who teaches Muhammad most of what he brings.’

Then Allah revealed, Qur’an 16:103 ‘We know what they (pagans) say: “It is only a mortal man who teaches him (Muhammad). But the tongue of the man they wickedly point to is notably foreign, while this (Qur’an) is pure Arabic.’”

Muhammad er analfabet og må derfor betale sig fra at få bibelhistorier læst højt. Det skælder Koranen ud over (Koran 2:40)

Muhammad er lidt af en særling, der ofte trækker sig tilbage til ensomheden i en hule i bjergene uden for Mekka. Han hører stemmer, og når han fortæller sine nærmeste om stemmerne, er de overbevist om, at han er dæmonbesat.

Muhammad er godt selv klar over, den er gal og leger tilmed med tanken om at begå selvmord.

Ishaq:106 “None of Allah’s creatures was more hateful to me than an ecstatic poet or a man possessed. I thought, ‘Woe is me, I’m a possessed poet.’”

Ishaq:106 “I will go to the top of the mountain and throw myself down that I may kill myself and be at rest.”

Ishaq:106 “I stood gazing at him and that distracted me from committing suicide. I couldn’t move. Khadija sent her messengers in search of me and they gained the high ground above Mecca so I came to her and sat by her thigh. She said, ‘O Abu’l-Qasim [Muhammad’s actual name], where have you been?’ I said, ‘Woe is me. I am possessed.’”

Tabari VI:70 “He went to Khadija and said, ‘I think that I have gone mad.’”

Ishaq:132-3 “If this demonic spirit which has possession of you is such that you cannot get rid of him, we will find a physician for you, and exhaust our means trying to cure you. For often a demonic spirit gets possession of a man, but he can be rid of it.’ The Apostle listened patiently.”

Efter endnu et besøg i hulen vender han en dag tilbage til Mekka, og følgende udspiller sig:

Muhammad:-
Hør her folkens, jeg har været ude i min hule, og der fik jeg besøg af en engel. Gabriel kaldte han sig. Han havde besked med fra Gud, som jeg skulle videregive til jer og hele menneskeheden.

Jeg er udnævnt til Hans profet!

Folk: -
Hvordan vil du bevise det?

Muhammad: -
Her er et brev, jeg har fået nedskrevet, hvor der står, jeg er profet.

Folk: -
Men det er jo bare dine egne ord.
Muhammad: -

Nej, Allah dikterede det, og jeg fik det nedskrevet.

Folk: -
Hvordan kan vi vide, at du ikke lyver?

Muhammad: -
Hvis I ikke tror på mig, er I døve, dumme og blinde – og I skal brænde op i helvedes flammer. (Koran 2.171 , 6.39 , 8.22 , 17.97)

Dumme mennesker også kaldet muslimer: -
Whoa! Det var et overbevisende argument! Nu tror vi på dig!.

Muhammad: -
Godt, lad os så komme ud og røve nogle karavaner.

Muslimer: -
Men, er det ikke umoralsk at stjæle?

Muhammad: -
Nej! I blev fattige, efter at I begyndte at følge mig. I arbejder ikke. Allah har givet jer ret til at tage andres menneskers ejendom. De undertrykte jer også. I har lov til at slå dem ihjel. Undertrykkelse er værre end at dræbe. (Koran 2:217) Lad os komme i gang med at angribe landsbyer uden varsel med overraskelsesangreb, hvor de ikke aner fare og bare passer deres arbejde. Dem, der forsvarer sig, slår vi ihjel, og deres koner og børn tager vi til fange og sælger som slaver – men husk, at den smukkeste af de kvindelige fanger tilhører mig. [Bukhari 3.46.717 ]

Muslimer: -
Men er det ikke en synd at voldtage gifte kvinder?

Muhammad: -
Nej! Tilfældigvis har Allah her til morgen sendt mig et vers, der slår fast, at det er OK at have sex med krigsfanger. (Koran 4:24) Så voldtag dem med god samvittighed. Men husk altid, at den smukkeste fange tilhører Allah og hans budbringer.. [Bukhari 1.8.367]

Fra nu af behøver I heller ikke at praktisere afbrudt samleje. Bare klem på og ejakuler i jeres ofre, ”for hvis en sjæl er forudbestemt til at leve, så lever den.” [Bukhari 3.46.718 + 5.59.459]

---

En sand røverhistorie – del 2

En dag er Muhammad ude at spadsere med Abu Bakr.

Muhammad: -
Hør her, Abu, du har en lille datter Aisha. Englen har vist hende for mig i en våd drøm og fortalt mig, at hun var min. Og, ved du hvad? ”Hvis det er Allahs ordre, så skal det ske.”
( Bukhari 9.87.140 )

Abu Bakr prøver fåret at protestere: -
Men Aisha er kun 6 år gammel. Hun er bare et barn. Hun leger stadig med dukker. [Bukhari 8.73.151]

Muhammad: -
Okay, du lover hende til mig, så venter jeg til, hun bliver 9, før jeg giver hende den største overraskelse i hendes liv.
[Bukhari7.62.90]

Tåben Abu Bakr: -
Men jeg er jo din bror.

Muhammad: -
”Du er min bror i Allahs religion og i Hans Bog, men det er lovligt for mig at gifte mig med hende (Aisha)”.
(Bukhari 7.62.18)

En dag går Muhammad på besøg hos en af sine koner, Hafsah, datter af Omar. Han ser Mariyah, Hafsahs koptiske tjenestepige og bliver liderlig. Han sender Hafsah ud af huset ved at påstå, at Omar ønsker at se hende. Da hun er gået, kalder han på Mariyah og har sex med hende i Hafsahs seng. Hafsah finder ud af, at hendes far ikke havde sendt bud efter hende og kommer tilbage og finder sin “opstemte” mand nøgen – mellem benene på sin egen tjenestepige. Som kvinde gør hun, hvad kvinder normalt gør i lignende situationer. Hun skriger og laver skandale. (Kan kvinder ikke engang respektere en profet?)

Taget med bukserne nede om hælene forsøger Muhammad at berolige sin hysteriske kone og lover hende ikke at komme i nærheden af Mariyah igen. Han hiver bukserne op og tigger hende om at hemmeligholde episoden. Hafsah kan imidlertid ikke holde tæt og informerer Aisha, der sammenkalder en gruppe af medhustruer, som herefter gør livet utåleligt for Allahs budbringer. Da Allahs budbringer har fået nok af dette nonsens, får han Allah til at åbenbare Sura Tahrim, i hvilken Allah ”skælder” ud på Muhammad og fortæller ham:

(Koran.66: 1-5):

1. Åh, Profet! Hvorfor forbyder du dig selv det, Allah har gjort lovligt for dig – bare for at behage dine hustruer? Og Allah er tilgivende, meget barmhjertig.

2. Allâh har allerede tilladt jer (muslimer) at trække jeres ord (løfte) tilbage. Og Allah er jeres Beskytter, og Han er den Alvidende.

3. Og (husk), at når Profeten (SAW) har sagt noget i fortrolighed til en af sine hustruer (Hafsah), og hun så fortæller det til en anden (Aisha), og Allah åbenbarer dette for ham, så fortalte han noget og skjulte noget andet. Da han så fortalte det til hende (Hafsah), sagde hun: “Hvem har fortalt dig det?” Han sagde: ”Den Alvidende (Allah) har fortalt mig det”.

4. Hvis I to (Profetens (SAW) hustruer, nemlig Aisha og Hafsah) beder om Allahs tilgivelse, vil det være det bedste for jer. I er virkelig vrede på Profeten, men hvis I rotter jer sammen mod ham (Muhammad SAW), så skal I sandelig vide, at Allah er hans Beskytter, og Gabriel og de retfærdige blandt de troende, og ovenikøbet englene er hans hjælpere.

5. Det kan godt være, ifald han lod sig skille fra jer allesammen, at Allah i stedet for jer ville give ham bedre hustruer end jer, …

[Bukhari3.43.648]

Er Allah ikke flink ved sin profet? Han skælder ham ud, fordi han forbyder sig selv sex med Mariyah, når Allah nu har gjort det lovligt for ham. Så fortæller han sin elskede profet, at han ikke behøver holde sit ord bare for at berolige en flok kvinder. Bare kom i gang, Allah har allerede tilladt jer at sværge falsk. Og som dusør har alle mænd nu lov til at lyve (især når de bliver liderlige), fordi Allah er den Alvidende og Almægtige. Allah tilråder ovenikøbet sin elskede profet, at han skal lade sig skille fra alle sine højrumpede koner, hvis de ikke er lydige og tilfredse med hans seksuelle eskapader – og i stedet gifte sig med en masse andre og bedre kvinder.

Whoa! Sikke en visdom.

Aisha, der ikke bare var ung og smuk, men også begavet, rapporteres at have kommenteret de ovenstående vers over for Muhammad på følgende måde: ”Jeg skal love for, at din Gud forstår at suse dig til hjælp, når det er nødvendigt!”

Ved en anden lejlighed skælder Muhammads selvsamme Alvidende og Kloge gud sin profet ud, fordi Muhammad beder sin fostersøn om at passe på sin kone, når han (Muhammad) begærer hende.

(Koran 33.37) “Se! Du sagde til en, der havde modtaget Allahs nåde og din gunst: “Behold din kone (i ægteskabet) og frygt Allah.” Men du skjulte i dit hjerte det, som Allah skulle til at åbenbare: du frygtede folket, men det er mere passende, at du frygter Allah. Så da Zaid [fostersønnen] havde opløst sit ægteskab med hende – med de nødvendige (formaliteter), gav Vi hende til dig som lovformelig hustru: for at der i fremtiden ikke skal være nogen vanskeligheder for de troende med hensyn til at gifte sig med deres adopterede sønners koner, når disse har opløst deres ægteskaber med dem. Og Allahs befaling skal opfyldes.

Hvor begavet! Den ædle gerning at adoptere et barn annulleres, fordi Muhammad var liderlig og ønskede sex med sin adoptivsøns kone.
Der findes utallige andre hændelser, der beviser, at Muhammad selv opfandt disse vers for at tilfredsstille sine egne, egoistiske behov.

Se f.eks. her, hvor det vist er ret tydeligt, hvem der bestemmer, hvad der skal stå i Koranen:

Bukhari, Volume 1, Book 4, Number 148:
Narrated ‘Aisha:

Profetens hustruer havde for vane at gå ud på Al-Manasi, en stor åben plads (nær Baqia ved Medina), når de skulle træde af på naturens vegne. Umar plejede at sige til Profeten: ”Dine hustruer bør være tilslørede”, men Allahs Apostel foretog sig intet i den retning. En aften gik Profetens hustru, Sauda bint Zam’a ud ved ’Isha’-tid, og hun var en høj kvinde. Umar henvendte sig til hende med disse ord: ”Jeg har genkendt dig, Sauda”. Han sagde således, fordi han virkelig ønskede, at verset Al-Hijab (tilsløringsverset) ville blive åbenbaret. Derefter åbenbarede Allah Al-Hijab-verset (en total tildækning, der kun lader øjnene fri).
Først da en af Muhammads egne koner bliver genkendt, finder han det nødvendigt at få ”Allah” til at beordre tildækning af kvinder.

Koranen er ikke mere Guds ord end en årgang af FDM’s Motorblad.

---

En sand røverhistorie - del 3
Jeg har tirsdag og onsdag offentliggjort 1. og 2. del af det, jeg har kaldt ”En sand røverhistorie”.

Jeg har helt bevidst delt den i tre dele. For overskuelighedens skyld og for at give plads for reaktioner.

Reaktionerne har stort set været som forventet. De muslimske debattører sprang op som trolde og overøste mig med skældsord og forbandelser. Intet nyt i det.

Efter skældsordstiraderne ingen væsentlige og saglige indvendinger mod sagsindholdet fra den kant. Logisk nok, for sådanne kildebaserede indvendinger findes ganske enkelt ikke. Shakir ville have mig til at konsultere en muslimsk historiebog.

De fremlagte eksempler er den skinbarlige sandhed, som den fremgår af islams kilder.
Der har – også som forventet – været protester fra ”pæne” og ”tolerante” meddebattører, der har anket over bl.a. min sprogbrug o.l. Det har jeg forsøgt at forklare undervejs.
Imidlertid mener jeg, det må være muligt at se igennem sprog og registrere indhold. Og indholdet er éntydigt – Muhammad var en af historiens største forbrydere.

Mange statsmænd og politikere har i tidens løb uden problemer kvalificeret sig til betegnelsen: slyngel.
Men Muhammad er altså i muslimers fantasi Guds Apostel – intet mindre.

Og de forsigtige og forskrækkede ikke-muslimske debattører her på siden mener åbenbart, at vi i vores store tolerance skal lade som ingenting, trække på skuldrene og sige: Så lad dem da have en terrorist og plattenslager som profet.

Hvis muslimer kunne smide enfoldighedens skyklapper, ville de opdage, at Koranen ikke er andet end Muhammads opskrift på at dominere de enfoldige.
Det er ufatteligt, at muslimer ikke kan se, at Muhammad digtede det hele for sin egen vindings skyld. Hvis jeg påstår, jeg er Guds profet, ville man så tro mig? Hvis det eneste bevis, jeg kunne fremvise var, at hvis ikke du tror på mig, så skal du brænde op i helvede – ville du så tro på mig? Hvis ikke, hvorfor tror du så på Muhammad? Hvordan kan du tro på en mand, der var så ond og ikke havde noget som helst bevis på sin påstand – udover at true dig med helvede? Er det ikke fuldkommen sindssygt? Hvilken gud kunne finde at straffe mennesker på så sadistisk en måde? Er Allah Satan? Selv Satan må have lidt medfølelse. Kun en pervers psykopat kan opfinde en så nådesløs gud som Allah. Hvorfor skulle Gud i øvrigt være så desperat efter at være kendt og tilbedt? Er hele konceptet ikke det glade vanvid? Hvordan kan muslimer lade sig narre som små børn? Det er flovt at være så naiv. Er det en trøst, at der er omkring en mia. andre godtroende?

Det er det mest vanvittige. Hvordan kan en mia. mennesker opføre sig som zombier og aldrig stille spørgsmål om, hvad Muhammads beviser var. Hvorfor spørger ingen: Hvis han var Guds profet, hvorfor var han så så ond? Hvordan kunne Guds profet have sex med et niårigt barn? Er det ikke chokerende? Lad være med at bedrage dig selv med undskyldninger, såsom ”at det var almindelig kutyme dengang.” Det passer overhovedet ikke. Der findes ikke andre beretninger før Muhammad om en 53-årig mand, der giftede sig med en 9-årig pige og havde sex med hende. Den tradition startede med den onde mand. Uffe Hove [en anden kultleder] havde også sex med sine tilhængeres døtre. Er det sædvane i dag? Nej, føj da! Kultlederne laver deres egne regler, og de anser sig selv for at være hævet over loven.

Endvidere, hvis det nu skulle være sandt, at det var sædvane at gifte sig med mindreårige, var Muhammad så sendt for at videreføre folks dårlige vaner, eller kom han for at vise dem den rette vej og sætte nye standarder? Hvad han gjorde, er blevet standard og retningslinie for en mia. zombier. Hvordan kan man lade dette ske? Hvor meget dårskab er nok?

Der var så megen ondskab i Muhammad. Det kræver kun en smule sund fornuft at se, at han var en bedrager og ikke Guds profet.
Nogle muslimer siger: ”Koranen tager ham i rette adskillige steder, indrømmer hans fejl og tilgiver ham ligeledes.”

Hvor naiv kan man tillade sig at være? Hvis jeg hævdede at være profet og så sagde noget, jeg ønskede at ændre, hvordan ville jeg så gøre det? Muhammad legede bare en barnagtig leg for at narre sine tilhængere. Hvordan lykkedes det ham ellers at få alt, hvad han ville have, at bryde enhver norm for anstændighed uden at vække sine tilhængeres vrede, hvis ikke det var fordi, han kunne bilde tilhængerne ind, at Allah sagde god for hans handlinger og oven købet pålagde ham ikke at være for hård ved sig selv? Hvor dum har man lov at være?

En dag fandt han det opportunt – for at tilfredsstille mekkanerne - at sige, at Lat, Uzza og Manat [mekkanske afguder] “er de ophøjede overgangsguder, hvis mellemkomst man har håbet på.”
Så såre han fandt ud af, at han havde skudt sig selv i foden og undermineret sin egen påstand om at være profet [for en monoteistisk gud], måtte han finde en udvej. Hvordan klarede han det? Han får Allah til at sige, at det var sataniske vers, og at Satan havde lagt ham dem i munden. Så han påtager sig skylden for at være blevet narret af Satan – og får også lige Allahs tilgivelse. Hvordan er det muligt at være så enfoldig, at man tror på det?

Muslimer fremfører ofte påstande af denne art: “De fleste af de beskyldninger, der fremføres mod Muhammad er simpelthen overdrevne usandheder, og i øvrigt så tilgiver Koranen ham.”
Har I nogen sinde overvejet muligheden af, at Muhammad selv bryggede Koranen sammen, og at hans bog måske slet ikke er nogen åbenbaring? Koranen tilgiver ham? Betyder det ikke bare, at han tilgiver sig selv? Hvordan kan man være så godtroende? Hvis han var en løgner, betyder det så ikke, at også Koranen kan være en hjemmelavet løgn?
Hvilke beviser er der for, at Koranen er fra Gud?

Læs reaktioner på dette indlæg her:
http://www.islamist.dk/forum/showthread.php?t=164&highlight=r%F8verhistorie