En Carsten Clausen fra Haderslev har idag (2. juli 2006) citeret en kort passage fra Bluitgens Muhammed-bog i et læserbrev i Jyllands-Posten. Citatet fra Bluitgens bog, samt nogle af Carsten Clausens egne kommentarer vises i det følgende:

Her kommer et citat fra bogen. Det er selvfølgelig taget ud af en sammenhæng (hele bogen fylder lidt rigeligt til et debatindlæg, men den kan stærkt anbefales). Mange andre passager i bogen beskriver Muhammeds karakter i samme stil.

Faktisk er beretningerne ganske modbydelige. Muhammed beordrer - og hans mænd foretager - mord på kvinder, børn, modige ubevæbnede jøder, elskende - og forældre, som forgæves prøver at beskytte deres børn.

Men læs bogen.

»Der var dog stadig folk, der turde sige Muhammed imod. En af dem var en gammel jødisk digter, Abu Afak. Han skrev et digt om medinesernes stolte forfædre. Og om, hvordan deres efterkommere var blevet splittet af en mand, som delte alting op i haram og halal; forbudt og tilladt. Dermed mente han alle de ting, som var blevet gjort forbudte eller tilladte i Koranen.

Muhammed fandt sig ikke i dette digt. Han spurgte: »Hvem vil ordne den slyngel for mig? Muslimen Salim ibn Umayr påtog sig at dræbe ham og gjorde det.

En kvindelig digter, der hed Asma bint Marwan, blev oprørt over drabet. Hun lavede et digt, hvor hun spurgte sit folk, om de, når deres ledere var blevet myrdet, ville sætte deres lid til Muhammed som sultne mænd utålmodige efter kødsuppe.

Mere information

Guds udvalgte spurgte i sin menighed, hvem der ville skaffe ham af med hende.

En muslim, Umayr ibn Adiy, hørte Muhammeds spørgsmål, og den selvsamme nat gik han til digterens hus. Her sneg han sig ind, mens Asma lå og sov mellem sine børn. Han fjernede den mindste, der lå på hendes bryst. Så jog han sit sværd så hårdt gennem hendes bryst, at hun blev spiddet til sit leje.

Om morgenen gik han til moskéen og fortalte det til Muhammed. “Umayr, du har sandelig hjulpet Gud og profeten”, sagde Muhammed.«

Det er denne hædersmand, som Ellemann vil have respekteret - og som mange muslimer tilsyneladende tror, danskerne vil komme til at agte, hvis vi blot får mere information om hans gerninger.

Det er nok tvivlsomt.

http://www.jp.dk/meninger/ncartikel:aid=3819686

——————————————————————————–
Se også hvad debattøren Universalgeni har fundet frem her:

http://www.islamist.dk/forum/showpo…967&postcount=1
——————————————————————————–

Her er en oversættelse af et udpluk fra Ash-Shifa, som islamisk.dk skriver så rosende om.

Del 4
Straffen for dem der anser Profeten som ufuldkommen eller krænker ham

Sektion 2
Beviset af nødvendigheden af at dræbe enhver der krænker profeten eller finder fejl ved ham

Koranen siger, at Allah forbander dem, der krænker Profeten, og de påfører skade på sig selv ved at krænke Profeten. Der er ingen, der strides om, at enhver der forbander Allah skal dræbes og at denne forbandelse medfører, at man bliver karakteriseret som vantro. Straffen for den vantro, er, at han skal dræbes.

Allah siger: “De, der krænker Allah og Hans Budbringer, dem forbander Allah i det dennesidige og det hinsidige. Han har beredt dem en forsmædelig straf.” (33:57). Allah siger noget lignende om dem, der dræber troende. En del af forbandelsen i denne verden, er, at de skal dræbes. Allah siger: “Med en forbandelse over sig vil de, hvor som helst man finder dem, blive pågrebet og dræbt på stedet.” (33:61). Allah nævner straffen for dem som kæmper: “Der tilkommer dem forbandelse i denne verden.” (5:41). “Drab” (qatl) kan have betydningen af “forbandelse”. [6]. Allah siger: “Må Allah bekæmpe dem! Hvor er de perverse!” (9:30). Underforstået: må Allah forbande dem.

Det er fordi, at der er forskel på at krænke Allah og Hans Budbringer og at skade de troende. At skade de troende, uden at dræbe dem, medfører tæsk og straf, der skal statuere et eksempel. Dommen over dem som krænker Allah og hans Profet er værre - dødsstraf.

Allah siger: “Men nej, ved din Herre! Troende vil de ikke være, før de udpeger dig til opmand i de stridigheder, der er imellem dem.” (4:65). Han fjerner hæmmelsen fra dem, som har svært ved at acceptere Profetens lære, og som ikke ikke underkaster sig ham. Enhver som nedvurderer ham, er imod hans lære.

Allah siger: “I, der tror! Hæv ikke jeres stemme, så I overdøver Profeten, og tal ikke lige så højrøstet til ham, som I gør indbyrdes! De, der sænker stemmen, når de er hos Allahs Budbringer, det er dem, hvis hjerte Allah har sat på prøve i gudsfrygt.” (49:2-3). Sådan en handling (at tale højt i Profetens nærvær) sker kun for vantro - og den vantro bliver dræbt.

Allah siger: “Når de kommer til dig, hilser de dig på en anden måde, end Allah hilser dig.” Derpå siger han: “De fortjener ikke bedre end Helvede, hvori de skal brænde.” (58:8).

Allah siger: “Nogle af dem krænker Profeten og siger: “Han lægger øre til hvad som helst.”" (9:61). Og: “De, der krænker Allahs Budbringer, har en pinefuld straf i vente.”

Allah siger: “Hvis du spørger dem, vil de sige: “Vi lod blot munden løbe og lavede spøg.” Sig: “Gjorde I nar ad Allah og Hans tegn og Hans Budbringer?” Kom ikke med undskyldninger! I er blevet vantro efter at have været troende.” (9:65-66). De koranlærde siger, at “I er blevet vantro” henviser til, hvad de har sagt om Allahs Budbringer.

Vi har allerede nævnt samstemmigheden. Fra traditionssamlingerne viderebragte al-Husayn ibn Ali fra sin far, at Allahs Budbringer i denne sammenhæng sagde: “Enhver som krænker en Profet, dræb dem. Enhver som krænker mine ledsagere, tæsk dem.”[7]

Ifølge en pålidelig hadith beordrede Profeten, at Ka’b ibn al-Ashraf skulle dræbes. Han spurgte: “Hvem vil ordne Ka’b ibn al-Ashraf? Han har krænket Allah og Hans Budbringer.” Profeten sendte nogen afsted for at myrde Ka’b ibn al-Ashraf uden først at byde ham til islam, i modsætning til andre afgudsdyrkere. Årsagen til dette, var, at han havde krænket Profeten. Dette indikerer, at Profeten fik ham dræbt for noget andet end afgudsdyrkning. Det var på grund af krænkelse. Abu Rafi, som plejede at krænke - og være imod -Allahs Budbringer, blev også dræbt.

Tilsvarende - på dagen hvor Mekka blev erobret - beordrede han mordet på Ibn Khatal og hans to slavepiger, der plejede at krænke Profeten i deres sange.

I en anden hadith - omhandlende en mand som plejede at krænke Profeten - sagde Profeten: “Hvem vil redde mig fra min fjende?”. Khalid sagde: “Jeg vil,” så Profeten sendte Khalid afsted for at dræbe ham.

Profeten beordrede, at nogle vantro, bl.a. an-Nadr ibn al-Harith og Uqba ibn Abi Mu’ayt, der havde hånet og krænket ham, skulle dræbes. Han lovede, at nogle af dem ville blive dræbt før og efter Mekkas erobring. De blev alle dræbt, bortset fra dem der skyndte sig at blive muslimer, før de blev overmandet. Al-Bazzar viderebragte fra Ibn Abbas at ‘Uqba ibn Abi Mu’ayt råbte: “O Quraysh-stamme, hvorfor er det, at jeg er den eneste blandt jer, der skal dræbes uden krig?” Profeten sagde: “For din vantro og dine løgne om Allahs Budbringer.”

Abdu’r-Razzaq fortalte, at en mand krænkede Profeten, hvilket fik Profeten til at sige: “Hvem vil redde mig fra min fjende?” Az-Zubayr sagde: “Jeg vil.” Profeten sendte az-Zubayr afsted og han dræbte ham

Det er viderebragt, at en kvinde plejede at krænke Profeten, og han sagde: “Hvem vil redde mig fra min fjende?” Khalid ibn al-Walid drog afsted og dræbte hende.

Det er ligeledes viderebragt, at en mand fortalte løgne om Profeten, der sendte Ali og az-Zubayr afsted for at dræbe ham.

Ibn Qani fortalte, at en mand kom til Profeten og sagde: “Allahs Budbringer, jeg hørte min far sige noget grimt om dig, så jeg dræbte ham.” Det var Profeten indforstået med.

Al-Mujahir ibn Abi Umayya, Amiren af Yemen, rapporterede til Abu Bakr (efter Muhammeds død), at en kvinde sang krænkelser mod Profeten. Så Amiren skar hendes hånd af og trak hendes fortænder ud. Da Abu Bakr hørte dette, sagde han til Amiren: “Hvis du ikke allerede havde straffet hende, ville jeg have beordret dig til at dræbe hende, fordi straffen for krænkelse af Profeten ikke er som straffen for krænkelse af andre.”

Ibn Abbas sagde, at en kvinde fra Khatma[9] lavede satire om Profeten og Profeten sagde: “Hvem vil ordne hende for mig?” En mand fra hendes folk sagde: “Jeg vil, Allahs Budbringer.” Manden drog afsted og dræbte hende. Han fortalte det til Profeten (at han havde dræbt hende) som sagde: “Ingen vil komme op at toppes på grund af hende.”[10]

Ibn Abbas sagde, at en blind mand havde en umm walad (en slavekvinde som giver hendes herre et barn), som plejede at krænke Profeten. Han skældte hende ud og prøvede at berolige hende, men hun kunne ikke beroliges. En nat hvor hun begyndte at krænke Profeten, dræbte han hende. Han fortalte det til Profeten som sagde, at han ikke ville blive straffet for at have dræbt hende.[11]

I en hadith har Abu Barza as-Aslami viderebragt at, “En dag sad jeg med Abu Bakr as-Siddiq, som blev sur på en af de muslimske mænd.” Qadi Isma’il og andre imamer sagde, at manden havde krænket Abu Bakr. An-Nasa’i fortalte at, “Jeg kom til Abu Bakr og en mand havde været led og svaret ham tilbage. Jeg sagde, ‘Allahs Kalif, lad mig hugge hans hoved af!’ Han sagde, ‘Sid ned. Det skal ikke gøres for nogen med undtagelse af Allahs Budbringer, må Allah velsigne ham og give ham fred.’”

Qadi Abu Muhammad ibn Nasr sagde: “Ingen var uenige med ham.” Så imamerne tager dette som bevis for, at enhver som gør noget, der kan krænke eller håne Profeten på nogen måde, skal dræbes.

Der er også brevet fra Umar ibn Abdu’l-Aziz til hans guvernør i Kufa. Han havde bedt om råd angående en mand, der havde krænket Umar. Umar skrev tilbage til ham: “Det er ikke lovligt at dræbe en muslim for at krænke nogen med undtagelse af Allahs Budbringer. Enhver der krænker ham, er det tilladt at dræbe.”

Harun ar-Rashid spurgte Malik, angående en mand som havde hånet Profeten, og han nævnte, at Iraks fuqaha (=plural af faqih: en person som er ekspert indenfor islamisk lov (fiqh)) i en fatwa havde offentliggjort, at manden skulle piskes. Malik blev sur og sagde: “Amir al-Mu’minin! Der er ingen fremtid for et samfund, efter det har hånet Profeten! Enhver som håner Profetens ledsagere skal piskes.”

Jeg ved ikke hvem af Iraks fuqaha, der gav Harun ar-Rashid denne fatwa. Vi har allerede nævnt for Iraks skole for folket[12], at han skal dræbes. Måske var de blandt dem, som ikke var kendt for deres viden, eller blandt dem hvis fatwa’er var utroværdige, eller også er det muligt, at hvad manden sagde ikke blev opfattet som en forhånelse, eller manden havde trukket hans udsagn tilbage og angret. Ingen af disse ting var nævnt for Malik. Der er dog enighed om, at enhver som håner Profeten skal dræbes, som vi tidligere har nævnt.

At han skal dræbes kan udledes ved reflektion og overvejelse. Enhver som forhåner eller taler nedsættende om Profeten, har vist klare symptomer af sygdommen i sit hjerte og bevist sin virkelige overbevisning og tro. Det er derfor, at størstedelen af de lærde dømmer ham til at være frafalden. Det er hvad der er formidlet fra Syrien af Malik, al-Awza’i, ath-Thawri, Abu Hanifa og Kufas folk.

Det andet standpunkt er, at det ikke er et bevis på vantro. Dog skal personen stadig dræbes, men han bliver ikke regnet for at være vantro, med mindre han selv insisterer på det. For at blive dømt som frafalden, skal hans ytringer klart tilkendegive hans vantro, såsom at kalde Profeten en løgner, eller komme med spottende ord og kritik af Profeten. Hans tilståelse af, hvad han har sagt, og hans mangel på anger, er en indikation på at han opfatter det som lovligt. Så der er ingen uenighed om, at dette viser, han er blevet vantro. Allah siger om sådanne folk: “De sværger ved Allah på, at de intet har sagt. Men de har sagt vantro ord. De er blevet vantro, efter at have overgivet sig til Allah.” (9:74)

De korankyndige siger, at dette henviser til udsagnet: “Hvis det er sandt hvad Muhammed siger[13], så er vi værre end aber.”

Det er sagt, at det henviser til hvad én af dem[14] sagde: “Vores respekt for Muhammed kan sammenlignes med en hund, der vil holde af dig, hvis du fodrer den. Når vi vender tilbage til Medina, vil den stærke drive den svage ud.”

Det er sagt, at selv dén der siger dette, skjuler det. Den samme dom gives til ham som til kætteren, og han skal dræbes fordi han er blevet frafalden. Profeten sagde: “Hug hovedet af alle frafaldne.”

Fordi det er en forpligtigelse for hele ummaen at forsvare Profetens ære, er straffen for dem som fordømmer Profeten at blive dræbt, på grund af Profetens uhyre betydning. Enhver som krænker en fri mand gives en mildere straf.

[6] “Qatalahu Allah”(May Allah kill him) or “qutila” (May he be killed) are curses.

[7] At-Tabarani and ad-Daraqutni.

[8] Apostasy or defection of the Arab tribes after the death of the Prophet.

[9] A tribe allied to the Aws. She was ‘Usma bint Marwan.

[10] An expression meaning there will be no disagreement about the matter.

[11] Abu Dawud, al-Hakim and al-Bayhaqi.

[12] i.e. the Hanafis.

[13] About the conquest of the fortresses of Syria. This was spoken by al-Jallas ibn Suwayd who later repented of what he had said.

[14] ‘Abdullah ibn Ubayy, known as the leader of the hypocrites in Madina.