De har med stor værdighed bøjet sig under de urimelige vilkaar de blev budt i de lande de søgte tilflugt og beskyttelse i under diasporaen og har ikke påberåbt sig medlidenhed ved at spille nogen offerrolle.

I stærk kontrast hertil står muslimerne, der i egen selvforståelse har guddommelig ret til at beherske hele verden med sværdet og føre hellig krig mod alle vantro indtil hele verden er underlagt islam.

Islam har siden Vesten standsede den østlige og vestlige jihad mod Europa og blev overhalet militært, politisk, videnskabeligt og økonomisk af de pluralistiske og dynamiske vestlige samfund, set sig selv i en offerrolle. I stedet for at stille spørgsmålet: Hvad har vi gjort forkert og hvad bør vi gøre anderledes, stillede islam spørgsmålet: Hvem har gjort dette imod os, og hvordan kan vi få revance?

Retfærdighed findes efter muslimsk opfattelse alene i muslimske samfund som baseres på Guds lov. Alle andre steder hersker derfor uretfærdigheden og muslimen ser det som sin hellige pligt ved hjælp af sværdet at bringe denne uretfærdighed til ophør.

Et for muslimerne særlig krænkende og uretfærdig forhold var verdenssamfundets beslutning om etablering af den demokratiske stat israel, midt i islams kerneområde, kort efter Anden Verdenskrigs afslutning.

Denne særlig grove krænkelse af muslimernes selvforståelse udløste da også straks efter Israels oprettelse et generalangreb på den nyfødte stat fra fem arabiske hære fra nabostaterne med det klare mål at dræbe eller fordrive jøderne fra området. For at få frie hænder til nedslagtningen af jøderne opfordrede de angribende stater i radiomeldinger de transjordanske arabere der boede inden for staten Israels territorium til at flygte. Forventningen var, at efter nedslagtningen kunne disse arabiske transjordanere (fra 1967 kaldet palæstinensere) vende tilbage og overtage al ejendom i den nedslagtede jødiske stat.

Efter flere forgæves forsøg på at nedkæmpe staten Israel med konventionelle militære midler i de følgende ca. 30 år opgav ægypten og Jordan enhver tanke om en militær sejr over Israel og søgte i stedet politiske løsninger. Den palæstinenske terrororganisation Fatah fortsatte imidlertid kampen ved hjælp af terroraktioner mod jøder overalt i verden og ved selvmordsaktioner ind i Israel. Pragmatikeren Arafat indså imidlertid, at heller ikke terrorkampagnen mod Israel havde udsigt til at nå sit mål: udslettelsen af den jødiske stat, og valgte derfor at arbejde for en politisk løsning der indebar anerkendelsen af Israels ret til at eksistere og etableringen af en selvstændig palæstinensisk stat. Efter Arafats død radikaliseredes de ekstremistiske og jihadiske holdninger imidlertid blandt palæstinenserne hvilket førte til Hamas´ valgsejr og overtagelsen af regeringsmagten i selvstyreområderne.

Det er i dette lys den nuværende konklikt bør ses. Siden etableringen af det iranske præstestyre i 1979 og den øgede tilslutning til radikal islam efter terrorangrebet mod USA 11. september 2001 er de islamiske terrorbevægelser i mellemøsten blevet stadig stærkere og deres politiske mål er ved hellig krig at generobre det muslimske landområde, der efter deres opfattelse midlertidig er besat af jøderne, ved at dræbe eller fordrive de vantro jøder med ethvert middel.

Israel er i denne situation tvunget til at forsvare sig selv mod de uforsonlige fjender, og da Hamas og deres ideologiske åndsfæller i Hezbollah begik den taktiske fejl at angribe over grænsen til Israel, dræbe og bortføre israelske soldater, havde Israel en legitim folkeretlig grund til at føre krig mod både Gazastriben og Libanon der tillod Hezbollah at operere som en uanhængig privat hærstyrke i landet.

Efterhånden som tabene på begge sider vokser bliver det stadig mere uomgængeligt at Israels militær rykker ind i det sydlige Libanon og nedkæmper Hizbollah gennem en storstilet oprydningsaktion fra landsby til landsby og fra hus til hus.

Mit gæt er, at raketangrebene på Haifa bliver den formelle anledning for Israel til at indlede landkrigen mod Hezbollah i det sydlige Libanon.

Dette er en asymetrisk krig som føres per stedfortræder. Jihadisternes herrer og mestre findes i Syrien og Iran, og deres politiske mål er at jødestaten udslettes, uden at disse lande selv inddrages i krigshandlingerne.

Irans overordnede strategi er at indtage pladsen som den ledende stat i mellemøsten. På kort sigt forsøger man at købe sig tid indtil man har erhvervet atomvåben og yderligere opbygget den militære kapacitet med henblik på den fuldstændige udslettelse af Israel og dets befolkning.

Faresignalerne er erkendt både i Israel, EU og USA. Som tingene tegner sig i øjeblikket vil enten USA eller Israel blive tvunget til at trække Irans atom-tænder ud gennem en væbnet aktion. Det vil ske enten med Sikkerhedsrådets tilslutning eller uden, men jeg er ret sikker på at det VIL SKE. Vesten kan umuligt tillade den forskydning i den internationale magtbalance som vil være resultatet hvis præstestyret erhverver atomvåben, der i givet fald kan tænkes at tilflyde jihadistiske terrororganisationer som Hezbollah.

http://debat.religion.dk/showthread…=true#Post99364