Det er tankevækkende at den vestlige verden sagtens kunne blive enige om at fordømme og sanktionere det sydafrikanske apartheidstyre, imens øjnene forbliver lukkede overfor de grusomme overgreb og diskriminationen der foregår i muslimske lande.

Saudi-Arabien set med en dansk kvindes øjne

Det kan være svært at leve i et så isoleret samfund som det saudiske. Som kvinde skal man indordne sig på godt og ondt og lægge bånd på sig selv i både ord, tanke og handling. Birgitte Jersild Storm giver rystende eksempler på den kvindeundertrykkelse, hun oplevede, da hun boede i Saudi-Arabien 1987-88.

Det er ganske vist en del år siden, jeg var udsendt som kvinde til det mest mærkværdige land set fra en nordisk kvindes synsvinkel, men jeg har alligevel lyst til at offentliggøre nogle af de indtryk, jeg fik, da jeg i 1987-88 boede i Saudi-Arabien.

(…)

Ifølge Koranen er manden kvindens suveræne overhoved, således at han har hånd- og halsret over hende i alle henseender. Dette medfører en ufattelig kvindeundertrykkelse, som for os europæere virker komplet uacceptabel. Jeg vil her give et par eksempler, som jeg selv har været vidne til:

En kvinde skulle føde sit ottende barn. Der opstod komplikationer i forbindelse med fødslen, og det viste sig, at kvinden havde en medfødt hjertefejl, som hidtil havde været ukendt. Lægerne fandt det uforsvarligt at lade hende føde på normal vis og anbefalede kejsersnit, hvilket ægtefællen nægtede at give tilladelse til trods det, at konens liv stod på spil. Det var imod hans overbevisning, da Allah jo ville beskytte hans kone, som han havde gjort det ved de foregående syv fødsler, og skulle det ende med konens død ja, så var dette også Allahs vilje. Konens ønske om at bibeholde livet negligeredes komplet. Hun døde!

På en børneafdeling havde en ung ugift pige på 15 år født en søn uden for ægteskab. Det var - efter hvad vi erfarede - et af mange incesttilfælde, eftersom kvinder som følge af de meget strenge restriktioner absolut ikke har mulighed for at møde mænd, de ikke er nært beslægtede med. Deres hjem er veritable fæstninger, som der ikke levnes kvinderne nogen mulighed for at forlade uden ledsagelse af et mandligt familiemedlem. Denne fødsel havde i sig selv været ret dramatisk. Moderen var blevet ført fra fængslet til hospitalet under politieskorte, havde født sit barn under narkose og blev herefter transporteret tilbage til fængslet uden af have set sit barn. Hun skulle derefter opholde sig i fængslet i de næste 18 år. Barnet, som var ca. 1 år gammelt, da vi besøgte afdelingen, ventede stadig på en børnehjemsplads for forældreløse børn. Han vil fremover altid blive betragtet som et udskud, og familien vil aldrig kunne kendes ved ham. På grund af de saudiske traditioner, hvor familien går foran alt andet, vil han livet igennem stå alene. Når han fylder 18 år, vil han blive afkrævet en beslutning fra de retslige instanser om, hvorvidt han ønsker Koranens bestemmelse om afstraffelse af moderen i form af stening pga. førægteskabelige forhold. Da moderen i fængslet bliver betragtet som den hore, der er årsag til hans kummerlige tilværelse, vil den til den tid unge mand givetvis ønske sin mor stenet.

Vi har også været vidner til, at to søstre på henholdsvis 14 og 15 år havde ligget lænket til deres senge i tre måneder efter hver især at have født et barn med få dages mellemrum. Man spørger sig selv, om disse tilfælde ikke også skyldes incest? Søstrene fik heller ikke her lov til at se deres børn, men liggende i deres senge uden nogen form for lekture, TV eller besøg, ventede de på, at retten skulle ske fyldest.

I centrum af byerne - ofte på en parkeringsplads - finder eksekvering af dommene som regel sted. Det er ugens fredagsbegivenhed, og folk strømmer til for at opleve det. Dommen for mord og voldtægt er halshugning med sværd, og når henrettelsen har fundet sted, klapper tilskuerne og spytter på blodet. Synderens familie er nu renset og kan fortsætte livet i stor gudsfrygtighed. Anderledes tager det sig ud, når det drejer sig om homoseksuelle, der har forgrebet sig på unge drenge. De bliver nemlig puffet ud fra moskeens høje tårn, og familien vil derefter for stedse være vanæret.

(…)

Den manglende mulighed for at færdes frit omkring i landet gør, at man er fuldstændig afhængig af andre. Man kan kun færdes på gaden i Riyadh iført abaya. Da jeg er højere end de arabiske kvinder, havde jeg svært ved at finde en abaya, der var lang nok, så den kunne dække mine ankler. Så for ikke at få stokkeslag over benene måtte jeg hoppe og springe, når en af de religiøse mænd - »mutawaer« - viste sig i farvandet. Man må som bekendt som kvinde ikke føre automobil, men kun køre med sin autoriserede chauffør eller med et ægtepar. Man må end ikke køre med et hankønsvæsen, hvis ikke man er den glade ejer af en vielsesattest (som man skal have på sig). Det kan koste fængselsstraf og udvisning af landet at trodse reglerne. Så kunne man jo tage bussen - jamen dette er også en vanskelig affære for kvinder. Busserne har et ekstra rum beregnet for kvinder bagtil med særskilt indgang. I dette rum er der kun plads til meget få.

Det kan være svært at leve i et så isoleret samfund som det saudiske. Man skal som kvinde indordne sig på godt og ondt og lægge bånd på sig selv i både ord, tanke og handling. Hvorledes skal man tackle disse problemer? Ja, det er forskelligt. Nogle tager chancer og går f.eks. på restaurant med en herre (der findes ingen biografer, koncertsale, museer etc.). Det er dog kun de største og fineste restauranter, der vil nedværdige sig til at betjene kvindelige gæster. Når man så endelig er blevet godkendt, bliver man med ledsager placeret bag en skærm eller i et såkaldt familie-aflukke. Jeg har sågar oplevet at blive udvist af en restaurant og med mine mandlige ledsagere blive henvist til et toiletrum, hvor værten lagde et bræt over toiletsædet og et tæppe på gulvet. Derefter blev maden serveret! Man måtte tage det hele fra den humoristiske side - også når man så skilte uden for videoforretninger, hvorpå der stod »Women and dogs not allowed«.

Vi danskere har så let ved at danne os en mening om, hvad man bør gøre i andre lande. Dog mener jeg ikke, at der har været særlig stor kritik af kvindeundertrykkelsen i et land som Saudi-Arabien. Hvorfor kan Amnesty ikke gøre sig gældende, når der som her sker så uhyggelige og diskriminerende ting mod kvinder - hvorfor al denne tavshed? Hvis man har lyst til at vide mere om livet som kvinde i Saudi-Arabien, kan jeg anbefale at læse Carmen bin Ladens bog »I Slørets Rige«. Hun var indtil sin skilsmisse svigerinde til Osama bin Laden.
Læs hele artiklen her:  http://www.berlingske.dk/grid/kronikker:aid=712366