Muhammads intellektuelle nederlag

Da de arabiske intellektuelle debatterede med Muhammad

Af: Mumin Salih

For fjorten hundrede år siden foregik den vigtigste debat i islams historie offentligt i Mekka mellem Muhammad og et panel af arabiske intellektuelle.
Vi vil sandsynligvis aldrig kende alle detaljer vedrørende den debat, fordi muslimer strengt censurerede Arabiens historie. Men der er information nok mellem linjerne i disse strengt censurerede dokumenter, der peger på Muhammads gyselige præstation. Debatten havde katastrofale konsekvenser for islam og lukkede munden på Muhammad i flere år. Islam var dømt til at forsvinde ved fødslen.

Denne artikel er et biprodukt af min søgen efter selv det mindste bevis på muslimernes påstande om, at Koranen forbløffede de tidlige arabere. Det er et andet emne, der forhåbentlig vil blive genstand for en anden artikel.
Alle beviser i de islamiske kilder, herunder Koranen, peger på det faktum, at de tidlige arabere – eller i sandhed enhver intellektuel araber, selv i vor tid, aldrig har kunnet lide Koranen.

Denne artikel er et slag til de muslimske lærde, der har den frækhed at fremsætte deres påstande trods de overvældende beviser på det modsatte. Artiklen er også til ære for de store ånder blandt de mekkanske arabere, der uden at spilde én dråbe blod afslørede Muhammad og hans løgne og forsøgte at hindre islams fremgang.

Baggrunden

Mekka i det syvende årh. var en blomstrende by og et fuldt udbygget handels- og kulturcentrum i Arabien. Der herskede et klima af religiøs tolerance, der tillod alle stammerne frit at praktisere deres religioner. De præ-islamiske arabere var ikke isoleret på deres halvø, men holdt sig i kontakt med den omliggende verden.
De blandede sig og handlede med nabolandene og var helt fortrolige med kulturerne og civilisationerne mod nord og syd. Araberne havde allerede etableret to kongedømmer nordpå, der havde strategiske alliancer med romerne og perserne. Araberne havde deres egen forfinede kultur, der reflekteres i deres poesi, og som araberne stadig mener er den bedste, de nogen sinde har haft.

Muhammad udnyttede den fremherskende religiøse tolerancekultur og hævdede, at han var profet. De mekkanske arabere afviste ikke automatisk hans påstande, men de gav ham en chance for at fremlægge sin sag over for en gruppe velkendte intellektuelle – en chance for afklaring eller for at svare på ethvert spørgsmål.

Blandt disse Mekkas intellektuelle var Abul Hakam Ibn Hisham og Al Nadr Ibn AlHarith. Begge var særdeles berejste og vidt berømte for deres visdom og dybe kendskab til nabokulturerne. Disse intellektuelle læste med åbent, men kritisk sind, hvad Muhammad angiveligt hævdede, at Allah havde åbenbaret i sin Koran.

De mænd må have bemærket, at Koranen indeholdt mange alvorlige fejl og forventede af Muhammad, at han gav gode forklaringer på sine påstande om guddommelige åbenbaringer. Disse arabiske intellektuelle krævede svar og afklaring på de mange spørgsmål, Koranen og Muhammads påstande rejste – som alle intellektuelle ville gøre, når de bedømmer et nyt litterært værk. Disse kritikere stillede de samme spørgsmål til Koranen, som vi stadig stiller i dag uden at få svar fra de muslimske lærde.

Tilsyneladende kom det bag på Muhammad, da disse store Mekka-mænd pegede på Koranens svagheder. De pressede hårdt på med krav om svar og forklaringer på de fornuftsstridige ting, de fik øje på i Koranen, men Muhammad stod der bare afmægtig og ude af stand til at svare.
Debatten efterlod Muhammad psykologisk traumatiseret. Da den intellektuelle ristning var ovre, begyndte Muhammad at genkalde sig dagens begivenheder og de stressende øjeblikke, han havde gennemlevet. Han erindrede nogle af de svære spørgsmål, han ikke kunne besvare og formulerede dem i nye vers som et middel til at bevare sin selvrespekt.

Muhammad nedskrev sine følelser vedrørende den debat i Koranen, som han ofte gjorde i stressede tider.
Her følger et par eksempler på de vers, der giver udtryk for Muhammads frustration (oversættelse fra Hilali og Khan).

I disse vers talte den plagede Muhammad til sig selv igennem sin imaginære gud; man kan mærke, at han sikkert ønskede, at han aldrig havde nævnt Koranen over for mekkanerne i det hele taget:

7:2 ”Et skrift, der er blevet sendt ned til dig; og vær ikke beklemt om hjertet over det …”

11:12 “Måske må du opgive en del af det, der er åbenbaret for dig, og at du føler dig beklemt derover …”

20:2 “Vi har ikke nedsendt Koranen til dig for at volde dig sorg.”

I sura 21 (Anbyaa) indrømmer Muhammad indirekte sin fiasko og beskriver tydeligt, hvad araberne tænkte om ham og hans Koran:

21:5 “De siger: ‘Det er forvirrede falske drømme! Han har selv digtet det! Han er digter! Lad ham så bringe os en ’ayah’ (tegn som bevis) ligesom dem, der blev sendt tidligere.”

I henhold til ovenstående vers beskrev araberne Koranen som drømmehallucinationer, eller opspind, og bad Muhammad fremskaffe et overbevisende bevis, som tidligere tiders profeter gjorde.
Dette er et klart bevis på, at araberne ikke troede på, at Koranen havde det, der er nødvendigt for at blive accepteret som et overbevisende bevis.

I modstrid med, hvad moderne muslimer påstår, var Mekkas arabere langt fra at være forbløffet over Koranen, hvorimod de bed mærke i dens inferiøre stil. De konkluderede omgående og med god grund, at Muhammad måtte have digtet det.

Araberne havde kontakter til nabolandene og var fortrolige med ældgamle religiøse overbevisninger. Koranens indhold var ikke nyt for dem, og de beskrev den korrekt som bare gamle historier:

16:24 “Og når det bliver sagt til dem: ‘Hvad er det, din Herre har nedsendt?’, siger de: ’Gamle mænds historier!”

Flere interessante åbenbaringer kommer i sura 19 (Yunis), hvor Koranen tydeligt beskriver, hvordan araberne gav udtryk for deres afsky over for dens sprogstil. Araberne bad åbenlyst Muhammad om at bortkaste det nonsens, han havde proklameret og sige noget af højere standard.

Da det ikke lykkedes, foreslog de ham at foretage nogle rettelser og redigering for at gøre hans Koran acceptabel. Forståeligt nok var Muhammads egen mening, at Koranen var god, og det var det bedste svar, han kunne give. Han forventede, at alle andre delte hans opfattelse af hans Koran. Det sidste, han ønskede at høre, var, at hans Koran var fuld af fejl og trængte til forbedringer.

Det følgende vers beskriver det højspændte øjeblik, da Muhammad fuldkommen bestyrtet stod over for disse intellektuelle. Han var uforberedt på de kritiske bemærkninger fra disse højlærde.

Som det afspejles i hans svar, var han overrasket, forvirret og rystet. Man kunne have forventet, at Muhammad stod fast i forsvaret af sin Koran, og at han havde præciseret alle unøjagtigheder eller kryptiske dele. I stedet trak han sig skamløst tilbage og gav Allah hele skylden!
Da mekkanerne pressede på for at få svar, var Muhammads svar særdeles flovt: Jeg kan ikke komme med noget bedre end dette og bebrejd ikke mig for det – jeg følger bare ordrer!

10:15 “Og når Vores Klare Vers bliver reciteret for dem, siger de, der ikke håber at møde Os: Bring os en anden Koran end denne, eller lav om på den. ”Sig” Det tilkommer ikke mig at lave om på den efter mit forgodtbefindende; jeg følger bare det, der er åbenbaret for mig.”

Som et resultat af den debat blev Muhammads løgne og personlighed afsløret. Da de arabiske intellektuelle gjorde nar af ham, fordi han ikke var i stand til at forsvare sin Koran eller retfærdiggøre sine påstande, led han et intellektuelt nederlag og pinlig social ydmygelse.

Allah forstod udmærket Muhammads natur. Han åbenbarede hurtigt:

21:36 “Når de ser dig, gør de bare nar af dig..”

25:41 “Og når de ser dig, behandler de dig kun med spot.”

Muhammad boede yderligere omkring fem år i Mekka efter denne debat, men hans aktiviteter gik stort set i stå. Efter at have opdaget hans sande personlighed behandlede de mekkanske arabere ham som en galning og vendte sig bort fra ham. Men de havde fuld respekt for hans borgerrettigheder. De anså ham ikke mere som nogen større fare for deres samfund end enhver anden galning ville have udgjort. De lod ham være i fred i hans fantasiverden og tillod ham at tro på hvilken religion, han måtte ønske.

Dette kommer tydeligt til udtryk i Koranen i de følgende vers:

44:14 “Så havde de vendt sig bort fra ham og sagt: “En, der er oplært af andre, en galning!”

37:36 “Og de sagde: ‘Skal vi opgive vores guder på grund af en sindssyg digter?’”

52:29 “… du er hverken en sandsiger eller en galning.”

De førislamiske arabere var ikke uvante med at omgås mennesker, der hævdede at være profeter. På den tid var det en blomstrende forretning i Arabien. De var klar over, at en hvilken som helst mand kan hævde at være hvad som helst, men hans påstande dør med ham. De mekkanske arabere ignorerede ganske enkelt Muhammad, som de ville have ignoreret en hvilken som helst anden galning.
Denne strategi virkede udmærket, mens han stadig var i Mekka.
Muhammads bevægelse gik i tomgang, og islam virkede til at være dødsdømt fra fødslen. Muhammad selv overvejede selvmord, som det er beskrevet i Koranen:

18:6 “Måske du ville begå selvmord af sorg over, at de vendte sig bort, fordi de ikke tror på denne fortælling.”

26:3 “Måske vil du begå selvmord af sorg over, at de ikke bliver troende.”

(Bemærk venligst, at oversætterne i begge vers tilføjede ordene ‘af sorg’. De eksisterer ikke i Koranen. Dette er endnu et eksempel på den bedrageriske oversættelse af Koranen, hvor oversætterne omgående dækker over den dystre betydning af verset).

Imidlertid ændredes Muhammads lykke dramatisk, da han mødte mennesker fra Aws og Khazraj-stammerne i Medina. Disse hjernetomme og holdningsløse arabere gav plads til Muhammad og hans følgesvende i deres by. Det tog ikke Muhammad mere end nogle få måneder at overtage den by, hvor han formodedes at være gæst.

Muhammad udnyttede de resurser, der nu stod til hans rådighed, til at etablere sin stat.
Aws og Khazraj kom ikke til at spille nogen yderligere rolle i islamisk historie; inden for en generation forsvandt deres navne fuldstændig, efter at de havde foræret deres land til Muhammad på en sølvtallerken.

Historien om den ovenstående debat siger det hele om islam. Muhammad tabte den intellektuelle debat, som muslimer stadig gør i vore dage, men han vandt slaget på sværd, hvilket jeg ikke håber, muslimer gør denne gang.

Muhammad glemte aldrig og kom sig aldrig over sin intellektuelle ydmygelse i Mekka. Sørgeligt men forventeligt vendte Muhammad tilbage med sine tropper og brugte sit sværd til at gøre et gammelt regnskab op.

Som krigsherre var Muhammads første prioritet at dræbe begge de mænd, der besejrede ham intellektuelt.

Jeg er bange for, at hvad angår islam, så er pennen ikke mægtigere end sværdet.