Et uddrag:

Mads Steffensen, Vært : Du er dansk jøde, du bor her i København, og du føler dig truet i hverdagen. Hvordan har du mærket det på egen krop?

 

Claus Bentow: Det har jeg oplevet på flere forskellige måder. Jeg har oplevet biler køre op bag ved mig når jeg kører på arbejde, og kaster ting ud af vinduerne og råber ‘jahud’, som er arabisk for jøde. Jeg har oplevet en muslimsk friskoleklasse som dansede bag i bussen, og råbte død over jøderne, da jeg sad med min datter på tre oppe foran. Jeg er blevet overfaldet, korporligt, kastet sten på mig, og folk der vil slå mig ned og så videre, og så videre.

 

Mads Steffensen: - og de kan spotte. Hvem er det der råber de her ting. Hvem er det du bliver truet af?

 

Claus Bentow: De her ting har primært været muslimer, altså radikale muslimer, islamister, men jeg vil skyde på at den yderste venstrefløj også kan melde sig ind under de faner, her i Danmark.

 

Danske Hamastilhængere: Dræb alle jøder!

Læs hele posteringen hos Uriasposten og også de mange relevante historier og links i bunden af siden.

“Det er egentligt ret simpelt. Islam er bygget på en eneste trossætning, At Allah er Gud og Muhammed hans profet.
Allah dikterede koranen til Muhammed, der igen dikterede den til nogle skrivere, og den er således Guds (Allahs) egne ord.

Eftersom man må gå ud fra at Gud ikke lyver, og at Gud ikke tager fejl, så er alt hvad der står i Koranen sandt, og alt hvad der måtte være i modstrid med koranen må være usandt.

Hvis det kan bevises at bare en eneste lille ting i koranen er usand, så kan koranen ikke være Guds ord, og hele korthuset falder til jorden med et brag.

Problem: Der er en masse ting der kan bevises er usande, og det kræver derfor en større og større mængde pression at holde sammen på tropperne, og det kræver mere og mere af den enkelte, at kunne holde faceden, og lade som om man tror på det.

I praksis klarer man det ved at lade være med at tale så meget om det, og så håbe at det går endda. Således opfører flertallet sig, og dem betegner man så som kulturmuslimer.

Det er bare ikke særligt praktisk at stå med en bog der er blevet til i begyndelsen af det 7. århundrede, og bruge den som rettesnor for sin forståelse af livet i det 21. århundrede. Og derfor er der hele tiden en konflikt mellem konservativ dogmatisk Islam, og den moderne verden.

Et problem mere er at de dogmatiske og konservative har et temmeligt stærkt argument, nemlig at koranen er Guds ord, og at Gud ikke lyver og ikke tager fejl.

De kan ikke modsiges på det punkt, for hvis man siger at koranen ikke er Guds ord, så siger man samtidigt at Muhammed løj, og siger man det, - så har man diskvalificeret sig selv som muslim.
Man kan heller ikke sige at Gud løj, eller at Gud tog fejl, uden at diskvalificere sig selv som muslim.

Altså har de dogmatiske og konservative fat i den lange ende, simpelthen fordi Muhammed påstod at det hele var Guds ord.

Men deres styrke, er samtidig også deres svaghed, for når deres logik er baseret på at koranen er sand og Guds ord, så skal man jo bare påvise at den indeholder en fejl.
Gud kan ikke lave en fejl, så eksistensen af bare en lille bitte fejl, vil betyde at Muhammed må have løjet.

Og der er temmeligt mange ret grove fejl i koranen, så der er rigeligt at tage af.”

Når det er en forbrydelse at være kristen

Masser af de “gode og rigtige” danskere er forfærdeligt kede af den måde, “vi” behandler muslimer på - at der i flere større byer er modvilje mod at finde jord til opførelse af diverse ’stormoskeer’ - at danskere ikke ønsker økonomisk at bidrage til sådanne byggerier osv.

Til eftertanke:

SAUDIARABIEN – en muslim, der konverterer til en anden religion står til dødsstraf. Bibler er ulovlige. Kirker er ulovlige. Påskehøjtideligheder er forbudt. Det giver dødsstraf for en ikke-muslim at opholde sig i de ”hellige” muslimske byer Medina og Mekka.

YEMEN – forbyder ikke-muslimer at missionere og forbyder konvertering. Regeringen tillader ikke opførelsen af nye ikke-muslimske bedesteder.

KUWAIT – Registrering og licensering af religiøse grupper. Medlemmer af religioner, der ikke er sanktioneret af Koranen (dvs alle andre end islam) må ikke bygge bedesteder. Organiseret, religiøs undervisning i andre religioner end islam er forbudt.

EGYPTEN – Islam er den officielle statsreligion og primære kilde til lovgivning. Følgelig er religiøse praksisser, der er i strid med islamisk lov, forbudt. Muslimer kan se frem til juridiske problemer, hvis de konverterer til en anden tro. Ikke-muslimer, der ønsker at bygge et bedested, skal have et dekret fra præsidenten for at få tilladelse.

SYRIEN – Forfatningen kræver, at præsidenten er muslim og fastslår, at islamisk retslære er den principielle kilde til lovgivning. Forsøg på udbredelse af kristendom kaldes ”en trussel mod relationerne imellem religiøse grupper” og kan give op til fængsel på livstid. En kristen må ikke missionere – nogensinde. Kirker, der ønsker at afvikle en ekstra gudstjeneste, skal have en tilladelse fra regeringen. Prædikener bliver rutinemæssigt overvåget, ligesom kirkeindsamlinger.

JORDAN – Har dødsstraf for enhver muslim, der sælger jord til en jøde.

SUDAN – Muslimer, der konverterer til nogen anden religion, er hjemfaldne til dødsstraf.

PAKISTAN – Dødsstraf for at konvertere til nogen anden religion. Ikke-muslimer har forbud mod at missionere. Kristne bliver jævnligt fængslet på blasfemianklager. Islam er statsreligion, og i en retssag tæller en kristens vidneudsagn ikke så meget som en muslims. Sektion 295(c) i Straffeloven tilsiger dødsstraf til enhver, der tilsmudser Profeten Muhammads navn, og domfældelse sker på fire muslimers vidneudsagn. Dette skaber et miljø, hvor muslimer frit kan anvende intimidering og vold mod religiøse minoriteter for personlig vindings skyld. Hvis en muslimsk mand voldtager en kristen kvinde, kan han sværge på, at hun er blevet muslim og skal giftes med ham. En sådan person kan ikke straffes efter pakistansk straffelov.

QATAR – Islamisk oplæring er obligatorisk i offentlige skoler. Regeringen regulerer publikation, import og distribuering af ikke-islamisk, religiøs litteratur. Regeringen forbyder stadig ikke-muslimer at missionere blandt muslimer.

MALAYSIA – Under malaysisk lov skal enhver konvertit til kristendommen henvende sig til en sharia-domstol for juridisk af afsværge islam. Mange kristne foretrækker at forblive tavse konvertitter frem for at kæmpe deres sag i sharia-domstolene, hvor frafald eller konvertering fra islam kan straffes med piskning, bøder, fængsel – og i det mest ekstreme tilfælde – dødsstraf. I et land, hvor muslimer udgør mere end halvdelen af befolkningen, straffes konvertering fra islam med fem års fængsel og en bøde på 3000 dollars. En malaysisk muslim, der gifter sig med en ikke-muslim og konverterer ikke-muslimen til islam belønnes med en lejlighed, en bil, et engangsbeløb på 2700 dollars og et månedligt beløb på 270 dollars.

MALDIVERNE – I dette ø-paradis, der hvert år besøges af tusindvis af turister, tolereres kristendommen ganske enkelt ikke. Hvis lokale kristne – der hævdes at udgøre omkring 300 ud af en befolkning på 300.000 – mødes for at bede, sker det med risiko for fængsling eller værre endnu, hvis det bliver opdaget af de muslimske autoriteter. Bibler er forbudt, og turister kan blive arresteret, hvis de forsøger at bringe dem ind i landet.

Et par dugfriske nyheder:

Somalia:

Somalisk kristen skudt ved muslimsk bryllup, fordi han bad imamen tale somalisk frem for arabisk, som ingen forstod.

http://www.mnnonline.org/article/11809

Afghanistan:

Taleban nedskyder kristen nødhjælpsarbejder, fordi hun ”arbejdede for en organisation, der drev kristen mission i Afghanistan.”

http://www.asianews.it/index.php?l=en&art=13542&size=A

http://news.yahoo.com/s/ap/20081020…_afghanistan_16

Retten til at vende tilbage og de glemte flygtninge

Af: Peggy Shapiro

Indtast “Retten til at vende tilbage” i en hvilken som helst søgemaskine, og man vil støde på en eller anden variation af det palæstinensiske krav om, at de palæstinensiske arabere, der forlod Israel i 1948 med samt alle deres efterkommere har en ”umistelig ret” til at vende tilbage til Israel.

Det anslåede antal af arabiske flygtninge (da fem arabiske lande angreb Israel i maj 1948) varierer, men i henhold til FN’s rapport i 1949 var der omkring 700.000 flygtninge.

(‘United Nations Conciliation Commission’, 23. oktober, 1950)

I dag kræver palæstinensere “Ret til at vende tilbage” for omkring 4,5 mio. mennesker, hvoraf de fleste aldrig har betrådt israelsk jord.

En tilstrømning på over 4 mio. i Israel ville naturligvis gøre en ende på Israel som jødisk stat.

19. marts 2008 henvendte en gruppe jødiske repræsentanter sig til FN’s Menneskerettighedsråd for at forelægge ’Sagen om rettigheder og erstatning’ på vegne af flygtninge som følge af den arabisk-israelske konflikt.

Disse er IKKE dem, der oppebærer titlen som “flygtninge i den længste periode i nedskrevet historie”, og som er blevet forsørget af UNRWA-bistandshjælp i ”flygtningelejre” i de seneste tres år.

Nej, FN-henvendelsen drejede sig om “Retfærdighed for jødiske flygtninge fra arabiske lande”, de 850.000 jøder, der blev fordrevet fra deres hjem i arabiske lande.

Rapporten refererer til dokumenter, der for nylig er blevet fundet i FN-arkiver, og som “afslører et mønster af statssanktioneret undertrykkelse, der fremskyndede masseudvandringen af jøder fra 10 arabiske lande.”

I henhold til officielle arabiske statistikker forlod 856.000 jøder deres hjem i arabiske lande fra 1948 til de tidlige 70’ere.

De værdier, de blev tvunget til at efterlade, er i dag mere end 300 mia. dollars værd. De fordrevne jøder ejede skøder på 100.000 kvadratkilometer (mere end fire gange Israels størrelse).

Før FN blev en agent for modvilje mod Israel, anerkendte det alle flygtninges lidelser.

FN Generalforsamlingsresolution 194, der blev vedtaget 11. december 1950, anbefalede, at både palæstinensiske og jødiske flygtninge skulle tillades at vende tilbage, hvis de var villige til at leve i fred med deres naboer. Teksten i Artikel 11 lyder:

Det besluttes, at de flygtninge, der ønsker at vende tilbage til deres hjem og leve i fred med deres naboer, bør tillades at gøre dette ved førstgivne, praktiske lejlighed, og at kompensation bør betales til dem, der vælger ikke at vende tilbage og for tab af eller skade på værdier …

Auguste Lindt, FN’s Højkommissær for Flygtninge, anerkendte jødernes status som flygtninge fra arabiske og muslimske lande i rapporten fra UNREF’s Eksekutivkomité, Fjerde Samling – Geneve, 29. januar til 4. februar, 1957.

Dr. E. Jahn, ‘Office of the UN High Commissioner, United Nations High ‎Commissioner for Refugees’, Dokument Nr. 7/2/3/Libyen, 6. juli, 1967, anerkendte disse jøders flygtningestatus.

Den amerikanske Kongres anerkendte, at det palæstinensiske flygtningespørgsmål modsvares af lignende spørgsmål vedrørende jødiske flygtninge fra arabiske lande, og pålagde i ”House Resolution 185 and Senate Resolution 85” den amerikanske præsident at instruere alle officielle repræsentanter for USA i, at ”eksplicit henvisning til palæstinensiske flygtninge modsvares af en lignende eksplicit henvisning til jødiske og andre flygtninge som en sag om ret og rimelighed.”

For første gang nogen sinde optrådte en jødisk flygtning fra et arabisk land, Regina Bublil-Waldman, i FN’s Menneskerettighedsråd for at hævde de jødiske flygtninges rettigheder og for at forelægge disse historiske sandheder for FN:

Jøder har været et oprindeligt folk i Mellemøsten i over 2500 år.

På basis af race og religion har arabiske regimer udsat jøder for vilkårlige arrestationer, konfiskering af værdier og fordrivelse.

UNHCR har afgjort, at jøder, der flygtede fra arabiske lande var ”bona fide”-flygtninge, ofre for den arabisk-israelske konflikt.

Det Jødiske Samfunds ‘Relations Council’ er som led i initiativet for at sikre erstatning til jødiske flygtninge fra arabiske lande og oplyse offentligheden om de massive overgreb på jøders menneskerettigheder i arabiske lande i gang med at indsamle dokumenter for at katalogisere det omfattende tab af fælles og individuelle formuer.

Hvis der er en “umistelig ret til at vende tilbage”, så bliver der en heftig regning til de arabiske stater.

Jeg tror, Israel kunne overtales til at gå med til et fem gange så stort landområde og 300 mia. i erstatning.

Helvede på muslimsk

Af: Mumin Salih

I henhold til islamisk lære vil alle mennesker blive tortureret i helvede og før det i deres grave. Selv muslimer skal igennem dette torturorgie, men de har den fordel, at de eventuelt kan komme videre og ende i paradis.

Der findes kun to måder, hvorpå man kan undgå at blive tortureret:

Man er profet.

Man bliver martyr.

Der findes naturligvis en anden og nemmere udvej, nemlig ikke at tro på dette nonsens. Ikke desto mindre er jeg ret sikker på, at ikke mange muslimer vælger den udvej.
Det ville aldrig falde dem ind, at de islamiske torturforskrifter i helvede eller graven ikke er andet end løgn. Muhammad stjal ideen fra de gamle jødiske skrifter, så at han effektivt kunne lamme muslimers sind med paranoid frygt.

At praktisere islam svarer på mange måder til at bestyre en bankkonto, hvor de gangbare møntenheder kaldes ‘hasanat’ og ‘sayaat’.

’Hasanat’ henviser til gode gerninger, som muslimer udøver i deres liv, hvorimod ’sayaat’ henviser til deres synder. Muslimer bestræber sig på at have overskud på kontoen, med andre ord at akkumulere mere ‘hasanat’ end ‘sayaat’.
Enhver ligegyldighed over for dette kan resultere i, at ’sayaat’ vejer tungere end ’hasanat’ – med katastrofale følger i efterlivet.

Kontoens betingelser er fastsat i Koran og hadith. Der kommer ingen månedsopgørelser, og muslimer bliver holdt i uvidenhed med hensyn til, hvordan deres konti står. Det bliver først offentliggjort på Dommens Dag. Og det bliver en stor dag!
Hele menneskeheden vil blive stuvet sammen foran Allah, og alle vil vente på deres dom. Koranen er ikke klar med hensyn til, hvor begivenheden skal finde sted, men én ting er sikker – der bliver trængsel! Der bliver så stor trængsel, at Allah kalder det ’trængselsdagen’ (yawn alhashr).
Muslimer tror på, at de den dag skal træde frem, sandsynligvis nøgne, og i en tilstand af opløsning. Koranen beskriver disse dramatiske hændelser en hel del steder såsom dette fra Sura Abasa: (Koran 80:34- Den dag vil en mand flygte fra sin egen bror. 35- Og fra sin mor og far. 36- Og fra sin kone og børn. 37- Den dag vil alle have nok at gøre med egne bekymringer og være ligeglad med andres)

Dagen starter med en højlydt fløjten, der er så gennemtrængende, at den opvækker de døde. Allah, den barmhjertige, starter krydsforhøret, mens menneskene befinder sig i den tilstand. Allahs andre skabninger, såsom dyr, planter og sten overværer forhøret som vidner. Allah vil anvende en særlig vægt for at afveje ’hasanat’ og ‘sayaat’. Sura 101 beskriver dette: 101:6- Den, hvis gode gerninger vejer tungt, 7- Vil få et godt liv. 8- Men, den hvis gode gerninger vejer let. 9- Vil ende i et bundløst dyb. 10- Og, hvordan skal I forstå, hvad det er? 11- Det er den brølende ild!

De muslimer, hvis gode gerninger vejer tungest, vil få overrakt deres kontoopgørelser i højre hånd (Koran 69:19-21, Koran 84:7-9), og blive sendt til paradis efter et midlertidigt ophold i helvedes ild (Koran 19:71).
De muslimer, hvis dårlige gerninger vejer tungest, vil få kontoopgørelsen afleveret til venstre hånd bag på ryggen (Koran 69:25-32, Koran 84:10), et tegn på, at de skal tilbringe lang tid i helvede.
Koranen slår højt og tydeligt fast, at alle muslimer skal i helvede, uanset hvor godt, de har opført sig i deres liv. Det kan læses i Sura 19:71.: “Ingen af jer vil slippe for det. Det er et dekret fra jeres Herre, der skal opfyldes.”

Det lader til, at det ikke er et spørgsmål, om en muslim skal i helvede eller ej, men hvor længe man skal grilles.Det kan forekomme bizart, at selv muslimer bliver behandlet på denne måde efter alle de bønner og faster, de har gennemført i deres liv. Forbløffelsen forsvinder, når vi finder ud af, hvad der defineres som synd (haram) i islamisk lære. At se TV, lytte til musik, se på kvinder, tage billeder, ønske ikke-muslimer glædelig jul, klæde sig eller opføre sig som ikke-muslimer, spise med venstre hånd, være ukoncentreret under bønner er bare enkelte eksempler på, hvor nemt muslimer kan ’samle’ synder.

Derfor er muslimer nødt til at gøre noget for at skabe modvægt til bunken af ’sayaat’. At udføre islamiske pligter, kendt som ’furuds’, som f.eks. bønner, pilgrimsfærd og faste, medfører ikke ekstra point, selvom forsømmelighed på disse områder er katastrofalt, fordi det tæller som en stor synd.
Det rapporteres, at Muhammad engang sagde: ”Hvis en muslim undlader at faste én dag under Ramadan uden at have en gyldig undskyldning, vil selv livslang faste ikke være nok til at opveje denne synd!”

Med så strenge religiøse regler er det ikke underligt, at muslimer altid befinder sig i en tilstand af frygt. Men her kommer Muhammads rolle og fordelen ved at følge hans eksempel ind i billedet.

Muhammad indførte systemet med at ’overarbejde’. Muslimer kalder systemet ’sunna’, hvilket i bund og grund betyder ekstra ’ibadat’, der optjener ekstra ’hasant’. Det svarer fuldstændig til at arbejde over og modtage ekstra ’hasant’ i stedet for ekstra penge.
Muslimer kan udføre ‘sunna’ ved at gøre ekstra ‘ibadat’ såsom ekstra bønner, ekstra faste eller ekstra pilgrimsfærd. Muhammad var selv ivrig efter at udføre dette ’ekstra’, sandsynligvis fordi han havde skyldfølelse over sin opførsel på sin legendariske rumrejse, kendt som ’al mirage’.

Muhammad hævdede, at englen Gabriel eskorterede ham på en fantastisk sight-seeing-tur til skelsættende destinationer såsom helvede og paradis, ligesom han mødtes med alle de foregående profeter – og Allah himself. Ved det møde brugte Muhammad sin indflydelse til at få Allah til at ombestemme sig og nedsætte antallet af obligatoriske bønner fra 50 til bare fem.
De vantro hiver denne episode ud af kontekst, idet de indirekte antyder, at Muhammad åbenbart er klogere end Allah selv. I tilbageblik kan vi godt erkende, at Allahs oprindelige krav om 50 bønner var urealistisk, idet muslimer ikke ville have haft tid til noget som helst andet, ikke engang at lære om islam!

Ulig hvad mange ikke-muslimer synes at mene, så er Allah i sandhed den mest barmhjertige og godgørende. Hans godgørenhed fremgår tydeligt af det system, Han introducerede for over 1400 år siden for at hjælpe muslimer med at reducere i mængden af den tortur, de skal gennemgå i det næste liv. Hver eneste ’hasana’, en muslim optjener vil ganske enkelt tælle som ti, hvilket burde tjene som et incitament for muslimer til at gøre endnu mere af det gode arbejde. Yderligere er der udover dette ’gør-én-og-få-ni-gratis’-tilbud andre foranstaltninger såsom de lange nattebønner på Ramadanens 27. dag (lailat al qadr) og faste på 9. dagen af ’Dul huja’ og mange andre.

Dette opgørelsessystem er meget præcist, meget retfærdigt og meget effektivt. Det er immunt over for fejl og snyd, selvom det kun anvender elementær teknologi. Der sidder to engle på skuldrene af hver eneste af os og overvåger vores aktiviteter. Den ene engel holder regnskab med ’hasant’ og sidder på vores højre skulder, mens den anden, der sidder på venstre skulder, fører regnskab over ‘sayaat’ (Koran 50:17-18).

Begge regnskaber holdes hemmelige indtil Dommens Dag.Det lader imidlertid til, at Muhammad synes at tænke, at Allah ikke kan vente helt til Dommens Dag med at begynde at torturere sine skabninger. For at undgå denne kedsomhed, fortalte Muhammad sine tilhængere, så startede Allah løjerne allerede i det, der kendes som ’gravtorturen’.

Som en velkomst til nyankomne aflagde to engle besøg i nyligt afdøde muslimers grave og torturerede dem i gravens mørke. Muhammad gav ingen forklaringer på årsagerne til en så uhøflig modtagelse, ej heller gav han forklaring på det retfærdige i at torturere mennesker før deres rettergang. Den gode nyhed her er imidlertid, at gravtorturen automatisk bliver fratrukket den endelige torturregning, der skal betales i helvede.

Hvem ved? Måske virker det bedre på den måde, og desuden hjælper det muslimer til at få en langsom og ’blid’ introduktion til den nye livsstil med tortur.

Ovenstående beskrivelse af praktiseret islam ligner måske noget fra en tegneserie – den sørgelige nyhed er, at det er det ikke.

Dette er virkeligheden, og alle muslimer kender den og lever i frygt på grund af den. Frygten forklarer, hvorfor muslimer stræber efter at begrænse gravtorturen og forkorte deres ophold i helvede mest muligt.

Muslimer kender også en anden hemmelighed ved islam. De ved, at den eneste måde, hvorpå man fuldstændig kan undgå ovenstående mareridt, undgå at bekymre sig om gravtortur og aldrig opleve helvede – er at blive martyr!

Det er sandt, for i følge islam er martyrer slet ikke døde. De tager motorvejen direkte til paradis (ligesom profeterne), uanset hvad de har begået af synder og hvordan balancen er på deres ’hasanat’/’sayaat’-konto. (Koran: 2:154, Koran 3:169-70)

Er der nogen, der stadig undrer sig over, at så mange muslimer ønsker at blive selvmordsbombere?

Koranvers 9:29 Bekæmp dem som ikke tror på Allah eller den Yderste Dag, der ikke tager det for forbudt, som Gud og Hans sendebud har forbudt, og ikke anerkender Guds sande religion, (selv hvis det er) Bogens Folk - indtil de betaler Jizya og underkaster sig, og føler sig underkuede.

(NOTE: Bogens Folk er jøder og kristne)

Hvad betyder ovenstående vers? Lad os kigge på én af verdens mest anerkendte korankommentarer (Ibn Kathir’s tafsir):

Ordren til at bekæmpe Bogens Folk indtil de betaler Jizya

Allah sagde:

(Bekæmp dem som ikke tror på Allah eller den Yderste Dag, der ikke tager det for forbudt, som Gud og Hans sendebud har forbudt, og ikke anerkender Guds sande religion, (selv hvis det er) Bogens Folk - indtil de betaler Jizya og underkaster sig, og føler sig underkuede.)

Eftersom Bogens Folk ikke troede på Muhammed, havde de ikke nogen gavnlig tro på nogen meddelere eller hvad meddelerne havde fortalt. I stedet, fulgte de deres religioner fordi det passede til deres idéer, lyster, og deres forfædres tankegang, ikke fordi de følger Allah’s Lov eller religion. Havde de været sande troende i deres religioner, ville deres tro have fået dem til at tro på Muhammed, fordi alle profeter varslede de gode nyheder om Muhammed’s komme og beorderede dem til at adlyde og følge ham. Dog, da Muhammed dukkede op, troede de ikke på ham, skønt han er den største af alle meddelere. Derfor følger de heller ikke religionerne af tidligere profeter, fordi disse religioner kom fra Allah, i stedet følger de deres ønsker og lyster. Derfor vil deres påståede tro i tidligere profeter ikke hjælpe dem, fordi de ikke tror på mesteren, den højeste, den sidste, og mest perfekte af alle Profeter (Muhammed).

Dette ærefulde vers (9:29) giver ordren til at bekæmpe Bogens Folk, efter hedningene var besejret. Folk antog Allah’s religion i store tal, og den arabiske halvø var sikret under muslimernes kontrol. Allah beordrede Hans Meddeler til at bekæmpe Bogens Folk (jøder og kristne) i det 9. år efter Hijrah. ….

Hvad er Jizya? Korankommentaren fortsætter:

Betaling af Jizya er et tegn på kufr og vanære

Allah sagde:

(indtil de betaler Jizya), hvis de ikke vælger at blive muslimer

(og underkaster sig), i fortabelse og underdanighed,

(og føler sig underkuede), i vanære, ydmygede og underdanige. Derfor er det ikke tilladt for muslimer at ære Dhimmah’ens folk, eller ophøje dem over muslimer, for de er miserable, vanærede og ydmygede. Profeten sagde: “Hils ikke på jøder og kristne, og hvis I møder dem, så skub dem ud i den smalleste gyde.” Dette er grunden til at lederen af de troende, Umar bin Al-Khattab, forlangte at hans velkendte betingelser skulle overholdes af de kristne. Disse betingelser ville sikre de kristne deres fortsatte ydmygelse, nedværdigelse og vanære.

Umar bin Al-Khattab fremlagde betingelserne for fred, som han fremlagde for de kristne. De kristne svarede tilbage:

“I Allah’s navn. Dette er et dokument fra de kristne til Allah’s tjener; Umar, leder af de troende. Når I (muslimer) kom til os ønskede vi sikkerhed for os selv, vore børn, vore ejendele, og efterfølgerne af vores religion. Vi har betinget os selv, at vi (i vores områder) ikke vil opføre klostre, kirker eller tilholdssteder for munke. Vi vil heller ikke restaurere nogen af vore hellige steder (selvom de trænger til at blive restaureret), eller bruge nogen af dem (de hellige steder) med det formål at skabe fjendskab med muslimer. Vi vil ikke forhindre nogen muslim i at tage ophold i vore kirker, uanset om de kommer om natten eller dagen. Vi vil åbne dørene (i vore hellige steder) for den rejsende eller forbipasserende. Muslimer der kommer som gæster vil kunne overnatte og få mad i 3 dage. Vi vil ikke tillade at spioner mod muslimerne kommer i vore kirker og hjem. Vi vil ikke lære vore børn koranen, offentliggøre vantro-praksis, invitere nogen til vantro, eller forhindre nogen af vores efterfølgere i at omfavne Islam. Vi vil respektere muslimer, flytte os fra vore sidde-pladser, hvis en muslim ønsker at sidde på vores plads. Vi vil ikke efterligne muslimernes tøjstil, deres hatte, turbaner, sandaler, frisurer, taler, øgenavne og navne, eller ride med sadel, gå med sværd, samle våben af nogen slags. Vi vil ikke sælge alkohol. Vi vil have den forreste del af vores hår klippet af, bære almindeligt tøj uanset hvor vi er. Vi vil afholde os fra at opstille kors udenfor vore kirker. Vi vil ikke synliggøre vore kors og vore bøger offentligt hvor muslimer er til stede. Vi vil ikke lade vore kirkeklokker ringe, undtagen diskret, eller hæve vore stemmer når vi læser op fra vore hellige bøger i vore kirker, eller når muslimer er til stede. Vi vil ikke hæve vore stemmer ved vore begravelser, eller tænde lys ved begravelsesoptog tæt på muslimer. Vi vil ikke begrave vore døde ved siden af muslimske døde, eller købe tjenere som blev fanget af muslimer. Vi vil være guider for muslimer og afholde os fra at ødelægge deres privatliv i deres hjem.”

Da de kristne gav dette dokument til Umar, sagde de: “(…). Dette er betingelserne som vi stiller til os selv og efterfølgere af vores religion, for at få sikkerhed og beskyttelse. Hvis vi bryder nogen af vore løfter, så er vores Dhimmah (løfte om beskyttelse) brudt, og I kan gøre med os, hvad der er jer tilladt at gøre mod underlegne, rebelske folk.”

http://www.tafsir.com/default.asp?sid=9&tid=20980
http://www.tafsir.com/default.asp?sid=9&tid=20986

Når de kristne eller jøder har underkastet sig Islam’s overherredømme skal de betale Jizya. En anden meget anerkendt korankommentar (af As-Suyuti) har denne elegante forklaring til, hvorledes betalingen af Jizya skal foregå:

..”Hvis I ikke antager Islam, skal I betale Jizya, mens I er ydmygede”. Han spurgte, “Jeg ved hvad Jizya betyder, men hvordan skal de være ydmygede?” Han svarede, “Du betaler det mens du står op og jeg sidder ned, mens pisken hænger over dit hovede.”

As-Suyuti fortæller endvidere hvad fordelen er ved at betale Jizya:

Dette vers (9:29) bliver brugt som bevis for at Dhimma-folket, får lov til at blive i Islam’s land, eftersom man (muslimerne) afholder sig fra at kæmpe mod dem når de betaler (Jizya)

http://ourworld.compuserve.com/homepages/ABewley/tawba2.html

———————

Bukhari, Volume 4, Book 53, Number 386 

 …Vores Profet, meddeleren for vores Herre, har beordret os at bekæmpe jer indtil i kun tilbeder Allah eller betaler Jizya; og vores Profet har fortalt os at vores Herre siger:–”Uanset hvem af os der bliver dræbt (martyrer), vil komme i paradiset og leve et liv i luksus, og uanset hvem af os der overlever, vil blive jeres herrer….

———————-

 Fra ask-imam
 
 …when the Muslims conquer a non-Muslim land, they will first invite those people to Islam because of the narration of ibn Abbaas (…), ‘No nation should be fought with until they are called to Islam.’ If the accept, then Muslims will not fight with them. And if they refuse, then they will be asked to pay Jizya (tax), if they refuse, this, then only will the Muslims fight them.
 
 This is also substantiated by Qur’aan, ‘Fight against those who believe not in Allah nor in the last day nor forbid that which has been forbidden by Allah and his Messenger (Sallallaahu Alayhi Wasallam) and those who acknowledge not the religion of truth (i.e. Islam) among the people of the scripture (Jews and Christians) until they pay the Jizya (tax) with willing submission and feel themselves subdued.’ (Surah Tawbah Aayat29).

Læs også: “Det dukkede hoved bliver ikke hugget af” - Tina Magaard om kopternes dhimmistatus

Tafsiren til verset lyder:

“Forbudet mod at tage jøder, kristne og islams fjender som venner.

http://www.tafsir.com/default.asp?sid=5&tid=14082

…og jævnfør denne tråd fra islamisk.dk:
http://www.islamisk.dk/forum/topic.asp?TOPIC_ID=2413

Koranvers 5:57
I som tror! Vær ikke venner med dem som latterliggører jeres religion,- selvom der blandt disse er folk som modtog skrifterne før jer, eller afviser troen; men frygt Allah hvis I har troen.

Tafsiren til verset lyder:

“Forbudet mod at være loyale venner med de vantro

Dette vers forbyder at tage islams fjender, såsom Bogens Folk (jøder og kristne) og polytheister, som venner. Disse vantro latterliggør de vigtigste handlinger som mennesker kan udføre, nemlig islams retningslinier, som inkluderer alle gode ting i dette liv og det hinsides (liv). De latterliggør disse retningslinier og får morskab ud af det, fordi dét er hvad disse retningslinier står for i deres forvirrede sind og kolde hjerter…”
http://www.tafsir.com/default.asp?sid=5&tid=14148

Hmm. Nej, man kan bestemt ikke tillade sig at latterliggøre islams retningslinier. Eller hvad synes du? Jævnfør dette.

——————————————

Bogger har oversat et imam-svar på en anden debat. Her er oversættelsen:

Spørgsmål til imam:

Spørgsmål:

Ihukommende Budbringerens Hadith (Allahs fred og velsignelse være med ham), der handler om, hvordan man omgås de vantro – at muslimen ikke er den første til at hilse, at muslimen ikke gør plads for dem på gaden (som i den Hadith, der siger ”Skub dem ud i siden (af vejen)), kan man så gå ud fra, at det ikke er tilladt er smile til dem?

Med andre ord: Er det tilladt at smile til de vantro?

Hvis det ikke er tilladt, hvordan kan vi så svare dem, der hævder, at det hører under at kalde dem til Allah og invitere dem til islam?”

Imamens svar:

”Lovet være Allah.

Der er rigeligt med islamiske tekster, der slår fast, at det er ’haraam’ at være venlige over for og elske de vantro eller at tage dem som nære venner. Undtagelser forekommer imidlertid i nogle tilfælde, når der er et formål eller en nødvendighed, såsom at hilse dem med andre ord end ’salaam’, når det er nødvendigt, eller at behandle dem venligt, når man kalder dem til islam. Det inkluderer at smile til dem.

Shaykh Ibn ‘Uthaymeen (må Allah have overbærenhed med ham) blev spurgt:

”Hvordan er reglerne mht at omgås de vantro og behandle dem venligt i det håb, at de vil blive muslimer?”

Han svarede: ”Muslimen bør uden tvivl hade Allahs fjender og lægge afstand til dem, fordi sådan gjorde Budbringeren og hans følgesvende. Allaah siger (fortolket):”
…

Baseret på dette, er det ikke tilladt for muslimen at nære kærlighed i sit hjerte over for Allahs fjender, der i virkeligheden er hans egne fjender. …
…

Men der er ikke noget galt i, at en muslim behandler dem venligt i det håb, at de vil blive muslimer og troende, fordi det henregnes under det at blødgøre deres hjerter over for islam. Men, hvis det ikke lykkes ham at gøre dem til muslimer, da bør han behandle dem, som de fortjener at blive behandlet. …

The Hanifas (en islamisk lovskole) hælder til den anskuelse, at det er forbudt (makrooh) at hilse dhimmier med ‘salaam’, fordi det implicerer, at man respekterer dem, men der er ikke noget forkert i at hilse en dhimmi, hvis han har noget, man har brug for, for i det tilfælde er ’salaam’ betinget af nødvendighed og ikke, fordi man udviser respekt. Og det er tilladeligt at sige: ’Fred være med dem, der følger sand vejledning.”

Ifølge ’the Shaafa’is’ er det forbudt at være den første, der hilser med ’salaam’ til en dhimmi, men det er tilladeligt at hilse ham på en anden måde, såsom: ”Må Allah vejlede dig” eller ”Må Allah velsigne din morgen”, hvis han [muslimen] behøver noget fra ham [dhimmien].

Ellers bør han ikke være den første til at vise nogen som helst respekt for ham, fordi det er et udtryk for venskab og kærlighed. …

Konklusion: Det er tilladeligt at være venlig over for en vantro og smile til ham med det formål at kalde ham til islam.

Og Allah ved bedst.

http://63.175.194.25/index.php?ln=e…&QR=88088&dgn=4

Link til Boggers oversættelse:

http://debat.religion.dk/showthread…true#Post100902

Da de arabiske intellektuelle debatterede med Muhammad

Af: Mumin Salih

For fjorten hundrede år siden foregik den vigtigste debat i islams historie offentligt i Mekka mellem Muhammad og et panel af arabiske intellektuelle.
Vi vil sandsynligvis aldrig kende alle detaljer vedrørende den debat, fordi muslimer strengt censurerede Arabiens historie. Men der er information nok mellem linjerne i disse strengt censurerede dokumenter, der peger på Muhammads gyselige præstation. Debatten havde katastrofale konsekvenser for islam og lukkede munden på Muhammad i flere år. Islam var dømt til at forsvinde ved fødslen.

Denne artikel er et biprodukt af min søgen efter selv det mindste bevis på muslimernes påstande om, at Koranen forbløffede de tidlige arabere. Det er et andet emne, der forhåbentlig vil blive genstand for en anden artikel.
Alle beviser i de islamiske kilder, herunder Koranen, peger på det faktum, at de tidlige arabere – eller i sandhed enhver intellektuel araber, selv i vor tid, aldrig har kunnet lide Koranen.

Denne artikel er et slag til de muslimske lærde, der har den frækhed at fremsætte deres påstande trods de overvældende beviser på det modsatte. Artiklen er også til ære for de store ånder blandt de mekkanske arabere, der uden at spilde én dråbe blod afslørede Muhammad og hans løgne og forsøgte at hindre islams fremgang.

Baggrunden

Mekka i det syvende årh. var en blomstrende by og et fuldt udbygget handels- og kulturcentrum i Arabien. Der herskede et klima af religiøs tolerance, der tillod alle stammerne frit at praktisere deres religioner. De præ-islamiske arabere var ikke isoleret på deres halvø, men holdt sig i kontakt med den omliggende verden.
De blandede sig og handlede med nabolandene og var helt fortrolige med kulturerne og civilisationerne mod nord og syd. Araberne havde allerede etableret to kongedømmer nordpå, der havde strategiske alliancer med romerne og perserne. Araberne havde deres egen forfinede kultur, der reflekteres i deres poesi, og som araberne stadig mener er den bedste, de nogen sinde har haft.

Muhammad udnyttede den fremherskende religiøse tolerancekultur og hævdede, at han var profet. De mekkanske arabere afviste ikke automatisk hans påstande, men de gav ham en chance for at fremlægge sin sag over for en gruppe velkendte intellektuelle – en chance for afklaring eller for at svare på ethvert spørgsmål.

Blandt disse Mekkas intellektuelle var Abul Hakam Ibn Hisham og Al Nadr Ibn AlHarith. Begge var særdeles berejste og vidt berømte for deres visdom og dybe kendskab til nabokulturerne. Disse intellektuelle læste med åbent, men kritisk sind, hvad Muhammad angiveligt hævdede, at Allah havde åbenbaret i sin Koran.

De mænd må have bemærket, at Koranen indeholdt mange alvorlige fejl og forventede af Muhammad, at han gav gode forklaringer på sine påstande om guddommelige åbenbaringer. Disse arabiske intellektuelle krævede svar og afklaring på de mange spørgsmål, Koranen og Muhammads påstande rejste – som alle intellektuelle ville gøre, når de bedømmer et nyt litterært værk. Disse kritikere stillede de samme spørgsmål til Koranen, som vi stadig stiller i dag uden at få svar fra de muslimske lærde.

Tilsyneladende kom det bag på Muhammad, da disse store Mekka-mænd pegede på Koranens svagheder. De pressede hårdt på med krav om svar og forklaringer på de fornuftsstridige ting, de fik øje på i Koranen, men Muhammad stod der bare afmægtig og ude af stand til at svare.
Debatten efterlod Muhammad psykologisk traumatiseret. Da den intellektuelle ristning var ovre, begyndte Muhammad at genkalde sig dagens begivenheder og de stressende øjeblikke, han havde gennemlevet. Han erindrede nogle af de svære spørgsmål, han ikke kunne besvare og formulerede dem i nye vers som et middel til at bevare sin selvrespekt.

Muhammad nedskrev sine følelser vedrørende den debat i Koranen, som han ofte gjorde i stressede tider.
Her følger et par eksempler på de vers, der giver udtryk for Muhammads frustration (oversættelse fra Hilali og Khan).

I disse vers talte den plagede Muhammad til sig selv igennem sin imaginære gud; man kan mærke, at han sikkert ønskede, at han aldrig havde nævnt Koranen over for mekkanerne i det hele taget:

7:2 ”Et skrift, der er blevet sendt ned til dig; og vær ikke beklemt om hjertet over det …”

11:12 “Måske må du opgive en del af det, der er åbenbaret for dig, og at du føler dig beklemt derover …”

20:2 “Vi har ikke nedsendt Koranen til dig for at volde dig sorg.”

I sura 21 (Anbyaa) indrømmer Muhammad indirekte sin fiasko og beskriver tydeligt, hvad araberne tænkte om ham og hans Koran:

21:5 “De siger: ‘Det er forvirrede falske drømme! Han har selv digtet det! Han er digter! Lad ham så bringe os en ’ayah’ (tegn som bevis) ligesom dem, der blev sendt tidligere.”

I henhold til ovenstående vers beskrev araberne Koranen som drømmehallucinationer, eller opspind, og bad Muhammad fremskaffe et overbevisende bevis, som tidligere tiders profeter gjorde.
Dette er et klart bevis på, at araberne ikke troede på, at Koranen havde det, der er nødvendigt for at blive accepteret som et overbevisende bevis.

I modstrid med, hvad moderne muslimer påstår, var Mekkas arabere langt fra at være forbløffet over Koranen, hvorimod de bed mærke i dens inferiøre stil. De konkluderede omgående og med god grund, at Muhammad måtte have digtet det.

Araberne havde kontakter til nabolandene og var fortrolige med ældgamle religiøse overbevisninger. Koranens indhold var ikke nyt for dem, og de beskrev den korrekt som bare gamle historier:

16:24 “Og når det bliver sagt til dem: ‘Hvad er det, din Herre har nedsendt?’, siger de: ’Gamle mænds historier!”

Flere interessante åbenbaringer kommer i sura 19 (Yunis), hvor Koranen tydeligt beskriver, hvordan araberne gav udtryk for deres afsky over for dens sprogstil. Araberne bad åbenlyst Muhammad om at bortkaste det nonsens, han havde proklameret og sige noget af højere standard.

Da det ikke lykkedes, foreslog de ham at foretage nogle rettelser og redigering for at gøre hans Koran acceptabel. Forståeligt nok var Muhammads egen mening, at Koranen var god, og det var det bedste svar, han kunne give. Han forventede, at alle andre delte hans opfattelse af hans Koran. Det sidste, han ønskede at høre, var, at hans Koran var fuld af fejl og trængte til forbedringer.

Det følgende vers beskriver det højspændte øjeblik, da Muhammad fuldkommen bestyrtet stod over for disse intellektuelle. Han var uforberedt på de kritiske bemærkninger fra disse højlærde.

Som det afspejles i hans svar, var han overrasket, forvirret og rystet. Man kunne have forventet, at Muhammad stod fast i forsvaret af sin Koran, og at han havde præciseret alle unøjagtigheder eller kryptiske dele. I stedet trak han sig skamløst tilbage og gav Allah hele skylden!
Da mekkanerne pressede på for at få svar, var Muhammads svar særdeles flovt: Jeg kan ikke komme med noget bedre end dette og bebrejd ikke mig for det – jeg følger bare ordrer!

10:15 “Og når Vores Klare Vers bliver reciteret for dem, siger de, der ikke håber at møde Os: Bring os en anden Koran end denne, eller lav om på den. ”Sig” Det tilkommer ikke mig at lave om på den efter mit forgodtbefindende; jeg følger bare det, der er åbenbaret for mig.”

Som et resultat af den debat blev Muhammads løgne og personlighed afsløret. Da de arabiske intellektuelle gjorde nar af ham, fordi han ikke var i stand til at forsvare sin Koran eller retfærdiggøre sine påstande, led han et intellektuelt nederlag og pinlig social ydmygelse.

Allah forstod udmærket Muhammads natur. Han åbenbarede hurtigt:

21:36 “Når de ser dig, gør de bare nar af dig..”

25:41 “Og når de ser dig, behandler de dig kun med spot.”

Muhammad boede yderligere omkring fem år i Mekka efter denne debat, men hans aktiviteter gik stort set i stå. Efter at have opdaget hans sande personlighed behandlede de mekkanske arabere ham som en galning og vendte sig bort fra ham. Men de havde fuld respekt for hans borgerrettigheder. De anså ham ikke mere som nogen større fare for deres samfund end enhver anden galning ville have udgjort. De lod ham være i fred i hans fantasiverden og tillod ham at tro på hvilken religion, han måtte ønske.

Dette kommer tydeligt til udtryk i Koranen i de følgende vers:

44:14 “Så havde de vendt sig bort fra ham og sagt: “En, der er oplært af andre, en galning!”

37:36 “Og de sagde: ‘Skal vi opgive vores guder på grund af en sindssyg digter?’”

52:29 “… du er hverken en sandsiger eller en galning.”

De førislamiske arabere var ikke uvante med at omgås mennesker, der hævdede at være profeter. På den tid var det en blomstrende forretning i Arabien. De var klar over, at en hvilken som helst mand kan hævde at være hvad som helst, men hans påstande dør med ham. De mekkanske arabere ignorerede ganske enkelt Muhammad, som de ville have ignoreret en hvilken som helst anden galning.
Denne strategi virkede udmærket, mens han stadig var i Mekka.
Muhammads bevægelse gik i tomgang, og islam virkede til at være dødsdømt fra fødslen. Muhammad selv overvejede selvmord, som det er beskrevet i Koranen:

18:6 “Måske du ville begå selvmord af sorg over, at de vendte sig bort, fordi de ikke tror på denne fortælling.”

26:3 “Måske vil du begå selvmord af sorg over, at de ikke bliver troende.”

(Bemærk venligst, at oversætterne i begge vers tilføjede ordene ‘af sorg’. De eksisterer ikke i Koranen. Dette er endnu et eksempel på den bedrageriske oversættelse af Koranen, hvor oversætterne omgående dækker over den dystre betydning af verset).

Imidlertid ændredes Muhammads lykke dramatisk, da han mødte mennesker fra Aws og Khazraj-stammerne i Medina. Disse hjernetomme og holdningsløse arabere gav plads til Muhammad og hans følgesvende i deres by. Det tog ikke Muhammad mere end nogle få måneder at overtage den by, hvor han formodedes at være gæst.

Muhammad udnyttede de resurser, der nu stod til hans rådighed, til at etablere sin stat.
Aws og Khazraj kom ikke til at spille nogen yderligere rolle i islamisk historie; inden for en generation forsvandt deres navne fuldstændig, efter at de havde foræret deres land til Muhammad på en sølvtallerken.

Historien om den ovenstående debat siger det hele om islam. Muhammad tabte den intellektuelle debat, som muslimer stadig gør i vore dage, men han vandt slaget på sværd, hvilket jeg ikke håber, muslimer gør denne gang.

Muhammad glemte aldrig og kom sig aldrig over sin intellektuelle ydmygelse i Mekka. Sørgeligt men forventeligt vendte Muhammad tilbage med sine tropper og brugte sit sværd til at gøre et gammelt regnskab op.

Som krigsherre var Muhammads første prioritet at dræbe begge de mænd, der besejrede ham intellektuelt.

Jeg er bange for, at hvad angår islam, så er pennen ikke mægtigere end sværdet.

FORFREMMET EFTER BOGEN

Af: Ayesha Ahmed

KORANEN ER REN, MEN HADITH OG SIRA ER TVIVLSOMME

Gabriel fløj personligt milliarder af kilometer dagligt for at komme til jorden og verbalt overbringe Koran-vers til vores profet. Da engle naturligvis ikke kunne finde på at lyve, kan Gabriels ord accepteres som Allahs uforvanskede budskab.

Hadith derimod blev viderebragt af Profetens jihadist-kolleger, der var terrorister, drukkenbolte, horkarle, voldtægtsmænd, pædofile og røvere.
De ikke alene røvede og dræbte deres ofre, de slavebandt og voldtog deres kvinder. De leverede aldrig så meget som én dags ærligt arbejde.

Skulle man tiltro sådanne mennesker at fortælle sandheden?

Hvorfor så bebrejde “kun-Koran-muslimer”, at de betvivler deres beretninger?

Her følger en biografi over vores profet – rekonstrueret fra Koran-vers til benefice for “kun-Koran”-muslimer.

OPRINDELIGT BLEV MO UDNÆVNT TIL AT VÆRE SLAVE

Han startede sin karriere i Mekka med rang af slave:

Koran 2:23 “Vi åbenbarer vers til Vores slave Muhammad”.

Han skulle bare advare folk:

Koran 25:1 “Han skal advare folk”.

HAN VAR IKKE BEDRE END EN GENNEMSNITS-ALI

Han vidste ikke engang, om Gud havde til hensigt at anbringe ham i helvede eller i himmelen:

Koran 46:9 ”Jeg ved ikke, hvad der skal ske med mig – jeg er bare en almindelig advarer”.

HAN HAVDE INGEN AUTORITET

Han havde ingen magt over eller ansvar for folket:

Koran 17:54 “Vi har ikke sendt dig, for at du skal være deres vogter”.

EFTER NOGLE FÅ ÅR BLEV MO UDNÆVNT TIL PROFET/BUDBRINGER

Koran 98:2 “Jeg er budbringer/profet fra Allah”

TIL AT BEGYNDE MED VAR HANS BUDBRINGELSE KUN BEREGNET PÅ MEKKA OG NÆRMESTE OMEGN

Koran 6:92 “Og denne (Koran) er en velsignet Bog, som Vi har nedsendt, og den bekræfter (åbenbaringerne), der kom før den, så at du kan advare Byernes Moder (dvs Mekka) og dem i omegnen.”

Koran 42:7 “Vi har overbragt inspiration til dig, så du kan advare Byernes Moder og dem i omegnen.”

SÅ BLEV HAN UDNÆVNT TIL BUDBRINGER FOR ALLE ARABERE

Koran 36:6 “Så at du kan advare et folk, hvis forfædre ikke blev advaret, så de er uden omtanke.”

Koran 14:4 “Vi har ikke sendt en Budbringer, der ikke talte sit folks sprog – dette for at han kan gøre (Budskabet) klart for dem.”

Koran 44:58 “Vi har gjort denne Koran nem for dig på dit eget sprog, så at de kan forstå advarslen.”

Koran 41:44 “Og hvis Vi havde lavet en Koran på et fremmed sprog, så kunne de bestemt have sagt: ‘Hvorfor er dens besked ikke gjort klar? Hvilket fremmed sprog? (for os arabere).”

SENERE BLEV HAN UDNÆVNT TIL BUDBRINGER FOR ALLE MENNESKER OG SKABNINGER

25:1 “Velsignet er Han, Som nedsendte Koranen til Sin Tjener, så at han kan advare alle nationerne.”

Koran 21:107 “Vi har sendt dig som en nåde til alle skabninger.”

Efter denne udnævnelse blev det obligatorisk for alle, at Mo skulle være dommer i alle tvister:

Koran 4:65 “Ved Gud, de har ingen tro, medmindre de lader dig være dommer i alle tvister.”

HANS NÆSTE FORFREMMELSE VAR TIL “PROFETERNES SEGL”

Koran 33:40 “Han er ‘Profeternes Segl”.

Profeternes Segl gav yderligere frynsegoder i form af topfaciliteter i paradis:

Koran 17:79 “Din Herre vil løfte dig til ’ Maqaman Mahmuda’ (et lovprist og ærefuldt sted, dvs den ypperste grad i Paradis!).

SÅ BLEV HAN FORFREMMET TIL “ALLAHS PARTNER”

Som “Allahs Partner” blev Mo’s ordrer ligestillet med Allahs ordrer, og begge deres navne kom side om side, når der skulle træffes beslutninger, og når deres autoritet skulle adlydes:

Koran 3:32,4:13:59,69, 5:92,8:1,20:46,9:71,24:47,51,52,54,56,33:33,47:33, 49:14,58:13,64:12

“Adlyd Allah og adlyd Mohammed”

33:36 “Når en sag er afgjort af Allah og Hans Budbringer, er det ikke passende for en Troende, mand eller kvinde, at have noget valg om deres beslutning: hvis nogen er ulydig over for Allah og Hans Budbringer, er han i sandhed klart på Afveje.”

HANS ENDELIGE FORFREMMELSE VAR TIL “ALLAHS STEDFORTRÆDER”

Til sidst besluttede Allah at gå af og overgive den totale autoritet til Mo:

4:80 “At adlyde Mohammad er det samme som at adlyde Allah.”

At sværge troskab til Mo blev det samme som at sværge troskab til Allah:

48:10 “De, der sværger troskab til dig (Åh Muhammad), de sværger i sandhed troskab til Allah.”

PROFETENS FRYNSEGODER

På grund af sin høje position fik Profet Mo bedre frynsegoder end nogen tidligere profet.

Et ubegrænset antal koner og slavepiger/tilfangetagne kvinder:

Koran 33:50 “Åh, Profet (Muhammad SAW)! Vi har sandelig gjort dine koner lovlige for dig og de (fanger eller slaver) til din højre hånd – som Allah har givet dig.”

20 % ANDEL AF BYTTET (HVIS VOLD VAR INVOLVERET)

Profet Mo fik tilladelse til 20 % af det bytte, der blev stjålet på hvert eneste raid (mod de vantro) inklusive tilfangetagne kvinder:

Koran 8:41 “og vid, at når som helst I tager noget som bytte, så tilhører en femtedel (20 %) Allah og Hans Apostel.

100 % AF BYTTET VAR MO’S, HVIS VOLD IKKE VAR INVOLVERET

Hvis ofrene imidlertid overgav sig uden kamp, tilhørte hele byttet Mo:

Koran 59:6 “Allah gav hele byttet (Fai’) til Sin Budbringer (Muhammad SAW), hvis de vantro overgav sig uden kamp.

BRUG AF ENGLE TIL RAIDS

Som et helt særligt profet-frynsegode fik Mo tilladelse til at tilkalde hjælp fra engle:

Koran 8:9 “Husk, at du bad om assistance fra din Herre, og Han svarede dig: ‘Jeg vil hjælpe dig med et tusind engle i geledder.”

ENORM RIGDOM

Mo’s profet-frynsegoder gjorde ham til den rigeste mand i Arabien:

Koran 93:8 “Allah fandt dig fattig, Han gjorde dig rig.”

Koran 33:27 “Han gav dig deres land, og deres boliger og deres rigdomme og land, du endnu ikke har betrådt.”

LUFTFARTSCHEF

Blandt Mo’s profet-frynsegoder var anvendelse af en guddommelig flyvende hest med vinger og kvindeansigt. Engang fragtede den ham fra Mekka til Jerusalem og til den syvende himmel og tilbage igen på én enkelt nat:

Koran 17:1 “Al ære til Ham, der tog Sin tjener på en natlig tur fra Den Hellige Moské (Mekka) til Den Fjerneste Moské (Jerusalem), hvis område Vi har velsignet for at vise ham Vores tegn!”

PROFETENS PASSIONER

AT DRÆBE VANTRO

Profet Mo elskede at dræbe vantro og foretrak at gøre det ved at skære halsen over på dem.

Allah delte denne passion:

Koran 47:4 “Når I møder de vantro, så hug hovedet af dem.”

Koran 8:12 “Hug hovedet af dem, og hug deres fingre af!”

Hans verdensrekord på 900 halshugninger (Bani Quraiza-jøder) har stået uafbrudt i 1400 år:

Koran 33:26 “En gruppe af dem (ca. 900) dræbte I (ved halshugning).”

PÆDOFILI

Profeten elskede små piger. Han giftede sig med Aisha, da hun var 6 år gammel. Allah godkendte hans og alle muslimske mænds pædofile passion i det følgende vers:

Koran 65:4 “For dem, der ikke har haft menstruation, er deres ‘Iddah (foreskrevne periode) tre måneder.”

INCEST

Allah godkendte Mo’s incestuøse sex med Mo’s adoptivsøns smukke kone Zainab i dette vers:

Koran 33:37 “Vi bortgiftede hende til dig (Zaids kone til Mohammad), da det ikke er en forbrydelse for de troende at gifte sig med deres adoptivsønners koner.”

ÉNGANGSKNALD

Profet Mo elskede variation og éngangsknald:

Koran 33:50 “Ligeledes tilladte for dig er dine kusiner, der udvandrede (fra Mekka) sammen med dig, samt enhver troende kvinde der selv byder sig til, et privilegium kun for dig og ikke for resten af de troende.”

PROFETENS MANGLER

MANGEL PÅ LÆSEKUNDSKABER

Profet Mo kunne hverken læse eller skrive:

Koran 7:157 “De, der følger budbringeren (Mohammad), Profeten, der hverken kan læse eller skrive.

Dette forhold gav Allah en del hovedbrud.

Hvis Mo havde kunnet læse, havde Gabriel bare behøvet at medbringe hele Koranen og overbringe den til Mo i den oprindelige form, der var skrevet af Allah og opbevaret i Paradis:

Koran 85:21-22 “Dette er en Prægtig Koran, der er (indskrevet) i Al-Lauh Al-Mahfuz (Den Bevarede Tavle i paradis).

I stedet var Gabriel nødt til at overbringe nogle få vers på hver tur. Denne pinagtigt langsommelige proces tog 23 år, for at Koranen kunne overbringes verbalt til Mo i brudstykker. Mo prøvede at huske dem og recitere dem for sine skriverkarle, der nedskrev dem på hvad som helst, de havde ved hånden (træ, sten, blade, knogler).
Hvis de ikke havde noget ved hånden, prøvede de bare at huske dem.
Da Mo døde, var Koranen ikke andet end en stor dynge knogler, træstykker og blade i hans gård.

Ingen aner, hvor mange knogler der blev spist af forbipasserende hunde, hvor mange blade, der blev spist af geder, og hvor mange sten, profetens koner brugte til at tørre røv med.

Det er overflødigt at nævne, at da Koranens vers mange år senere endelig blev samlet af bunken, indeholdt den ingen logisk rækkefølge, ingen kontekst og ingen kronologi.
Den var et virvar af forvirret roderi.

DÅRLIG HUKOMMELSE

For at føje spot til skade, så havde Mo en meget dårlig hukommelse. Selvom Gabriel brugte timevis på at hjælpe ham med at memorere en stribe vers, så kludrede Mo i det og glemte dele af eller hele vers.

For at dække over Mo’s kiksere, var Allah nødt til løbende at indføje ændringer i den originale koran for at legalisere Mo’s glemsomhed:

Koran 2:106 “Uanset hvilket Vers, Vi vælger at abrogere eller henvise til glemsel, så bringer Vi et bedre eller lignende i stedet.”

At Mo glemte vers var ikke det eneste problem. Han citerede også den samme sura på forskellige måder. Dette skabte en endnu værre situation.
Mange mennesker blev mistænksomme og anklagede ham for at være en fupmager, en charlatan og en løgner – og begyndte at tvivle på hans profetskab.

Allah var nødt til at nedsende et stærkt vers, der kunne lukke deres beskidte kæfte:

Koran 16:101 “Og når Vi ændrer et Vers, så ved Allah bedst selv, hvad Han nedsender. Tvivlerne siger: ’Du (Åh Muhammad SAW) er en løgner. Nej, men de fleste af dem ved intet.”

Allah satte sit eget omdømme på spil for Muhammad på grund af ovenstående vers.

Han fremstod som en meget svag og ubeslutsom Gud, der lavede rettelser i sine ord, efter at han tidligere havde sagt, at han aldrig ændrede på sit ord:

Koran 10:64 “Herefter kan der ikke forekomme ændringer i Allahs ord. Dette er sandelig den ypperste lyksalighed.”

BIBELHISTORIER, DER BLEV FORVANSKET AF MO’S DÅRLIGE HUKOMMELSE

Når Gabriel overbragte vers fra Allahs tidligere bøger, så kludrede Mo også i det, når han dikterede til sine skrivere.
For at dække over Mo’s falske version blev Allah nødt til at beskylde de kristne og jøderne for at have forfalsket deres oprindelige bøger:

Koran 2:59 ”Men synderne ændrede på de ord, de havde fået overgivet.”

Ved at gøre det endte han selv med at blive en excentrisk og upålidelig Gud, der efter at have givet forsikringer alligevel ikke kunne beskytte sine tidligere bøger:

Koran 15:9 ”Vi har uden tvivl nedsendt Budskaberne; og Vi vil helt bestemt beskytte dem (mod forvanskning).”

PROFETENS MORALSKE KARAKTER

Profet Mo var en levende Koran. Han terroriserede de vantro, huggede hovederne af dem, ranede deres ejendele og voldtog deres kvinder, ganske som Allah havde krævet i Koranen.

Det er grunden til, at Allah udnævnte hans moralske karakter til at være den ypperste overhovedet:

Koran 68:4 ”Og du (Muhammad) besidder i sandhed de ypperste, moralske fortræffeligheder.”

FØLGER VI PROFET MO’S SUNNA?

Allah ønsker, at alle vi muslimer skal følge i Profet Mo’s islamiske fodspor:

Koran 33:21 “I har i sandhed i Allahs Budbringer et godt eksempel til efterfølgelse.”

Desværre er de fleste af verdens vantro i dag for magtfulde. Det eneste sted, hvor vi helt og fuldt er i stand til at følge Profetens Sunna (at dræbe og røve vantro og voldtage deres kvinder) er Darfur i Sudan.

Vores Janjaweed-brødre gør hele den muslimske umma stolt med deres islamiske aktiviteter og minder os om profetens raids mod Bani, Quraiza, Khaybar og Bani Mustaleeq.

Må Allah belønne vores Janjaweed-brødre med udsøgte ‘houries’ i paradis.

Khaybar

…så behøver man egentlig ikke vide mere om Muhammad og islam.

Koran 33:21: “I har i sandhed i Allahs Budbringer et godt eksempel …”

De iranske missiler, Hizballah (Allahs Parti) sender ind over israelske byer, kaldes “Khaybar”.

Pressen meddeler, at de er navngivet “til ære for det historiske slag, Muhammad udkæmpede mod jøderne.”

Ikke overraskende så gør den samme presse, der kalder de Iran-støttede terrorister i det sydlige Libanon for ”Ollahs Parti” (Hezbollah) deres yderste for at undgå at afsløre nogen information, der forbinder islam med terrorisme.

Khaybar var et terrorist-raid, ikke et slag. Hvis man gider investere en halv time på at læse, hvad de islamiske skrifter har at fortælle om Muhammads fremfærd i Khaybar, vil man vide, hvem terroristerne er, hvorfor de dræber og hvad, der skal gøres for at standse dem.

År syv i den Islamiske Æra begyndte uhyggeligt. Profeten anførte, uden provokation, et terrorist-raid for at pine endnu et jødisk samfund.

Tabari VIII:116/Ishaq:510 “Efter sin tilbagekomst fra Hudaybiyah marcherede Allahs Budbringer mod Khaybar. Han gjorde holdt med sin hær i en dal beliggende mellem Khaybar og Ghatafan-stammen for at forhindre sidstnævnte i at hjælpe jøderne.”

Motivationen for angrebet var åbenlys. Muhammads militante lejetropper var rasende over, at han havde kapituleret ved Hudaybiyah.
Hvis ikke han havde fundet på en måde at tilfredsstille deres tiltagende begær efter blod, kvinder og bytte, ville de i deres utilregnelighed have vendt sig imod deres krigsherre. De, der mener, at denne konklusion er unfair og alt for kynisk, bør betænke facts.

Da det mislykkedes for muslimerne at opsnappe den mekkanske karavane ved Badr, stjal profeten Qaynuqa-jødernes ejendele og værdier.
Umiddelbart efter nederlaget ved Uhud plyndrede han Nadir-jøderne.
Skyttegravsbelejringen var ikke alene det tredje af en serie på fire slag uden bytte; der var heller ingen døde.

Så islams perverterede diktator sørgede for nedslagtning, sex og bytte ved at myrde, slavegøre og røve Qurayza-stammen.

Jøderne var blevet let bytte.

Så efter den bytteløse og ublodige ”fred” ved Hudaybiyah, tog Muhammad af sted for at terrorisere det eneste jødiske samfund inden for rækkevidde, som han ikke tidligere havde overfaldet og plyndret – Khaybar. Det var deres tur til at mærke islams vrede.

Tilfældigvis gjorde hverken Allah, Muhammad, Ishaq, Tabari, Bukhari eller Muslim noget forsøg på at retfærdiggøre islams hensynsløse overfald på Khaybar-jøderne.

De kendte sandheden og gjorde intet forsøg på at skjule den. Islam var ikke længere en religion; det var et terrorist-dogme. De første muslimer var ikke disciple; de var lejesoldater.

Muhammad var ikke profet; han var en pirat. Allah var ikke en gud; han var Djævelen i egen person.

Og sammen var de på vej til at bevise, at de var en skamplet på menneskeheden.

Så gennemskueligt som nogen sinde demonstrerer disse ord, direkte fra Muhammads mund, at han arbejdede for Djævlenes Herre, Mørkets Fyrste, Den Store Bedrager, Fjenden – Satan.

Ishaq:510 “Da Apostlen så ned mod Khaybar, sagde han til sine følgesvende: ’Åh, Allah, Herre over himlene og hvad de overskygger, og Herre over Djævlene og hvad de forårsager af dårligdom, og Herre over vindene og hvad de spreder, vi beder Dig om bytte fra denne by og dens indbyggere. Vi søger tilflugt hos Dig for byens ondskab og dens indbyggeres ondskab. Fremad i Allahs navn.’
Sådan sagde han, hver gang han overfaldt en by.”

At betjene Lucifer var ingen nem opgave. ‘Godt’ og ‘ondt’ skulle omdefineres, så at Khaybars gode mennesker, der bare passede deres eget og forsøgte at skabe et ærligt levebrød, måtte kaldes ”onde”.
Og de onde terroristforbrydere, der lurede på bakkerne over dem, bevæbnet til tænderne og rede til at slå ned på den intetanende landsby for at myrde, slavegøre, røve og voldtage, måtte kaldes ”gode”.

Ishaq:511 “Når Apostlen overfaldt et folk, ventede han indtil daggry, før han angreb. Vi kom til Khaybar om natten. Da det blev morgen, og han ikke hørte bønkaldet, red han, og vi red med. Vi mødte Khaybars arbejdere, der gik ud om morgenen med deres spader og kurve.
Da de så Profeten og vores hær, skreg de: ’Muhammad og hans hær.’ De vendte om og flygtede. Apostlen hylede: ’Allahu Akbar! Khaybar er ødelagt.’ Når vi ankommer til et torv, er det en dårlig morgen for dem.”

Alt bedraget, alle retfærdiggørelserne og alle de apologier, der nogensinde er blevet fremsat vil være for lidt til at få denne skrækkelige dag til at fremstå religiøs.

Og det var ikke et enkeltstående tilfælde. Khaybar var bare ét af 74 nådesløse overfald, begået af de første muslimer.

Bevæbnede overfaldsmænd angreb civile med kun ét formål – at stjæle deres værdier. ”Allahu Akbar!” var terroristens ”Frygtens bøn”.

Ibn Ishaqs samling af islamiske skrifter – den inspirerede Sira, eller profetens biografi – er den tidligste og mest præcise beretning om Muhammads liv og islams tilblivelse.
Den blev nedskrevet et århundrede før Tabari, Muslim og Bukhari.
Men for dem, der måtte ønske at afvise Hadith-beretningen, fordi den lyder for belastende for profeten, er der disse bekræftende ord fra imam Bukhari til overvejelse.
Om hans samling skrev islamiske vismænd: “Bukharis Hadith er islams næstvigtigste bog, kun overgået af Koranen.”

Han hævder:

Bukhari:V5B59N510 “Allahs Apostel nåede Khaybar om natten. Det var hans sædvane, at når han nåede frem til en fjende om natten, angreb han dem først om morgenen. Da det blev morgen, kom jøderne ud med deres spader og kurve.

Da de så Profeten, sagde de: ‘Muhammad! Åh, kære Gud! Muhammad og hans hær.’ Profeten råbte: ’Allahu-Akbar! Khaybar er ødelagt, for hver gang vi nærmer os en nation, så bliver det en ond morgen for dem, der er blevet advaret.’”

Jo mere, man ved, jo værre bliver det. Det er derfor, at islamiske ledere er nødt til at forhindre gode mennesker i at læse disse ord. Det er derfor, de lyver over for sig selv, over for vores borgere, medierne og politikerne.

Islam er selvdestruktiv og ødelæggende for sin egen troværdighed.

Hadith siger, at Muhammad gjorde denne perverse opførsel til en “vane”. Jøderne var hans fjende, selvom ingen havde løftet en voldelig hånd imod ham.
Jøderne var bønder, der gik på arbejde med haveredskaber, og alligevel anførte Muhammad et “overraskelsesangreb” imod dem med sin “hær”. Han praktiserede “ødelæggelse”, ikke frelse. Men det er hans sidste linje, der er specielt plagsom.
Med islam bliver verdens nationer konfronteret med ”det onde”.

Muhammads hensynsløse terrorkampagne mod bostederne Qurayza og Khaybar var værre end Osama bin Ladens angreb på New York og Washington.

Den første islamiske terrorist var mere destruktiv, barbarisk og sadistisk end hans senere inkarnationer i Taliban, Hezbollah, Hamas, Det muslimske Broderskab, Sorte September, Jemaah Islamiyah, al-Aqsa Martyrernes Brigade, al-Qaeda og Islamisk Jihad.

Og muslimer ved det. I deres medier, i deres moskeer og i deres Koran-skoler tvinger de unge drenge og piger til at følge Muhammads eksempel. Når de bomber vores bygninger, sprænger huller i vores skibe, hijacker vores flyvemaskiner og kidnapper vores folk, så gør de, hvad deres profet gjorde.

Islam kan ikke sameksistere med civiliserede mennesker.

Det er en skrækkelig sygdom. Igennem indoktrinering ødelægger islam muslimske sind, ætser dem.
Ved hjælp at sin groteske umoral og kriminelle natur angriber den muslimske hjerter og korrumperer dem.
Værst af alt, ved hjælp af fup og bedrag narrer islam muslimske sjæle til fordømmelse.

For at føje spot til skade noterede Bukhari:

Bukhari:V5B59N512 “Profeten bad Fajr-bønnen [Frygtens Bøn] nær Khaybar, mens det stadig var mørkt. Han sagde: ‘Allahu-Akbar.’ [Allah er Størst] Khaybar er ødelagt, for hver gang vi nærmer os en fjendtlig nation for at kæmpe, så bliver det en ond morgen for dem, der er blevet advaret.’Så kom Khaybars indbyggere løbende ud på vejene. Profeten lod deres mænd dræbe; deres børn og kvinder blev taget som fanger.”

At kalde jøderne en fjendtlig nation er en vittighed.

Muhammad og hans krigere sørgede i følge eget udsagn for, at titusindvis af jøder enten blev dræbt, terroriseret, slavebundet eller voldtaget, og alligevel havde jøderne kun dræbt én muslim.
Selv det var i selvforsvar, angiveligt foregået under den islamiske belejring af Qurayza.

Den advarsel, disse jøder modtog, før det onde slog ned over dem, er ikke forskellig fra den, muslimer fremsætter i dag.

11. september-terroristerne hylede “Allahu Akbar”, før de slagtede tusinder. Ved at fremsige Frygtens Bøn fortæller islamiske terrorister os, hvem de er, hvad de tror på, hvem de tjener, og hvorfor de dræber.

Der er intet, islam kan gøre for at gøre deres terrorist-natur mere indlysende.

Bukhari:V5B59N516 “Da Allahs Apostel udkæmpede slaget ved Khaybar, eller når han overfaldt andre mennesker, hævede vi vores stemmer og skreg: ’Allahu-Akbar! Allahu-Akbar! Ingen har ret til at blive tilbedt undtagen Allah.’
[Muslimer vil fortsætte med at terrorisere, indtil enhver sjæl har underkastet sig islam.]

Til det sagde Allahs Apostel: ‘Sænk jeres stemmer, thi I kalder ikke på en døv eller en fraværende, men en Tilhører, der er med jer.’

Derefter sagde han til mig: ‘Åh, Abdallah, skal jeg fortælle dig en sætning, der er en af Paradisets skatte?

Jeg sagde: ‘Ja, Åh Allahs Apostel! Lad min far og mor blive ofret for din skyld.

[Hvilken gennemført pervers og besynderlig ting at sige]

Han sagde: ’Den lyder: Der findes hverken styrke eller magt udenom Allah.’”

Hvorfor i al verden havde han så brug for krigere til at dræbe og plyndre for sig?

Tabari VIII:116/Ishaq:511 “Derefter begyndte Muhammad at erobre deres kvæg og deres ejendele lidt efter lidt. Han erobrede Khaybar hus for hus. Det første tilholdssted, der blev besejret, var Naim.
Dernæst fulgte Qamus, Abi Huqayqs samfund. Budbringeren tog nogle til fange heriblandt Safiyah bt. Huyayy, Kinanahs kone og hendes to kusiner. Profeten valgte Safiyah til sig selv.”

Perverteret er for venligt et ord om denne mand. Han blev den første serievoldtægtsmand, der kaldte sig selv profet.

Og tag ikke fejl; at have sex med en fange er voldtægt.

Tabari VIII:117 “Dihyah havde bedt Budbringeren om Safiyah, da Profeten valgte hende til sig selv. Muhammad gav i stedet Dihyah hendes to kusiner.’

Det var en to for én aftale. Profeten kunne være noget så betænksom.

Ishaq:511 “Da Dihyah protesterede, fordi han selv ville beholde Safiyah, byttede Apostlen sig til Safiyah ved at give de to kusiner til Dihyah. Khaybars kvinder blev fordelt blandt muslimerne.”

Muhammad lod mænd dræbe, så at han kunne få sex med deres koner og døtre. Han handlede med menneskelige væsener.

Og ”profeten” belønnede de muslimske krigere ved at fordele de øvrige kvinder blandt dem. Du gode gud!

Da han stod over for et problem, brugte Muhammad lidt magi til at gøre voldtægt til en godkendt islamisk handling. Kunstgrebet kaldtes “Mut’a”.

Det var et tredages “ægteskab”, der gav ham og hans krigere tilladelse til at gøre med deres fanger, hvad de end måtte have lyst til.
Men på denne dag var det kun profetens indiskretion, der blev “godkendt”.

Bukhari:V5B59N527 “Den dag i Khaybar forbød Allahs Apostel Mut’a eller det midlertidige ægteskab.”

Bukhari:V5B59N512 “Profeten lod deres mænd dræbe og deres børn og kvinder tage til fange. Safiyah var blandt fangerne. Først tilfaldt hun Dihyah, men senere blev hun Profetens ejendom.
Muhammad ophævede hendes slavebånd (manumission] [Webster: “et middelalderord, der signalerer en herres autoritet til at frisætte en slave “] som hendes ‘Mahr [bryllupsgave]’.

Oversat til almindeligt dansk, så udførte Muhammad noget islamisk hokuspokus for at få sex uden samtykke til at synes moralsk.

Og det var sådan set islam. Det var bare et skuespil – en Oscar-vindende præstation af en af alle tiders største fupmagere.

Bukhari-traditionen afrundes med disse ord: “Fangerne fra Khaybar blev fordelt blandt muslimerne. Derefter begyndte Budbringeren at indtage de huse, der var tættest på.”

Profeten havde denne dag travlt med at etablere islamisk sunna, eller sædvane.

Ishaq:512 “Apostlen forbød muslimen fire ting på morgenen for Khaybar-angrebet: sexuel omgang med tilfangetagne gravide kvinder, da det ville blande hans sæd med en anden mands [hvilket betyder, at muslimerne frit kunne voldtage dem, der ikke var gravide]; ej heller er det tilladeligt for ham at tage [voldtage] hende, før hun er i en tilstand af renhed [ikke-menstruerende]; ej heller må en muslim spise æselkød; ej heller må han spise noget kødædende dyr; eller sælge noget bytte, før det er blevet behørigt fordelt.”

Dette fordi profeten tog sin andel først og ikke ønskede, at den blev formindsket.

Traditionen fortsætter med at udlægge loven: “Ej heller er det tilladt for en muslim at ride et dyr, der hører til byttet i den agt at returnere det til det samlede bytte, når han har slidt det op; ej heller er det tilladt ham at bære et klædningsstykke, der hører til muslimernes bytte, i den hensigt at returnere det til det samlede bytte [af stjålne varer], når han har reduceret det til laser.”

Hvis man ønsker at være pirat, er disse ord sikkert gode at leve efter.

Den første islamiske historiker og den første biografiskriver beretter den samme hadith:

Tabari VIII:117/Ishaq:512 “Banu Sahm fra Aslam [nyligt rekrutterede muslimske krigere] kom til Budbringeren og beklagede sig: ‘Muhammad, vi er blevet ramt af tørke og besidder intet.’ Selvom de havde kæmpet for Profeten, opdagede de, at han intet havde [han var villig til] at give dem. Apostlen sagde: ‘Åh, Allah, du kender deres tilstand – jeg har ingen styrke og intet [jeg ønsker] at give dem [fra det bytte, jeg har stjålet]. Så erobr for dem de mest velhavende hjem i Khaybar, dem med mest mad og fedt kød.’”

Med andre ord: “Stjæl jeres eget bytte. I vil sulte, før jeg deler noget som helst af mit konfiskerede bytte med jer.”

Allah beviste, at han også var terrorist:

Tabari VIII:117 “Den næste morgen åbnede Allah landsbyen Sa’b bin Mu’adh for dem, så de kunne erobre den. Der var ingen fæstning i Khaybar med større overflod af mad.
Efter at Profeten havde besejret nogle af deres bosteder og taget deres ejendele, nåede de frem til samfundene i Watib og Sulalim, der var de sidste Khaybar-nabolag at erobre. Muhammad belejrede indbyggerne mellem tretten og nitten nætter.”

At kalde islam “fredelig” rangerer som en af alle tiders mest uhørte løgne. Dette var ikke engang krig. Muslimerne var ikke ude for at forsvare sig selv eller deres religion.

Det var et terrorist-raid med en racistisk undertone.

Derefter følger nogle af de mest afskyelige ord, der nogen sinde er skrevet i en religions navn:

Tabari VIII:121/Ishaq:515 “Ali tildelte jøden et hurtigt hug, der splittede hans hjelm, halsbeskytter, hoved og endte i hans kindtænder. Og muslimerne drog ind i byen. Muhammad erobrede Qamus, Abi Hugayqs [jødiske] nabolag. Safiayh bt. Huyayy blev bragt frem foran ham sammen med en anden kvinde. Bilal førte dem forbi nogle jøder, vi havde slagtet heriblandt kvindens døde mand. Da hun så dem, skreg kvinden, der var sammen med Safiyah, slog sig i ansigtet og hældte jord på sit hoved. Da Allahs Profet så hende, sagde han: ‘Fjern denne hundjævel fra mig!’”

Sorg over dem, der var blevet slagtet som et resultat af islam, var uden for Muhammad.

Denne kvinde skreg, da hun blev slæbt forbi sin families og sine venners mishandlede lig. Ikke desto mindre kaldte manden, der havde anført terrorist-angrebet for at han kunne stjæle deres ejendele, offeret for en ”djævel”.

Dette udyr af et menneske havde nu totalt mistet kontrollen.

Tabari VIII:122/Ishaq:515 “Muhammad gav ordre til, at Safiyah skulle holdes bag ham, og han kastede sin kappe over hende. Så vidste muslimerne, at han havde udvalgt hende til sig selv.”

Vi fortsætter med denne saga om den eneste “religion”, der er blevet født i et miljø af grotesk umoral, piratvirksomhed og terror, og vi kan snart tilføje tortur til dens liste over ’hate crimes’.

Tabari VIII:122/Ishaq:515 “Abi Huqayq [Safiyahs far] bestyrede Nadirs skat [Nadir – den anden jødiske stamme, Muhammad fordrev fra Yathrib]. Han blev bragt frem foran Allahs Budbringer, og han udspurgte ham.

Men Huqayq afviste, at han vidste, hvor den var. Så udspurgte Profeten andre jøder.
En sagde: ‘Jeg har set Kinanah [Safiyahs mand] gå omkring en ruin.’

Muhammad lod Kinanah bringe frem for sig og sagde: ‘Ved du, at hvis vi finder den, så slår jeg dig ihjel.’ ‘Ja’, svarede Kinanah.

Dette var Muhammads andet angreb på Nadir. Han havde stjålet deres hjem, deres levebrød og land året efter, at han havde forvist Qaynuqa, et år før han slagtede Qurayza. Alt, hvad Nadir-indbyggerne havde tilbage, var, hvad de havde været i stand til at bære selv.
Og husk, at beretningen om begivenhederne stammer fra de islamiske hadith. Der findes ingen anden kilde til information, hvoraf man kunne få et andet indtryk.

Ikke et ord blev nedskrevet om denne mands liv eller handlinger inden for de første 250 år efter hans død bortset fra disse bøger.

Derfor er islams Muhammad, de første muslimer og tilblivelsen af religionen præcis som det beskrives her. Alternative teorier har intet grundlag.

For hver voldshandling blev islams eneste profet mere grådig, ubarmhjertig, uhyrlig og endelig sindssyg.

Tabari VIII:122/Ishaq:515 “Profeten befalede, at ruinen skulle graves op. En del skatte blev udgravet. Så spurgte Muhammad Kinanah om resten. Han nægtede at overgive den; så gav Allahs Budbringer Zubayr denne ordre: ‘Torturer ham, indtil du får ud af ham, hvad han har.
Derpå antændte Zubayr et bål på Kinanahs brystkasse og rodede rundt i det med en ildrager, indtil Kinanah var døden nær. Så overgav Muhammad ham til Maslamah, der huggede hovedet af ham.”

At torturere en mand, hvis hjem og ejendele han havde stjålet to gange, og hvis kone, han var på vej til at voldtage, degraderede Muhammad fra en blodtørstig terrorist og pirat til en dæmonisk sadist.

Ingen, der fremhæver Muhammads verbale diarré som skrifter, Muhammads liv som eksemplarisk eller Muhammads krigsmanifest som en fredelig religion, er en tøddel bedre end den perverse mand, der begyndte det hele udelukkende for at tilfredsstille sine behov.

Det er på tide, vi skiller os af med vores uvidenhed og indrømmer sandheden om islam.

I 1941 var Pearl Harbor et ‘wake-up call’.
Amerika identificerede korrekt fjenden og erklærede krig mod kejserriget Japan og Nazi-Tyskland.

Hvis nationen som følge af 11. september-bombningerne af New York og Washington havde beskyttet sine indbyggere ved at erklære krig mod fundamental islam for at have forøvet angrebet, ville verden have været sikrere i dag. Ved intelligent at have forsvaret os mod dem, der angreb os, ville den lovmæssige kontekst til at irettesætte islams hadefulde religions-politik have været etableret, så vel som muligheden for legalt at lukke munden på den dødbringende doktrins mest højtråbende fortalere.
Under sådanne omstændigheder ville enhver, der var skyldig i at lokke fortabte sjæle, det være sig i medierne, koranskoler eller moskeer, i kløerne på dette politisk-religiøse dogme, kunne have været identificeret og straffet.
At ignorere islam og gå efter al-Qaeda svarer til at gå efter Hitlers SS istedet for nazismen, eller at gå efter Kamikazerne i stedet for det trossystem, der gjorde dem til selvmordsdræbermaskiner.

Hvis vi fortsætter med at bekæmpe symptomerne på sygdommen, såsom al-Qaeda og lignende organisationer, så vil den virkelige skurk – islam – producere flere terrorister, end verden kan overkomme.

Og selvom jeg ikke taler for mord, så ville det mest medmenneskelige, vi kunne gøre, være at lukke munden på, sætte på sidelinjen og trække gifttænderne ud på islamiske gejstlige og krigsherrer i en retfærdig, defensiv kampagne for at forhindre dem i at sende tusinder, hvis ikke millioner i undergang.

Tabari VIII:123/Ishaq:515 “Allahs Apostel belejrede det sidste [jødiske] samfund i Khaybar, indtil de ikke kunne holde stand længere. Til sidst, da de var sikre på, at de ville gå til grunde, bad de Muhammad om at landsforvise dem og spare deres liv, hvilket han gjorde. Profeten overtog alle deres ejendele.”

Hvis man betragter dette som en barmhjertighedsgerning – at lade mennesker, som han næsten havde sultet ihjel overleve –bør man vide, at det udelukkende handlede om penge. Ved at få jøderne til at overgive sig kunne Muhammad kræve hele byttet for sig selv.

Ishaq:515 “Da folk i Fadak hørte om, hvad der var sket, sendte de bud til Budbringeren og bad ham om at forvise dem og spare deres liv, idet de sagde, at de også ville overlade deres ejendele til ham.
Da folk i Khaybar overgav sig på disse betingelser, bad de overlevende Muhammad om at få ansættelse på deres [egne] farme mod at aflevere halvdelen af alt, de producerede.
De sagde: ‘Vi ved mere om at drive landbrug [vi ved jo, du er terrorist og så’n].’
Så indgik Muhammad fred med dem for den halve andel under forudsætning af:
‘Hvis vi ønsker at forvise jer, så gør vi det.’

Han lavede en lignende aftale med Farak. Så Khaybar blev muslimernes bytte, mens Fadak udelukkende tilhørte Allahs Budbringer som hans personlige ejendom, fordi muslimerne ikke havde angrebet dens indbyggere med kavalleri.”

”Bytte” er en passende beskrivelse af, hvad jøderne var for de første muslimer.

Og det skulle blive et evigt angreb.

Bukhari:V4B53N380 “Umar forviste alle jøder og kristne fra Arabien. Da Allahs Apostel havde erobret Khaybar overvejede han at forvise jøderne fra landet, der, efter at han erobrede det, tilhørte Allah, Allahs Apostel og muslimerne.

Men jøderne anmodede Allahs Apostel om at lade dem blive på betingelse af, at de ville gøre arbejdet og modtage halvdelen af frugterne (som landet ville give i afkast).
Allahs Apostel sagde: ‘Vi vil beholde jer på disse betingelser, så længe det passer os.’

Således forblev de der, indtil Umar blev kalif og forviste dem.
Jeg erkender, at dette er svært at tro. Det er så inkonsistent med vores normale syn på profeter og religioner. Ikke desto mindre afslører Khaybar-jødernes blodige og smadrede kroppe, som Qurayza før dem, hvad islam gør ved mænd. Ren, fundamentalistisk, oprindelig og ufortyndet islam gjorde mænd til terrorister. De blev lige så umoralske som det udyr, der forførte dem.
Som yderligere bevis bringes en af de mest forbløffende hadith i islam:

Bukhari:V4B52N143 “Profeten sagde til Abu Talha: ‘Vælg en af dine slavedrenge til at passe mig op på min ekspedition til Khaybar.’ Derefter valgte han mig, selvom jeg kun var på vej ind i puberteten.
Jeg tog mig af Muhammad, da han gjorde holdt for at hvile.
Jeg hørte ham sige gentagne gange: ‘Allah! Jeg søger tilflugt hos dig fra lidelse og sorg, fra hjælpeløshed og dovenskab, fra gerrighed og fejhed, fra at være i bundløs gæld og fra at blive overmandet af mænd.’”

Sådan så Muhammad sig selv, og det var faktisk sådan, han var blevet.
Muhammad var stresset, hjælpeløs og doven.
Han var en gnier. Da Muhammad stort set aldrig i sit liv havde tjent en nikkel, var han ude af stand til at værdsætte kapital eller arbejde. Han var altid gældsplaget, uanset hvor meget han stjal.

Den islamiske verdens sørgelige forfatning er et direkte resultat af Muhammads uvillighed til at påtage sig ærligt arbejde.
Det er derfor, de islamiske lande forbliver verdens mindst produktive. Muslimer er faktisk stort set økonomisk destruktive og kvæler langt mere handelsvirksomhed, end de sætter i gang.
Og det er fordi, deres leder var pirat. Islam blev finansieret af stjålet bytte og slavehandel. Som parasitter overlevede de ved at tørmalke enhver produktiv vært inden for kamel-radius.
Arabiens beduiner var fattige, og selvom jøderne var et fedt bytte, så skulle islam snart sætte hugtænderne i et endnu federe bytte.
Inden der var gået et år, havde Muhammad angrebet byzantinerne.
Inden der var gået tre, havde hans Følgesvende underkuet Arabien i Tvangskrigen og påtvunget alle skat.
Inden der var gået et tiår havde de første muslimer erobret Yemen, Persien, Egypten, Syrien og Judæa.
Inden der var gået et århundrede, havde islams sværd været i anvendelse over hovederne på millioner.

Og det handlede alt sammen om penge. De plyndrede og voldtog naturligvis, men deres hovedværktøj var ‘zakat’ og ‘jizyah’-skatter, de pålagde alle rige som fattige.

Men først og fremmest var Muhammad en kujon ligesom alle islamiske imamer i dag.
De er altid klar til at sende andre i døden, men aldrig villige til selv at kæmpe.
De fordærver drenge med løfter om jomfrubelønninger, mens de selv gemmer sig i moskeens eller koranskolens behagelighed og sikkerhed. Som de fleste højtråbende bøller fandt Muhammad og de, der fulgte ham, behag i at pine de forsvarsløse.
Og for hver dag, der gik, blev det indlysende, at Muhammad havde mistet kontrollen over sig selv, og at han blev “overmandet af mænd.”

Medina-suraerne er fikseret på at angribe desertører.
Befalinger om at underkaste sig og adlyde dominerer hans sidste åbenbaringer.
I takt med at mænd tragtede efter frihed og fred, reagerede Muhammad ved at blive mere diktatorisk og krigerisk.
Resultatet er, at islamiske lande er jordens mindst frie steder. I underkastelsens land er der ingen ægte demokratier, ingen religionsfrihed, pressefrihed, ytringsfrihed eller rejsefrihed.

En milliard muslimer kæmper for at overleve i lande med brutalt tyran- og diktatorstyre. Og det er ikke svært at se hvorfor. De første muslimer efterlignede deres krigsherre og blev tiltagende krigeriske, følelseskolde og brutale.

Det fører os følgelig til et meget uattraktivt sted.
Som en direkte følge af Muhammads personlige skavanker er den islamiske verden blottet for alt det, civiliserede mennesker værdsætter.
Muslimer vælter sig i fattigdom. Livet er ikke værd at leve. De har ingen ytringsfrihed eller religionsfrihed. Med en uddannelsesproces, der er fokuseret på Koranstudier, er muslimer blandt de dårligst uddannede og mest indoktrinerede mennesker på jorden.

Som en følge af en perverteret sexists eksempel mishandler muslimske mænd kvinder.

Og de er voldelige.

Tyve procent af verdens befolkning bærer ansvaret for 90% af klodens kaos – terror og krig.

Hvis bare tyve procent af muslimerne er “gode”, så gør islam dem 2000% mere voldelige end resten af os.
Det er umuligt at få øje på noget som helst positivt i dette. Islam er en belastning, verden nemt kunne klare sig uden.

I “Prologen” angav jeg et par citater fra islamiske lærde.

Det ville være en god idé at genlæse dem i sammenhæng med det, vi har erfaret.
Det, der måske engang virkede ekstremt, synes nu underdrevet.

Her er, hvad Dr. D.S. Margoliouth havde at sige:

“Den karakter, Muhammad tillægges i Ibn Ishaqs biografi er usædvanligt ufordelagtig. Når det gælder om at nå et mål, viger Muhammad ikke tilbage for noget som helst, der er formålstjenligt, og han godtager den samme samvittighedsløshed hos sine tilhængere, når det tjener hans interesser … Han organiserer snigmord og massemord. Hans karriere som tyran i Medina er en røverhøvdings, hvis politiske økonomi består i at sikre og fordele plyndringsbytte … Selv er han en tøjlesløs libertiner [moralsk og sexuelt hæmningsløs], og han opmunterer til den samme lidenskab hos sine tilhængere. Uanset, hvad han foretager sig, så er han klar til at påberåbe sig sin guddoms godkendelse. Det er imidlertid umuligt at finde nogen islamisk doktrin, han ikke er klar til at opgive for at opnå et politisk mål.
På forskellige tidspunkter i sin karriere opgiver han Guds ‘enhed’ og sit eget krav på titlen ‘Profet’. Det er et usympatisk billede af grundlæggeren af en religion, og det kan ikke hævdes, at billedet er skabt af en fjende.”

Renan skrev:

“Muslimer er islams første ofre. Jeg har mange gange observeret, at fanatisme kommer fra et lille antal farlige mænd, der ved hjælp af terror fastholder andre i at praktisere denne religion. At befri muslimen fra hans religion er den største tjeneste, man kan gøre ham.”

Når man tager deres profets natur i betragtning, bør det ikke være nogen overraskelse, at den islamiske verden er et sandt rod.

Bukhari:V4B52N143 / V5B59N523 “Da vi nåede Khaybar, sagde Muhammad, at Allah havde gjort det muligt for ham at besejre dem. Det var da, at Safiyahs skønhed blev beskrevet for ham. Hendes mand var blevet dræbt [rent faktisk tortureret ihjel], så Allahs Apostel udvalgte hende til sig selv. Han tog hende med sig, til vi nåede et sted kaldet Sad, hvor hendes menstruation var ophørt, og han tog hende som sin kone, fuldbyrdede sit ægteskab med hende og tvang hende til at iføre sig slør.’”

Bukhari:V5B59N524 “Muslimerne sagde indbyrdes: ‘Bliver Safiyah en af Profetens koner eller bare en tilfangetaget kvinde og en af hans besiddelser?’”

Muhammad var skyldig i hver eneste sexforbrydelse, verden endnu har hørt om: pædofili, incest, voldtægt, polygami, hor, skørtejagt, utugt, sexisme og tilskyndelse til prostitution.
Værst af alt, så belønnede han sine lejesoldater ved at dele de tilfangetagne unge kvinder iblandt dem. Det er ikke så mærkeligt, at hans Koraniske paradis var så perverteret.

Siraen beretter:

Ishaq:517: “Da Apostlen giftede sig [at anvende et udtryk, der er beregnet på at bibringe opfattelsen af et moralsk og kærligt forhold i denne situation er afskyvækkende] med Safiyah på vej ud af byen, var hun smuk og velfriseret og i en passende tilstand for Budbringeren. Apostlen tilbragte natten med hende i sit telt. Den sværdbevæbnede Abu Ayyub bevogtede Apostlen ved at gå rundt om teltet, indtil han så ham komme til syne om morgenen.
Abu sagde: ‘Jeg var bange for dig sammen med denne kvinde, for du har dræbt hendes far, hendes mand og hendes slægt.”

Som en interessant sidebemærkning så bar Safiyah ligesom den jødiske Juwayriyah (sexslaven før hende) Guds identitet i sit navn.
Man bør for et øjeblik forestille sig at være Safiyah. Du vågner en morgen og opdager en bande ugudelige pirater, der lusker omkring i udkanten af din by.
Efter at de har raslet med deres sabler overværer man, at tusindvis af dem falder på knæ i ”bøn”. Du genkender dem, for det var de samme mænd, der smed dig ud af dit hjem i Yathrib. Deres uhyggelige råb “Allahu Akbar” trænger ind i din sjæl. Inden du kan nå at løbe, er lejesoldaterne overalt.
De fortsætter med at hyle, mens en af dem hamrer et sværd ind i din fars krop; de torturerer din mand, antænder et bål på hans brystkasse, for til sidst at halshugge ham. De myrder din far. Derefter lægger de dine kusiner i lænker og slæber dem væk som sexslaver. De gennemsøger dit hjem og flår tøjet af din familie, mens de ligger døende, alt sammen i en sindssyg søgen efter bytte.

Du gemmer dig bag en dør, du er skrækslagen. Så sker det.
En af muslimerne får øje på dig; en sindssyg, dæmonisk lyst eksploderer i hans ansigt. Han slår dig i gulvet, presser sine knæ i ryggen på dig, mens han bagbinder dig fra hænder til hals. Du kan næsten ikke trække vejret. Det er det værste øjeblik i dit liv.

Den uhumske, lusebefængte kriger beføler dig, slæber dig forbi dine naboers blodige lig; du vil græde, skrige, men ikke en lyd kommer ud.
Så får du øje på Muhammad, den mand du har lært at hade, det afskyvækkende 60-årige udyr, der er ansvarlig for denne rædsel.
Han forlanger dig som sin “præmie” og smider sin kappe over dit hoved. Hans ord, hans blotte tilstedeværelse, får din hud til at krympe.
Men som hans slave er du hjælpeløs.
Han fratager dig den smule værdighed, du måtte have tilbage. Derefter erobrer han din krop, som han netop har hærget dit folk.
Prøv nu at forestille dig sindssygen hos en mand, der hævdede at være “Guds Budbringer”, og som nu voldtager en kvinde, hvis by han havde terroriseret, hærget, plyndret og slavebundet.
Hvordan kunne en mand hævde at være “profet” og alligevel være så dæmonisk og sadistisk, at han ville tvinge en kvinde til at have sex med sig – hvis mand, han havde tortureret og derefter halshugget, hvis far, han havde snigmyrdet, og hvis kusiner han havde byttet væk til en af sine krigere for at han kunne besidde hende?

Problemet med Muhammad er ikke, at han var det mest modbydelige møgsvin, der nogen sinde har levet; problemet er arven efter ham.

Han begik disse uhyrlige forbrydelser, mens han samtidig hævdede at være “det bedste eksempel”, “den ideelle rollemodel”, en Apostel, der talte på vegne af Gud.

Denne perverterede forbryder etablerede en ny religion, der har fordømt over to milliarder mennesker; han gav inspiration til terrorisme og har ledt verden til randen af en verdenskrig.

Tabari VIII:124/Ishaq:516/Bukhari:V5B59N541 “Da han var færdig med Khaybar, drog Apostlen til Wadi Qura og belejrede den en tid. Derefter drog vi tilbage mod Medina og gjorde holdt ved Qura omkring solnedgang. Sammen med Muhammad var en slavedreng, som Rifa’ah havde foræret ham. Pludselig, mens vi afmonterede Profetens sadel, kom en vildfarende pil flyvende og dræbte slavedrengen.
Vi lykønskede ham og sagde: ‘Må han nyde Paradis.’
Men Allahs Apostel sagde: ‘Bestemt ikke! Klædningsstykket på hans ryg brænder nu sammen med ham i Helvedesilden.’ Han rapsede det fra muslimernes bytte efter Khaybar-angrebet, før det blev behørigt fordelt.”

Det er tilsyneladende ikke tilladt at stjæle noget, der allerede er blevet stjålet.

Og der er et skrigende misforhold mellem Muhammads personlige eksempel og Nation of Islams propagandaforsøg på at lokke afroamerikanere inden for i deres rækker.

Ikke alene slavebandt Muhammad mennesker og byggede islam på penge, der var “tjent” på at sælge mennesker til slaveri, han holdt selv slaver. Drenge var personlige opvartere, og piger var til personlige tjenstydelser.
Et digt, der reciteres den dag i dag proklamerer:

Ishaq:517 ”Khaybar blev stormet af Apostlens eskadre, sværtbevæbnet, magtfuld og stærk. Det medførte sikker ydmygelse med muslimske mænd i centrum. Vi angreb, og de mødte deres skæbne. Muhammad besejrede jøderne i kamp den dag, da de åbnede deres øjne for vores støv.”

Det er vist ikke prædiken-materiale.

Men desværre har imamer prædiket det følgende budskab alt for længe:

Ishaq:518 “Masud var en af dem, der fandt martyriet ved Khaybar. Muhammad sagde: ’Han har nu hos sig sine to mørkøjede jomfruer. Når en martyr bliver dræbt, pusler hans to jomfruer om ham og tørrer støvet af hans ansigt. De siger: ”Må Allah slynge støv i ansigtet på den mand, der gjorde dette mod dig, og dræbe ham, som han dræbte dig!’”

Det er antitesen til Yahshuas ”Elsk dine fjender.”

I næste del af islamisk skrift bedrager en muslim Quraysh’erne for at kunne hente sine ejendele.
Det interessante er, at Muhammad gav ham tilladelse til at lyve og undsige islam for penge.

Ishaq:519 “Hajjaj sagde til Apostlen: ‘Jeg har penge spredt blandt mekkanske købmænd, så giv mig tilladelse til at tage af sted og hente dem.’ Da han havde fået Muhammads tilladelse, sagde han: ’Jeg bliver nødt til at fortælle løgne.’ Apostlen sagde: ’ Fortæl dem.’”

Muhammad efterlevede ikke Yahwehs bud om ikke at bære falsk vidnesbyrd.

Denne profet var fuldkommen ligeglad med De Ti Bud.

Resultatet er, at den islamiske verden ikke kan opbygge en produktiv økonomi eller udvikle stabilt demokrati. Møntfoden i begge er tillid. Bedragets ånd hjemsøger stadig muslimer.
Fordelingen af “Byttet fra Khaybar” var så væsentligt for opbygningen af islam, at både Ishaq og Tabari dedikerer hele kapitler til det.

En linje i særdeleshed åbenbarer Muhammads motiv til at angribe jøderne.

Tabari VIII:128 “Khaybar blev fordelt blandt de mennesker, der havde deltaget ved Hudaybiyah.”

Hver gang Muhammads lejetropper blev sure på ham, plyndrede han jøder. Uden undtagelse.
Profeten rettede op vanæren ved Hudaybiyah; han lukkede munden på sine kritikere ved at fordele byttet fra et let drab.

Ishaq:521 “Khaybar blev fordelt blandt mændene fra Hudaybiyah uden hensyn til, om de var til stede ved Khaybar eller ej. Byttet blev delt i 1800 andele.”

Denne Ishaq-hadith åbenbarer, hvor byttet røg hen.

Ishaq:521 “Da byttet fra Khaybar blev fordelt, blev bosættelserne Shaqq og Nata givet til muslimerne, mens Katiba blev opdelt i fem dele:

Allahs femtedel [som Muhammad bestyrede]; Profetens femtedel; andelen til slægtninge [Muhammads slægt]; underhold til Profetens koner [se det er en ærlig rapport]; og betaling til de mænd, der fungerede som mellemmænd i fredsforhandlingerne med Fadak [der satte Muhammad i stand til at konfiskere hele byttet].”

Frem for en religiøs vækkelse, var det et afskyeligt revisionsarbejde.

Ishaq:522 “Derefter fordelte Apostlen byttet mellem sine slægtninge, koner og andre mænd og kvinder. Han gav sin datter Fatima 200 andele, Ali 100, Usama 250, Aisha 200, Bakr 100, Aqil ibn Abu Talib 140 …. I Allahs navn, Ar-Rahman, Ar-Ramin – dette er et memorandum om, hvad Muhammad, Allahs Apostel, gav sine koner af dadler og hvede fra Khaybar: 180 læs.”

Hadith oplister yderligere særlige begunstigelser, men jeg vil spare læseren for de intime detaljer.

Den første islamiske historiker sagde:

Tabari VIII:130 ”Profeten erobrede Khaybar med magt efter kamp. Allah gav Khaybar som bytte til Sin Budbringer. Han tog selv en femtedel af det og fordelte resten blandt muslimerne. De indbyggere, der overgav sig, gjorde det på betingelse af, at de blev forvist.”

Tabari VIII:129 “Efter at Budbringeren var færdig med jøderne i Khaybar, plantede Allah rædsel i hjerterne på jøderne i Fadak, da de erfarede nyheden om, hvad Allah havde påført Khaybar. Så de sendte bud til Muhammad, at de ville indgå fred med ham for halvdelen af Fadaks produktion. Fadak blev Allahs Budbringers personlige ejendom.”

Fred på muslimsk betyder overgivelse. Og overgivelse betyder at give Muhammad alting.

Det islamiske skrift fortsætter med at beklikke sin påstand om tolerance med denne åbenbaring:

Tabari VIII:130 “Budbringeren sagde under sin sidste sygdomsperiode: ’To religioner kan ikke sameksistere på Den Arabiske Halvø.’

Umar undersøgte sagen og sendte derefter bud til jøderne: ‘Allah har givet sin tilladelse til, at I kan blive forvist; thi jeg har fået at vide, at Profeten sagde, at to religioner ikke kan sameksistere i Arabien.”

Ishaq:524 ”Vi kan ikke acceptere jøders edsaflæggelser. Deres vantro er så enorm, at de sværger falsk.”

Bukhari berettede ligeledes om udleveringen af de stjålne værdier. Her er et udsnit:

Bukhari:V5B59N525 “Mens vi belejrede Khaybar, smed en person en læderbeholder indeholdende noget fedt, og jeg løb hen for at samle den op. Pludselig så jeg mig tilbage, og der var Profeten! Så blev jeg flov (over at tage den).”

Bukhari:V5B59N537 “Den dag i Khaybar fordelte Allahs Apostel krigsbyttet med en ration på to andele til hestesoldaten og én andel til fodsoldaten.”

Bukhari:V5B59N541 “Da vi erobrede Khaybar, fik vi hverken guld eller sølv som bytte, men vi fik køer, kameler, varer og haver.”

Der er mange flere, men vi forstår billedet. Islam var kun en ”religion” i den forstand, at den blev én mands licens til at stjæle fra mange.

At svømme rundt i blod og plyndring ved Khaybar tilfredsstillede ikke hajerne.
I stedet tog Muhammads krigere af sted på fodringsvanvid.

Tabari VIII:131 “Allahs Apostel sendte Umar af sted med tredive mænd mod Hawazins bagtrop. De red om natten og skjulte sig om dagen. Imidlertid fik Hawazin nys om det, og de flygtede.”

Tabari VIII:132 “I følge Waqidi tog en 30-mands overfaldsgruppe anført af Bahir af sted til Banu Murrah. Hans følgesvende blev dræbt, og han blev såret slæbt væk sammen med de døde. De vendte tilbage til Medina.”
Så “Sendte Budbringeren Abdallah al-Kalbi til Murrah-land. Under togtet dræbte Usamah og en af Ansarerne Mirdas.
Da de overmandede ham, sagde Mirdas: ‘Jeg bevidner, at der ikke findes nogen anden gud end Allah.’ Men vi dræbte ham alligevel.”

Tabari VIII:133 “Overfaldsgruppen anført af Ghalib tog til Abd Tha’labah. En af Muhammads slaver sagde: ‘Profet, jeg ved, hvor Abd kan klares ved et overraskelsesangreb.’ Derfor sendte Muhammad ham af sted sammen med Ghalib og 130 mænd. De hærgede Abd og bortdrev kameler og får og tog dem med tilbage til Medina.”

Man er ikke hyrde, fordi man stjæler får.

Tabari VIII:133 “En overfaldsgruppe anført af Bahir tog til Yumn. Grunden til, at denne overfaldsgruppe blev sendt af sted, var, at Hussayl havde været spejder for Muhammad ved Khaybar, og han fik foretræde for Profeten. Han påstod, at Ghatafan var blev trommet sammen for at marchere imod ham. Muslimerne drog ud og fangede kameler og får.
De mødte en slave tilhørende Uyaynah, og de dræbte ham. Derefter traf de på Uyaynahs hær, der retirerede.”

Så returnerede Muhammad til Mekka.

Tabari VIII:135/Ishaq:530 “Da Apostlen vendte tilbage fra Khaybar, udsendte han overfaldsgrupper og ekspeditioner, før han foretog ‘hajj’. Da mekkanerne hørte om det, sørgede de for at komme af vejen for muslimerne. De samlede sig ved døren til forsamlingshuset for at se på dem. De sagde: ’Muhammad og hans Følgesvende er fattige og elendige; de er begærlige og gerrige.’”

Helt fra begyndelsen forstod mekkanerne Muhammad og islam.

Krigsherren begav sig direkte til Allahs Hus.

Ishaq:530 “Profeten kærtegnede og kyssede Den Sorte Sten. Derefter begyndte han at vandre omkring Ka’abaen, og det samme gjorde hans Følgesvende. Da Templet skjulte Muhammad for mekkanerne og han foretog “istalama” (der betyder at omfavne, gnide og kysse) det sydlige hjørne af Ka’abaen, så gik han en runde mere for at “istalama” endnu engang.

Derefter foretog han “harwala” (der betyder at lunte eller spankulere med skuldrene svingende fra side til side på en hoverende facon) tre omgange på samme facon.Han gik de resterende omgange. Apostlen gjorde kun dette for at vise sig foran Quraysh-stammen.”

Det var så hedensk og barnligt af ham.

Muhammad ikke alene kyssede, kærtegnede og luntede omkring en Sort Sten, der var fastkilet i muren på en hedensk stenhelligdom fyldt op med 360 andre afguder, han hævdede, at hans show var islamisk ”sunna”.

Som sådan blev denne praksis et obligatorisk, islamisk ritual fastsat ved lov.

Ishaq:531 “Da Profeten foretog sin sidste pilgrimstur holdt han sig til denne praksis og gjorde den til obligatorisk sunna, der skulle udføres i al evighed.”

Selvom Muhammad endnu ikke havde stjålet deres by, så havde han tilranet sig deres afgud og deres religion.

Et digt fra den sorte dag lyder:

Ishaq:530 “Flyt jer for ham, I vantro ikke-troende. Alt godt følges med Hans Apostel. Åh, Herre, jeg tror på hans ord. Vi vil slås med jer om dens fortolkninger, som vi har kæmpet med jer om dens åbenbaring med hug, der vil fjerne hoveder fra skuldre. Og vil vil gøre venner til fjender.”

Mekkanerne fik besked på at flytte sig for Muhammad, og ikke desto mindre var det deres by, deres gud, deres helligdom, og deres religiøse fidus.

Muhammads eksempel, som det formidles gennem Hadith, kaldes “godt”.

Det betyder, at terroristangreb, pirateri, slavehandel, tortur, snigmord, massemord, bedrag, bestikkelse og voldtægt alle er ”gode ting” i islam.

Sætningen “Jeg tror på hans ord” kan kun forstås på to måder, og de er begge dårlige.

Enten består Koranen af Muhammads ord, eftersom “hans” ikke er skrevet med stort begyndelsebogstav og derfor henviser til Apostlen, eller også bliver disse Hadith anerkendt som “skrift” – ord, “man skal tro på.”

De midler, muslimer sagde, de ville anvende for at vinde debatten vedrørende Muhammads fortolkning af Qusayys religionsfup og hans påstand om at have modtaget Allahs åbenbaringer, ville være sværd og ikke ord.

Religionen var for fjollet, og de første muslimer var for hensynsløse til at indføre doktrinen på nogen anden måde.
Rendyrket islam hugger hoveder af og gør venner til fjender.”