|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 1, “Åbningen”
”Fatiha (Åbning) er Koranens første sura (kapitel) og islams mest almindelige bøn. Hvis man er from muslim, der beder de foreskrevne fem daglige bønner, vil man recitere Fatiha sytten gange i løbet af de bønner.
I følge en islamisk tradition, sagde den muslimske profet Muhammad, at Fatiha overgik alt, hvad Allah havde åbenbaret i Tora, Evangelierne og resten af Koranen.
Og den indkapsler i sandhed effektivt og veltalende mange af Koranens og islams principielle temaer: Allah som ”Verdens Herre”, der som den eneste må tilbedes og anmodes om hjælp, den barmhjertige dommer for hver eneste sjæl på Den Yderste Dag.
I islamisk teologi er det Allah, der siger hvert eneste ord i Koranen. Nogle har anset det for mærkeligt, at Allah kunne sige noget som dette “lovet være Allah, Verdens Herre”, men den traditionelle islamiske forståelse er, at Allah åbenbarede denne bøn for Muhammad tidligt i dennes karriere som profet (der begyndte i år 610 e.Kr.), da han modtog sin første åbenbaring fra Allah gennem englen Gabriel – en åbenbaring, der nu er indeholdt i Koranens 96. kapitel, så at muslimer kan vide, hvordan de skal bede.
Det er på grund af de sidste to vers, at Fatiha er mest bekymrende for ikke-muslimer, og det er på grund af dem, at den er blevet omtalt i nyhederne i den senere tid.
En shiitisk imam, Husham Al-Husainy, startede balladen ved at citere denne passage i en bøn, ved et vintermøde i ’Democratic National Committee’, idet han efterlod det indtryk, at han bad for, at de forsamlede konverterede til islam.
Derefter bad imam Yusuf Kavakci fra Dallas’ Centrale Moské Fatiha i ’Texas State Senate, og gav næring til lignende bekymringer.
De to sidste vers i Fatiha anmoder Allah om at “Vis(e) os den rette vej, den vej, der følges af dine udvalgte, ikke den vej, der følges af dem, der har gjort sig fortjent til Din vrede og ej heller af dem, der er på afveje.”
Den traditionelle islamiske forståelse af dette er, at “den rette vej” er islam. De, der har påkaldt sig Allahs vrede er jøderne, og de, der er på afveje, er de kristne.
Den klassiske Koran-kommentator Ibn Kathir forklarer, at “de to veje, Han her beskrev, begge er afveje”, og at ”de to veje er henholdsvis de kristnes og jødernes”, et faktum, den troende skal være opmærksom på, så han kan undgå dem.
Den troendes vej er kendskab til sandheden, og at han retter sig efter den.
Til sammenligning, så holdt jøderne op med at praktisere religion, mens de kristne mistede det sande kendskab. Det er derfor ’vrede’ slog ned over jøderne, mens det passer bedre på de kristne, at de blev ’ledt på afveje’.
Ibn Kathirs forståelse af denne passage er ikke en enestående “ekstremist”-fortolkning.
Faktisk mener hovedparten af muslimske kommentatorer, at jøderne har fortjent Allahs vrede, og at de kristne er på afveje. Det mener således Tabari, Zamakhshari, the Tafsir al-Jalalayn, the Tanwir al-Miqbas min Tafsir Ibn Abbas, and Ibn Arabi, såvel som Ibn Kathir.
Et anderledes, men ikke majoritetssynspunkt, anlægges af Nisaburi, der siger, at “de, der har påkaldt sig Allahs vrede, er de groft uagtsomme mennesker, og de, der er på afveje er de umådeholdne mennesker.”
Wahhabister blev for få år siden udsat for kritik, da de tilføjede “såsom jøderne” og “såsom de kristne” i parenteser efter disse passager i Koraner trykt i Saudiarabien.
Visse vestlige kommentatorer var af den opfattelse, at saudierne ”opfandt” denne fortolkning og rent faktisk hele ideen om Koran-fjendskab i forhold til jøder og kristne.
Muslimer over hele verden lærer som noget selvfølgeligt, at deres tros centrale bøn forbander jøder og kristne.
Men desværre er denne fortolkning både agtværdig og traditionel i islamisk teologi. At fortolkningen bliver skrevet i en parentes kan næppe ændre på en muslims holdning, eftersom den arabiske tekst under alle omstændigheder og overalt er normativ, og eftersom så mange traditionelle kommentarer indeholder ideen om, at jøder og kristne bliver kritiseret her.
Sytten gange om dagen af de fromme.
Bemærk venligst, at jeg ikke siger, at den anti-jødiske og anti-kristne fortolkning af Fatiha er den “korrekte”.
Mens jeg ikke tror på, at religiøse tekster kan modelleres ubegrænset og bringes til at betyde hvad som helst, læseren ønsker de skal betyde – som nogle åbenbart gør – så kan i dette tilfælde Nisaburis fortolkning med lige så god ret anbefales som den anden: der er intet i selve teksten, der tvinger nogen til at tro, at der er tale om jøder og kristne.
Og det er bemærkelsesværdigt, at Sayyid Qutb, det 20. årh.s jihad-teoretiker, i sin massive og stemningsfuldt betitlede 30-binds kommentarer til Koranen, Fi Zilal al-Qur’an (In the Shade of the Qur’an), ikke omtaler jøder eller kristne i forbindelse med denne passage.
Imidlertid forholder det sig på samme tid sådan, at islams idé om, at jøder har gjort sig fortjent til Allahs vrede, og at kristne er på afveje, ikke afhænger af denne ene passage.
Jøderne har gjort sig fortjent til Allahs vrede ved at afvise Muhammad (2:87-90), og de kristne er på afveje ved at fastholde Kristi guddommelighed (5:72).
Hadith, traditionerne om Muhammads og de første muslimers ord og handlinger, indeholder også materiale, der sammenkæder jøderne med Allahs vrede og de kristne med hans forbandelse, som en følge af deres strejfen væk fra den sande vej.
(Jøderne bliver også forbandet i henhold til Koran 2:89, og begge bliver forbandet i 9:30)
En hadith beretter, at en af de første muslimer, Zaid bin Amr bin Nufail, på sine rejser mødte jødiske og kristne lærde.
Den jødiske lærde fortalte ham: “Du vil ikke tage imod vores religion, medmindre du modtager din del af Allahs vrede”, og den kristne sagde: “Du vil ikke tage imod vores religion medmindre du får en andel af Allahs forbandelse.”
Det er unødvendigt at sige, at Zaid blev muslim.
I lyset af disse og lignende passager er det ikke særligt overraskende, at mange muslimske kommentatorer har forstået Fatiha således, at den omfatter disse synspunkter.”
|