|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 2, “Koen” vers 1-39
Sura 2, Al-Baqara (“Koen”), har ligesom næsten alle Koranens kapitler sin overskrift fra noget, der berettes om i kapitlet – i dette tilfælde historien om Moses’ overbringelse af Allahs befaling til israelitterne, at de skulle ofre en ko (2:67-73).
Det er Koranens længste sura – 286 vers – og er begyndelsen på Koranens generelle (men ikke absolutte) mønster, hvor den bevæger sig fra de længste til de korteste kapitler, med Fatiha som undtagelsen, da den har æren af at være den første sura på grund af dens centrale stilling i islam.
“Koen” blev åbenbaret til Muhammad i Medina – dvs i løbet af anden del af hans profetiske karriere, der begyndte i Mekka i 610.
I 622 flyttede Muhammad og det nystartede muslimske samfund til Medina, hvor Muhammad for første gang blev politisk og militær leder. Islamiske teologer anser generelt Medina-suraer for at have forrang i forhold til Mekka-suraer, når der opstår uenighed.
Det er i overensstemmelse med vers 106 i dette Koran-kapitel, hvor Allah taler om at abrogere vers og erstatte dem med bedre.
(Denne fortolkning af vers 106 er imidlertid ikke universelt accepteret. Nogle hævder, at det ikke abrogerer noget i Koranen, men kun de jødiske og kristne Skrifter. Mere om det, når vi kommer til verset.)
Sura 2 indeholder en hel del vigtigt materiale for muslimer og er meget værdsat.
Middelalderens Koran-kommentator, Ibn Kathir (hvis kommentarer stadig læses og respekteres af muslimer) beretter, at recitation af denne sura plager Satan, idet han minder om at en af Muhammads første følgesvende, Ibn Mas’ud bemærkede, at Satan ”forlader det hus, hvor Sura Al-Baqara bliver reciteret, og på vej ud slår han prutter.”
Ikke så smagløs som Ibn Mas’ud siger Muhammad selv: ”Satan løber væk fra det hus, hvor Sura Baqara bliver reciteret.”
Kapitlet begynder med tre arabiske bogstaver: alif, lam, og mim.
Mange af Koranens kapitler begynder på denne måde med tre arabiske bogstaver, hvilket har givet anledning til en hel del spekulationer præget af mystik med hensyn til, hvad de eventuelt betyder.
Men Tafsir al-Jalalayn, en anden klassisk Koran-kommentar, opsummerer kortfattet den fremherskende opfattelse: ”Gud ved bedst, hvad Han mener med disse [bogstaver].”
Verset, der følger lige efter disse bogstaver indeholder en central islamisk doktrin:
“Dette er Skriftet, hvorom der ingen tvivl er.” (2:2)
Koranen skal ikke betvivles eller bedømmes efter nogen standard uden for sig selv; tværtimod er Koranen den standard, hvorefter alt andet skal bedømmes.
Det er selvfølgelig ikke væsensforskelligt fra den måde, hvorpå mange andre religioner betragter deres Helligskrift.
Men i islam har der ikke foregået den historiske og tekstmæssige kritik, der har forandret de måder, hvorpå jøder og kristne i dag forstår deres skrifter.
Koranen er en bog, der aldrig må betvivles eller udsættes for kritiske spørgsmål: da en islamisk lærd, Suliman Bashear, underviste sine studerende ved An-Najah National University i Nablus i, at Koranen og islam var produkter af historisk udvikling snarere end, at det var blevet overbragt til Muhammad i perfekt tilstand, smed de studerende ham ud af klasseværelsets vindue.
2:1-29 er en lang udpensling om perversiteten hos dem, der afviser tro på Allah, og der anslås flere temaer, der vil blive gentaget mange gange.
Koranen, får vi at vide, er vejledning for dem, der tror på, hvad der blev åbenbaret for Muhammad, såvel som på det, “der blev åbenbaret før” ham. (v. 4)
Dette involverer Koranens ofte fremsatte antagelse af, at den er en bekræftelse på Toraen og Evangelierne, der indeholder det samme budskab som det, Muhammad modtager i Koran-åbenbaringerne. (se 5:44-48)
Da det viste sig, at Toraen og Evangelierne ikke var enige med Koranen, fremkom anklagen mod jøderne og de kristne, at de havde forvansket deres Skrifter – hvilket er almindelig islamisk overbevisning i dag.
Muhammad Asad siger det ligeud: “Koranens religion kan kun forstås ordentligt, når den bliver sat op imod de store monoteistiske trosretninger, der kom før, og som, i henhold til muslimsk overbevisning, kulminerer og når deres endelige formulering i den islamiske tro.”
Et andet tema er Allahs absolutte kontrol over alting, selv enkeltindividers valg af at tro på ham eller at afvise ham:
“Hvad angår dem, der afviser Troen, så er det ligegyldigt for dem, om du advarer dem eller ikke advarer dem; de vil ikke tro.
Allah har forseglet deres hjerter og deres hørelse, og foran deres øjne er et slør; stor er den straf de (pådrager sig)” (v. 6-7)
Qadarerne i islams tidlige historie forfægtede det synspunkt, at mennesket har en fri vilje, og således var i stand til at vælge at gøre godt eller ondt.
Deres opponenter hævdede, at Allah bestemmer alting.
Selvom begge sider havde rigeligt med Koran-citater til at bakke op om deres synspunkter, endte det med muslimske autoriteter fordømte Qadarisme som kætteri, eftersom det indskrænkede Allahs absolutte suverænitet over alting.
De, der således afviser troen, gør det, fordi det er Allahs vilje, som det ses i disse vers, og ikke fordi de har frit valg.
Ibn Kathir siger: “Disse Ayat (vers) indikerer, at enhver, Allah har bestemt skulle være ynkelig, aldrig vil kunne finde nogen, der kan vejlede dem til lykke, og enhver, Allah har henvist til vildledning, han vil aldrig finde nogen til at vejlede sig.”
(Et godt, kort overblik over Qadari-kontroversen kan findes i den anerkendte islam-lærde Ignaz Goldzihers 'Introduction to Islamic Theology and Law.')
Derefter følger fordømmelserne af hyklerne og de falske troende, der jævnligt forheksede Muhammad under hans karriere som profet (v. 13-20).
Og endelig er der påstanden om Koranens storslåethed, der udfordrer tvivlere til at producere en lignende sura, hvis de afviser at tro på Koranens guddommelige oprindelse (v. 23)
Det er en udfordring, mange har taget op, men det er naturligvis en af den slags udfordringer, der aldrig kan ”vindes” over for dem, der fremsætter den – ”de kunne ikke producere noget lignende” (17:88)
2:25 introducerer de berømte Paradisets Haver, hvor de troende skal have ophold – meget mere om det senere.
2:30-39 fortæller historien om Adam og Eva på en måde, der antyder, at tilhørerne til recitationen allerede er bekendt med historien.
Allah beordrer englene til at falde på knæ foran Adam (v. 34), en ordre, der tilsyneladende afhænger af den bibelske forestilling om, at menneskeheden er blevet skabt i Guds billede, selvom ideen ikke dukker op her.
I følge Ibn Kathir “fastslog Allah Adams dyd som stående over englenes, fordi Han lærte Adam, frem for dem, navnene på alting.”
Satan nægter at falde på knæ, hvorved han blev en vantro (v. 34), og han lokker Adam og Eva med den forbudne frugt.
Allah lover åbenbaringer, der kan vejlede menneskeheden, og advarer dem om, at de, der ignorerer disse åbenbaringer, vil blive straffet med helvedesilden.
|