|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 2, “Koen” vers 40-75
Vers 40 i sura 2 henvender sig til “Israels Børn”, begyndende med en udvidet meditation over alt det, Allah gjorde for jøderne, og den utaknemmelighed, de viste til gengæld.
Vers 41 advarer dem imod at “sælge Mine åbenbaringer for en sølle pris,” hvilket de islamiske kommentatorer almindeligvis fortolker som en formaning om at sætte tilbedelsen af Allah foran denne verdens anliggender.
Sayyid Abul A’la Maududi, en af det 20. årh.s anerkendte islamiske intellektuelle og eksponent for politisk islam, siger i sit omfangsrige værk ’ Towards Understanding the Qur’an’, at dette vers ”henviser til de jordiske gevinster, for hvis skyld jøderne afviste Guds befalinger.”
Mange har imidlertid gættet på, at dette vers andrager Muhammads skideballe til dem, der solgte ham materiale, de påstod var guddommelig åbenbaring, hvilket det ikke var – mennesker, der bliver fejet på kullene igen i 2:79
Under alle omstændigheder kan jøderne igen komme i Allahs kridthus ved at konvertere til islam (v. 43)
Dette kan sikkert glide ned hos den engelsktalende læser, eftersom oversættelserne formaner dem til at være “standhaftige i bøn” og til at ”praktisere regelmæssig velgørenhed” (som Abdullah Yusuf Ali oversætter det), men på arabisk er det anvendte ord for bøn ’salat’ og for velgørenhed er det ’zakat’. Det er specifikke henvisninger til islamisk bøn og islamisk velgørenhed.
Ikke-muslimer kan ikke bede ‘salat’ eller betale ‘zakat’.
Ibn Kathir skriver ligeud om nødvendigheden af at konvertere: “Allah beordrede Israels Børn til at tage imod islam og følge Muhammad.”
Sayyid Qutb siger, at her “inviterer Allah israelitterne til at slutte sig til muslimerne i disses religiøse praksisser og til at opgive deres fordomme og etnocentriske tendenser.”
Begyndende med vers 47, siger Maududi, “henvises der til de bedst kendte episoder i jødisk historie.
Eftersom disse episoder var kendt af hvert eneste jødiske barn, bliver de kun omtalt kort og ikke i detaljer.
Henvisningen er ment som en påmindelse til jøderne både om de fordele, som jøderne fik skænket af Gud, men også om de ugerninger, de begik til gengæld for disse fordele.”
Disse inkluderer, da israelitterne blev reddet fra Farao (v. 49-50), episoden med den gyldne kalv (v. 54-55), og bespisningen af folket med manna og vagtler i ødemarken (v. 57, 61), kulminerende med erklæringen om, at jøderne ”var dækket med ydmygelse og elendighed, de pådrog sig Allahs vrede. Dette fordi de vedblev at afvise Allahs Tegn, og fordi de dræbte Hans Budbringere uden gyldig grund. Dette fordi de gjorde oprør og fremturede med at træde ved siden af.” (v. 61)
Ibn Kathir anvender disse ord om alle jøder: “Denne Ayah [vers] indikerer, at Israels Børn var plaget af ydmygelse, og at dette vil fortsætte og altså aldrig vil ende. De vil blive ved med at lide ydmygelse i forhold til alle, der har samkvem med dem, sammen med den vanære, de føler indeni.”
Det kan synes chokerende, at lige efter dette følger et af Koranens “tolerante vers”, vers 62, der tilsyneladende lover plads i Paradis til “dem, der følger de jødiske (skrifter) og de kristne og sabianerne.”
Muhammad Asad brovter: “Med en visionsbredde, der ikke kendes i nogen anden religiøs tro, gøres tanken om “frelse” her betinget af bare tre elementer: tro på Gud, tro på Dommens Dag, og retskafne handlinger i livet.”
Tilsyneladende kræves ikke accept af islam. Men han modsiger sig selv ved at tilføje ”på dette guddommelige skrift” efter ordene ”de, der har opnået troen” i sin oversættelse af vers 62 – dvs for at blive frelst, skal man tro på Koranen såvel som på de tidligere åbenbaringer.
Og muslimske kommentatorer er i sandhed ikke tilbøjelige til at opfatte dette som en indikation af guddommelig pluralisme.
Oversætterne Ali og Pickthall, såvel som Asad, føler det alle nødvendigt at indsætte parenteser, der får passagen til at betyde, at jøder og kristne (såvel som sabianere, hvis identitet er omdiskuteret) kun vil opnå frelse, hvis de bliver muslimer.
Og i følge Ibn Abbas blev dette vers abrogeret af Koran 3:85:
“Hvis nogen ønsker sig en anden religion end islam (underkastelse for Allah), så vil det aldrig blive accepteret; og I det Hinsidige vil han være at finde blandt dem, der har tabt (alt åndeligt godt).”
Qutbs mening er, at 2:62 kun gjaldt, før Muhammad bragte islam til verden - et synspunkt, der støttes af en udtalelse fra Muhammad, nedskrevet af Tabari, hvor islams Profet siger, at kristne, der døde, før hans komme, ville opnå frelse, men de, der havde hørt om ham og alligevel afvist hans profetiske påstand, ville ikke.
Derefter følger den første af de tre berygtede “aber og svin”-passager.
Jihadister omtaler i dag rutinemæssigt jøder som aber og svin; ideen har sine rødder i Koranen, 2:63-66, 5:59-60 og 7:166.
Den første af disse fremstiller Allah, der siger til de jøder, der “krænkede Sabbat’en”: ”I er afskyelige som aber!”
Den fortsætter med at sige, at disse forbandede tjener “som en advarende eksempel i deres egen tid og til alle tider, der skal komme.”
I traditional islamisk teologi er disse passager ikke blevet anset som gældende for alle jøder.
Ibn Abbas siger, at “de, der krænkede Sabbat’en blev omdannet til aber, derefter forsvandt de uden at efterlade sig efterkommere.”
Andre, såsom den tidlige islamiske lærde Ibn Qutaiba, mente imidlertid, at nutidens aber er efterkommere af de Sabbat-krænkende jøder.
Dette er i dag almindeligt brugt som en metafor om jødernes korruption, sågar deres dyriske status.
Muhammad påbegyndte selv dette, da han henvendte sig til jøderne fra Qurayzah-stammen, som han agtede at massakrere, med disse ord: “I brødre til aber.”
I nyere tid kaldte the Grand Sheikh of Al-Azhar, Muhammad Sayyid Tantawi jøderne for ”Allahs fjender, efterkommere af aber og svin.”
Den saudiske Sheikh Abd Al-Rahman Al-Sudayyis, imam ved hovedmoskeen i Mekka, Al-Haraam-moskeen, udvidede dette i en prædiken til, at jøderne er ”den menneskelige races afskum, verdens rotter, krænkere af pagter og aftaler, profetmordere og afkom af aber og svin.”
En anden saudisk Sheikh, Ba’d bin Abdallah Al-Ajameh Al-Ghamidi, udtrykte forbindelsen således:
“Den nuværende opførsel af brødrene til aber og svin, deres bedrag, krænkelse af aftaler og besudling af hellige steder … har forbindelse til deres forfædres gerninger i islams tidlige periode – hvilket beviser den store lighed imellem alle de jøder, der lever i dag, og de jøder der levede, da islam blev født.”
Man kan læse mere om dette i dette fortræffelige undersøgelsesrapport fra Middle East Media Research Institute (MEMRI)
http://memri.org/bin/articles.cgi?P...a=sr&ID=SR01102
I vers 67 starter bebrejdelserne igen med israelitterne, der reagerer med hovmodig oprørskhed mod Allahs befaling, givet gennem Moses, om at de skulle ofre en kvie (”koen” i suraens titel).
Vi hører, at jødernes hjerter er forhærdede (v. 74), og at de til sidst bliver forbandet af Allah (v. 89)."
|