|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 2, “Koen” vers 75-140
"Det næste uddrag af sura 2, vers 75-105, viderefører Koranens kritik af jøderne.
Når man læser udtalelser af Hamas-ledere eller Mahmoud Ahmadinejad om Israel bør man huske på, at de ser på Israel og jøderne gennem et Koran-prisme.
De har lært, hvis de overhovedet har studeret Koranen, at jøderne er de mest perverse og skyldige – såvel som de snedigste og mest vedholdende – af Allahs, Muhammads og muslimernes fjender.
I vers 75 spørger Allah muslimerne, hvordan de kan håbe på, at jøderne vil kunne komme til at tro på islam, eftersom ”en gruppe af dem havde for vane at lytte til Allahs ord, hvorefter de med vilje ændrede på dem, efter at de havde forstået det?”
I sin Tafsir Anwar al-Bayan, bemærker den indiske mufti Muhammad Aashiq Ilahi Bulandshahri (20. årh.), at visse kommentatorer har nævnt, at verset henviser til forfalskningen af Toraen.
De jødiske lærde havde for vane at modtage bestikkelse fra folk for at ændre bestemte påbud for at imødekomme deres lyster.”
Som uddybning på dette siger Bulandshahri i forbindelse med vers 79, at jøderne ”begår en dobbelt synd ved både at ændre Allahs skrift og ved at modtage bestikkelse ovenikøbet”
Dette er et traditionelt synspunkt:
Tafsir al-Jalalayn siger, at jøderne ”ændrede beskrivelsen af Profeten i Toraen, såvel som ’steningsverset’ og andre detaljer, og omskrev dem på en måde, der var forskellig fra den måde, de var åbenbaret på.”
I deres arrogance tror de, at de kun skal være i helvede i få dage (vers 80).
Bukhari beretter, at efter at Muhammad havde besejret jøderne i Khaibar, en arabisk oase, stegte de et får til islams profet – og forgiftede det.
Da han fik færten af deres plan, kaldte han dem sammen og udspurgte dem. Herunder fortalte de ham: “Vi skal kun opholde os i (helvedes)ilden en kort periode, og derefter skal I [muslimer] afløse os.”
Muhammad svarede vredt: “I vil blive forbandet og ydmyget i ilden! Ved Allah, vi skal aldrig afløse jer der” og åbenbarede, at han kendte til deres planer om at forgifte ham.
Vers 81-105 minder igen jøderne om Allahs begunstigelser, som de fleste af dem “afslog” (vers 83), og revser dem for deres egenrådighed og ulydighed.
Vers 85 opsummerer de forskellige ulydighedshandlinger kulminerende med påstanden om, at jøderne kun tror på “en del” af deres hellige skrifter og “forkaster resten.”
Ibn Kathir, siger, at de forkastede dele af Toraen og desuden: “man bør ikke tro på dem, når det handler om beskrivelsen af Allahs Budbringer, hans komme, da han blev udvist af sit land og hans Hijrah og resten af de informationer, de forudgående profeter overbragte dem om ham, hvilket de altsammen skjulte. Jøderne, må de lide Allahs forbandelse, gemte resten af disse facts hos sig selv ...”
Vers 88 og 89 understreger, at de er forbandede, fordi de afviste islam. (Det er derfor de fleste muslimer ikke accepterer tanken om, at jøderne har nogen som helst ret til landet Israel, til trods for 5:21, og andre vers: et forbandet folk fortjener ikke Allahs gaver.
Vers 98 siger, at deres fjende er Allah selv.
Vers 94-96 fremsætter en udfordring: hvis jødernes påstand om, at Paradis er reserveret for dem, hvorfor søger de så ikke døden i stedet for at være det folk, der er “mest grådige efter livet”?
Dette vers begrunder jihadist-hånen, som en Al-qaeda-kriger i Afghanistan formulerede den for få år siden:
”Amerikanerne elsker Pepsi-Cola, vi elsker døden.”
De sande troende længes efter Paradis og foragter denne verden.
Vers 106 afbryder fordømmelserne af jøderne for at introducere den islamiske abrogationsdoktrin, hvorefter Allah erstatter det, han tidligere har åbenbaret med ”noget bedre eller lignende.”
Tafsir al-Jalalayn, siger, at dette vers blev åbenbaret, fordi ”de vantro begyndte at forhåne abrogationssagen, idet de sagde, at den ene dag påbyder Muhammad sine følgesvende én ting, og den næste dag forbyder han det.”
The Tanwîr al-Miqbâs min Tafsîr Ibn ‘Abbâs siger, at det henviser til ”det, der blev abrogeret af Koranen, og det der ikke blev abrogeret.”
Sayyid Qutb hævder, at “delvise rettelser til afgørelser som reaktion på skiftende omstændigheder i Profet Muhammads levetid kun kunne være i menneskehedens interesse.”
Naskh-begrebet, abrogation, er grundlaget for den udbredte islamiske forståelse af - at de voldelige vers i sura 9 - har forrang i forhold til de mere fredelige vers, der blev åbenbaret tidligere, eftersom de kom senere i Muhammads levetid – en tanke, vi vil vende tilbage til senere. (En uddybende diskussion af den islamiske idé om abrogation kan ses i Ahmad Von Denffers )
Vers 107-121 advarer muslimerne om at overholde deres religiøse pligter og ikke tillade sig selv at blive ledt på afveje af jøder og kristne, der vil forsøge at bedrage muslimerne (vers 109), selvom de slås indbyrdes (vers 113).
Vers 111 og 120 (såvel som 135) håner jødiske og kristne forsøg på at omvende muslimer, og vers 116 markerer den første tilsynekomst af den ofte gentagne afvisning af den kristne tro på Jesus som Guds Søn.
Tanken om, at Allah kunne have en søn anses som en kompromittering af monoteisme: ”Nej, Ham tilhører alt, hvad der er i himlen og på jorden: kun Han fortjener tilbedelse.”
Vers 122-140 vender tilbage til jøderne, og de påmindes om den pagt, Allah indgik i Ka’baen i Mekka med Abraham og ismael. (vers 125)
Jøderne mindes om, at selvom Abraham bad til, at Mekka ville blive en “Fredens By”, så svarede Allah, at de “der afviste Troen” snart ville smage hans “ildtortur” (vers 126)
Hvis man er overrasket over at finde en jødisk patriark, Abraham, knyttet til en islamisk helligdom, Ka’baen, så bør man huske på, at kun de perverse ”siger, at Abraham, Ismael, Isak, Jacob og Stammerne var jøder eller kristne” (vers 140)
Faktisk var de Allahs slaver – muslimer (vers 128).
Hvis de ikke troede på Muhammad som profet, så var de i det mindste ’hanifs’: præislamiske monoteister.
Dette understreger det gentagne Koran-tema om, at de mennesker, vi i dag kender som jøder og kristne, kun er frafaldne fra den sande religion, der faktisk blev formidlet af Abraham og Moses, såvel som Jesus – og den sande religion var islam.
Som vi har set drejer en stor del af sura 2 sig om at påtale over for de frafaldne jøder, at de har forkastet Muhammad, og om at kalde dem tilbage til den sande tro – Abrahams, Moses’ såvel som Muhammads.
Derfor udfordrer islam jødedom og kristendom ved at hævde, at den sande og oprindelige form af begge religioner er islam.
I dag præsenterer islamiske talsmænd i Vesten ofte Abraham, Moses og Jesus som muslimske profeter som bevis for islamisk, økumenisk åbenhed.
I virkeligheden er det imidlertid kun en erklæring om islams overhøjhed og jødedoms og kristendoms illegitimitet.”
|