|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 2, “Koen” vers 141-210
"På vores vej gennem “Koen”, den anden og længste af Koranens suraer, møder vi i vers 141-150 en diskussion om ’qibla’, bederetningen.
Muslimer er derefter beordret til at vende ansigtet mod den hellige moské i Mekka, når de beder (vers 150), hvor de tidligere ligesom jøderne havde ansigterne mod Jerusalem.
Dette lader til at være sket ved slutningen af Muhammads forsøg på at overbevise jøderne om, at han var en profet på linje med de jødiske profeter.
Kun “fjolser” (vers 142) protesterede mod ændringen – dvs jøderne: den relativt moderate kommentator, Muhammad Asad, og den relativt strenge mufti Muhammad Aashiq Ilahi Bulandshahri er enige i denne identifikation.
Asad siger: ”Denne ’opgivelse’ af Jerusalem misfornøjede tilsyneladende Medinas jøder, der må have følt tilfredshed, når de så muslimerne bede i retning af deres hellige by, og det er dem, den indledende sætning i denne passage refererer til.”
Allah kritiserer desuden jøderne og de kristne for, at de følger deres “forfængelige begær”, selvom de vidste, at Muhammads qibla stammer fra Allah (vers 144-46).
Vi så i vers 106, at Allah bebudede, at når han abrogerede et vers, erstattede han det med et bedre, og at nogle muslimer tror, at det refererer til ting i Koranen, og andre mener, det kun gælder med hensyn til, at Biblen er blevet afløst af Koranen.
Ændringen af ‘qibla’ antyder noget i den retning.
Ibn Abbas, Muhammads fætter og en vigtig, tidlig islamisk autoritet, siger ”at den første abrogerede del i Koranen handlede om bederetningen.”
Imidlertid er der intet i Koranen, der beordrer muslimer til at bede mod Jerusalem, så dette er en abrogation af en udenoms-koranisk forskrift.
Vi vender tilbage til abrogation i adskillige sammenhænge senere.
Allah præsenterer den nye qibla som en særlig gave til Muhammad, der vil “elske” den nye bederetning (vers 144).
Dette er en af adskillige passager i Koranen, der antyder Allahs særlige forkærlighed for Muhammad. Et andet eksempel er, da Allah nænsomt irettesætter ham for at afvise at gifte sig med sin tidligere svigerdatter, når nu Allah ønskede, at han gjorde det (33:37).
Sådanne passager har fået vantro til at mene, at Muhammad nød sit profetskabs frynsegoder, men for muslimer understreger det bare Muhammads særlige status:
Detaljerne i hans liv, og selv hans begær – efter at bede i retning af Ka’baen – er udtryksmidler, hvorigennem Allah åbenbarer evige sandheder og guddommelige love.
Og hans eksempel er normativt.
Muqtedar Khan fra the ‘Center for the Study of Islam and Democracy’ forklarer:
“Ingen religiøs leder har så stor indflydelse på sine tilhængere som Muhammad, islams sidste Profet … Så stor, at Muhammads ord, handlinger og tavshed (det, han så men ikke forbød) blev en uafhængig kilde til islamisk lov.
Som en del af deres religiøse efterlevelse adlyder muslimer ikke alene, men forsøger også at leve op til og imitere deres Profet i ethvert aspekt af livet.
Muhammad er således både middel og kilde til den guddommelige lov.”
Vers 151-157 opmuntrer de troende til at være urokkelige; vers 158 godkender en præ-islamisk praksis under ’Hajj’, pilgrimsfærden til Mekka; og vers 159-177 vender tilbage til temaet: de vantros perversitet.
De, der afviser islam, vil påkalde sig Allahs, englenes og hele menneskehedens forbandelser (vers 161), og de vil havne i helvede (vers 162).
De troendes byrde er samtidig ikke tyngende. De skal bare afholde sig fra visse madvarer, herunder svinekød (vers 173).
Der er blandt de vantro dem, der stædigt skjuler det, de ved, Allah har åbenbaret (vers 174). De, der diskuterer om, hvad Allah har åbenbaret i Koranen er i ”åben splittelse” (vers 176).
Tafsir al-Jalalayn siger, at det – endnu engang – drejer sig om – jøderne.
Vers 177-203 lovgiver om forskellige forhold: zakat (almisse), Ramadan-fasten, Hajj og jihad.
Vers 178 fastsætter gengældelsesloven (qisas) for mord:
lige gengæld skal gøres for offerets liv, hvilket kan klares i form af blodpenge (diyah): en betaling for det lidte tab.
I islamisk lov (Sharia) varierer kompensationens størrelse - afhængig af, hvem offeret er.
‘Umdat al-Salik (Reliance of the Traveller, en Sharia-manual, som Cairos ansete Al-Azhar Universitet certificerer som i overensstemmelse med det ”ortodokse Sunni-samfunds praksis og tro”, siger, at beløbet for at dræbe en kvinde er det halve af det, der skal betales for en mand, og for at dræbe en jøde eller en kristen er beløbet en tredjedel af en mandlig muslim (o4.9).
Forklaring på dette kan læses i Sufi Sheikh Sultanhussein Tabandehs erklæring.
Vers 190-193 er blandt Koranens vigtigste ord om jihad-krigsførelse.
Vers 190 “begynd ikke fjendtligheder” bliver ofte trukket frem i dag for at vise, at jihad kun kan være defensiv.
Asad siger, at ”dette og det efterfølgende vers utvetydigt fastslår, at kun selvforsvar (i dette ords videste betydning) gør krig tilladelig for muslimer.”
Tafsir al-Jalalayn siger imidlertid at dette vers blev abrogeret af 9:1, der annullerer enhver traktat mellem muslimerne og de vantro.
På den anden side afviser Ibn Kathir, at verset blev abrogeret.
Hvad forstår man ved en defensiv konflikt?
Et fingerpeg til det kommer i vers 193: “Og bekæmp dem, indtil forfølgelse ikke mere forekommer, og religion kun er for Allah.”
Ibn Ishaq forklarer, at det betyder, at muslimer skal bekæmpe de vantro “indtil Gud alene bliver tilbedt.”
Bulandshahri siger: “De værste synder er vantro (Kufr) og polyteisme (shirk), hvilket er lig med oprør mod Allah, Skaberen. For at udrydde disse [synder] pålægges muslimer at føre krig, indtil den slags ikke mere eksisterer i verden, og den eneste religion er Allahs.”
Denne konflikt ville i alt væsentligt være defensiv, hvis det drejede sig om aggression fra vantro, men hvis muslimer skal kæmpe indtil vantro slet ikke mere eksisterer, så udgør den blotte tilstedeværelse af vantro tilstrækkeligt med aggression til, at det er tilladeligt at påbegynde fjendtligheder.
Dette er et af fundamenterne for den overherredømmeforestilling, at muslimer skal føre krig mod de vantro, indtil disse enten konverterer til islam eller er undertvunget islamisk lov, som 9:29 udtrykkeligt fastslår.
Som Muhammad, islams Profet, udtrykker det: “Jeg er blevet beordret til at bekæmpe mennesker, indtil de bevidner det faktum, at der ikke findes nogen anden gud end Allah og tror på, at jeg er budbringer (fra Herren) og tror på alt det, jeg har bragt. Og når de gør det, vil deres liv og ejendele være garanteret min beskyttelse, undtagen når det er retfærdiggjort i henhold til loven, og deres affærer hviler hos Allah.”
Man kan således med rimelighed antage, at hvis man ikke accepterer ham som profet, så er ens liv og ejendele ikke beskyttet imod dem, der læser disse ord og tror på, de stammer fra den eneste sande guds budbringer.
Vers 204-210 advarer de troende imod at tvivle, bakke ud eller følge islam halvhjertet. Derefter begynder overvejelser over et antal spørgsmål, Muhammads tilhængere stillede ham – åbenbarende bl.a. den ildevarslende betydning af frasen ”forfølgelse er værre end nedslagtning” (der også forekommer i vers 191).
|