|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 2, “Koen” vers 211-221
“Hvornår er det tilladeligt at bryde morallove?
Når det islamiske samfund bliver forfulgt.
Det er konsekvensen af den lille frase, der nemt kan overses, ”forfølgelse er værre end nedslagtning,” der optræder i koranvers 2:217 (såvel som i 2:191).
Vers 189-242 i Sura 2, “Koen” giver svar på forskellige spørgsmål, som muslimerne tilsyneladende stillede Muhammad, eftersom Allah begynder sine svar til Muhammad med: “De spørger dig” (vers 189, 215, 217, 219, 220, 222).
Et af disse spørgsmål drejede sig om, hvorvidt krig var tilladt i den hellige måned eller ej, hvilket Allah tager op i vers 217.
Muhammads første biografi-skriver, en muslim ved navn Ibn Ishaq (8. årh.), giver baggrunden for verset.
Efter ‘Hijrah’, Muhammads udvandring fra Mekka til Medina, begyndte muslimerne at overfalde de hedenske Quraysh’ karavaner – Quraysh, Muhammads egen stamme, der havde afvist ham.
Muhammad anførte selv mange af disse overfald. Overfaldene tjente et centralt økonomisk formål: at holde den muslimske bevægelse solvent.
På et tidspunkt udsendte Muhammad en af sine mest betroede løjtnanter, Abdullah bin Jahsh, sammen med otte andre muslimer med ordrer om at holde øje med en Quraysh-karavane ved Nakhla, en bosættelse ikke langt fra Mekka, og ”finde ud af, hvad de foretager sig.”
Abdullah og hans gruppe opfattede dette som en ordre til at overfalde Quraysh-karavanen, der snart var på vej medbringende læder og rosiner.
Men det var den sidste dag i den hellige måned, Rajab, hvor krig i følge ældgammel arabisk sædvane var forbudt.
Det satte dem i et voldsomt dilemma: hvis de ventede, til den hellige måned var ovre, ville karavanen slippe bort, men hvis de angreb, ville de synde ved at dræbe mennesker i den hellige måned.
I følge Ibn Ishaq besluttede de til sidst at “dræbe så mange af dem, de kunne og tage, hvad de havde.”
På hjemvejen til Medina lagde Abdullah en femtedel af byttet til side til Muhammad.
Men da de kom tilbage til den muslimske lejr, nægtede Muhammad at modtage sin andel af byttet eller at have noget med dem at gøre, idet han bare sagde: ”Jeg gav jer ikke ordre til at kæmpe i den hellige måned.”
Men så åbenbarede Allah vers 217, der forklarede, at Quraysh-stammens modstand mod Muhammad i hans øjne var mere krænkende end muslimernes krænkelse af den hellige måned. Overfaldet blev derfor retfærdiggjort, for ”forfølgelse er værre end nedslagtning.”
Uanset hvilke synder, Nakhla-overfaldsmændene havde begået ved at krænke den hellige måned, så var det ingenting sammenlignet med Quraysh’ synder.
Ibn Ishaq forklarede dette vers: “de har forhindret jeres adgang til Guds vej og adgang til den hellige moské med deres manglende tro på Ham, og de har fordrevet jer fra den ...Dette er for Gud en alvorligere sag, end at I har slået nogle af dem ihjel.”
Da først Muhammad havde modtaget denne åbenbaring, tog han imod Abdullahs bytte og fanger.
Abdullah var synligt lettet og spurgte: “Kan vi håbe, at det vil tælle som et overfald, der vil give os krigerens belønning?”
Hertil svarede Allah igen med en åbenbaring, der bekendtgjorde, at de, der “kæmper for Allahs sag … kan håbe på Allahs barmhjertighed.”(v. 218).
“Kæmpe” er her ‘jahadu’, der er en bøjningsform af jihad, og “jihad for Allahs sag” eller “jihad på Allahs vej” henviser altid i islamisk teologi til jihad-krigsførelse – ikke til mere åndelige forståelser af jihad.
Ibn Kathir, der fulgte efter Ibn Ishaq, beretter også om denne hændelse, der var betydningsfuld: ’godt’ blev identificeret med alt, der var til muslimernes fordel, og ’ondt’ med alt, der skadede dem – uden henvisning til nogen højere moralstandard.
Moralske absolutter blev fejet til side til fordel for det overordnede princip om hensigtsmæssighed.
Sayyid Qutb forklarer, at “islam er en praktisk og realistisk livsmåde, der ikke er baseret på rigide, idealistiske dogmer.” Islam ”opretholder sine egne ophøjede moralprincipper,” men først når ”retfærdighed er etableret og ulovlighed er inddæmmet” – dvs kun når islamisk lov er gældende i et samfund – kan ”helligheder beskyttes og bevares.”
Så tilsyneladende er det ikke nødvendigt at overholde, før det sker.
Vers 211-216 minder igen jøderne om alle Allahs begunstigelser, som de afviste (vers 211) og bemærker, hvordan de vantro spotter muslimerne (vers 212).
Vers 213 indeholder i komprimeret form det islamiske syn på frelse-historien:
Allah sendte profeter til verden, og “sammen med dem sendte Han den sande Bog”, og selv “Bogens Folk” – primært jøder og kristne – var indbyrdes enige, “bortset fra dem, der var selvisk og rebelsk stædige.”
Derefter guidede Allah muslimerne til sandheden om de ting, Bogens Folk var uenige om.
Ibn Kathir forklarer, at de var uenige om, ”hvilken dag, menigheden skulle samles”: “Jøderne valgte lørdag, mens de kristne foretrak søndag. Allah vejledte Muhammads Ummah [samfund] til fredag.” De var også uenige om bederetning, kropsstilling under bøn, faste og Abrahams sande religion: ”Jøderne sagde: ’Han var jøde’, mens de kristne anså ham for kristen. Allah har gjort ham til en Haniyfan Musliman” – hvilket vil sige en før-islamisk monotheist.
Vers 216 pålægger de troende at kæmpe, selvom de “ikke kan lide det.”
Maulana Bulandshahri forklarer det traditionelle synspunkt: “Mens muslimerne var i Mekka, var de svage og få i antal og havde aldrig formåen eller den guddommelige tilladelse til jihad (religiøs krig).
Efter udvandringen til Medina modtog de ordrer til at føre selvforsvarskamp mod deres fjender, såsom et vers fra sura Hajj [kapitel 22 i Koranen] proklamerer: ’Tilladelse (til at kæmpe) er blevet givet til dem, der bliver angrebet, fordi de er undertrykte’ (22:39).
Senere kom ordren om at bekæmpe de vantro (kuffar) selvom disse ikke havde påbegyndt aggressionen.”
Bulandshahri var en modern teolog, mens hans syn på de tre udviklingsstadier i Koranens lære om krig kan ses i Ibn Ishaqs værk fra det 8. årh. og i skrifter fra mainstream islamiske teologer igennem tiderne, herunder Ibn Kathir, Ibn Qayyim, Ibn Juzayy, As-Suyuti og mange andre.
Vers 219 handler om alkoholiske drikke og gambling. Adskillige tidlige autoriteter - Ibn `Umar, Ash-Sha`bi, Mujahid, Qatadah, Ar-Rabi` bin Anas og `Abdur-Rahman bin Aslam - siger, at det var det første af tre vers, der blev åbenbaret om dette emne, og det betød, at de to andre ville have forrang i forhold til det. Her siger Allah, at der er ”visse fordele” ved alkohol, men i 5:90 siger han, at det er ”Satans værk”, hvilket helt og holdent ’slog bunden ud af flasken’.
Vers 221 forbyder muslimer at gifte sig med ”ikke-troende kvinder.”
Ibn Kathir refererer en hel del uoverensstemmelser blandt islamiske autoriteter med hensyn til, om dette forbud gælder jødiske og kristne kvinder eller bare polyteister.
Han bemærker imidlertid, at der er ‘Ijma’ – konsensus – blandt islamiske jurister om, at sådanne ægteskaber er tilladte, selvom muslimske kvinder selvfølgelig ikke af nogen skole inden for islamisk lov har tilladelse til at gifte sig med jødiske eller kristne mænd.
I en kultur, der kræver, at kvinder er fuldkommen underdanige i forhold til mænd, sikrer disse ulige love, at ikke-muslimske samfund forbliver underkuede og ikke nyder de samme rettigheder med hensyn til lighed og værdighed som muslimer.
|