|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 2, “Koen” vers 222-286
Vers 222-242 i Koranens sura 2, “Koen”, indeholder primært forskellige love for ægteskab og skilsmisse.
Samleje under menstruation er forbudt (vers 222).
Jøderne star bag åbenbaringen af vers 223 i følge en hadith, der er berettet af Imam Muslim og mange andre.
“Jøderne plejede at sige, at når man kommer i sin kones vagina, men bagfra, og hun bliver gravid, så bliver barnet skeløjet.”
For at imødegå dette blev vers 223 åbenbaret:
“Jeres koner er jeres marker, gå da til jeres marker, som det passer jer.”
Dette vers forstås også som et forbud mod analsex.
Qutb siger at brugen af ordet “mark” (eng.: ”tilth”) med sin medbetydning af dyrkning og produktion passer bedst i en sammenhæng med fertilitet og formering
- eller, som Maududi udtrykker det, Allahs “formål med at skabe kvinder er ikke kun at sørge for adspredelse til mænd.” Det er også for at de skal forsyne dem med børn.
Regulativerne for skilsmisse understreger, at kvinder “har rettigheder lig mænds ..” men ikke desto mindre ”er mænd en grad over dem” (vers 228).
Det kan være af den grund, at mænd kan skille sig fra deres koner ved simpelthen at sige “Talag” – jeg skiller mig fra dig – men det kan kvinder ikke.
En så enkel procedure fører let til forhastede skilsmisser, efterfulgt af genforeninger – og Koranen forudser dette og forsøger at afværge det ved at stipulere, at en mand, der tre gange har ladet sig skille fra sin kone, ikke kan genforenes med hende, før hun har været gift med en anden mand, der så til gengæld derefter lader sig skille fra hende (vers 230).
Dette har medført fænomenet “midlertidige ægtemænd”, der gifter sig med og lader sig skille fra tre gange skilte kvinder – det sker med tilskyndelse fra islamiske gejstlige den dag i dag, så at disse stakkels kvinder derefter kan vende tilbage til ders oprindelige ægtemænd. Den praksis har forståeligt nok givet anledning til misbrug.
Vers 234 og 240 drejer sig om de forordninger, mænd gør for deres koner i deres testamenter. De, der er interesseret i abrogationsdoktrinen (2:106) vil bemærke, at Ibn Kathir hævder, at ”majoriteten af de lærde sagde, at denne Ayah (2:240) blev abrogeret af Ayah (2:234).”
Vers 243-260 vender tilbage til Israels Børn med henvisning til flere Bibel-historier uden at gå særligt i detaljer med dem.
Jøderne nægter at kæmpe efter at være blevet beordret til det (vers 246), og de gør oprør ved udnævnelsen af Saul til konge (vers 247).
Hvis Allah havde villet det, havde alle nationerne troet på de profeter, han sendte til jorden, men det var ikke hans vilje, selvom hans begrundelser ikke bliver forklaret (vers 253).
I følge den islamiske lærde Mahmoud Ayoub anses vers 255, kendt som Trone-verset (Ayat Al-Kursi) “af muslimer som et af de mest fremragende vers i Koranen.”
Det har derfor spillet en vigtig rolle for muslimsk fromhed.
Islams profet, Muhammad, giver sin tilslutning til en erklæring om versets kraft: “Hver gang du går i seng, skal du recitere ‘Al-Kursi-verset’ (2:255) for så vil en skytsengel fra Allah passe på dig, og Satan vil ikke nærme sig dig før daggry”
...og endnu en, om at det er ”det mest fremragende vers i Allahs Bog.”
Qurtubi rapporterer, at “da Trone-verset blev åbenbaret, faldt hver eneste afgud og konge i verden på knæ, og kongernes kroner faldt af deres hoveder,” og han beretter om en ytring fra Muhammad, i hvilken Allah fortæller Moses om de mange velsignelser, mennesker vil modtage, hvis de reciterer Trone-verset – endnu en manifestation af antagelsen af, at Bogens Folk i det mindste havde noget af Koranens indhold, men på pervers vis slettede dem i deres egne Skrifter.
Umiddelbart efter kommer den berømte erklæring, at “der ikke er tvang i religion” (vers 256).
Islamiske talsmænd i Vesten citerer det jævnligt for at modbevise forestillingen om, at islam blev spredt med sværdet, eller for endog at hævde, at islam er en fredens religion.
I følge en tidlig muslim, Mujahid ibn Jabr, blev dette vers abrogeret af koran 9:29 hvori muslimerne beordres til at bekæmpe Bogens Folk.
I følge den islamiske historiker Tabari hævder andre, at 2:256 aldrig blev abrogeret, men blev åbenbaret præcis med henvisning til Bogens Folk. De skal ikke tvinges til at acceptere islam, men må praktisere deres religioner, så længe de betaler jizya (kop-skat) og ”føler sig undertrykt” (9:29).
Mange ser vers 256 som en modsigelse af det islamiske imperativ om at føre jihad mod vantro, men faktisk er der ingen selvmodsigelse, fordi målet med jihad ikke er tvangsomvendelse af ikke-muslimer, men deres undertrykkelse under den islamiske sociale orden.
Asad siger: ”Alle islamiske jurister (fuqahd’), er uden undtagelse enige om, at tvangskonverteringer under alle omstændigheder ikke er noget værd, og at ethvert forsøg på at tvinge en ikke-troende til at acceptere den islamiske tro er en frygtelig synd: en afgørelse, der gør op med den udbredte fejltagelse, at islam giver de vantro valget mellem “konvertering og sværdet.”
Nemlig, ja: valget, som det er lagt frem af Muhammad selv, er konvertering, undertrykkelse som dhimmi eller sværdet.
Qutb benægter følgelig, at vers 256 modsiger imperativet om at kæmpe, indtil ”religion er for Allah” (vers 193), idet han siger, at ”islam ikke har anvendt magt for at påtvinge sin tro”. Jihads ”hovedformål har nærmere været etableringen af et stabilt samfund, hvor alle borgere – herunder tilhængere af andre trosretninger – kan leve i fred og sikkerhed” – selvom det ikke er med de samme rettigheder i forhold til loven, som 9:29 fastslår.
For Qutb er det ”stabile samfund” den ”islamiske sociale orden”, som det er jihads hovedformål at etablere.
I dette lys kan vers 256 og 193 stå sammen uden problemer.
Muslimer skal kæmpe, indtil “religion er for Allah”, men de tvinger ingen til at acceptere Allahs religion.
De påtvinger underkuelse på dem, der nægter at konvertere, så at mange dem alligevel konverterer til islam for at slippe for dhimmi-tilværelsens ydmygende og diskriminerende regulativer – men når de konverterer, så gør de det frivilligt.
Først ved verdens ende vil Jesus, islams profet, vende tilbage og islamisere verden afskaffe kristendom og dermed behovet for den jizya, der betales af dhimmier. Så vil religion være ”for Allah”, og der vil ikke være yderligere behov for jihad.
Vers 261-286 tilskynder primært de troende til at yde velgørenhed og til at fordømme åger (vers 275-281) – hvilket er begrundelsen for islamisk afsky over for rentebaseret bankvirksomhed. Vers 282 fastslår, at to kvinders vidneudsagn er lig med én mands. Muhammad forklarede:
”Det er på grund af kvindens mangelfulde hjerne.”
Det var slut på “Koen”.
Se evt. også Craig Winns gennemgang af sura 2:
http://www.islamist.dk/forum/showthread.php?t=550
|