|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 3, “Imrans familie” vers 1-32
Koranens tredje kapitel hedder “The Family of Imran” - dvs Amram, Moses’ og Arons far (2. Mosebog 6:20), der omtales i vers 33 og 35.
Som de fleste af Koranens kapiteloverskrifter betegner denne overskrift ikke suraens tema, men er bare et ord taget fra teksten for at man kan skelne det fra andre kapitler.
I følge Maududi er sura 3, der er en Medina-sura, ”særligt henvendt” til jøder og kristne såvel som til muslimer.
Han siger, at den indeholder “en fortsættelse af invitationen fra Al-Baqarah (sura 2), i hvilken de bliver irettesat for deres fejlagtige tro og onde moral og tilrådet som en råden bod på dette at acceptere Koranens Sandhed.”
På samme måde siger Bulandshahri, at sura 3 er et “talende bevis” mod jøderne, de kristne og idoldyrkere, eftersom den henvender sig til dem alle.
Den inviterer dem til sandheden og til at afsværge deres falske tro, der inkluderer de blasfemsike ideologier vedrørende Sayyydina [Masters] Isa og Ibrahim [Jesus og Abraham].”
Det anliggende er åbenlyst fra begyndelsen af kapitlet. Vers 3 proklamerer, at den Koran, der nu er åbenbaret for Muhammad, bekræfter hvad der blev skrevet i Toraen og Evangelierne.
Ibn Kathir forklarer, at ”disse bøger bekræfter Koranens sandhed, og Koranen bekræfter også den sandhed, disse bøger indeholdt, herunder de glade nyheder om Muhammads profetskab og åbenbaringen af den Glorværdige Koran.”
Dette forklarer igen, hvorfor mainstream islamisk tradition anser jødernes og de kristnes Skrifter for at være forfalskede: de bekræfter nemlig ikke, hvad der står i Koranen, og derfor må jøderne og de kristne have vovet at ændre dem – og nu ”bedrager deres forfalskninger dem med hensyn til deres egen religion” (vers 24).
Asad betoner derfor, at ”man bør huske på, at Evangelierne, der jævnligt omtales i Koranen, ikke er identiske med det, der i dag kendes som De Fire Evangelier, men henviser til en oprindelig, men nu forsvundet åbenbaring givet til Jesus og kendt af hans samtidige under dets græske navn ’Evangelion’ (Gode Tidender), på hvilken den arabiserede form ’Injil’ er baseret.
Det var sikkert kilden, hvorfra de Synoptiske Evangelier hentede meget af deres materiale og nogle af de læresætninger, der blev tillagt Jesus.
Det forhold, at den gik tabt og blev glemt, omtales i koran 5:14.”
Vers 4 siger, at Allah nu har åbenbaret “Kriteriet” (arabisk ‘furqan’), hvilket er, som Ibn Kathir udtrykker det ”forskellen mellem vildførelse, løgn og fravigelse på den ene side og vejledning, sandhed og fromhed på den anden.”
I følge Qatada og mange andre islamiske autoriteter er dette “kriterie” Koranen selv, selvom andre siger, at det henviser til alle de åbenbarede skrifter – i deres uforfalskede form selvfølgelig.
Det samme vers lover også en “tung skæbne” for dem, der afviser denne vejledning.
Den indiske muslimske lærde Allama Shabbir Ahmed Usmani (20. årh.) ser dette som et bevis på, at Jesus ikke kan være guddommelig, for mens ”Gud er magtfuld nok til at kunne hævne og straffe, når det passer Ham, så kan Jesus ikke være en regent som Gud, fordi han kunne ikke klare de forbrydere, der jagtede ham for at dræbe ham.”
Vers 7 forklarer, at nogle vers i Koranen er letforståelige, mens andre ikke er, ”såsom”, siger Tafsir al-Jalalayn, ”de indledende vers i nogle suraer,” herunder åbningsverset i denne.
Dem bør muslimer ikke granske alt for meget (selvom de har gjort lige præcis dét): Allah advarer om, at det kun er dem ”i hvis hjerter, der er perversitet”, der ”følger den del af den, der er allegorisk, på jagt efter uoverensstemmelser, skjulte betydninger, men ingen kender de skjulte betydninger bortset fra Allah.”
Vers 8-27 indskærper de troende, at de ikke må forkaste troen på Allah, og advarer de vantro om, at en skrækkelig straf venter dem i helvede.
Vers 13 henviser til Slaget ved Badr, muslimernes første store sejr, hvor en lille styrke sejrede over en meget større fjendehær bestående af hedenske arabere fra Muhammads egen Quraysh-stamme (de havde afvist hans profetiske påstand).
Maududi siger, at de første 32 vers i sura 3 sandsynligvis blev åbenbaret umiddelbart efter Slaget ved Badr, og dette vers siger, at det var et ”tegn”, da de to hære mødtes; ”den ene kæmpede for Allahs sag, den anden var imod Allah.”
Disse hære så hinanden som dobbelt så store,” hvilket Ibn Kathir forklarer:
“Da de to hære så hinanden, troede muslimerne, at idoldyrkerne var dobbelt så mange, som de var, så at de skulle stole på Allah og søge Hans hjælp.
Idoldyrkerne troede, at de troende var dobbelt så mange, som de var, så at de ville føle frygt, rædsel og modløshed.”
Allah, siger han “giver sejr til Sine troende tjenere i dette liv …” Det vil sige, at muslimernes kom på grund af deres lydighed over for Allah.
Det modsatte er også sandt, hvilket sætter et mønster, der gentager sig i historien: når muslimer lider, tilskrives deres lidelser til, at de ikke er tilstrækkeligt islamiske, og kuren er altid mere islam.
Vers 19 erklærer, at “Allahs Religion er islam”, og at Bogens Folk kun afviser den på grund af “indbyrdes misundelse”.
Bulandshahri siger, at jøderne og de kristne genkendte Muhammad som “den sidste Profet, men deres stædige natur forhindrede dem i at acceptere det.”
Vers 20 siger, at de vil blive frelst, hvis de underkaster sig Allah; Bulandshahri fortsætter: “Man kan ikke tvinge disse mennesker til at acceptere, men kun råde dem. At invitere dem til islam er muslimens pligt.”
Vers 28-32 drejer sig hovedsagelig om advarsler om Allahs dom, men vers 28 advarer de troende mod at tage vantro som “venner eller hjælpere” (det arabiske ord betyder mere end tilfældigt venskab, men noget i retning af alliance), ”medmindre det er for, at I beskytter jer selv imod dem.”
Dette er grundlaget for den idé, at troende helt legitimt kan bedrage vantro, når de er under pres.
Ordet, der bliver brugt for “beskytte” på arabisk er ’tuqātan’, der kommer af’ taqiyyatan’ – deraf den stedse mere kendte term ’taqiyya’.
Ibn Kathir siger, at den frase, Pickthall oversætter som ”medmindre, I køber jer beskyttelse mod dem” betyder, at ”troende, der visse steder eller til visse tider frygter for deres sikkerhed over for de vantro” har tilladelse til at ”udadtil at vise venskab overfor de vantro, men aldrig indvendig.”
For eksempel nedskrev Al-Bukhari, at Abu Ad-Darda sagde: “Vi smiler til nogle mennesker, selvom vores hjerter forbander dem.”
Al-Bukhari sagde, at Al-Hasan sagde: ” Tuqyah [taqiyya] er tilladt indtil Dommedag.”
Selvom mange muslimske talsmænd i dag hævder, at taqiyya udelukkende er en shia-doktrin, som sunnier undgår, så påpeger den store islaimiske lærde, Ignax Goldziher, at selvom det blev formuleret af shiaerne, ”så accepteres det også som lovligt af andre muslimer under henvisning til koran 3:28.”
Al-Qaeda-sunnierne praktiserer det den dag i dag.
|