|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 3, “Imrans familie” vers 33-63
I følge Muhammads første biografiskriver, Ibn Ishaq, blev de første otte vers af sura 3 åbenbaret, efter at en delegation af kristne kom fra den yeminitiske by Najran.
En af denne delegations ledere var en biskop, Abu Haritha ibn ‘Alqama, der modtog penge, tjenere og andre tjenstydelser fra ”Byzans’ kristne konger.”
Abu Haritha, siger Ibn Ishaq, vidste, at Muhammad var profet, men nægtede at acceptere ham af frygt for at miste det bytte, byzantinerne overøste ham med.
Ibn Ishaq noterer, at delegationen “indbyrdes var uenige på visse punkter, idet de sagde, at [Jesus] er Gud; og Han er Guds søn; og Han er den tredje person i Treenigheden, hvilket er den kristne doktrin.”
De fremsatte over for Muhammad argumenter, der forsvarede deres udsagn, men han ville ikke høre tale om det.
Da de fortalte ham, at de havde underkastet sig Gud, svarede han: ”I lyver. Jeres påstand om, at Gud har en søn, jeres tilbedelse af korset, og at I spiser svinekød, umuliggør jeres underkastelse.”
Derefter åbenbarede Allah en hel del af sura 3, der gendrev deres påstande og gav verden sandheden om Jesus og kristendommen.
Han begynder med at fortælle historien om Marias fødsel og tidlige liv, idet han fortæller os i vers 35, at hendes mor var ”Imrans kone” – dvs Amram, Moses’ og Arons far.
Dette vers sammen med 19:28, i hvilket Maria bliver omtalt som ”Arons søster” har givet anledning til anklager om, at Muhammad forvekslede Moses’ søster Miriam med Maria, Jesus’ mor, eftersom navnene er identiske på arabisk: Maryam.
Da han blev konfronteret med dette, havde Muhammad et svar parat:
“Folk i gamle dage havde for vane at navngive personer efter apostlene og fromme mennesker, der var døde før dem.”
Selvom dette måske forklarer, hvorfor Maria bliver kaldt “Arons søster”, så forklarer det ikke, hvorfor hun udtrykkeligt her bliver omtalt som Imrans datter.
Under alle omstændigheder dedikerer Imrans kone barnet i sit skød til Allahs tjeneste (vers 35); da hun føder, siger hun om Maria: ”Jeg behøver Din beskyttelse for hende og hendes afkom mod Satan den udstødte” (vers 36).
Hvert eneste barn, sagde Muhammad, bliver ”stukket af Satan”, når det er blevet født – og det er derfor små børn skriger, når de bliver født.
Maria og Jesus blev imidlertid beskyttet mod denne Satans berøring.
Selvom barnet er af hunkøn, og “kvinden er ikke ligesom manden” (vers 36), så opfylder Imrans kone sit løfte: Maria bliver dedikeret til Allahs tjeneste.
Bulandshahri siger, at hun drog bort for at bo og leve i Templet i Jerusalem, som han kalder Baitul Muqaddas (“Helligt Hus”) og, i overensstemmelse med den islamiske idé, at det oprindelige budskab fra alle jødiske profeter var islam, identificerer det som en moské. Der bliver Maria på mirakuløs vis født (vers 37).
Denne historie giver mindelser om en, der blev fortalt i James’ Protoevangelium, et kristent dokument fra det 2. årh.: i det bad Marias forældre, Joachim og Anne, til Gud om, at deres barnløshed måtte få en ende, og dedikerede det barn, de derefter fik, til Herren i taknemmelighed.
Da Maria blev tre, flyttede hun ind i Templet, hvor hun blev opfostret af en engel. Det er den slags ting, der gjorde, at Muhammad blev beskyldt for bare at genfortælle ”fabler fra gamle dage” (6:25, 8:31, 16:24, 23:83, 25:5, 27:68, 46:17, 68:15, 83:13), og ikke guddommelige åbenbaringer.
Men muslimer replicerer, at Koranen sorterer det sande fra det falske om kristendommen blandt de åbenbaringer, der blev forfalsket af Jesus’ tilhængere.
Vers 38-41 beretter om Johannes Døberens fødsel, der når højdepunktet i Lukas 1:5-80: engle fortæller Zakarias, at han skal have en søn, han spørger, hvordan det kan gå til, eftersom han er gammel, og han bliver gjort stum.
å begynder Koranen at fortælle historien om Jesus’ fødsel, begyndende med en bekræftelse af Muhammads profetskab (vers 44): Ibn Kathis forklarer, at selvom Muhammad ikke var til stede ved begivenhederne, ”Så oplyste Allah ham om disse fakta”, som om han selv var øjenvidne.
Englenes forkyndelse af Jesus’ fødsel (vers 45-46) er forskellig fra Gabriels annoncering i Lukas 1:30-35 på flere vigtige punkter: i Koranen bliver Jesus identificeret som et “ord” fra Allah, og han bliver kaldt “Messias” men ikke “Søn af den Allerhøjeste.”
Muslimske exegetikere forklarer, at Jesus er Allahs ord, ikke i betydningen guddommelig, som i Johannes 1:1,
men fordi han blev skabt uden en menneskelig far ved Allahs ord, ligesom Adam – som vers 59 forklarer.
I vers 48 får vi at vide, at Allah vil lære Jesus ”Skriftet og visdom og Toraen og Evangelierne”: i Koranen – Evangelierne er ikke nyheden om Jesus, men en bog givet af Allah. Vers 49 beretter om adskillige af mirakler, Jesus udførte, alle med ”Allahs tilladelse.”
Bulandshahri forklarer, at denne sætning bliver gentaget for at understrege, at kun med Allahs tilladelse udfører Jesus mirakler – fordi “efter at have bevidnet disse mirakler, især genopvækkelsen af de døde, er det muligt, at et menneske kunne anse Sayyidina Isa [Master Jesus] for at være Allah selv.”
Et af disse mirakler bestod i at bringe liv i fugle af liv, hvilket sker i 'The Infancy Gospel of Thomas' (2. årh.).
Da jøderne afviser Jesus, samler han disciple, der siger: ”bærer du vidnesbyrd om, at vi er muslimer (vers 52). Og mens Jesus’ fjender smedede rænker mod ham, smedede Allah, ”den bedste rænkesmed” (vers 54) også rænker, idet han åbenbarede, at han ville sørge for, at Jesus ”stiger op til Mig.”
Dette, siger Ibn Ishaq, gendrev, hvad de de påstår om jøderne med hensyn til hans korsfæstelse” – hvilket vi vender tilbage til i sura 4, der siger ”de hverken dræbte eller korsfæstede ham.” (vers 157)
“Dette”, siger vers 62, “er den sande beretning: Der er ingen anden gud end Allah …” – med andre ord, Jesus er ikke guddommelig.
Allah beordrer Muhammad – i vers 61 – til at udfordre dem, der tror noget andet:
eftersom “kendskab er kommet til dig”, bør han sige til afvigerne:
Kom! Lad os samles, vores sønner og jeres sønner, vores kvinder og jeres kvinder, os selv og jer selv. Lad os derefter bede oprigtigt og nedkalde Allahs forbandelse over dem, der lyver!”
I følge Ibn Ishaq så bad den kristne delegation fra Najran Muhammad om tid til at konferere indbyrdes, da de hørte dette.
Så fortalte en af deres ledere de andre:
“Åh, kristne, I ved udmærket, at Muhammad er profet sendt af Gud, og han har overbragt en afgørende erklæring om, hvordan jeres mester er. I ved også, at et folk aldrig har nedkaldt en forbandelse over en profet og oplevet dets ældre leve og dets ungdom vokse op.
Hvis I gør det, vil I blive udslettet. Men, hvis I beslutter at holde fast i jeres religion og at opretholde jeres doktrin om jeres ‘mester’, så har I lov til det og kan tage hjem.”
Så gik de til Muhammad, afviste hans udfordring og tog hjem, stædige afvigere, der var blevet bekræftet i deres oprør mod Allah.
|