|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 3, “Imrans familie” vers 64-120
Vers 64-120 af Koranens sura 3, “The Family of Imran,” fortsætter med at anklage jøderne og de kristne for, at de kun afviser islam på grund af perversitet og kalder dem tilbage til Abrahams sande tro.
Vers 64 lægger låg på Koranens præsentation af kristendommen i vers 33-63 ved at kalde Bogens Folk til at acceptere islam.
Dette præsenteres som en invitation til en “aftale” om: “at vi skal ikke tilbede andre end Allah, og at vi ikke skal tilskrive Ham nogen partner, og ingen af os skal tage andre som herrer ved siden af Allah.”
Dette ville (ud fra den islamiske synsvinkel) kræve, at kristne skulle forkaste Kristi guddommelighed, såvel som jødernes og de kristnes praksis med at guddommeliggøre “rabbinere og munke,” hvilket Tafsir al-Jalalayn omtaler i forbindelse med dette vers.
Den anklage kommer fra koran 9:31
I vers 65-68 irettesætter Allah jøderne og de kristne, fordi de skændes om noget, de “ikke har nogen viden om” (vers 66): Abrahams religion.
Patriarken kunne ikke have været jøde eller Kristen, siger vers 65, fordi “Toraen og Evangelierne ikke blev åbenbaret før efter ham.”
I virkeligheden var han en muslimsk hanif [betyder den, som tilhører den sande religion, dvs. efter muslimsk opfattelse altid islam] (vers 67) – som Tafsir al-Jalalayn forklarer:
“Abraham var i sandhed ikke jøde, ej heller kristen, men han var muslim, der bekendte sig til Guds enhed, og en hanif, der veg bort fra alle andre religioner over imod den ranke; og han var aldrig idoldyrker.”
Endvidere så er Muhammad og muslimerne “de nærmestbeslægtede med Abraham,” som Ibn Kathir siger:
”Denne Ayah [vers] betyder: ’De mennesker, der har mest ret til at være Ibrahims tilhængere er dem, der fulgte hans religion og denne Profet, Muhammad, og hans Følgesvende ...”
Hvis Abraham var muslim, er jødedommen naturligvis komplet illegitim. Jøderne (og de kristne) er simpelthen overløbere fra deres egne profeters sande tro – som var islam.
Og det er dette syn på jødedom og kristendom, mange muslimer har i dag.
Vers 69 understreger nogle af jødernes og de kristnes perversitet: De ønsker at føre muslimerne på afveje, når det i virkeligheden er dem, der er på afveje, eftersom de afviser “Allahs tegn”, selvom de er vidner til dem (vers 70).
“Tegn” på arabisk er “ayat”, hvilket også er det ord, der bruges om Koranens vers.
Dette kunne henvise til den kristne delegation fra Najran og/eller andre kristne og jøder, der hørte Muhammad recitere Koranen og stadig afviste islam – og, i følge islamiske beretninger, vidste at Muhammad var profet, men ikke ville indrømme det af egoistiske årsager.
Maududi siger: “Det er derfor Koranen gentagne gange bebrejder dem for i ond tro at misfortolke Guds tegn, som de så med deres egne øjne, og som de selv bevidnede.”
Og de nedlod sig endda, som det berettes i vers 71-72, til kneb for at vende andre bort fra islam: ”de fortæller løgne om Allah, og de ved det ganske udmærket” (vers 75). Et af deres beskidte kneb er at lade som om, deres egne ord er Hellig Skrift (vers 78); visse skeptikere har spekuleret i, at Muhammad selv i sin søgen efter tidligere åbenbaringer var blandt deres ofre, før han blev grebet af rusen.
Vers 79-80 afviser som “umuligt” ideen om, at en profet – helt klart Jesus – kunne have doceret, at han var guddommelig. Han er bare en profet som de andre profeter (vers 84), og Allah vil ikke fra nogen acceptere andre religioner end islam (vers 85). Og de, der afviser den sande Tro efter at have accepteret den, bærer “Allahs forbandelse, Hans engles og hele menneskehedens” (vers 86-87).
Dette, siger Maududi, henviser til “Arabiens jødiske rabbinere”, der anerkendte og derefter afviste Muhammad.
Vers 93-94 forsikrer, at de jødiske kostregler blev opfundet af jøderne (eller Jacob – Israel – selv), og vers 95 opfordrer dem til at afvise, hvad Maududi kalder ”flueknepperlegalisme” og vende tilbage til Abrahams sande monoteisme – dvs islam.
Vers 96 siger, at helligdommen i Mekka (Bakkah) var verdens første bedehus.
Ibn Kathis siger, det blev bygget af Abraham, ”hvis religion jøderne og de kristne hævder, at de følger. Imidlertid foretager de ikke Hajj [pilgrimsfærd] til det hus, Ibrahim byggede på Allahs befaling, og hvortil han inviterede folket for at foretage Hajj.”
Bogens Folk “afviser Allahs tegn [ayat]” (vers 98) og prøver at forhindre andre i at følge Allahs vej (vers 99).
Hvis muslimer lytter til disse jøder og kristne, der afviser islam, vil de blive frafaldne (vers 100). På Dommens Dag vil de velsignedes ansigter blive hvide, og de forbandedes vil blive sorte (vers 106).
På jorden er muslimer imidlertid “den bedste menighed, menneskeheden har oplevet,” mens de fleste jøder og kristne er “perverterede lovovertrædere” (vers 110).
Muslimerne behøver imidlertid ikke nære frygt, for jøderne og de kristne er også kujoner: “hvis de kommer ud for at kæmpe imod jer, vil de vise jer ryggen” (vers 111).
De er dækket af skam – “undtagen, når de er underkastet en (beskyttelses)traktat fra Allah og fra mænd” (vers 112).
Dette, siger Bulandshahri, henviser til, når ikke-muslimerne indvilger i at betale boden (jizya) til den muslimske stat, i hvilket tilfælde de vil blive tildelt en dhimmis rettigheder.”
Disse rettigheder svarer ikke til muslimernes rettigheder: dhimmierne må acceptere en underlegen og andenklasses status (9:29) til gengæld for en beskyttelsegaranti – så længe de ikke fornærmer muslimerne.
Alt dette er ikke for at male Bogens Folk med en bred pensel! Nogle “gennemgår Allahs Tegn hele natten, og de falder på knæ i tilbedelse” (vers 113).
I følge Ibn Ishaq og andre henviser dette til ”Bogens Folks gejstlige, der tog imod den islamiske tro.”
Men hold jer væk fra dem, der ikke accepterer islam: vers 118, siger Ibn Kathir forbyder muslimer at ”tage tilhængere af andre religioner som konsulenter og rådgivere”, for selv dem, der udadtil er venlige, hader faktisk muslimerne (vers 119-120)."
|