|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 3, “Imrans familie” vers 121-200
Vers 121 påbegynder en diskussion af, hvad der kunne læres af Slaget ved Uhud og Slaget ved Badr.
Ved Badr i 624 besejrede muslimerne trods svære odds Mekkas hedenske Quraysh-stamme; i en gengældelsesaktion året efter ved Uhud besejrede hedningene muslimerne, og Muhammad blev lettere såret.
Allah minder Muhammad om, at da muslimerne drog af sted til slaget ved Uhud, deserterede to grupper muslimer på det nærmeste.
De burde ikke have været bange, for “Allah var deres beskytter”, og de troende bør stole på ham (vers 122).
Når alt kommer til alt, så skænkede Allah dem sejren ved Badr, da de var en “foragteligt lille styrke” (vers 123).
I henhold til islamisk tradition besejrede 313 muslimer en meget større styrke ved Badr, fordi Allah nedsendte tre tusinde engle til at kæmpe sammen med muslimerne” (vers 124). Det er én af grundene til, at overlegen amerikansk militærstyrke ikke skræmmer jihadisterne i dag.
I følge Ibn Ishaq skreg Muhammad til Allah, da Quraysh-stammen ankom til Badr – næsten tusind mand stærk:
“Åh, Gud, hvis denne skare omkommer idag, vil Du ikke blive tilbedt mere.”
Men kort efter sagde Muhammad til sin følgesvend Abu Bakr: “Vær ved godt mod, åh Abu Bakr, Guds hjælp er kommet til dig. Her er Gabriel med en hest ved tøjlen. Den har støv på fortænderne.”
Derefter gik Muhammad ud blandt sine tropper og udstedte et altafgørende løfte – et løfte, der igennem tiderne har indgydt muslimske krigere mandsmod:
“Ved Gud, i hvis hånd Muhammads sjæl befinder sig, enhver, der i dag bliver dræbt under modig fremrykning uden vaklen, vil Gud lukke ind i Paradis.”
En af de forsamlede muslimske krigere, ‘Umayr bin al-Humam, udbrød: “Fint, fint! Er der intet mellem mig og min adgang til Paradis udover at blive dræbt af disse mænd?”
Han smed nogle dadler fra sig, som han havde været i færd med at spise, stormede ud i den værste kamptummel og kæmpede, til han blev dræbt.
Muslimske krigere har kæmpet med lignende mod i historiens løb, velvidende at hvis de sejrer, kan de nyde krigsbyttet (der vil blive grundigt diskuteret i sura 8), og hvis de bliver dræbt, kan de nyde Paradis.
Og nøglen til sejr på jorden er lydighed over for Allah: “Hvis I holder ud og afholder jer fra det onde, og (fjenden) pludselig angriber jer, vil jeres Herre hjælpe jer med fem tusinde engle, der kommer flyvende” (vers 125).
Vers 126-129 betoner, at afgørelsen om sejr eller nederlag alene ligger hos Allah.
Vers 130-139 drejer sig om fordømmelse af åger og indskærper muslimerne fromhed, lydighed og gavmildhed og pålægger dem at bede Allah om tilgivelse for deres synder.
Allah inviterer de troende til “at rejse rundt i verden for at se, hvad det endte med for dem, der afviste Sandheden” (vers 137).
Dette er et af fundamenterne for den islamiske idé om, at før-islamiske civilisationer, og ikke-islamiske civilisationer alle er jahiliyya – de vantros samfund, der er værdiløst.
V.S. Naipaul stødte på denne holdning på sine rejser gennem Islams Hus. For mange muslimer, observerede han i ‘Among the Believers’, er “tiden før islam en mørkets tid: det er en del af muslimsk teologi. Historien skal tjene teologien.”
Naipaul berettede om, at nogle pakistanske muslimer, der var langt fra at værdsatte landets berømte, arkæologiske ruin ved Mohenjo Daro, betragtede det som en pædagogisk mulighed for islam, idet de foreslog, at Koran 3:137 blev opslået der som en læresætning.
Vers 139 lover derefter “herredømme” til dem, der er “sande i troen” – som Ibn Kathir udtrykker det: ”Den ultimative sejr og triumf vil helt sikkert blive jeres, åh I troende.”
I følge Ibn Abbas var der imidlertid nogle af muslimerne ved Uhud, der mente, at det betød, at de troende ville blive “hævet” over de vantro – hvorefter de kravlede op på et bjerg og jog en flok Quraysh på flugt.
Vers 140-179 beskæftiger sig med spørgsmålet: Men hvorfor tabte muslimerne ved Uhud?
Det er en prøvelse fra Allah (vers 141) – en prøvelse både for de troende og for hyklerne (vers 166-67).
Mente de troende virkelig, at de ville få adgang til Paradis, uden at Allah havde testet dem, der “kæmpede hårdt” – ‘jahadoo’, førte jihad (vers 142)?
Selvom Muhammad selv skulle blive dræbt, skulle muslimerne kæmpe videre (vers 144), for ingen kan dø undtagen med Allahs tilladelse (vers 145).
Bare se på profeterne, der ikke vaklede, selv ikke “hvis de mødte katastrofe på Allahs vej” (vers 146). Muslimer bør ikke adlyde de vantro (vers 149), for Allah vil snart plante rædsel i deres hjerter (vers 151).
Og muslimerne var i sandhed på nippet til at “udslette” deres fjender, da de blev distraheret:
da de muslimske krigere “så kvinderne flygte med kjolerne løftet op, så man kunne se deres ankler og ben, begyndte de at råbe: ”Byttet! Åh folk, byttet!”
Derefter var de ulydige over for Muhammads ordrer, forlod deres poster for at jagte disse kvinder – og så tillod Allah som en prøvelse hedningene at slå muslimerne på flugt (vers 152-53).
Muslimerne var selv skyld i deres nederlag (vers 165).
Vers 154-55 fortæller om disse mænds bedrøvelse efter Uhud, og vers 159 berømmer Muhammad for at være overbærende med dem.
Vers 156-58 gentager udsagnet om, at liv og død, såvel som sejr og nederlag, udelukkende er i Allahs hænder, og derfor bør ingen frygte kamp. Thi de, der bliver dræbt i kamp er ikke døde, men har det godt i Paradisets haver (vers 169-72; se også 136, 163).
I følge Ibn Kathir blev vers 161 åbenbaret ”i forbindelse med, at en rød kåbe manglede fra krigsbyttet efter Badr. Nogle mennesker sagde, at Allahs Budbringer måske havde taget den.”
Men dette vers frifinder Muhammad: en profet kan ikke være utroværdig eller begå underslæb. Og denne gave er en stor gunst fra Allah (vers 164).
Vers 173-75 priser dem, der overvandt frygten og gik i kamp; “de vendte tilbage med Nåde og dusør fra Allah” – dvs krigsbytte i denne verden og Paradis i den næste.
De troende får i vers 176-79 at vide, at de ikke skal være bedrøvede over de vantro, der kun har fremgang, så at ”de kan vokse i deres syndefuldhed. Og de vil få en skammelig skæbne” (vers 178).
Vers 188-200 dadler de vantro og lover belønninger til de troende. De, der hævder, at “Allah er fattig, og vi er rige” (vers 181) er i følge Ibn Kathir, Tafsir al-Jalalayn, Asad, Daryabadi, Bulandshahri og andre – jøderne.
Men helvede venter dem, for de dræbte profeterne (vers 183).
Bogens Folk bortkastede Allahs pagt og “tjente derved en ussel profit! Og skammelig var den handel, de gjorde!” (vers 187).
De troende bør imidlertid ikke misunde dem, for selv om de har fremgang, vil Allah sende dem i helvede (vers 196-197), hvorimod de troende vil nyde Paradistes haver (vers 198).
De af Bogens Folk, der accepterer Muhammad som profet og ikke “sælger Allahs Tegn for en ussel profit”, vil også blive belønnet (vers 199). “Tegn” er her igen ‘ayat’ – det ord, der bruges om Koranens vers.
Vers 200 lover, at de, der adlyder Allah, vil opleve fremgang. Denne tanke har i hele islams historie bevirket, at katastrofer tilskrives ulydighed, og den foreskrevne kur har altid været fornyede krav om islamisk strenghed.
|