|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 4, “Kvinder” vers 1-16
Sura 4 “Kvinder” er endnu en Medina-sura, der indeholder love for kvinders opførsel og islamisk familieliv.
Vers 1 siger, at Allah skabte mænd og kvinder fra en “enkelt sjæl”. Mange muslimer i Vesten har henvist til dette vers som bevis på, at islam anerkender kvinders fulde menneskelige værdighed.
Ayatollah Murtada Mutahhari siger, at “andre religioner også har henvist til dette spørgsmål, men at det kun er Koranen, der i en stribe vers udtrykkeligt siger, at kvinden er blevet skabt af mandearten, og at både manden og kvinden har samme medfødte karakter.”
Derefter citerer han 4:1.
Den “enkelte sjæl” hvoraf menneskeheden blev skabt var Adams, og mens Bibelhistorien om Evas skabelse af Adams ribben ikke bliver gentaget her, så henviser Abu Huraira til den i en hadith, der antyder, at selvom mænd og kvinder måske har samme ”medfødte karakter”, så betyder det ikke, at de er lige, hvad angår værdighed, fordi kvinder er ...uhæderlige:
“Kvinden blev skabt af et ribben og vil ikke på nogen måde blive rettet ud over for dig; så hvis du ønsker at drage nytte af hende, så drag nytte af hende trods hendes uhæderlighed. Og hvis du ønsker at rette hende ud, vil du knække hende, og at knække hende er at skilles fra hende.”
Vers 3 er begrundelsen for islamisk polygami, der tillader en mand at tage op til fire koner, så længe han selv mener, at han kan “behandle dem alle retfærdigt”.
For i følge ‘Mishkat Al-Masabih’ sagde Muhammad: ”Den person, der har to koner, men ikke behandler dem lige, vil på Dommens Dag fremstå i en sådan tilstand, at halvdelen af hans krop vil kollapse.”
Men, selvfølgelig er retfærdighed under disse omstændigheder alene noget, der afgøres af iagttageren.
Ibn Kathir siger, at dette krav om retfærdig behandling af ens koner ikke er noget særligt, eftersom det at behandle dem retfærdigt ikke er det samme som at behandle dem ens:
”det er ikke obligatorisk at behandle dem ens, men derimod anbefalet. Så hvis en mand gør det, er det godt, og hvis ikke, kommer det ham ikke til skade.”
Hvad angår polygami, så bemærker Asad, at ”man kunne spørge, hvorfor den samme frihed ikke ligeledes er blevet givet til kvinder, men svaret er simpelt.
Til trods for den åndelige kærlighedsfaktor, der har indflydelse på forhold mellem mand og kvinde, så er den afgørende biologiske årsag til den sexuelle drift, hos begge køn, formering: og hvor en kvinde kun kan undfange et barn med én mand og må bære det i ni måneder, før hun kan undfange endnu et, så kan en mand avle et barn, hver eneste gang han har samkvem med en kvinde.
Derfor ville det have været naturens spild, hvis den have produceret et polygamt instinkt i kvinden, hvorimod mandens polygame tilbøjelighed er biologisk retfærdiggjort.”
Vers 3 fortsætter med at sige, at hvis en mand ikke behandler flere koner retfærdigt, så bør han kun gifte sig med én, eller ty til ”fangerne til din højre hånd” – dvs slavepiger.
Slavepiger? Bulandshahri forklarer visdommen bag denne praksis og længes efter de gode gamle dage: Under jihad (religiøs krig) bliver mange mænd og kvinder taget til fange.
‘The Amirul Mu’minin’ [leder af de troende, eller kalif – en stilling, der i øjeblikket er ubesat] kan valgfrit distribuere dem blandt ’ the Mujahidin’ [jihad-krigere], i hvilket tilfælde de vil blive disse krigeres ejendom. Denne slavegørelse er straffen for vantro (kufr).”
Han fortsætter med at forklare, at dette ikke er historier fra gamle dage:
“Ingen af påbudene, der har med slaveri at gøre, er blevet abrogeret i Sharia’en. Grunden til, at muslimerne i dag ikke har slaver, er, at de ikke beskæftiger sig med jihad. Deres krige bliver udkæmpet på ordre fra de vantro (kuffar) og bliver bragt til ophør af de samme forbrydere.
Muslimerne er blevet lænket af de vantros traktater, hvilket bevirker, at de ikke kan tage nogen som slaver i tilfælde af krig. Muslimer er blevet nægtet en stor velsignelse, hvorved ethvert hjem kunne have en slave. Må Allah tilstå muslimer evnen til at undslippe fjendens fangarme, forblive urokkelige i deres ’din’ (religion) og engagere sig i jihad i henhold til Sharia’ens påbud. Amen!”
Vers 3 dirigerer også muslimer til at “gifte sig med kvinder, der forekommer jer gode.” Ibn Majah beretter en tradition, i hvilken Muhammad redegør detaljeret for en god kones kvaliteter, herunder at ”hun adlyder ordrer” og at ”manden har behag ved at se på hende.”
Vers 4 kræver af manden, at han giver sin kone en medgift. Ibn Kathir forklarer, at ”ingen person efter Profeten har tilladelse til at gifte sig med en kvinde uden at erlægge den krævede medgift ...” Imidlertid kan konen vælge at fritage manden fra dette krav: ”Hvis konen af et godt hjerte giver ham en del eller det hele af den medgift, har ægtemanden tilladelse til at tage imod det ...”
Vers 5-14 angiver regler for arv og tilhørende anliggender.
Vers 11 beordrer, at når en ejendom bliver udstykket, skal døtre have det halve af, hvad sønner modtager.
Vers 15-16 angiver straffe for seksuel umoral. Vers 15 foreskriver indespærring derhjemme indtil døden (medmindre ”Allah forordner en anden måde for dem”) for kvinder, der bliver fundet skyldige i ”utugt” på basis af fire vidners vidnesbyrd.
I henhold til islamisk lov skal disse fire vidner være muslimske mænd; kvinders vidnesbyrd er uantagelige i sager af seksuel karakter, selv i voldtægtssager, hvor en kvinde selv er ofret.
Hvis en kvinde bliver fundet skyldig i utroskab, skal hun stenes til døde. Hvis hun findes skyldig i hor, får hun 100 piskeslag. (koran 24:2).
Steningsstraffen forekommer ikke i Koranen, men Umar, en af Muhammads tidlige følgesvende og den anden kalif, eller Muhammads efterfølger som leder for muslimerne, sagde, at det ikke desto mindre var Allahs vilje:
“Jeg er bange for,” sagde han (Umar), ”at når der er gået lang tid, vil folk måske sige: ’Vi kan ikke finde Steningsverset i Den Hellige Bog, og derfor vil de måske gå på afveje og negligere et påbud, Allah har åbenbaret.”
Umar stadfæstede: “Jeg bekræfter, at steningsstraffen skal overgå ham, der begår illegalt seksuelt samleje, hvis han allerede er gift, og forbrydelsen bevises af vidner eller svangerskab eller tilståelse.” Og han tilføjede, at Muhammad ”udførte steningsstraffen, og det gjorde vi også efter ham.”
Vers 16, siger Tafsir Al-Jalalayn, henviser til mænd, der begår ”en utugtig handling, utroskab eller homoseksuelt samleje.”
De skal straffes “med fornærmelser og slag med sandaler; men hvis de angrer denne [utugtige handling], og forbedrer sig gennem [god] handling, så lad dem være og gør dem ingen skade.”
Det tilføjes imidlertid, at dette vers “er abrogeret af den foreskrevne straf, hvis utroskab var intenderet [igennem den utugtige handling]”, dvs stening. Den islamiske jurist al-Shafi’i, fortsættes der, kræver ligeledes stening af homoseksuelle, men ”i følge ham skal den person, der er objekt for den [indtrængende] handling ikke stenes, selvom han så er gift; derimod skal han piskes og landsforvises.”
|