|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 4, “Kvinder” vers 17-34
Vers 17-28 i sura 4, “Kvinder” fortsætter med forskellige ægteskabsregulativer og behandlingen af kvinder.
Vers 17-18 gentager opfordringen fra vers 16 om anger ved at advare om, at Allah kun accepterer anger fra dem, der syndede på grund af uvidenhed, og at Han ikke vil se med milde øjne på dem, der omvender sig på dødslejet.
Derpå forbyder vers 19, at kvinder arves mod deres vilje og pålægger mænd ikke at behandle dem groft med henblik på at få dem til at opgive en del eller hele deres medgift – ”medmindre de er skyldige i grov utugt.”
Aisha, Muhammads favoritkone, beretter i følge Mishkat al-Masabih, at Muhammad sagde: ”Den bedste af jer er ham, der behandler sin kone bedst, og jeg er den bedste imod mine koner.”
Vers 20-21 fortsætter med disse formaninger om retfærdig behandling og fortæller mænd, at hvis de har besluttet at ”udskifte en kone med en anden”, må de ikke tage den vragede kones medgift tilbage.
Vers 22-25 forbyder ægteskab med forskellige kvinder, der er blods- eller ægteskabsbeslægtede.
Vers 23 henviser til “fostermødre” eller mere bogstaveligt “mødre, der ammede jer”, som nogle af dem, med hvem ægteskab er forbudt.
Mænd og kvinder, der ikke er beslægtede, må i henhold til islamisk lov ikke være alene sammen, men en mand og en kvinde, der har forbud mod at gifte sig med hinanden – dvs på en eller måde beslægtede – må godt.
Engang kom en kvinde til Muhammad og fortalte ham, at hendes mand, Abu Hudhaifa, var vred, fordi en slave, han havde frigivet, og som var nået i puberteten, ”kommer frit i vores hus.”
Muhammad sagde til hende: “Am ham, og du vil dermed blive ulovlig for ham, og (den uro), som Abu Hudhaifa har i sit hjerte, vil forsvinde.”
Kvinden berettede senere, at det virkede: “Så ammede jeg ham, og det, der var i Abu Hudhaifas hjerte, forsvandt.”
Dette direktiv opnåede verdensomspændende opmærksomhed for nylig, da en gejstlig ved Cairos Al-Azhar Universitetet, den mest respekterede autoritet i sunni-islam, anbefalede, at dette kunne løse et problem på arbejdspladsen: en mand kunne være alene med og arbejde sammen med en kvinde, med hvem han ikke var beslægtet, hvis kvinden ammede manden og derved blev hans fostermor.
Efter at historien kom ud, og Al-Azhar blev genstand for international latterliggørelse, blev underviseren, der anbefalede dette, suspenderet.
Ingen tog sig imidlertid af, at hans anbefaling stammede fra Muhammads egne ord.
Vers 24 forbyder muslimer at gifte sig med kvinder, der allerede er gift, bortset fra slavepiger: I henhold til islamisk lov bliver en kvindes ægteskab omgående annulleret, når hun først bliver taget til fange og gjort til slave (cf. ‘Umdat al-Salik o9.13).
På et tidspunkt – ifølge en hadith berettet af Sahih Muslim - lod det til, at ”Allahs Budbringers Følgesvende afstod fra at have samleje med tilfangetagne kvinder, fordi deres mænd var polyteister.”
Så spurgte Følgesvendene Profeten til råds og dette vers blev åbenbaret ... Derefter havde vi seksuelt samkvem med disse kvinder.”
Ibn Kathir siger, at dette vers også forbyder midlertidigt ægteskab – ægteskab med en forudbestemt udløbsdato, som shiiter mener aldrig blev forbudt.
Mænd, der imidlertid ikke har penge til at gifte sig med troende kvinder, bør gifte sig med muslimske slavepiger. (vers 25).
Vers 29-33 indeholder generelle, moralske formaninger herunder et forbud mod selvmord (vers 29-30).
Er selvmordsbombning omfattet af dette forbud? De muslimske ledere, der retfærdiggør det, siger, at det er det ikke, eftersom formålet med aktionen ikke er at dræbe sig selv, men at dræbe vantro, og derfor bliver drabet og det selv at blive dræbt belønnet med Paradis i henhold til koran 9:111
Mere om det, når vi kommer til verset.
Vers 31 pålægger muslimer at undgå de “store synder”. Hafidh Dhahabi oplister 70 store synder i sin Kitab ul-Kaba’ir, begyndende med ’shirk’, at tillægge Allah partnere (ved f.eks. at sige, at Jesus er Guds Søn), desuden sort magi, utroskab, desertering på slagmarken, alkohol, at lyve, at stjæle, hovmod, tyveri fra krigsbytte, udspionering af andre, at skade muslimer og tale grimt om dem, ulydighed over for ens ægtemand og at lave billeder.
Andre lister tilføjer flere. En anden bog, Al Ashba wa al-Nadha’ir, oplister forseelser såsom at spise svinekød, at danse, at kastrere sin slave, frafald, at spille skak, masturbation og brug af stoffer blandt de store synder.
Vers 34 pålægger mænd at tæve deres ulydige koner efter først at have advaret dem og derefter sendt dem ind at sove i en anden seng (end ægtesengen).
Dette er selvfølgelig et særdeles kontroversielt vers, så det er værd at bemærke, hvordan adskillige oversættere præsenterer nøgleordet: waidriboohunna.
Pickthall: “and scourge them” (“og pisk dem”)
Yusuf Ali: “(And last) beat them (lightly)” “(Og tilsidst) slå dem (let)”
Al-Hilali/Khan: “(and last) beat them (lightly, if it is useful)” “(og til sidst) slå dem (let, hvis det er nyttigt)”
Shakir: “and beat them” “og slå dem”
Sher Ali: “and chastise them” “og tugt dem”
Khalifa: “then you may (as a last alternative) beat them” “så må du (som sidste udvej) slå dem”
Arberry: “and beat them” “og slå dem”
Rodwell: “and scourge them” “og pisk dem”
Sale: “and chastise them” ”og tugt dem”
Asad: “then beat them” ”så slå dem”
Laleh Bakhtiar oversætter det i en ny oversættelse, der nyder stor udbredelse, som ”gå bort fra dem.”
I betragtning af enigheden blandt oversætterne, både muslimske og ikke-muslimske, er dette svært at fastholde – har alle disse autoriteter taget fejl, indtil Bakhtiar dukkede op?
Men hendes indskydelse er forståelig, eftersom mange muslimer i dag opfatter dette vers med kritisk forlegenhed.
Asad anfører talrige traditioner, hvor Muhammad ”forbød at tæve nogen kvinde,” og konkluderer, at konetævning ”knap nok er lovligt og helst burde undgås.”
Desværre er dette ikke et enstemmigt synspunkt.
Sheikh Syed Mahmud Allusi angiver i sin kommentar ‘Ruhul Ma’ani’ fire grunde til, at en mand må slå sin kone: “hvis hun nægter at smukkesere sig for ham,”hvis hun nægter ham sex, når han beder om det, hvis hun nægter at bede eller udføre de rituelle afvaskninger, og “hvis hun forlader huset uden gyldig grund og tilladelse.”
Desuden er Muhammads eksempel normativt for muslimer, eftersom han er en “strålende rollemodel” (koran 33:21) – og Aisha beretter, at Muhammad slog hende.
Engang gik han ud om natten, da han troede, hun sov, og hun fulgte efter ham i al hemmelighed.
Muhammad fik øje på hende, og som Aisha beretter: “Han slog mig i brystet, hvilket forvoldte mig smerte, og sagde: Troede du, at Allah og Hans Apostel ville behandle dig uretfærdigt?”
Konetævning eksisterer i alle kulturer, men det er kun i islam, at det nyder guddommelig godkendelse.
Amnesty International rapporterer, at “i følge Det Pakistanske Institut for Medicinsk Videnskab beretter over 90% af gifte kvinder, at de blev sparket, dasket, tævet eller seksuelt misbrugt, når ægtemænd var utilfredse med deres madlavning eller rengøring, eller når konen ’fejlede’ med hensyn til at blive gravid, eller når hun fødte en pige i stedet for en dreng.”
Aisha sagde det selv:
”Jeg har ikke ser nogen kvinde lide så meget som de troende kvinder.”
|