|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 4, “Kvinder” vers 35-104
Efter at vers 35 anbefaler mægling i forbindelse med ægteskabsstridigheder, pålægger vers 36-42 godhed over for slægtninge, venner, naboer og slaver (”det, der tilhører din højre hånd,” vers 36) og undsiger hovmod og smålighed.
Derefter pålægger vers 43 de troende ikke at komme til bøn, når de er fulde.
Ibn Abi Hatim siger, at dette blev åbenbaret, fordi en af muslimerne begyndte at recitere sura 109:1-3
“Sig, åh I vantro! Jeg tilbeder ikke det, I tilbeder; ej heller tilbeder I det, jeg tilbeder.”
Men bønnelederen var fuld, og derfor sagde han:
“Sig, åh I vantro! Jeg tilbeder ikke det, I tilbeder, men vi tilbeder det, I tilbeder.”
4:43 blev åbenbaret kort efter.
Det var første trin i det koraniske tretrinsforbud mod alkohol.
Først beordrede Allah i denne passage muslimerne til ikke at bede, når de var fulde; derefter fortalte han dem, at alkohol var en “stor synd og til nogen gavn for mænd” (2:219); og til sidst kom åbenbaringen om, at alkohol var “Satans værk” (5:90) og derfor skulle undgås helt og aldeles.
Det sidste af disse vers anses for at have abrogeret de to øvrige. Muhammad var selv temmelig barsk, hvad angår fuldskab, idet han sagde, at drukkenbolte skulle have tre chancer, hvorefter de skulle henrettes: “Hvis han er fuld, pisk ham; hvis han igen er fuld, pisk ham; hvis han igen er fuld, pisk ham; hvis han gør det en fjerde gang, dræb ham.”
Vers 44-59 er ukvemsord om Bogens Folk i almindelighed og jøderne i særdeleshed. Jøderne er “handelsrejsende i fejltagelser” og ønsker, at muslimerne “fortaber den rette vej” (vers 44). “De tror på trolddomskunster og det onde og siger til de vantro, at de har bedre vejledning om den (rette) vej end de troende!” (vers 51).
De forvansker Allahs ord, og Allah har “forbandet dem for deres vantro” – kufrihim (vers 46, se også vers 52).
Ibn Kathis siger:
“Allah fastslår, at jøderne, må Allahs fortsatte forbandelse hvile over dem til Dommedag, har købt den forkerte vej i stedet for vejledning og ignoreret, hvad Allah nedsendte til Sin Budbringer Muhammad. De ignorerede også den viden, de arvede fra tidligere profeter om beskrivelsen af Muhammad, så at de kun får en lille del af dette livs lyksaligheder.”
De kaldes til at acceptere islam eller imødese en skrækkelig straf, herunder at blive forbandet som “Vi forbandede Sabbat-bryderne” (vers 47) – dvs at blive omdannet til aber og svin (2:63-65).
Allah er klar til at tilgive alt undtagen ‘shirk’, det at tilskrive ham partnere (vers 48).
Fordi Bogens Folk er forbandede, vil de snart blive “kastet i Ilden: hver gang, deres hud er gennemstegt, vil Vi forsyne dem med ny hud, så at de kan smage straffen” (vers 56).
I følge Maududi advarer vers 58 muslimerne mod at gøre den samme fejl, som jøderne gjorde ved at sige, at “Allah befaler jer at overgive jeres tillid til dem, den tilkommer”:
“En af de fundamentale fejl, israelitterne begik i deres nedgangstid, var, at de havde overdraget tillidsposter (dvs religiøse og politiske) til inkompetente, gemene, umoralske, korrupte og uhæderlige personer.”
Maududi, en fremstående eksponent for politisk islam, der virkede i midten af det 20. årh., antyder, at muslimerne er kommet på afveje ved at finde sig i autoritære regimer, der regerer i uoverensstemmelse med islamisk lov i stedet for at implementere fuld Sharia-lovgivning.
En anden teoretiker fra det 20. årh., Sayyid Qutb, skriver på lignende vis om det samme vers og tilføjer, at jihad er ”en opfyldelse af en særlig tillid.”
En tredje, Maulana Bulandshahri, forklarer, at nuværende regeringer i muslimske stater har forrådt deres tillid ved at tillade deres ”lovgivende forsamlinger at lave love” i stedet for ”at følge Koranens og Hadiths anvisninger.”
De troende formanes imidlertid til at “adlyde Allah og adlyde Budbringeren og dem iblandt jer, der er udstyret med autoritet” (vers 59).
At adlyde Muhammad i dag, siger mange muslimske autoriteter, er at adlyde hans befalinger i Hadith, som nogle nutidige muslimer ønsker at se stort på, og som siger, at kun Koranen har autoritet.
Muhammad selv udtrykker sig ret klart hvad angår nødvendigheden af at adlyde jordiske regenter:
”I skal lytte til og adlyde jeres regent, selv om han er en etiopisk (sort) slave, hvis hoved ligner en rosin.”
Vers 60-70 fortsætter temaet med at adlyde Muhammad, idet de revser hyklerne, der lader som om, de tror på Muhammad og islam, men nægter at komme til ham for at få afgjort deres uoverensstemmelser.
Allah siger til Muhammad: ”ved Gud, de kan ikke have nogen (rigtig) tro, før de gør dig til dommer i alle uoverensstemmesler mellem dem” (vers 65).
Vers 71-104 formaner de troende til modigt at fortsætte med jihad-krigsførelse.
Ibn Kathir forklarer vers 71 således:
“Allah befaler Sine trofaste tjenere at tage forholdsregler imod deres fjender, ved at være forberedt med de nødvendige våben og forsyninger og ved at forøge antallet af tropper, der kæmper for Hans sag.”
En kriger bør kæmpe uden frygt, thi “uanset om han bliver dræbt eller sejrer”, vil han blive belønnet (vers 74) – dette er igen løftet, der har fået muslimer til at kæmpe så ihærdigt i historiens løb.
For kontrasten er enorm: de troende kæmper imod undertrykkelse (vers 75) og for Allah, mens de vantro kæmper for Satan (vers 76). Man vil ikke undgå døden ved at nægte at kæmpe, for “Allah bestemmer alting” (vers 78).
Og under alle omstændigheder vil Allah ”begrænse de vantros raseri” (vers 84). Vers 90 fremføres sommetider som et bevis på, at muslimer ikke har et åbent mandat til at bekæmpe de vantro, men Tafsir al-Jalalayn gør det klart, at dette kun handler om vantro, der underkaster sig islamisk styre:
“Hvis de så holder sig væk fra jer og ikke bekæmper jer og tilbyder jer fred, forsoning, det vil sige de underkaster sig, så tillader Gud ikke, at I gør noget imod dem, [Han tillader jer ikke] midler til at tage dem til fange eller dræbe dem.”
Vers 92-93 forbyder muslimer at slå trosfæller ihjel med vilje; hvis man ved et uheld slår en muslim ihjel, bør man frisætte en muslimsk slave.
Hvordan kan det så være, at muslimer helt straffrit kan dræbe hinanden i Irak og andre steder?
De erklærer hinanden ‘takfir’ – udnævner deres modstandere til at være vantro – til trods for den milde opfordring til at afholde sig fra denne praksis i vers 94.
Vers 95 siger, at de troende, der bliver derhjemme og ikke risikerer at komme til skade, ikke er ligeværdige med dem, der drager i jihad.
Passager som disse, der ofte overses i diskussioner om Koranens syn på jihad, demonstrerer til fulde, at Koranen med jihad ikke mener en indre, åndelig kamp, men krigsførelse.
Hvorfor skulle nogen frygte døden eller de vantros raseri, eller afkorte sine bønner, fordi man frygtede et forestående angreb fra de vantro (vers 101) i en åndelig kamp?
Hvordan kan man ved et uheld dræbe en muslimsk trosfælle i en åndelig kamp?
|