|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 4, “Kvinder” vers 104-176
Vers 104 i sura 4 fortsætter temaet fra den foregående sektion og fortæller muslimer, at de ikke skal vise svaghed i jagten på fjenden.
Bulandshahri forklarer:
“Mens de vantro (kuffar) vil blive udsat for endeløse pinsler og sorger i Helvedes afgrund, så skal muslimerne juble i Himmelens (Jannah) fryd og tryghed uden den mindste grund til bekymring.
De vantro (kuffar) kan ikke gøre sig forhåbninger om disse stadier, eftersom de udelukkende er lovet til muslimerne.
Af den grund har muslimerne en meget stærkere tilskyndelse til at kæmpe, og det bør de gøre med større iver og ildhu.”
Vers 105-116 beordrer muslimer til at dømme i henhold til Koranen (vers 105); at undsige hyklere og advare mod synd (vers 107-112); og at minde Muhammad om Allahs beskyttelse, idet muslimer pålægges at adlyde ham (vers 113-116).
Advarslen til muslimer om ikke at følge nogen “anden vej end de troendes vej” (vers 115) er en grundlæggende præmis for det islamiske ijma-lovkoncept, konsensus. Det er ideen om, at når først det islamiske samfund er blevet enige om en sag, kan alle føle sig overbevist om, at Allah har vejledt dem til sandheden.
Ibn Kathir forklarer:
“Muhammads Ummah [samfund] er immunt over for fejl, når de først er blevet enige om noget – et mirakel, der tjener til at forøge deres ære på grund af deres Profets storhed.”
Desværre kan denne idé vanskeliggøre islamisk reform: når samfundet opnår konsensus om et emne, så fastfryses normalt forståelsen af det.
Dette er sandt, selvom meget få islamiske talsmænd i USA vil indrømme det, vedrørende den islamiske overhøjhedsideologi, der giver mandat til krig imod og undertrykkelse af vantro: eftersom dette er noget, alle islamiske lovskoler er enige om, vil det blive særdeles svært at udrydde.
Vers 117-122 angriber polyteister, der “kun bekender sig til kvindelige guddomme” og Satan i stedet for Allah (vers 117).
Som en bekræftelse af Allahs absolutte kontrol over alting, fortæller vers 119, at han fører disse vantro på afveje: “Jeg vil føre dem på afveje, og jeg vil skabe falske forhåbninger blandt dem; jeg vil beordre dem til at skære ørerne af kvæg og til at skamfere den (retfærdige) natur, som Allah skabte.”
I følge Al-Hasan bin Abi Al-Hasan Al-Basri henviser den sidste sætning til tatovering.
Muhammad sagde:
“Allah har forbandet den kvinde, der praktiserer tatovering og den, der får det gjort, og ligeledes den kvinde, der kunstigt forlænger sit hår og den, der udfører det.”
Vers 123-126 lover derefter Paradis til de sande troende, både mandlige og kvindelige (vers 124).
(Paradis,der er fyldt med jomfruelige ‘houris’ til mænd - beskrives ikke for kvinder.)
Udsagnet “Hverken jeres begær eller Bogens Folks begær (kan vinde hævd)” blev åbenbaret, siger Tafsir al-Jalalayn, ”da muslimerne og Skriftens Folk udviste hovmod [over for Guds løfte].”
Ibn Kathir siger, at Allah naturligvis ”derefter støttede muslimernes argumenter over for deres modstandere fra de andre religioner.”
Vers 127-130 vender tilbage til kvinder. Vers 128 taler om aftaler mellem en mand og en kone. Ibn Abbas berettede, at en af Muhammads koner, Sawdah, ”frygtede, at Allahs Budbringer kunne finde på at skille sig af med hende.” Derfor sagde hun: “Åh, Allahs Budbringer! Skil dig ikke fra mig; giv min dag til Aisha” – dvs tilbring i stedet den nat, du efter planen skulle tilbringe i min seng, sammen med en af dine andre koner.
Vers 129 fortæller, at muslimer ikke vil være i stand til at behandle deres koner ligeligt, men Aisha hævder, at Muhammad var en undtagelse; han ”havde for vane at behandle sine koner ligeligt.”
Vers 131-151 fastslår Allahs suverænitet, formaner til retfærdighed, kristiserer de vantro (der ikke bør tages som venner, siger vers 139 og 144) og hyklere, og advarer om, at Allah ikke vil tilgive dem, der forlader islam to gange (vers 137).
Muhammads egne ord er skarpere:
“Hvis nogen (en muslim) forlader sin religion, så dræb ham.”
Derefter kritiserer Allah hyklerne, fordi de gør nar af islam (vers 140) og lader som om, de støtter muslimerne, mens de i virkeligheden er deres modstandere (vers 141). Troende må ikke være venner med vantro (vers 144).
Vers 152-176 vender tilbage til jødernes og de kristnes ondskab. De, der ikke gør forskel mellem Allahs profeter, vil blive belønnet (vers 152).
Ibn Kathir siger:
“Allah truer dem, der ikke tror på Ham og Hans Budbringere, såsom jøderne og de kristne, der gør forskel mellem Allah og Hans Budbringere, hvad angår tro … Jøderne, må Allah forbande dem, tror på Profeterne undtagen Isa [Jesus] og Muhammad, fred være med dem.
De kristne tror på Profeterne, men afviser deres Sidste og Segl, den højstærede blandt profeterne, Muhammad, fred være med ham ….Enhver, der derfor afviser bare én af Allahs Profeter, vil have afvist dem alle, fordi menneskeheden bør tro på hver eneste profet, Allah sendte til jordens befolkning.”
Efter at jøderne gentagne gange var ulydige over for Allah, “forseglede Han deres hjerter på grund af deres blasfemi” (vers 155).
De jøder, der har “stor viden” tror på Muhammad og islam (vers 162). Jøderne praler af, at de dræbte Jesus, men “de dræbte ham ikke og korsfæstede ham heller ikke, men det så sådan ud for dem” (vers 157).
Ibn Kathir forklarer:
“Da Allah sendte Isa [Jesus] med beviser og vejledning, blev jøderne, må Allahs forbandelser, vrede, tortur og straf ramme dem, misundelige på ham på grund af hans profetskab og åbenlyse mirakler ...
“De ophidsede “kongen af Damaskus på den tid, en græsk polyteist, der tilbad stjernerne” til at beordre sin vicekonge i Jerusalem til at arrestere Jesus. Jesus, der fik nys om dette, spurgte dem, der var hos ham: “Hvem melder sig frivilligt til at komme til at ligne mig, for hvilket han vil blive min følgesvend i Paradis?”
En ung mand meldte sig, hvorefter “Allah sørgede for, at den unge mand kom til at se ud præcis som ’Isa, mens en hul åbnede sig i husets tag, og Isa blev bragt til at sove og steg sovende til himmels.”
Da “de, der omringede huset, så manden, der lignede ’Isa, troede de, at han var ’Isa. Derefter fangede de ham om natten, korsfæstede ham og anbragte en tornekrone på hans hoved. Derefter pralede jøderne af, at de havde dræbt Isa, og nogle kristne troede på grund af deres uvidenhed og mangel på fornuft på deres falske påstande.”
Andre kilder angiver andre teorier:
Wahb bin Munabbah, Qatadah, og Mujahid siger, at Jesus var sammen med 70 af sine disciple, da vagterne kom for at arrestere ham, og alle 70 blev bragt til at ligne Jesus på en prik; én trådte frem og blev korsfæstet.
’The Ruhul Ma’ani’ identificerer ham, der blev bragt til at ligne Jesus og derefter korsfæstet som ham, der forrådte ham for 30 dirhams – Judas. Allama Baghawi siger, at det var en vagtpost, der passede på Jesus, efter at han var blevet arresteret.
Udsagnet om, at “ingen af Bogens Folk kan andet end at tro på ham før hans død” er blevet opfattet som om det betyder, at Jesus vil vende tilbage til jorden – og når han gør det, vil han – ifølge Muhammad - ”bryde korset, dræbe svinet og afskaffe jizya’en (en skat ikke-muslimer, der ”beskyttes” af den muslimske regering, bliver afkrævet).”
Det vil sige, at han afskaffer ikke-muslimernes underlegne dhimmi-status og islamiserer verden: ”Til den tid vil Allah destruere alle andre religioner end islam, og Allah vil destruere Al-Masih Ad-Dajjal (den falske Messias).”
Allah advarer de kristne om at huske, at Jesus var en skabt skabning, og de bør derfor ikke sige “Tre” (vers 171) – dvs ikke hævde, at Gud er en treenighed. Ibn Kathir gentager Koranen (5:116), idet han siger, at de kristne opløftede Jesus ”og hans mor til at være guder på højde med Allah”; den virkelige kristne Treenighed med Faderen, Sønnen og Helligånden har Koranen ingen forestilling om.
|