|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 5, “Bordet” vers 1-60
Sura 5 stammer fra Medina-perioden (ligesom sura 2-4).
Vers 1-11 befaler muslimer at adlyde Allahs ordrer, hvad angår fødevarer, religiøse overbevisninger og seksualmoral.
Vers 5 tillader muslimske mænd at gifte sig ikke alene med “ærbare, troende kvinder, men også med ærbare kvinder af Bogens Folk.”
Imidlertid siges der ingenting om muslimske kvinders tilladelse til at gifte sig med ikke-muslimske mænd, og det er også forbudt i følge islamisk lov.
Det er en del af dhimmiernes, ”de beskyttede menneskers” undertrykte status i islam: eftersom en mand traditionelt indlemmer sin kone i sin egen husstand, men ikke omvendt, så betyder forbudet mod, at muslimske kvinder gifter sig med ikke-muslimske mænd, men tilladelsen til at muslimske mænd gifter sig med ikke-muslimske kvinder, at det muslimske samfund altid vil være i position til at vokse, mens det ikke-muslimske samfund oplever nedgang.
Vers 12-26 vender tilbage til nedsablingen af jøderne og de kristne.
Vi får at vide, at Allah “tidligere indgik en pagt med Israels Børn” (vers 12), men jøderne brød den.
Og derfor er de nu forbandede af Allah, fordi de har ændret de guddommelige åbenbaringer, de modtog, og også fordi de er forræderiske; ikke desto mindre befales muslimer her at “tilgive dem og se stort på (deres ugerninger): thi Allah elsker dem, der er venlige” (vers 13).
I henhold til Allusi i hans ‘Ruhul Ma’ani’ bør denne tilgivelse kun omfatte de jøder, der bliver muslimer eller indvilger i at betale jizya og affinde sig med underlegen dhimmistatus i overensstemmelse med 9:29.
Tabari derimod antyder, at vers 13 blev abrogeret af de befalinger, der kom senere i Muhammads karriere, om at erklære jihad mod de vantro.
De kristne, derimod, “glemte en del af det, de modtog formaninger om,” så derfor “oppiskede Allah fjendskab og had blandt dem indtil Dommedag” (vers 14).
Derfor beviser splittelsen blandt de kristne i henhold til Koranen religionens falskhed – et udsagn, hvortil Jesus fremsatte modstykket: ”Igennem dette vil alle mennesker vide, at I er mine disciple, hvis I elsker hinanden” (Johannes 13:35).
Ibn Kathir siger: ”De utallige kristne sekter har i sandhed altid været fjender og hinandens modstandere, idet de hver især anklager og forbander hinanden for kætteri i dette liv og på den Dag, hvor Vidnerne træder frem.” Jøderne og de kristne burde acceptere islam (vers 15).
Koranen fremstiller adskillige steder sig selv som mægler imellem disse bekrigende sekter og opklarer omdiskuterede spørgsmål.
Når det derfor hævdes, at Jesus ikke blev korsfæstet – men én, der lignede ham blev korsfæstet i stedet (en opfattelse, der deles af visse gnostiske, kristne sekter – så siger Allah: ”de, der er uenige i dette, har tvivl om det; de har ingen viden derom, men gætter kun; de dræbte ham bestemt ikke” (4:157).
Og her erklærer Koranen, at de kristne, der tror på, at “Allah er Messias, Marias søn” er “vantro.”
Abdullah Yusuf Alis oversættelse siger, at de, der tror dette, er “blasfemikere”, men det arabiske ord, der her anvendes er ‘kafara’, en form af ‘kufr’, vantro.
I islam er der naturligvis under alle omstændigheder en lille forskel mellem vantro og blasfemi, men passagen henviser til vantro og ikke blasfemi.
Det er bemærkelsesværdigt, at islamiske talsmænd i Vesten jævnligt hævder, at Koranen aldrig omtaler kristne som vantro eller ikke-troende, når dette vers rent faktisk helt tydeligt fastslår, at de, der tror på Kristi guddommelighed i sandhed er vantro.
Til de jøder og kristne, der hævder at være Guds børn, beordres Muhammad til at gensvare: ”Hvorfor straffer Han jer så for jeres synder?” (vers 18).
Vers 27-34 genfortæller historien om Kain og Abel kulminerende med ét af Koranens oftest citerede vers, og det som præsident Bush oftest henviser til:
vers 32, der indeholder formaningen om, at den, der dræber et menneske, ”med mindre det er for mord eller for at skabe ballade i landet, da er det, som om han dræbte hele menneskeheden: og hvis nogen reddede et liv, da er det, som om han reddede hele menneskeheden.”
Sa‘id bin Jubayr forklarer 5:32 således:
“Den, der tillader sig at spilde en muslims blod, er at sammenligne med ham, der spilder alle menneskers blod. Den, der forbyder spild af én muslims blod er at sammenligne med ham, der forbyder spild af alle menneskers blod.”
Hverken præsidenten eller nogen af de andre, der citerer dette vers, som om det fordømmer islamisk jihad-vold, omtaler adskillige væsentlige fakta: verset forekommer i sammenhæng med en advarsel til jøderne og bliver ikke fremlagt som noget universelt princip; det indeholder den væsentlige undtagelse “ med mindre det er for mord eller for at skabe ballade i landet,” og det bliver efterfulgt af vers 33, der specificerer straffen for den ballade:
“Straffen for dem, der bekriger Allah og Hans Budbringer og af al magt opildner til ballade i landet, er: henrettelse, korsfæstelse, afhugning af hænder og fødder på modsatte sider eller landsforvisning. Det er deres fornedrelse og vanære i denne verden. Og en grum skæbne venter dem i det hinsidige.”
Verset forklarer således, hvad der skal gøres ved de jøder, der afviser Muhammad. Det dikterer ikke ophøjede, moralske principper.
Ibn Warraq opsummerer: “Den tilsyneladende ædle mening er i virkeligheden en advarsel til jøderne. ’Styr jer, ellers’ er budskabet. Verset er således langt fra at afsværge vold, men påpeger aggressivt, at enhver, der modsætter sig Profeten, vil blive dræbt, korsfæstet, lemlæstet og landsforvist!”
Vers 35-40 advarer igen om helvedesilden og foreskriver amputation af en hånd for tyveri (vers 38).
Muhammad sagde:
I vers 41-60 trøster Allah Muhammad, fordi de kristne og jøderne har afvist ham, og han og hans budskab bliver igen fremlagt som kronen på og fuldendelsen af de budskaber, deres profeter har overbragt dem.
Men de kristne får at vide, at de “skal dømme efter, hvad Allah har åbenbaret deri” (vers 47), hvilket lader antyde, at Muhammad ikke mente, at de kristne Skrifter var blevet forfalsket endnu, selvom det i dag er almindelig islamisk lærdom, at Det Nye Testamente, som vi kender det i dag, ikke er originalen, men en udgave, der er blevet ændret af slyngelagtige kristne for at reflektere deres falske doktriner.
Således må muslimer ikke være venner med jøder og kristne (vers 51); Ibn Kathir forklarer:
“Allah forbyder Sine troende slaver at have jøder og kristne som venner, fordi de er islams og muslimernes fjender, må Allah forbande dem.”
Vers 52-60 fortsætter ad dette spor med at skælde ud på hyklerne og Bogens Folk (hvoraf de fleste er “oprørske og ulydige” – vers 59) og minder dem om, at nogle af dem, der “pådrog sig Allahs forbandelse og vrede” blev “transformeret til aber og svin” (vers 60).
|