|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 5, “Bordet” vers 61-120
Anden halvdel af Koranens 5. Sura
Sura 5 fortsætter med at forklare jødernes og de kristnes ondskab. Vers 61-86 kritiserer jøderne og de kristne, fordi de afviser at følge Muhammad. Hvorfor stopper de jødiske rabbinere ikke med deres ondsindede optræden (vers 63)? De vover endda at sige, at “Allahs hånd er lænket” (vers 64).
Allahs hånd er lænket? Det er uklart, hvilket jødisk koncept, hvis noget, Koranen henviser til i dette tilfælde.
Ibn Kathir kommenterer: “Allah fastslår, at jøderne – må Allahs fortsatte forbandelser slå ned over dem indtil Dommedag – beskriver Ham som en gnier. Allah er meget helligere end det, de tillægger Ham.”
Han har absolut fri vilje, og Hans hånd er absolut ikke lænket: Allahs frie hånd er et klart billede på guddommelig frihed. En sådan Gud kan ikke begrænses af nogen lov.
Muslimske teologer fremførte, at under den langvarige kontrovers med den kætterske islamiske Mu‘tazilite-sekt, der ophøjede menneskelig fornuft udover det punkt, de senere sejrherrer kunne tolerere, at Allah var fri til at gøre, hvad der passede ham. Han var derfor ikke forpligtet til at herske over universet i henhold til konsistente og observerbare love. ”Han kan ikke udspørges om det, Han gør” (Koran 21:23).
Følgelig gav det ingen mening at registrere, hvordan den fysiske verden opførte sig; der var ingen grund til at forvente, at verdens måde at opføre sig på ville følge mønstre, der var konsistente end sige observerbare. Hvis man ikke kunne regne med, at Allah var konsistent, hvorfor så spilde tid på at observere tingenes orden?
Det kunne forandres i morgen. Stanley Jaki, en katolsk præst og fysiker, forklarer, at det var den anerkendte Sufi-tænker al-Ghazali, der ”undsagde naturens love, videnskabens objektiv, som en blasfemisk begrænsning af Allahs frie vilje.”
Den store jødiske filosof fra det 12. årh., Moses Maimonides, forklarede islamisk kosmologi i lignende vendinger, idet han bemærkede, at islamiske tænkere på hans tid forudsatte ”muligheden af, at et eksisterende væsen burde være større eller mindre, end det i virkeligheden er, eller at det burde være anderledes i form og position, end hvad det virkelig er; f.eks. kan en mand være stor som et bjerg, han kan have flere hoveder og være i stand til at flyve; eller en elefant kunne være lige så lille som et insket, eller et insekt kunne være lige så stort som en elefant. Denne metode til at godtage muligheder gælder for hele universet.”
Relativt tidligt i sin historie blev videnskab derfor i den islamiske verden frataget det filosofiske fundament, den havde brug for for at kunne blomstre. Det filosofiske fundament fandt videnskaben kun i det kristne Europa, hvor man formodede, at Gud var god og havde skabt universet i ovenensstemmelse med konsistente og observerbare love.
En sådan tankegang ville for fromme muslimer have svaret til at sige: ”Allahs hånd er lænket.”
Vers 64 siger også, at hver gang jøderne “tænder krigsbålet, så slukker Allah det.”
Det er, siger Tafsir al-Jalalayn, ”krig mod Profeterne.”
I følge Bulandshahri “Gør jøderne alle anstrengelser for at anstifte krig imod muslimerne, men Allah forpurrer hver gang deres forsøg ved enten at sprede terror i deres hjerter eller gennem deres nederlag i disse slag.”
Jøderne “stræber også efter at lave ballade på jorden” – dvs ‘fasaad’ – for hvilket straffen er udspecificeret i vers 33: ”de vil blive dræbt eller korsfæstet, eller få deres hænder og fødder på modsatte sider hugget af, eller de vil blive fordrevet fra landet.”
Vers 66, 68 og 69 opfordrer jøderne og de kristne til at følge det, der står skrevet i Toraen og Evangelierne og lover paradis til dem, der gør det.
Dette er ikke (som det ofte anføres) en manifestation af økumenisk generøsitet, men snarere et udtryk for Koranens påstand om, at den bekræfter de tidligere bøgers budskab, der profeterede Muhammads komme.
Ibn Kathir fortæller jøderne og de kristne, at de ikke vil have ”nogen rigtig religion, før I holder jer til og implementerer Toraen og Evangelierne. Dvs før I tror på alle de bøger, Allah åbenbarede for Profeterne. Disse bøger befaler, at man følger Muhammad og tror på hans profeti, alt imens man overholder hans Lov.”
Vers 72 gentager benægtelsen af Kristi guddommelighed – og udnævner dem, der tror på det, til at være “vantro” – vers 17 og vers 73 gentager benægtelsen af Treenighedsdoktrinen fra 4:171.
Jesus og hans moder bliver igen fremstillet som de andre medlemmer af den guddommelige trio med Allah, men de var dødelige: De spiste begge jordisk mad (vers 75) – “som alle andre mennesker,” siger Tafsir al-Jalalayn, ”og sådan en kan ikke være gud på grund af sin sammensætning og ufuldkomne natur, og på grund af de [urenheder såsom] urin og afføring, som han producerer.”
Den faktiske kristne opfattelse af Inkarnationen med Kristus som både helt Gud og helt menneske tages ikke med i betragtning.
Imidlertid bliver de vantro jøder for deres part forbandet af både David og Jesus for deres ulydighed (vers 78).
Muslimerne vil opdage, at disse jøder er deres værste modstandere, mens de, der er dem følelsesmæssigt nærmest, er de kristne (vers 82).
I henhold til ‘Ma’alimut Tanzil’ henviser dette vers ikke til alle kristne, men kun til dem, der accepterer islam; dette forklares af vers 83 og 84, i hvilke disse kristne accepterer Muhammads budskab.
Vers 87-108 fastsætter diverse reguleringer for muslimerne. Iblandt er påbudet om, at den der bryder en ed må sone ved at bespise ti fattige eller frisætte en slave (vers 88).
Vers 90-91 siger, at alkohol og gambling er “Satans værk” – og således aldeles forbudt.
Muslimer bliver i vers 101-102 advaret mod “at stille spørgsmål om forhold, der ville skabe problemer for jer, hvis de blev besvaret. Men hvis I spørger om, hvornår Koranen er blevet åbenbaret, så vil der blive redegjort for det, Allah vil tilgive spørgerne.”
Imidlertid “stillede nogle mennesker før jer den slags spørgsmål og mistede af den grund deres tro.”
Det kan måske forklare nogle imamers nærtagenhed, når de bliver stillet spørgsmål
Vers 109-120 vender tilbage til Jesus og understreger hans status som Allahs profet, der udførte alle sine mirakler på ordre fra Allah – og han er således ikke selv Gud.
Miraklet med lerfuglene, der blev levende (vers 110) kan findes i den gnostiske tekst fra det 2. årh. Thomas-evangeliet.
Det er sandsynligt, at gnostikerne forlod Det østromerske Rige, hvor de blev udsat for forfølgelse, og slog sig ned i Arabien.
Vers 112-115 giver kapitlet titel, idet de beretter om, da Jesus bad Allah om et veldækket bord fra himlen, hvilket skulle være ”en højtidelig fest og et tegn fra dig” (vers 114).
Dette er tilsyneladende et levn fra den kristne nadver: indtagelsen af Kristi legeme og blod i form af brød og vin, hvilket var centralt for alle kristne grupper på Muhammads tid.
I vers 116 spørger Allah Jesus direkte: “Åh, Jesus, søn af Maria! Sagde du til menneskeheden: Opfat mig og min moder som to guder ved siden af Allah?”
Jesus nægter naturligvis at have sagt således. De, der tror noget andet, vil blive straffet.
Craig Winns gennemgang af sura 5 kan ses her:
http://www.islamist.dk/forum/showthread.php?t=442
|