|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 6, “Kvæget” vers 1-83
Sura 6 i Koranen, “Kvæget”, stammer fra Muhammads sidste år i Mekka, før ”The Hijra” eller Flugten til Medina i det 12. år af hans profetiske karriere.
I Medina blev han for første gang en politisk og militær leder såvel som religiøs; i Mekka havde han udelukkende været prædikant for sin nye og kompromisløse monoteisme i en atmosfære af tiltagende fjendskab fra sin egen stamme, Quraysh-stammen, der var hedninge og polyteister.
Sura 6 beskæftiger sig med dette modsætningsforhold og indeholder - udover ukvemsord mod de vantro - Allahs trøst til Muhammad over, at Quraysh-stammen afviste hans budskab.
Vers 1-12 gentager, at de vantro har afvist deres Skabers sandhed. Allah advarer: “Ser de ikke, hvor mange af dem, der kom før dem, som Vi udryddede?” (vers 6).
Allah håner deres vantro og siger, at hvis han havde sendt Muhammad med “et skriftligt budskab på pergament,” så ville de vantro have afvist det som “åbenlys trolddom” (vers 7), og hvis han havde sendt en engel i skikkelse af et menneske, så var de bare blevet forvirrede (vers 9).
Intet vil tilfredsstille dem: de er i bund og grund perverse.
Derefter pointerer vers 13-32 Allahs “enhed” og hævder, at ”dem, Vi har givet Bogen – dvs jøder og kristne – ”har lige så meget kendskab til dette” – dvs sandheden i Muhammads budskab – ”som de har kendskab til deres egne sønner” (vers 20).
Dette er fordi, siger Ibn Kathir, ”de modtog gode nyheder fra de foregående Budbringere og Profeter om Muhammads komme, hans fortrin, hjemland, udvandring og beskrivelsen af hans Ummah.”
Det vil sige, at deres manglende tro på islam ikke er en seriøs afvisning baseret på ærlig overbevisning, men rendyrket perversitet: de ”lyver over for deres egne sjæle” (vers 24).
Og der er ikke noget værre end det. Intet. Allah spørger: “Hvem gør mere forkert end ham, der opfinder en løgn mod Allah eller afviser Hans tegn?” (vers 21). “Tegn” er endnu engang ‘ayat’, det ord der bruges om vers i Koranen.
Dette vers pointerer, at der ikke findes nogen større synd end ‘shirk’, det at associere partnere med Allah.
Tafsir al-Jalalayn spørger: ”Og hvem, dvs ingen, gør mere ondt end ham, der opfinder en løgn mod Gud ved at tilskrive Ham en partner eller afviser Hans tegn?”
Der findes intet mere ondt.
I 1997 fastslog et nyhedsbrev fra “Invitation til Islam”:
“Mord, voldtægt, børnemishandling og folkemord. Disse er nogle af de oprørende forbrydelser, der forekommer i verden i dag. Mange tror, at disse er de værst tænkelig forbrydelser, der kan begås.
Men der findes én, der er værre end alle disse tilsammen: Det er forbrydelsen ’shirk’.
Nogle mennesker stiller måske spørgsmålstegn ved denne opfattelse. Men set i rette kontektst vil det faktum, at der ikke findes værre forbrydelse end shirk, være indlysende for enhver seriøs person.
Der er ingen tvivl om, at ovenstående forbrydelser i sandhed er skrækkelige, men en sammenligning med shirk viser, at de er ubetydelige i forhold til denne parodi.
Når en mand myrder, voldtager eller stjæler, går uretfærdigheden primært ud over andre mennesker. Men når en mand begår shirk, er uretfærdigheden rettet mod Skaberen af himlene og jorden, Allah.
Når en person bliver myrdet, fremsættes alle mulige årsager og forklaringer. Men én ting, som morderen ikke kan hævde, er, at den myrdede var en, der forsynede ham med mad, husly, beklædning og alle de andre ting, der holder mennesker på fode i dette liv.”
Ikke´desto mindre så begår disse syndefulde forbrydere deres misgerninger, fordi Allah har ”tildækket deres hjerter,” så at de ikke kan forstå Muhammads budskab (vers 25). Helvedesilden venter dem (vers 26, 30).
Muslimer bør være varsomme med at værdsætte denne verdens ting, thi “Hvad er livet i denne verden andet end leg og morskab?” (vers 32)
‘Tanwîr al-Miqbâs min Tafsîr Ibn ‘Abbâs’ siger: ”Forstår de ikke, at denne verden er flygtig, og at det Hinsidige er evigt?”
Mange gør ikke. I vers 33-73 trøster Allah Muhammad over de vantros afvisning af hans ´budskab:
“Vi kender i allerhøjeste grad den sorg, deres ord forvolder dig” (vers 33), men de er “døve og dumme” (vers 39) og ville ikke tro, om de så var vidner til store mirakler (vers 35, 37).
Det faktum, at Allah i en perfekt bog, der har eksisteret i al evighed, er så bekymret og omsorgsfuld over for sin profets sorg over at blive afvist, er for fromme muslimer kun yderligere bekræftelse på Muhammads betydning og ophøjede status.
Allahs bekymring for Muhammad blev et springbræt for en ophøjelse af Muhammad i islams okkulte tradition.
Den persiske sufu-mystiker Mansur Al-Hallaj (858-922) sagde, at Allah “har ikke skabt noget, der er kærere for Ham end Muhammad og hans familie.”
Den persiske digter Rumi (Jalal al-Din Muhammad Rumi, 1207-1273) sagde, at roser duftede ligesom islam Profets sved:
”Root and branch of the roses is
the lovely sweat of Mustafa [that is, Muhammad],
And by his power the rose’s crescent
grows now into a full moon.”
På lignende vis mente en moderne arabisk forfatter, at Allah “skabte Muhammads krop af en så uovertruffen skønhed, at ingen nogensinde havde set noget lignende. Hvis hele Profetens skønhed blev åbenbaret for vore øjne, ville øjnene ikke kunne bære dens pragt.”
I vers 40-49 diskuterer Allah, hvordan han har sendt budbringere til hele verden med advarsler om straf til dem, der er vantro.
Vers 50-58 instruerer Muhammad om at udstede forskellige advarsler til de vantro.
Vers 59-69 pointerer Allahs absolute suverænitet, hvor vers 59 er et rammende udsagn om hans alvidenhed: “Og hos Ham er nøglerne til detUsynlige. Kun Han kender dem. Og Han ved, hvad der er i jorden og i havet. Ikke et blad falder, uden at Han ved det, ikke et frø findes i jordens mørke, om det er tørt eller vådt, uden (at det er beskrevet) klart.”
(Ligeledes tror visse islamiske fortolkere, at “Vi har intet udeladt af Bogen”, vers 38, henviser til ’ Lawhul Mahfuz’ Den Beskyttede Tavle, hvorpå Allah har skrevet alt, hvad der sker i universet, selv dyrs og fugles mindste handlinger.)
Allah opfordrer Muhammad til at “ignorere dem, der kun opfatter deres religion som bare leg og fornøjelse, og som bliver bedraget af livet i denne verden.” (vers 70)
Vers 74-83 beskriver, hvordan Abraham afviste polyteisme ved at anføre defekterne ved forskellige hedenske emner for tilbedelse: stjernerne, månen, solen.
De, der overfladisk sammenkæder Allah med måneguden – en før-islamisk krigsgud – bør bemærke vers 77: “Da han så månen stige i sin pragt, sagde han: ’Dette er min Herre.’ Men da månen gik ned, sagde han: ’med mindre min Herre vejleder mig, vil jeg helt bestemt være blandt dem, der kommer på afveje.’”
|