|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 6, “Kvæget” vers 84-165
Sura 6, “Kvæget”, vers 84-90, uddyber den umiddelbart forudgående diskussion om Abrahams afvisning af afgudsdyrkelse ved at opremse islams andre profeter (husk på, at Abraham ifølge koran 3:67 var muslim):
Noa før Abraham, derefter Abrahams børn Isak og Jakob, og derefter David, Salomon, Job, Josef, Moses, Aron, Zakarias, Johannes Døberen, Jesus, Elias, Ismael, Elisa, Jonas og Lot.
Disse er naturligvis allesammen bibelske personer, selvom vi senere skal se, at Koranen virkelig omtaler profeter, der ikke optræder i Biblen.
Ikke desto mindre anbringer Koranen Muhammad som kronen på og perfektionen af den bibelske profettradition, og forklarer forskellene imellem det, jøder og kristne mener, at Abraham, Moses, Jesus og resten har sagt, og det, muslimer tror på, de sagde om de kristnes forvanskning af deres egne skrifter.
Vers 91-103 fastslår Allahs “enhed” og alle skabningers afhængighed af ham. Vers 91 begynder med endnu en beskyldning om, at jøderne ikke adlyder de åbenbaringer, Moses fik: de fremviser det (“make it into separate sheets for show”), men de adlyder det ikke (de “skjuler meget af indholdet”).
Allah revser dem, der siger, at han ikke har åbenbaret noget for noget menneskeligt væsen. Ifølge As-Durrul Manthur blev dette vers åbenbaret efter, at Muhammad havde drillet en ”bastant” [’hefty’] jødisk lærd ved navn Malik bin Sayf.
Muhammad spurgte ham: “Har du læst i Toraen, at Allah afskyr en ‘bastant’ lærd? Malik bin Sayf blev ophidset og råbte: ”Ved Allah! Allah har ikke åbenbaret noget for noget menneskeligt væsen!”
Hans udbrud bliver citeret og irettesat i vers 91. Koranen er den “mest velsignede bog”, der konfirmerer tidligere åbenbaringer.
Den gør også Muhammad i stand til at advare “byernes moder” – dvs Mekka – om den forestående dom over dem, der ikke accepterer islam (vers 92) og ”opfinder en løgn imod Allah” (vers 93).
Alle vil på Dommens Dag møde Allah alene – uden hjælp fra familie eller venner (vers 94). Vers 95-103 indeholder en bevægende overvejelse om, hvordan Allah får alt til at gro, nedsender regn og holder øje med alting: “Intet blik kan omfatte Ham, men Han kan se alt: Han er hævet over enhver forståelse og er alligevel bekendt med alting (vers 103). (arabiske tegn på denne plads i den engelske version) Et smukt vers på ethvert sprog.
Vers 101 forsøger en ‘reductio ad absurdum’ på den kristne inkarnationsdoktrin: “Hvordan kan Han have en søn, når Han ikke har en ægtefælle?”
Ibn Kathir spørger: ”Hvordan kan Han have en kone af Sine skabninger, der er passende for Hans majestæt, når der ikke findes nogen som Ham. Hvordan kan Han få et barn? Allah er i sandhed ophøjet over at få en søn.”
Tanken om, at faderskab og sønforhold måske ikke skal forstås i fysisk forstand overvejes ikke.
I vers 104-117 beordrer Allah Muhammad til at “vende sig bort fra dem, der har andre guder end Allah” (vers 106), thi, hvis “Allah havde villet det, havde de ikke været afgudsdyrkere,” og det er ikke Muhammads problem: “Vi har ikke gjort dig til deres vogter, ejheller er du ansvarlig for dem” (vers 107).
Muslimerne skal ikke ikke rakke ned på de vantros guder med mindre de vantro rakker ned på Allah (vers 108); i henhold til As-Suyuti’s Lubabun Nuqul, åbenbarede Allah dette vers som svar på en aktuel hændelse, hvor hedningene svarede på muslimernes nedgørelse af deres guder ved at rakke ned på Allah.
Enhver profet har fjender – djævle, der både er mennesker og ‘jinns’ (vers 112). ‘Jinns’ (hvoraf det engelske ord ‘genie’ stammer) er åndelige skabninger, der kan se mennesker, men mennesker kan ikke se dem.
Allahs budbringere er kommet til dem også (vers 130).
Vers 118-121 beordrer muslimer til ikke at spise kød, med mindre Allahs navn er blevet udtalt over det; dette er grundlaget for halal-tilberedelsen af kød, der dikterer, at dyrets pulsåre, luftrør og spiserør skal overskæres, efter at slagteren har reciteret ”I Allahs navn”.
Derefter skal blodet løbe af. Muslimerne ville være “hedninge”, hvis de adlød de vantros råd i den henseende (vers 121).
I henhold til Ibn Kathir betyder dette, ”når du vender dig bort fra Allahs ordre og lovgivning på grund af noget, andre siger og foretrækker dette frem for det, Allah har sagt, så er det lig med ’shirk’” (’Shirk’ er naturligvis den største af alle synder – det at assoicere partnere med Allah).
Det er en af grundene til, at demokrati har så svært ved at slå rod i islamiske lande.
Vers 122-134 vender tilbage til det perverse i, at de vantro, der forlanger tegn fra Allah, ikke ville tro på dem alligevel, selvom de modtog dem. Om nogen bliver muslim eller ej afhænger udelukkende af, om Allah ønsker at føre ham til islam eller føre ham på afveje (vers 125).
Ved at følge islams “rette vej” (vers 126) vil muslimer gøre Allah til deres ven (vers 127). Vers 128-131 tager fat på ‘jinns’ såvel som mennesker og advarer dem om den samme Dom.
Ibn Jarir og Dhahak siger, at jinn-profeter blev sendt til ’jinns’; desuden hævder Mujahid og Ibn Jurayj, at ’jinns’ lyttede til de menneskelige profeter. Det er det almindeligste synspunkt.
Vers 135-145 kritiserer forskellige, hedenske praksisser, især ofring af børn (vers 137, 140).
“Vær ikke ødsel” (vers 141), siger Ibn Jurayj, henviser til overdreven velgørenhedsentusiasme:
“Denne ayah blev åbenbaret vedrørende Thabit bin Qays bin Shammas, der plukkede frugterne af sine dadelpalmer. Så sagde han til sig selv: ’Enhver person, der kommer til mig i dag, vil blive bespist med dadler.’
Det gjorde han hele dagen, og da det blev aften, havde han ikke flere dadler tilbage.”
Andre fastholder imidlertid, at verset simpelthen dirigerer muslimer til at være økonomiske i almindelighed.
Vers 142-144 forbyder forskellige hedenske sædvaner, hvad angår anvendelsen af dyr.
Dernæst angiver vers 146 og 147 specifikke detaljer om jødiske fødevareregler. Allah fortæller Muhammad, at hvis jøderne beskylder ham for at lyve, bør han svare:
“Jeres Herre er altomfavnende fuld af barmhjertighed; men Hans vrede vil aldrig mildnes i forhold til skyldige mennesker.”
Ibn Kathir bemærker, at Allah ”ofte sammenkæder opmuntring med trusler i Koranen.”
Suraen afsluttes med en sidste appel til de vantro i vers 148-165.
I henhold til Ibn Mas’ud udgør vers 151-153, en opsummering af, hvad der er forbudt i islam, ”Allahs Budbringers vilje og testamente, på hvilket han anbragte sit segl.”
Man bør ikke slå ihjel, eftersom Allah gjorde liv helligt, “undtagen i henhold til retfærdighed og lov” (vers 151).
Hvad betyder det?
Muhammad forklarede, at ”en muslims blod kun kan udgydes i tre tilfælde: som Qisas [gengæld] for mord, en gift person, der har ulovligt samleje, og ham, der vender sig fra islam og forlader muslimerne (apostat).”
Så utroskab, frafald og hævn er de eneste retfærdiggørelser for at tage liv. Vers 153 og 161 gentager, at islam er den rette vej.
Allah “sætter jer på en prøve med de gaver, Han har givet jer” (vers 165).
Muhammad forklarede også dette: ”Dette liv er i sandhed smukt og grønt, og Allah lod jer leve det generation efter generation, så at Han kan se, hvad i vil. Tag jer derfor i agt for dette liv og tag jer i agt for kvinder, for den første prøvelse, Israels Børn led under, var med kvinder.”
|