|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 7, “De høje stader” vers 103-206
Sura 7 fortsætter beretningerne om profeterne, hvor den længste af alle disse beretninger i vers 103-171 er historien om Moses og hans folk.
Den begynder med en genfortælling af historien om Moses og Farao, fortalt på en måde, der antyder at tilhørerne har hørt den før: for eksempel ser vi, at Moses påbyder Farao at “sende Israels Børn med mig” (vers 105), men det formodes, at læseren ved, at israelitterne på dette tidspunkt var undertrykt som slaver i Egypten.
Moses udfører forskellige mirakler for Farao, som i den bibelske beretning - skønt, da Moses’ hånd bliver “hvid for alle, der ser ham” (vers 108), siger Ibn Abbas, at dette ikke var ”på grund af spedalskhed”, hvilket er i modstrid med 2. Mosebog 4:6.
‘Ruhul Ma’ani’ siger, at Moses’ hånd skinnede stærkere end solen.
Men som i den bibelske beretning er Farao ikke imponeret. Men det er Faraos troldmagere, og da de udtrykker tro på “Verdenernes Herre, Moses’ og Arons Herre (vers 121-122), truer Farao med at afhugge deres hænder og fødder på modsatte sider og korsfæste dem (vers 124) – den samme straf, som Allah foreskriver for dem, der erklærer krig mod Allah og Muhammad
(vers 5:33).
Troldmagerne beder til, at Allah vil “tage vores sjæle til sig som muslimer” (vers 126) hvilket er endnu en påmindelse om, at Koranen behandler alle de bibelske profeter, som om de var islams profeter, hvis budskaber senere blev forvansket af med henblik på at skabe jødedom og kristendom.
Da Farao truer Moses og hans folk, fortæller Moses dem, at ”det kan være, at jeres Herre har tænkt sig at ødelægge jeres fjende og gøre jer til statholdere på jorden, så at Han kan se, hvordan I opfører jer” (vers 129) – og selvfølgelig dumper jøderne til testen.
Allah ødelægger i sandhed deres fjende: han nedsender plager over egypterne, igen beskrevet som om tilhørerne allerede er bekendte med historien: “død i stor stil, græshopper, lus, frøer og blod” (vers 133), drukner Faraos mænd i havet (vers 136), Og gør jøderne, “folket, der var foragtet”, til arvinger til “de østlige egne af landet og de vestlige, som Vi havde velsignet” (vers 137).
Men jøderne, der havde imødegået afgudsdyrkere i deres nye land, begynder omgående selv på afgudsdyrkeri (vers 138).
Moses går op ‘Mount Tur’ (28:46) for at snakke med Allah og på stentavler modtage love, som Koranen ikke opremser(vers 145). Samtidig tilbeder Moses’ folk ”billedet af kalven”. (vers 148).
Moses bønfalder om Allahs tilgivelse (vers 155), og Allah lover barmhjertighed “over for dem, der gør det rigtige og praktiserer jævnlig velgørenhed, og dem der tror på Vores tegn” (vers 156).
Velgørenhed er ‘zakat’, islamisk velgørenhed, og tegn er ‘ayat’, det ord, der anvendes om vers i Koranen – igen en indikation på, at Allah udviser barmhjertighed over for dem, der er muslimer.
Understregningen af dette er en videre uddybning af, at Allah udviser barmhjertighed “over for dem, der følger budbringeren, Profeten, der hverken kan læse eller skrive, som de vil finde omtalt i Toraen og Evangelierne, som de har hos sig” (vers 157).
Dette er naturligvis Muhammad, som muslimer hævder blev forudsagt og beskrevet i de jødiske og kristne Skrifter, før disse blev forvansket.
Ibn Kathir siger: ”Dette er beskrivelsen af Profeten Muhammad i Profeternes Bøger. De overbragte de gode nyheder om hans komme til deres nationer og befalede dem at følge ham. Beskrivelsen af ham fandtes stadig i deres Bøger, som rabbinerne og præsterne ganske udmærket ved.”
“Som rabbinerne og præsterne ganske udmærket ved”: her kan man igen opleve den muslimske tro på, at jøderne og de kristne, eller i det mindste deres ledere, ved, at Muhammad er en sand profet, men stædigt nægter at anerkende ham; det er ikke i god tro, at de afviser ham.
Det er Muhammad, der “der befaler dem, hvad der er retfærdigt, og forbyder dem det, der er ondt; han tillader dem det, der er godt (og rent) og forbyder det, der er dårligt (og urent)” (vers 157).
Dette er en af begrundelserne for troen på ’hadith’, traditionerne vedrørende Muhammads ord og handlinger:
Muslimer beordres til at følge, hvad Muhammad befaler, og kun i hadith kan disse befalinger læses.
Blandt jøderne “er der nogle, der vejleder og udøver retfærdighed på basis af sandheden” (vers 159), men ”de yderligtgående blandt dem” ændrede deres Skrifter:
de “ændrede de ord, de havde fået overbragt, og derfor sendte Vi dem en plage fra Himlen” (vers 162).
De ignorerede Allahs ordre om at helligholde Sabbat’en, hvorefter Han transformerede dem til aber, foragtede og afviste” (vers 166) og ”opdelte dem i fraktioner på denne jord” (vers 168).
Vers 172-206 advarer imod afgudsdyrkelse og risikoen ved at afvise Allah.
Enhver på jorden bliver født som muslim (vers 172), som Muhammad også siger i en hadith:
“Intet barn fødes, undtagen det har den islamiske tro, men dets forældre gør det til en jøde eller en kristen.”
I en anden hadith fremavler Allah alverdens børn fra Adams ryg og spørger dem: ”Er Jeg ikke jeres Herre?” (Alastu Bi Rabbikum). Alle bekræfter, at det er han. Derfor, siger Bulandshahri: “vil ingen kunne påstå, at han ikke vidste, at Allah er hans Herre.”
Dette er endnu en grund til, at nogle muslimer ofte antager, at ikke-muslimer handler i ond tro: de ved, at Koranen er sand, og Muhammad er profet, men nægter at anerkende det.
Allah beder Muhammad om at recitere historien om en mand, der fik åbenbaringer fra Allah, men afviste dem (vers 175).
Dette er, i henhold til Abdullah bin Mas’ud en henvisning til historien om Bal’am, en jøde der modtog åbenbaringer, men afviste dem.
Der er tilsyneladende tale om Balaam, den modvillige ’Tallenes profet’.
Allah har skabt et stort antal mennesker og jinns til anbringelse i helvede, fordi de “har hjerter uden forståelse, øjne, de ikke bruger til at se med og ører, de ikke bruger til at høre med.”
Faktisk er de gennemført dyriske: “De er som kvæg – nej, de er værre!” (vers 179).
De troende derimod skal vejlede menneskeheden med Allahs sandhed og ved hjælp af den etablere retfærdighed (vers 181).
Muhammad er ikke sindssyg (vers 184), og han har intet kendskab til den usynlige verden.
Han er bare en budbringer (vers 188). Kun Allah beskytter mennesker, og kun Han kan hjælpe dem; afguder kan ikke gøre noget (vers 197).
Allah siger til Muhammad: “Hold dig til tilgivelse; befal, hvad der er rigtigt; men hold dig fra de uvidende” (vers 199).
I henhold til Abdur-Rahman bin Zayd bin Aslam ”Befalede Allah [Profet Muhammad] at vise tilgivelse og holde sig væk fra afgudsdyrkerne i ti år.
Derefter beordrede Allah ham til at være skånselsløs over for dem.”
Hvilket vi snart skal se.
|