|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 8, “Krigsbytte” vers 1-30
Sura 8, Al-Anfal - “Bytte” eller “Krigsbyttet” - daterer sig til år to i Medina-perioden, anden halvdel af Muhammads profetiske karriere.
Den blev åbenbaret ikke længe efter Slaget ved Badr, muslimernes første store sejr over deres hovedmodstandere på den tid, den hedenske Quraysh-stamme.
Navnet på denne sura er bedre kendt end de fleste, eftersom Saddam Hussein brugte Al-Anfal som navnet på sin folkemordskampagne mod kurderne i 1988, i hvilken mellem 50.000 og 100.000 mennesker blev myrdet.
Ved Badr kom Quraysh ud for at møde Muhammads tre hundrede mænd med en styrke på næsten 1000 mand.
Muhammad havde fremprovokeret slaget ved at sende sine mænd ud for at overfalde en Quraysh-karavane med denne besked:
“Dette er Quraysh-karavanen, der medbringer deres værdier, så marchér ud og opsnap den – så vil Allah måske give jer den som krigsbytte.”
Da slaget var nært forestående vandrede den islamiske profet i henhold til Muhammads tidligste biografiskriver, Ibn Ishaq, rundt blandt sine tropper og udstedte et altafgørende løfte – et løfte, der til alle tider har indgydt muslimske krigere kampmod:
“Ved Allah, i hvis hånd Muhammads sjæl befinder sig, ingen mand, der kæmper med urokkeligt mod og rykker frem og ikke tilbage, vil blive dræbt i dag, uden at Allah lukker ham ind i Paradis.”
En af de muslimske krigere, ‘Umayr bin al-Humam, udbrød: ”Fint, fint! Er der intet mellem mig og Paradis udover at blive dræbt af disse mænd?”
Han smed nogle dadler, han havde spist af, kastede sig ud i kampen og kæmpede, til han blev dræbt.
Quraysh blev knust. Nogle muslimske traditioner siger, at Muhammad selv deltog i kampene; andre, at det var mere sandsynligt, at han opmuntrede sine tilhængere fra sidelinjen. Under alle omstændigheder så var det en anledning til at hævne års frustrationer, bitterhed og had mod hans egen stamme, der havde afvist ham.
En af hans tilhængere mindedes senere en forbandelse, Muhammad havde fremsat mod Quraysh-lederne:
“’Profeten sagde, Åh Allah! Udryd Quraysh-høvdingene, Åh Allah! Udryd Abu Jahl bin Hisham, ‘Utba bin Rabi’a, Shaiba bin Rabi’a, ‘Uqba bin Abi Mu’ait, ‘Umaiya bin Khalaf (eller Ubai bin Kalaf).’”
Alle disse mænd blev taget til fange eller dræbt i Slaget ved Badr. Ibn Ishaq siger, at én af de Quraysh-ledere, der blev nævnt i forbandelsen, ‘Uqba, bad for sit liv:
“Men hvem skal så tage sig af mine børn, Åh Muhammad?”
I den tidligere konfrontation havde ‘Uqba kastet kamelindvolde på Islams Profet, da denne knælede i bøn.
Muhammad havde fremsat en forbandelse over dem, og nu stod den til at gå i opfyldelse. Hvem skulle tage sig af ‘Uqbas børn? ”Helvede”, erklærede Muhammad og beordrede ’Uqba dræbt.
Sejren ved Badr blev vendepunktet for muslimerne. Det blev legendestof, en hjørnesten i den nye religion. Og Allah belønnede dem, han havde givet sejr.
Vers 1-4 lovpriser de sande troende, der følger de islamiske regler, hvad angår bøn, faste og velgørenhed og beskæftiger sig for første gang med spørgsmålet om krigsbytte fra Badr.
Der var et enormt bytte til sejrherrerne – faktisk så meget, at det gav anledning til stridigheder. Muhammad fik spørgsmål vedrørende byttets fordeling, og Allah fortæller muslimerne, at det udelukkende er op til Muhammad (vers 1).
Det var i overensstemmelse med et særligt privilegium, Allah havde tilstedt Muhammad.
Muhammad forklarede:
“Jeg har fået fem (ting), ingen anden Profet før mig har fået.” Disse indeholder det faktum, at “Allah lod mig sejre gennem skræk (ved at Han skræmte mine fjender)”, og ”byttet er blevet halal (lovligt) for mig (hvilket det ikke har været for andre).”
Vers 5-17 henviser til forskellige hændelser, der fandt sted før og under slaget, med understregning af, at Allah beordrer krig og beskytter de troende, når de er i krig. De sande troende var villige til at forlade deres hjem for at føre jihad-krig, selvom nogle ikke kunne lide det og diskuterede med Muhammad om, hvorfor de skulle gøre det (vers 5-6).
Det er et ekko af 2:216:
“Kamp er foreskrevet for jer, og I kan ikke lide det. Men det er muligt, at I hader noget, der er godt for jer, og at I elsker noget, der er skidt for jer.”
Allahs løfte om “den ene af de to fjendegrupper” (vers 7) betyder i følge Ibn Kathir, at muslimerne ville opnå sejr ved enten ”at opbringe karavanen eller ved at besejre Quraysh-hæren.”
Allah bekendtgjorde, at tusind engle sluttede sig til muslimerne for at ramme Quraysh (vers 9), og at han havde ”inspireret englene (med budskabet): ‘Jeg er med jer: indgyd de Troende fasthed: Jeg vil slå de Vantro med rædsel: hug hovederne af dem, og hug deres fingerspidser af (vers 12).
Tafsir Al-Jalalayn forklarer: ”det vil sige, [hug] deres hænder og fødder af: når en af dem således forsøgte at afhugge en vantros hoved, så rullede hans hoved af, før sværdet nåede det.”
Vers 12 blev en af de væsentligste retfærdiggørelser for den islamiske praksis – dengang og nu – at hugge hovedet af gidsler og krigsfanger.
Da det amerikanske gidsel Nicholas Berg blev halshugget i maj 2004, fremmanede den nu afdøde irakiske jihad-leder Abu Musab al-Zarqawi det store slag:
“Er det ikke tiden for jer [muslimer] at gå på jihad-vejen og bære profeternes Profets sværd? Profeten, den mest barmhjertige, befalede [sin hær] at hugge hovederne af nogle fanger i [slaget ved] Badr og at dræbe dem ... Og han satte et godt eksempel for os.”
Allah sendte engle mod Quraysh, ”fordi de kæmpede mod Allah og Hans Budbringer: Hvis nogen kæmper mod Allah og Hans Budbringer, så straffer Allah strengt” (vers 13).
Muslimerne skal altid gå fremad, aldrig vende ryggen til fjenden, med mindre de derved udfører en krigslist (vers 15-16).
Allah fortæller Muhammad, at muslimerne blot var passive instrumenter ved Badr. I følge Ibn Ishaq smed Muhammad på et tidspunkt småsten mod Quraysh, idet han udbrød: “Foul be those faces!”
Men det var Allah, der dræbte Quraysh’erne og endog Allah, der smed småstenene, ”så at Han kunne teste de troende ved hjælp af en nådig prøvelse fra Ham selv: Allah er Ham, der hører og ved (alting)” (vers 17).
Vers 18-19 henvender sig til de vantro med en advarsel til Quraysh mod at forsøge et nyt angreb og fortæller dem, at de igen vil blive besejret, uanset hvor mange flere de er end muslimerne.
Vers 20-30 henvender sig derefter til muslimerne igen med en formaning om at tro og en påmindelse om, at det var Allah, der gav dem sejren ved Badr til trods for fjendens større antal (vers 26).
De vantro kan smede alle de rænker, de vil, men ”Allah er den bedste rænkesmed” (vers 30).
|