|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 8, “Krigsbytte” vers 31-75
Vers 31-40 i sura 8 diskuterer perversiteten hos de hedenske Quraysh, som muslimerne lige har besejret i slaget ved Badr.
De afviser Muhammads præk som “historier fra gamle dage” (vers 31) og holder muslimerne ude fra Den Hellige Moské i Mekka. (vers 34).
I vers 38-40 forlanger Allah, at Muhammad kalder dem til at acceptere islam ”og bekæmpe dem, indtil der ikke findes mere tumult eller undertrykkelse [fitnah], og der hersker retfærdighed og tro på Allah i det hele taget og alle steder, men hvis de holder inde, så ser Allah i sandhed alt, hvad de gør” (vers 39).
I henhold til Ibn Abbas, Abu Al-`Aliyah, Mujahid, Al-Hasan, Qatadah, Ar-Rabi` bin Anas, As-Suddi, Muqatil bin Hayyan og Zayd bin Aslam betyder udsagnet, at muslimer skal kæmpe, indtil der ikke findes ‘fitnah’, at de skal kæmpe, ”så at der ikke findes mere ’shirk’”.
‘Shirk’ er at sidestille partnere med Allah – som f.eks. at kalde Jesus for Guds Søn.
Så skønt dette vers blev åbenbaret i kølvandet på et slag i det 7. årh. mellem muslimer og hedninge, så har det universel gyldighed:
Tafsir al-Jalalayn forklarer det således:
”Og bekæmp dem, indtil rebelskhed, afgudsdyrkelse ikke mere eksisterer og religion kun er for Allah alene, hvor ingen andre tilbedes ...”
Muhammad selv sagde:
“Jeg er blevet beordret til at bekæmpe mennesker, indtil de erklærer, at der ikke findes anden gud end Allah, og den, der tilkendegav det, havde garanti for beskyttelse af sine ejendele og liv i forhold til mig med undtagelse af retlige affærer, der henhører under Allah.”
Vers 41-44 handler om selve slaget. Efter muslimernes sejr befaler Allah muslimerne at give en femtedel af byttet til Muhammad (vers 41).
Efter et slag bad Muhammad “med ansigtet vendt mod en kamel fra krigsbyttet,” og sagde til sine mænd, mens han holdt nogle af kamelens hår mellem fingrene:
“Dette er også en del af det krigsbytte, I tjente. Jeg har i sandhed ingen andel i det udover min egen andel, den femtedel, der er afsat til mig. Selv den femtedel vil blive givet til jer.”
Dette var et tegn på profetens gavmildhed, i henhold til den, der fortæller denne historie. Muhammad fortsatte med at formane muslimerne til at aflevere alt krigsbyttet til ham, så han kunne fordele det retfærdigt:
“Aflever derfor selv nålen og tråden og det, der er større eller mindre end det (fra krigsbyttet). Snyd ikke med noget af det, thi at stjæle fra krigsbyttet, før det er retfærdigt fordelt, medfører Ild og en skam over Ildens folk i dette liv og i det Hinsides.
Udfør jihad mod mennesker for Allahs sag, uanset om de er tæt på eller langt væk, og frygt ikke bebrejdelser, så længe I arbejder for Allahs sag.
Indfør Allahs regler herhjemme, og når I er på rejse. Udfør jihad for Allahs sag, thi jihad er en mægtig dør, der fører til Paradis. Er man kommet gennem den, redder Allah (en) fra bedrøvelse og sorg.”
Derefter minder Allah Muhammad om forskellige begivenheder før og under slaget med eftertryk på, hvordan Allah kontrollerede begivenhederne og reddede muslimerne (vers 42-44).
Vers 45-63 henvender sig til de troende med besked på ikke at efterligne dem, der – ligesom “Faraos folk – afviste Allahs tegn” (vers 52).
(Her er “tegn” igen ‘ayat’, det ord, der bruges om vers i Koranen).
For “de værste udyr i Allahs øjne er dem, der afviser Ham: de vil ikke tro” (vers 55) – endnu en indikation på, at de vantro ikke fortjener nogen respekt eller hensyntagen.
Hvis muslimerne “frygter forræderi” fra vantro, med hvem de har en traktat, skal de simpelthen bryde traktaten (vers 58).
Ibn Kathir siger, at det betyder, at muslimerne skal fortælle de vantro, ”at I misligholder traktaten. På den måde vil I dermed stå lige, I og de vil være klar over, at der eksisterer krigstilstand imellem jer, og at den tosidige fredstraktat er annulleret.”
Muslimerne bør “forberede deres styrke til fingerspidserne, inklusive deres krigsheste for at plante rædsel i Allahs og jeres fjenders (hjerter)” (vers 60), mens de også skal være klar til at indgå fred, hvis fjenden ønsker det (vers 61).
Nogle mener imidlertid ikke, at denne våbenhvile bør være tidsubegrænset. Qutb forklarer:
”På den tid, da denne sura blev åbenbaret, instruerede Allah Sin Budbringer om at opretholde fred med de grupper, der afstod fra at kæmpe med ham og muslimerne, uanset om de indgik i en formel traktat med muslimerne eller ej. Profeten fortsatte med at acceptere fredelige forbindelser med de vantro og de tidligere åbenbaringers folk, indtil sura 9 blev åbenbaret, hvorefter han kun kunne acceptere et af to alternativer: enten antog de islam eller betalte jizyah [en skat pålagt ikke-muslimer i koran 9:29], der indikerede en tilstand af fred. Ellers var det eneste alternativ krig, når som helst det var muligt for muslimerne at påbegynde en sådan, så at alle mennesker underkaster sig Allah alene.”
Vers 64-75 henvender sig til Muhammad selv med forskellige instruktioner. Allah fortæller ham, at han vil give fromme muslimer flere sejre, selvom de står over for odds, der er endnu værre end dem, de overvandt ved Badr, selvom dette løfte næsten omgående bliver trukket i land: oprindeligt ville et hundrede kunne overvinde et tusind vantro (vers 65); men dette bliver næsten omgående reduceret til, at et hundrede troende kan besejre to hundrede vantro (vers 66).
Det blev et gennemgående tema i jihad-litteratur op gennem århundrederne helt frem til i dag: fromhed vil bringe militær sejr, og muslimerne vil vinde, selvom de er stillet over for overvældende odds.
I henhold til Tafsir al-Jalalayn blev vers 67 – “Det er ikke passende for nogen profet at have fanger, før han har foranstaltet nedslagtning i landet” – åbenbaret, da muslimerne “krævede løsepenge for dem, der var blevet taget til fange ved Badr.”
Muslimerne havde løsladt nogle af fangerne fra Badr, men det var baseret på deres begær efter materiel vinding: de penge, de ville modtage i løskøb.
Tafsir fortsætter: “Åh, I troende, I begærer denne verdens flygtige ting, dens overfladiske gevinster, ved at tage løsepenge, mens Allah ønsker for jer det Hinsides, det vil sige belønningen i det Hinsides, ved at I dræber dem.”
Med andre ord skulle de have dræbt fangerne i stedet for at tage løsepenge for dem.
Tafsir al-Jalalayn konkluderer imidlertid, at vers 67 blev abrogeret af 47:4, der tillader løsepenge.
Ibn Kathir bemærker, at ”de fleste lærde siger, at spørgsmålet om krigsfanger henhører under Imamen. Hvis han beslutter det, kan han lade dem dræbe, som det var tilfældet med Bani Qurayzah. Hvis han beslutter det, kan han acceptere løsepenge for dem, som det var tilfældet med fangerne fra Badr, eller udveksle dem med muslimske fanger.”
Læs også Craig Winns kommenterede gennemgang af sura 8 her:
http://www.islamist.dk/forum/showthread.php?t=382
|