|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 9, “Anger” vers 1-5
Sura 9 er det eneste af Koranens 114 kapitler, der ikke begynder med Bismillah ar-Rahman ar-Rahim - “ I Allah den nådige og barmhjertiges navn.”
Der angives forskellige forklaringer herpå. Kalif Utman (o.a. heriblandt Zamakhshari) forklarer, at det var fordi nogle mente, at sura 8 og sura 9 i virkeligheden var én sura, og at ”den hellige profet døde uden at have informeret os om, hvorvidt Surah Bara’ah [sura 9] var en del af Surah Anfal [sura 8] eller ej.”
Ibn Kathis siger, at udeladelsen simpelthen skete, ”fordi Følgesvendene ikke skrev det i den komplette kopi af Koranen (Mushaf), de samlede.”
Maududi hævder, at den korrekte forklaring blev givet af imam Razi, der siger, at ’Bismallah osv’ blev udeladt, fordi Muhammad selv ikke reciterede det i begyndelsen af denne sura.
Al-Hakim siger, at Muhammad ikke bare ikke reciterede ‘Bismallah ..’ selv, men befalede, at det ikke skulle reciteres i begyndelsen af denne sura.
Hvorfor ikke? Tafsir al-Jalalayn forklarer Muhammads ordre ved at sige, at ’Bismallah’ er sikkerhed, og [sura 9] blev nedsendt på et tidspunkt, da sikkerhed blev fjernet med sværdet.
‘Ali ibn Abi Talib er enig og siger, at ‘Bismallah’ udtrykker sikkerhed, hvorimod denne sura blev nedsendt med sværdet. Derfor begynder den ikke med ’sikkerhed’”. Tafsir al-Jalalayn tilføjer, at ”Hudhayfa beretter, at de kaldte den ’Sura of Repentance’ (Anger), mens den i virkeligheden er ’Sura of Punishment (Straf).”
Under alle omstændigheder opretholdes forbudet. Lærde såsom Jazari og Shatbi siger, at ‘Bismallah’ ikke bør reciteres i begyndelsen af denne sura, selvom Bulandshahri siger, at hvis nogen reciterer sura 9 begyndende et andet sted end begyndelsen, kan han recitere ‘Bismallah’, hvis han ønsker det.
I henhold til en hadith, berettet af Bukhari, var sura 9 den sidste der blev åbenbaret i fuld udstrækning, selvom en del af en anden sura kom senere.
En anden hadith siger, at sura 110 i virkeligheden var den sidste, men under alle omstændigheder er sura 9 meget sen, iblandt de sidste åbenbaringer, Muhammad modtog.
Den kom i forbindelse med en fejlslagen ekspedition, Muhammad foretog mod en byzantinsk garnison i Tabuk i det nodlige Arabien i 631, og en god del af suraens indhold drejer sig om begivenhederne i forbindelse med forsøget på at angribe det store kristne imperiums hær.
Den begynder imidlertid med at henvende sig til Mekkas hedninge.
Vers 1-12 fritager de vantro for alle forpligtelser, de måtte have underkastet sig i traktater med muslimerne, og alle eksisterende traktater bliver begrænset til en periode på fire måneder (vers 1-3).
Denne begrænsning kommer sammen med advarslen om, at “Allah vil dække dem med skam, der afviser Ham” (vers 2), hvilket Tafsir al-Jalalayn forklarer som ”at ydmyge dem i denne verden ved at lade dem dræbe, og i det Hinsidige ved [at sende dem i] Ilden.”
Bekendtgørelsen fremsættes under Pilgrimsfærden (Hajj), at ”Allah og Hans Budbringer ophæver (traktat)forpligtelser med Hedningene” og kalder dem til at angre og acceptere islam (vers 3).
Dette henviser kun til de hedninge, der har misligholdt betingelserne i deres traktater med muslimerne. De andre traktater vil blive overholdt, indtil aftaleperioden udløber (vers 4).
As-Sawi siger, at dette er en undtagelse fra begrænsningen på fire måneder i forhold til Damra-stammen, “der stadig havde ni måneder tilbage af deres traktat.”
Derefter følger det berygtede Sværdvers, der indeholder påbudet om at ”dræbe de vantro, hvor som helst I finder dem (vers 5). Dette er forståeligt nok et højtelsket vers blandt nutidens jihadister.
I en prædiken i 2003 frydede Osama bin Laden sig over dette vers: ”Priset være Allah, der åbenbarede Sværdverset for sin tjener og budbringer [Profet Muhammad] med henblik på at fastslå sandheden og afskaffe løgnen.”
Ibn Juzayy anfører, at vers 5 abrogerer ”alle fredstraktater i Koranen” og især abrogerer direktivet i 47:7 om at ”løslade med eller uden løsepenge” tilfangetagne vantro.
I henhold til As-Suyuti: “Dette er Sværdverset, der abrogerer tilgivelse, våbenhvile og overbærenhed” – det vil måske sige at se gennem fingre med hedningenes forseelser.
Tafsir al-Jalalayn siger, at muslimerne skal ”dræbe afgudsdyrkerne, hvorend I finder dem, om det så er i en lovlig [periode] eller en hellig, tage dem til fange og spærre dem inde i borge og forter, indtil de ikke har andet valg end at blive dræbt eller acceptere islam.”
Ibn Kathir samtykker på det punkt og foreskriver, at muslimer ”ikke bør vente, indtil I finder dem. I skal hellere opsøge dem og belejre dem i deres områder og på deres forter, samle oplysninger om dem ad forskellige veje og farvande, så at det, der er gjort bredt ser endnu smallere ud for dem. På den måde har de intet valg udover at dø eller tage imod islam.”
Han synes heller ikke at abonnere på det synspunkt, der jævnligt fremsættes af muslimske talsmænd i Vesten i dag – at dette vers kun gælder for Arabiens hedninge på Muhammads tid og ikke har videre anvendelsesmuligheder.
Han hævder tværtimod, at “slå de vantro ihjel, hvor som helst I finder dem” betyder lige præcis det: de vantro skal dræbes” på jorden i almindelighed bortset fra Det Hellige Område” – dvs den hellige moské i Mekka i overensstemmelse med 2:191.
Hvis de vantro konverterer til islam, skal muslimerne holde inde med at dræbe dem.
Tafsir al-Jalalayn: ”Men, hvis de angrer deres vantro og etablerer bøn og betaler almisse, så lad dem være og skrid ikke ind over for dem.”
Ibn Kathir: ”Dette vers tillod at bekæmpe mennesker, med mindre og indtil de tager imod islam og implementerer islams regler og forpligtelser.”
Qutb siger, at udløbet af traktaterne efter en nåde-periode på fire måneder kombineret med ordren til at dræbe de vantro ”ikke var ment som gengældelses- eller udryddelseskampagne, men snarere som en advarsel, der forsynede dem med et motiv til at acceptere islam.”
Asad siger imidlertid, at vers 5 ”bestemt ikke indebærer alternativer som ’konvertér eller dø’, som visse uvenlige kritikere af islam vælger at antage.”
Han siger, at “krig kun er tilladeligt i selvforsvar,” i overensstemmelse med 2:190, og at ”fjendens konvertering til islam ... ikke er mere end én, og slet ikke den eneste, måde, de ’kan afstå fra fjendtlighed.’ Han dirigerer læseren til vers 4 og 6 med henblik på yderligere tydeliggørelse.
Endelig er det værd at bemærke, at i henhold til As-Suyuti tog juristen ”Ash-Shafi dette som et bevis for, at enhver, der forlader bønnen, skal dræbes, og enhver, der nægter at betale zakat [almisse], skal bekæmpes. Nogle tager dette som et bevis på, at de er ‘kafirun’ [vantro].”
På samme måde siger Ibn Kathir: ”Abu Bakr As-Siddiq tog dette ærefulde vers som bevis for, at man skulle bekæmpe dem, der afviste at betale zakat.”
Så selv muslimer, der ikke opfylder islamiske forpligtelser, falder i kategorien af dem, der skal bekæmpes. Dette er et princip, den ‘moderne’ Salafist-bevægelse lader gælde bredt og anvender jævnligt for som vantro at brændemærke regeringer, der ikke hersker i overensstemmelse med strikt islamisk lov og derfor skal bekæmpes af dem, der opfatter sig selv som sande muslimer.
Dette udspiller sig i øjeblikket i Salafist-oprøret mod Musharrafs Pakistan og i mindre udstrækning mod Mubarak og ovenikøbet i Saudiarabien mod Huset Saud.
|