|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 9, “Anger” vers 6-14
I henhold til den islamiske lærde Muhammad Asad (20. årh.), så modsiger vers 4 og 6 i sura 9 indtrykket, mange har af vers 5: at hedninge skal tilbydes valget mellem ”konvertering eller døden.”
Vers 4 fortæller imidlertid kun, at hvis ikke-muslimer overholder betingelserne for deres eksisterende traktater med Muhammad og muslimerne, så vil muslimerne også overholde dem, indtil de udløber.
Og i henhold til Ibn Kathir så giver vers 6 hedningene ”fri pasage, så de kan lære om Allahs religion, så at Allahs kald vil spredes blandt Hans tjenere ... Kort sagt, de, der kommer fra et land, der er i krig med muslimerne, til islams område for at overbringe et budskab, for at lave forretninger, for at forhandle en fredstraktat, for at betale jizya, for at bringe en ende på fjendtligheder osv og udbeder sig fri passage af muslimske ledere eller deres stedfortrædere, bør bevilges fri pasage, så længe de befinder sig på muslimsk område, indtil de vender tilbage til deres land og tilflugtssted.”
Henvisningen her til at betale jizya handler om den særlige skat for Bogens Folk under islamisk styre i vers 29; således er valget, i det mindste for dem, der har modtaget et skriftligt budskab (fortrinsvis jøder, kristne og zoroastrianere) ikke konvertering eller døden, men konvertering, underkuelse eller døden.
Tafsir al-Jalalayn, As-Suyuti og Ibn Juzayy er enige i dette synspunkt i vers 6.
Ibn Juzayy siger, at det betyder, at muslimer bør “tilstede dem sikkerhed, så at de kan høre Koranen for at finde ud af, om de vil være muslimer eller ej. (før dem derefter til et sted, hvor de er i sikkerhed) Hvis de ikke bliver muslimer, så send dem tilbage.” Han bemærker imidlertid, at dette ikke er et enstemmigt synspunkt: “Dette er et fast synspunkt, selvom nogle mennesker siger, at det er abrogeret af kamp.”
Den traktat, muslimerne indgik med hedningene “nær Den Hellige Moské” (vers 7) henviser til Hudaybiyya-traktaten.
I 628 havde Muhammad et syn, hvori han foretog pilgrimsfærd til Mekka – en hedensk skik, som han brændende ønskede at gøre til en del af islam, men som han indtil videre var blevet forhindret i at foretage af Quraysh-stammen, der kontrollerede Mekka. Men denne gang beordrede han muslimerne til at forberede sig på at foretage pilgrimsfærd til Mekka og nærmede sig byen med 1500 mand.
Quraysh’erne mødte ham uden for byen, og de to parter indgik en ti års våbenhvile (hudna), Hudaybiyya-traktaten.
Visse førende muslimer var utilfredse med våbenhvilens betingelser. Trods alt havde de for nylig brudt en Quraysh-belejring af Medina og var nu mere magtfulde end nogen sinde. Skulle de bortforhandle deres militære overmagt for at kunne foretage pilgrimsfærd?
I henhold til Muhammads første biografiskriver, Ibn Ishaq, henvendte en rasende Umar sig hos Abu Bakr og sagde: “Er han ikke Guds Apostel, og er vi ikke muslimer, og er de ikke polyteister? Hvorfor skal vi så indgå på noget, der er nedværdigende for vores religion?”
De to mænd gik til Muhammad, der forsøgte at berolige dem: “Jeg er Guds slave og Hans Apostel. Jeg vil ikke sætte mig op imod Hans befaling, og Han vil ikke gøre mig til taberen.”
Men det så bestemt ikke ud til, at traktaten faldt ud til muslimernes fordel.
Da det blev tid at aftalen skulle nedskrives, kaldte Muhammad på Ali og bad ham skrive: “I Allahs den Nådige og Barmhjertiges navn.”
Men Quraysh-forhandleren, Suhayl bin Amr, standsede ham: ”Det anerkender jeg ikke; men skriv ’I dit navn, Åh Allah.”
Muhammad bad Ali skrive, hvad Suhayl havde dikteret.
Men Suhayl var ikke færdig. Da Muhammad dirigerede Ali til at fortsætte med at skrive: “Dette er hvad Muhammad, Guds apostel, er blevet enig om med Suhayl bin Amr,” protesterede han igen.
“Hvis jeg bevidnede, at du var Guds apostel,” sagde Suhayl til Muhammad, “så havde jeg ikke bekæmpet dig. Skriv dit navn og din fars navn.” Derefter beordrede islams Profet endnu engang, til hans tilhængeres tiltagende utilfredshed, Ali til at skrive dokumentet, som Suhayl ønskede det.
Ved den endelige udformning af traktaten chokerede Muhammad endnu engang sine mænd ved at indgå på betingelser, der virkede ufordelagtige for muslimerne: de, der flygtede fra Quraysh og søgte tilflugt hos muslimerne, skulle sendes tilbage til Quraysh, mens de, der flygtede fra muslimerne og søgte tilflugt hos Quraysh ikke skulle sendes tilbage til muslimerne.
Men Muhammad brød snart traktaten. En Quraysh-kvinde, Umm Kulthum, sluttede sig til muslimerne i Medina; hendes to brødre henvendte sig til Muhammad og bad om, at hun blev returneret “i overensstemmelse med aftalen mellem ham og Quraysh-stammen ved Hudaybiya.”
Men Muhammad afslog: Allah forbød det. Han gav Muhammad en ny åbenbaring: “Åh, I der tror! Når der til jer kommer troende kvindelige flygtninge, så undersøg og test dem: Allah ved bedst, hvad angår deres tro: hvis de forsikrer, at de er troende, så send dem ikke tilbage til de vantro” (60:10).
Ved at nægte at sende Umm Kulthum tilbage til Quraysh brød Muhammad traktaten. Skønt muslimske apologeter gennem hele historien har hævdet, at Quraysh-stammen først brød den, så skete dette før alle de hændelser, muslimerne peger på som Quraysh-stammens aftalebrud.
Den nutidige muslimske skribent Yahiya Emerick hævder, at Muhammad baserede sin sag på noget lovmæssigt flueknepperi: traktaten fastslog, at muslimerne skulle sende enhver MAND, der kom til dem, tilbage til Quraysh, ikke enhver KVINDE.
Selvom det evt. er sandt, så begyndte Muhammad hurtigt – som Emerick indrømmer – også at tage imod mænd fra Quraysh og brød dermed definitivt traktaten.
Traktatbruddet cementerede dermed princippet om, at intet var godt, undtagen det var til islams fordel, og intet var ondt undtagen det, der stod i vejen for islam.
Da først traktaten formelt var skrottet, formulerede islamiske jurister princippet om, at våbenhviler i almindelighed kun kunne indgås på midlertidig basis i op til ti år, og at man kun skulle indgå i dem med det formål at tillade svækkede muslimske styrker at genvinde kræfterne til igen at kæmpe mere effektivt.
Ikke desto mindre hævder Ibn Kathir og andre, at Quraysh var de første til at bryde traktaten.
Og vers 8-14 giver bestemt det indtryk, at de virkelig brød den ved at gennemhegle hedningene for at have solgt ”Allahs tegn” for en ”ussel pris” (vers 9) og for at have overtrådt de edssvorne aftaler, de havde indgået med muslimerne (vers 12, 13).
På grund af alle deres onde handlinger tilskynder Allah derfor muslimerne til at bekæmpe dem (vers 13-14).
I henhold til Ibn Juzayy ”vil Allah straffe dem med jeres hænder” (vers 14), hvilket betyder ”dræbe og tage til fange. Det er et løfte om sejr til muslimerne.”
Tafsir al-Jalalayn er enig: “Bekæmp dem, og Gud vil vil straffe dem, Han vil lade dem dræbe i jeres hænder og fornedre dem, ydmyge dem gennem tilfangetagelse og undertrykkelse, og Han vil give jer sejr over dem ...”
|