|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 9, “Anger” vers 14-28
I marts 2006 kørte en iransk studerende ved navn Mohammed Reza Taheri-azar en firehjulstrækker ind på University of North Carolinas område (campus) og forsøgte bevidst at dræbe mennesker. Det lykkedes ham at kvæste ni. (kilde)
Efter hændelsen syntes han særdeles tilfreds med sig selv, han smilede og vinkede til forsamlingen efter sin fremstilling i retten, hvor han havde forklaret, at han var ”taknemmelig over at have haft mulighed for at udbrede Allahs vilje”.
Sidenhen skrev han seks breve til ‘the Daily Tar Heel’, de studerendes avis på University of North Carolina, hvori han forklarede, hvorfor han havde gjort det.
I ét af brevene angiver han en liste over ”Korancitater med relevans til 3/3-06-angrebet”.
Disse inkluderer “Instruktioner og retningslinjer for at kæmpe og dræbe for Allahs sag.” Under “Begrundelser for at kæmpe for Allahs sag” citerede han vers 14 og 15 fra sura 9, idet han forklarede, at kampen var for ”at frigøre vrede og raseri fra Allahs tilhængeres hjerter.”
Og i de vers lover Allah i sandhed, at han straffer de vantro ved hjælp af de troendes hænder og dækker dem med skam, han vil ”hele de troendes bryst og stilne indignationen i deres hjerter.”
Ibn Juzayy og Tafsir al-Jalalayn fokuserer imidlertid på den del af verset, der siger, at “Allah henvender sig til, hvem Han vil.”
Ibn Juzayy forklarer: “Allah vil henvende sig til nogle af de vantro, og så vil de blive muslimer.”
Den beslutning er alene Allahs, som vi har set. Allah vil ikke forlade dem, der “kæmper med styrke og hjerte” (vers 16). Det ord, der her anvendes er ‘jahadu’, en bøjning af “jihad”, som det er gengivet her.
Derefter erklærer vers 17-22, at afgudsdyrkerne eller polyteisterne (mushrikeena, af mushrik, polyteist) ikke er værdige til at bestyre Den Hellige Moské i Mekka – selvom hedningerne stadig kontrollerede moskeen, da denne sura blev åbenbaret.
De kontrollerede den, men som Ibn Jusayy kommenterer: så ”har de hverken retten eller pligten til at gøre det. De har bemægtiget sig den ved voldelig besættelse og uretfærdighed.”
De har ingen ret til moskeen, fordi, i henhold til Ibn Kathir og almindelig islamisk tradition, så byggede Abraham den selv som en helligdom for Allah.
Vers 23-28 beordrer de troende til at adskille sig fra og bekæmpe de vantro. De troende bør endog afskære sig fra deres egne familer, hvis disse ikke er muslimer (vers 23-24).
Ibn Kathir siger: ”Allah befaler, at man skal holde sig fra de vantro, selvom de så er ens forældre eller børn, og Allah forbyder, at man tager dem som støtter, hvis de vælger vantro frem for tro.”
Ibn Juzayy bemærker, at vers 24 med sin advarsel om, at man ikke bør værdsætte noget i dette liv højere end Allah, er en trussel mod enhver, der foretrækker sin familie, værdier eller hjem frem for emigration og jihad.”
”Emigration” henviser til flytningen til Medina, der på det tidspunkt var obligatorisk for alle sande troende.
Vers 25 og 26 henviser til “Slaget ved Hunayn”, der fandt sted, efter at Muhammad erobrede Mekka. Da han først var blevet herre over Mekka, var der yderligere en tilsvarende stor forhindring for, at han kunne blive herre over hele Arabien. Malik ibn ‘Awf, medlem af Hawazin-stammen i byen Ta’if syd for Mekka, begyndte at samle en styrke til at bekæmpe muslimerne.
Indbyggerne i Ta’if havde afvist Muhammad og behandlet ham usselt, da han ti år tidligere havde præsenteret sin profetiske påstand for dem. De var Quraysh-stammens ærkerivaler og betragtede disses konvertering til islam med afsky.
Malik samlede en styrke og marcherede ud for at møde muslimerne; i henhold til Ibn Ishaq mødte Muhammad ham med en hær på 12.000 mand og sagde, som et ekko af vers 25 (”jeres store antal fornøjede jer”): ”Vi bliver ikke besejret i dag på grund af mandskabsmangel.”
De to styrker mødtes i en ‘wadi’ – en udtørret flodseng – kaldet Hunayn nær Mekka. Malik og hans mænd var ankommet først og havde indtaget positioner, der gav dem en enorm taktisk fordel.
Trods deres talmæssige overlegenhed blev muslimerne drevet på flugt.
Da de brød deres formationer og flygtede, råbte Muhammad:
“Hvor skal I hen, mænd? Kom tilbage til mig. Jeg er Guds apostel. Jeg er Muhammad, søn af ‘Abdullah.”
Det virkede på nogle af muslimerne, og gradvist vendte billedet – dog med voldsomme tab af liv på begge sider. Til slut sejrede muslimerne og udslettede den sidste store styrke, der stod imellem islams Profet og herredømmet over Arabien.
Efter slaget modtog Muhammad endnu en åbenbaring, der forklarede, at muslimerne havde vundet på grund af overnaturlig hjælp (vers 26).
Med en besejret Malik indtog muslimerne senere Ta’if uden at møde nævneværdig modstand.
På sin vej ind i byen stoppede Muhammad under et træ, og da han fandt behag i ejendommen, sendte han bud til ejeren:
“Enten kommer du ud, eller også ødelægger vi din mur.”
Men ejeren nægtede at træde frem for Muhammad, så muslimerne ødelagde virkelig hans ejendom.
Muhammad behandlede imidlertid Ta’if-stammefolkene med overbærenhed, da han gerne ville vinde dem over til islam.
Da han fordelte byttet, favoriserede han også nogle af de nylige Quraysh-konvertitter i håb om at cementere deres loyalitet over for islam.
Denne forskelsbehandling førte imidlertid til knurren. En muslim henvendte sig modigt til ham: ”Muhammad, jeg har set, hvad du har gjort i dag ... Jeg synes ikke, du har været retfærdig.”
Profeten var helt uforstående: ”Hvis retfærdighed ikke kan findes hos mig, hvor vil du så finde den?”
I islam er Muhammads ord og handlinger i sandhed den ypperste måde at opføre sig på og har givet form til den eneste absolutte standard: alt, hvad der er sanktioneret af Profetens eksempel er godt.
I henhold til Ibn Juzayy betyder løftet, at “Allah vil henvende sig til hvem, Han vil” (vers 27), at “Hawazin-stammen, der havde bekæmpet muslimerne ved Hunayn, blev muslimer.”
De vantro er urene og må derfor ikke indtræde i Den Hellige Moské (vers 28). Shiiter i særdeleshed anser dette som et anliggende om ritual renhed.
Ayatollah Sistani, som mange observatører har opfattet som en ledestjerne for håb om demokrati i Irak, forestiller sig næppe en stat, hvor vantro har samme rettigheder som troende, eftersom han sammenligner ikke-muslimer med andre urene ting:
De følgende ti ting er i særlig grad ‘najis’ [urene]:
1. Urin
2. Afføring
3. Sæd
4. Lig
5. Blod
6. Hund
7. Gris
8. Kafir [vantro]
9. Alkoholiske drikke
10. Sveden fra et dyr, der constant spiser urene ting.
Ideen stammer fra vers 28. Tafsir al-Jalalayn siger, at polyteisterne er ”urene på grund af deres indre dårligdomme,” og As-Suyati tilføjer, at nogle siger, at ”de virkelig er urene, så at de skal udføre ’ghusl’ [fuldstændig rituel afvaskning], hvis de bliver muslimer, og man skal foretage ’wudu’ [den delvise afvaskning] efter at have udvekslet håndtryk med dem.”
As-Suyuti bemærker ligeledes, at dette vers forbyder de vantro at indtræde i Den Hellige Moské i Mekka, selvom han pointerer, at ”Abu Hanifa siger, at Bogens Folk ikke har forbud, fordi det specielt er for afgudsdyrkere.”
På grund af Muhammads forbud mod ikke-muslimer i Arabien er det usandsynligt, at en af Bogens Folk kunne få tilladelse til at komme ind i Mekka i dag.
|