|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 9, “Anger” vers 29, del 2
Som det kunne ses sidste gang giver vers 29 i kapitel 9 af Koranen muslimerne mandat til at bekæmpe jøderne og de kristne, ”indtil disse betaler jizya i villig underkastelse og føler sig underkuet.”
Asad, Daryabadi og andre vestligt orienterede kommentatorer hævder, at jizya bare var en skat, der skulle betales for at blive fritaget for militærtjeneste.
Asad forklarer: “Enhver krigsfør muslim er forpligtet på at gribe til våben i jihad (dvs en retfærdig krig for Guds sag), nårsomhelst hans trosfrihed eller hans samfunds politiske sikkerhed er i fare ...
Eftersom dette primært er en religiøs forpligtelse, kan ikke-muslimske borgere, der ikke tilslutter sig den islamiske ideologi, ikke med rimelighed forventes at påtage sig en lignende byrde.”
Men de forbigår i tavshed sidste del af vers 29, der giver mandat til ydmygelse af ikke-muslimer.
Som forklaring på, hvorfor jøder og kristne skal “føle sig underkuet”, citerer Ibn Kathir Muhammad: “Vær ikke den første til at sige ‘Salam’ [fredshilsen] til jøder og kristne, og hvis I møder nogen af dem på vejen, så tving dem ud til siden.”
Derefter fortsætter han med at skitsere den notoriske ‘Pact of Umar’, en aftale, der i henhold til islamisk tradition blev indgået mellem kalif Umar, der herskede over muslimerne fra 634 til 644, og et kristent samfund.
Denne pagt er værd at studere nærmere, fordi den blev grundlaget for islamisk lov, hvad angår behandlingen af dhimmierne. Med bemærkelsesværdigt lille variation, igennem hele islams historie nårsomhelst islamisk lov blev strengt overholdt, er dette normen for, hvordan ikke-muslimer blev behandlet.
Med udgangspunkt i den fulde tekst, som Ibn Kathir fortæller den, så er det disse betingelser, de kristne accepterer til gengæld for ”sikkerhed for os selv, vores børn, ejendom og tilhængere af vores religion” – betingelser, der i henhold til Ibn Kathir, ”sikrede deres fortsatte ydmygelse, fornedrelse og vanære.”
De kristne må ikke:
1. Bygge “et kloster, en kirke eller et tilflugtssted for en munk”;
2. “Restaurere noget som helst bedested, der trænger til restauration”;
3. Anvende sådanne steder “til fjendtlige formål mod muslimer”;
4.“Tillade en spion mod muslimer adgang til vore kirker og hjem eller skjule bedrag [eller forræderi] mod muslimer”;
5. Efterligne muslimernes “beklædning, hovedbeklædning, turbaner, sandaler, frisurer, tale, øgenavne og titler”;
6. “Ride med sadel, hænge sværd over skuldre, indsamle våben af nogen art eller bære disse våben”;
7. “Kode vores stempler på arabisk” (Jeg er særdeles usikker på oversættelse i dette tilfælde!/Bogger – engelsk tekst: “Encrypt our stamps in Arabic”(Kan nogen hjælpe?))
8. “Sælge alkohol” – kristne i Irak er i de seneste år kommet på kant med muslimer, der genindfører denne regel;
9. “Undervise vores børn i Koranen”;
10. “Offentlig Shirk-praksis” – dvs at associere partnere med Allah, såsom at anse Jesus for Guds Søn. Med andre ord, kristnes og andre ikke-muslimske religiøse praksisser skal foregå privat, hvis ikke simpelthen i det skjulte;
11. Sætte “kors på ydersiden af vores kirker og fremvise dem og vores bøger offentligt på muslimske områder og markeder” – igen, kristen tilbedelse må ikke foregå offentligt, hvor muslimer kan se det og blive misfornøjede;
12. “Ringe med kirkeklokker, undtagen diskret, eller hæve vores stemmer, når vi reciterer vores hellige bøger inde i vores kirker under overværelse af muslimer, og ej heller hæve vores stemmer [i bøn] ved vores begravelser, eller tænde fakler under begravelsesprocessioner i muslimske områder eller deres markeder”;
13. “Begrave vores døde ved siden af de muslimske døde”;
14. “Købe tjenere, der blev fanget af muslimer”;
15. “Invitere nogen til Shirk” – dvs proselytisere, selvom de kristne også indvilger i ikke:
16. “At forhindre nogen af vores kammerater i at tage imod islam, hvis de ønsker det.”
Således kan de kristne blive mål for proselytisering, men må ikke selv bedrive det;
17. “Slå nogen muslim.”
Samtidig skal de kristne:
1. Tillade muslimer at hvile “i vores kirker, uanset om de kommer om dagen eller natten”;
2. “Åbne dørene [til vores bedehuse] for den vejfarende og forbipasserende”;
3. Sørge for kost og logi til “de muslimer, der kommer som gæster” i tre dage;
4. “Respektere muslimer og flytte os fra siddepladser, hvis de vil sidde på dem”;
5. “Sørge for, at vores pandehår er klippet, bære det sædvanlige tøj, uanset hvor vi er, gå med bælte rundt om livet” – dette for, at en muslim kan genkende en ikke-muslim, så han ikke begår den fejltagelse at hilse ham med As-salaamu aleikum, “Fred være med dig”, der er den muslimske hilsen forbeholdt en medmuslim;
6. “Være vejvisere for muslimer og afstå fra at krænke deres privatliv i deres hjem.”
De kristne svor: “Hvis vi bryder nogen af de løfter, vi afgav til jeres fordel imod os selv, så er vores ’Dhimmah’ (løfte om beskyttelse) brudt, og I har lov til at gøre ved os, hvad I har tilladelse til at gøre mod trodsige og rebelske mennesker.”
Naturligvis er ‘Pact of Umar’ et dokument fra det 7. århundrede.
Men imperativet om at undertrykke ikke-muslimer, således som Koran 9:29 giver mandat til, og som det udpensles gennem denne Pagt, blev og forblev en del af islamisk lov.
I det 19. århundrede begyndte vestlige magter at lægge pres på det sidste islamiske imperium, det ottomanske imperium, for at få afviklet ’dhimmaen’.
Tidligt i det 19. århundrede beklager Sheikh Syed Mahmud Allusi (1802-1853), forfatter til den kendte Koran-kommentar ’Ruhul Ma’an’i’, sig over, at muslimerne er blevet så svage, at dhimmierne betaler deres jizya via stedfortrædere, frem for selv til fods at aflevere den.
I sin ‘Tafsir Anwar al-Bayan’ beklager den indiske mufti Muhammad Aashiq Ilahi Bulandshahri (20. årh.) sig over, at ”i dag bliver soningssystemet (jizya) slet ikke praktiseret af muslimer.
Det er i sandhed uheldigt, at ikke alene er de muslimske stater bange for at indføre ‘Soning’ (jizya) for de vantro (kuffar), der bor i deres lande, men de tildeler dem flere rettigheder, end de tildeler muslimer, og de respekterer dem mere.
De har ikke fattet, at Allah ønsker, at muslimerne ikke viser nogen respekt over for nogen vantro (kafir), og at de ikke bør tildele dem nogen som helst specielle rettigheder.”
Den indflydelsesrige jihad-teoretiker Sayyid Qutb (1906-1966) understreger, at disse regler bør genoplives, thi ”disse vers er givet som en generel erklæring, og befalingen om at bekæmpe de tidligere åbenbaringers folk, indtil de villigt betaler underkastelsesskatten og bliver undertrykt har også almen vigtighed” (In the Shade of the Qur’an, Vol. VIII, p. 126).
På lignende vis fastslår den pakistanske jihad-forfatter Syed Abul A’la Maududi (1903-1979), at “det simple faktum er, at i følge islam er ikke-muslimer blevet tilstedt friheden til at forblive uden for den islamiske fold og klynge sig til deres falske, menneskeskabte livsstil, hvis det er det, de ønsker.”
Det igangsætter enhver tænkelig selvmodsigelse mellem hans forståelse af vers 29 og 2:256: ”Der er ingen tvang i religion.”
Maududi fortsætter med at erklære, at de vantro ”har imidlertid absolut ingen ret til at gribe magten i noget som helst hjørne af Guds jord, og ej heller nogen ret til at styre menneskers kollektive affærer i henhold til deres vrangopfattede doktriner. For, hvis de får en sådan mulighed, vil det medføre korruption og fortræd. I en sådan situation vil de troende være underkastet en forpligtelse til at gøre deres yderste for at fjerne dem fra politisk magt og at tvinge dem til at leve i underdanighed over for den islamiske livsstil” (Towards Understanding the Qur’an, vol. III, p. 202).
Læs også:
Jizya. Ydmygelses-skatten pålagt jøder og kristne
|