|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 9, “Anger” vers 30-49
Man er aldrig stødt på jøder, der proklamerer, at Ezra (Jesus) er Guds søn svarende til Koranens beskrivelse af dem i vers 30 i sura 9.
Ibn Juzayy forklarer, at det faktisk kun var ganske få jøder, der sagde således, men ”at det tilskrives dem alle sammen, fordi de fulgte dem, der sagde det.”
Tanwir al-Miqbas min Tafsir Ibn ‘Abbas tillægger jøderne i Medina denne tro.
Under alle omstændigheder så gør påstanden om denne tro, som den er fremsat af Koranen og dermed fastlagt som sand i bevidstheden hos mange muslimer, jøderne såvel som de kristne skyldige i ’shirk’, det at associere partnere med Allah - den værste af alle synder.
Ibn Juzayy citerer en anden islamisk autoritet, der siger, at den kristne tro er ”oprørende vantro.”
Ibn Kathir tilføjer, at ”det er derfor Allah erklærede, at begge grupper var løgnere,” this ”de har intet bevis, der støtter deres påstand, bortset fra løgne og opspind.”
Følgelig bliver de forbandet af Allah. Vers 30 fortsætter med at sige: “Allah bekæmpe dem!”, hvilket Ibn Juzayy forklarer som: ”Må Allah forbande dem!”
Deres afgudsdyrkeri stopper heller ikke der. De går så vidt som til at tage “som herrer ved siden af Allah deres rabbinere og munke og Messias søn af Maria, skønt de blev påbudt kun at tilbede én Allah” (vers 31).
Betyder det så, at jøderne dermed tilbeder rabbinere, og kristne tilbeder munke?
Ikke direkte: Muhammad forklarede, at rabbinerne og munkede forbød det, Allah havde tilladt for jøderne og de kristne og tillod det, han havde forbudt,” og de adlød dem. Det er på den måde, at de tilbad dem.”
Muhammad sagde også:
“Jøderne har i sandhed fortjent (Allahs) vrede, og de kristne er vildførte” – et ekko af sura 1 ’the Fatihah’.
Jøderne og de kristne er så perverse og oprørske, at de gerne ville “slukke Allahs lys” - det vil sige, forklarer Tafsit al-Jalalayn, ”Hans Shari’a og beviser” – ”med deres munde” (vers 32), men Allah vil forpurre deres planer.
Ibn Juzayy forklarer vers 33 ved at sige, at Allah vil sætte islam “over alle andre ’deens’”, dvs religioner og ”gøre den stærk, så at den favner øst og vest.”
Som Muhammad udtrykte det:
“Denne sag (islam) vil blive ved med at spredes så langt som natten og dagen rækker, Allah vil ikke undlade at komme med sin religion til et hus, uanset om det er lavet af ler eller hår og bringe kraft til en mægtig person (en muslim) og ydmygelse til en fornedret person (der afviser islam).”
Ibn Juzayy tilføjer, at “det hævdes”, at islam vil favne øst og vest, “når Isa [Jesus] nedstiger, og derefter vil kun islams ‘deen’ [religion] være tilbage.”
Dette henviser til Muhammads erklæring om, at ”Marias søn (Jesus) snart vil nedstige blandt jer (muslimer) som en retfærdig hersker, og han vil bryde korset, dræbe svinet og opgive jizya (en skat, der indkræves fra ikke-muslimerne, der er under den muslimske regerings beskyttelse).”
Det vil sige, at Jesus vil afskaffe dhimmaen, den kontraktlige beskyttelse mellem muslimer og ikke-muslimer og islamisere verden.
Allah advarer muslimerne mod jødiske rabbinere og kristne munke, der ”tankeløst opsluger menneskehedens velstand og udelukker (mænd) fra Allahs vej” – helvedes tortur venter dem (vers 34-35).
Ibn Kathir siger:
“Dette vers advarer imod korrupte lærde og vildførte tilbedere. Sufyan bin ‘Uyaynah sagde: “De iblandt vore lærde, der bliver korrupte er lig med jøderne, mens de iblandt vore tilbedere, der bliver vildførte er som kristne.’…
Da Allah sendte Sin Budbringer [Muhammad], fremturede jøderne i deres vildfarelse, vantro og oprørskhed i håb om at bevare deres status og position. Imidlertid annullerede Allah alt dette og tog det fra dem med Profetskabts lys og gav dem i stedet vanære og nedgørelse, og de pådrog sig Allahs, den Ophøjedes, vrede.”
Følgelig må muslimer “erklære krig mod alle afgudsdyrkerne, eftersom de erklærer krig mod alle jer” (vers 36).
I vers 37, siger Ibn Kathir:
“Formaner Allah afgudsdyrkerne, fordi de har valgt deres onde meninger frem for Allahs Lov. De ændrede på Allahs lovgivning baseret på deres forfængelige ønsker og tillod det, Allah forbød og forbød det, Allah tillod.
Muslimerne burde ikke tøve på grund af tilknytning til denne verden. (vers 38).
Sidstnævnte vers “er en reprimande”, forklarer Ibn Juzayy ”til dem, der ikke tog med på ekspeditionen til Tabuk”, som Muhammad anførte mod byzantinerne.
De, der ikke kæmper – “dvs tager med Profeten på jihad”, siger Tafsir al-Jalalayn - kan se frem til guddommelig afstraffelse og at blive udskiftet med et andet folk (vers 39).
Ikke at Muhammad havde brug for deres hjælp, thi Allah hjalp ham i sandhed, da de vantro fordrev ham” (vers 40).
Dette henviser i henhold til Ibn Kathir til ”Hijrah-året”, da ”de vantro prøvede at dræbe, fængsle eller fordrive Profeten.”
Muslimer bør kæmpe “let og tungt”, dvs uanset, hvordan deres omstændigheder er (vers 41), selvom Ibn Kathir, Ibn Juzayy og Tafsir al-Jalalayn alle er enige om, at befalingen blev abrogeret af 9:91:
“Der er ingen bebrejdelse mod dem, der er svagelige, syge eller ikke kan finde penge at anvende (for sagen), hvis de er oprigtige (i deres forpligtelse) over for Allah og Hans Budbringer.”
Jihad for Allahs sag (jihad fi sabil Allah, der i islamisk teologi betyder væbnet kamp for at etablere den islamiske samfundsordens hegemoni) er stadig den bedste gerning, en muslim kan udføre (vers 41).
Muhammad slog dette fast ved mange lejligheder.
Engang spurgte en mand ham: “Vis mig en gerning, der er lige så meget værd som jihad (mht belønning)”.
Muhammad svarede:
”En sådan gerning findes ikke.”
Allah har flere strenge ord til de muslimer, der ikke fulgte med Muhammad til Tabuk, og beskylder dem for at foretrække det lette liv frem for den hårde jihad-rejse og for at lyve ved at sige, at de ville være taget med, hvis de havde kunnet (vers 42).
Allah skældte ovenikøbet Muhammad ud, fordi denne lod muslimerne slippe for Tabuk-ekspeditionen (vers 43).
Han fortalte Muhammad, at sande muslimer ikke tøvede med at erklære jihad, om de så risikerede deres ejendele og deres egne liv.
De, der nægtede at gøre det, var ikke sande troende (vers 44-45). Men faktisk var det Allah, der var ”imod, at de blev sendt af sted; så Han sørgede for, at de blev tilbage” (vers 46), fordi, hvis de var kommet med, ville de bare have voldt Muhammad besvær (vers 47). Når alt kom til alt, så havde de tidligere pønset på oprør (vers 48).
Den navnløse drivert, der tiggede Muhammad: ”Giv mig tilladelse (til at blive hjemme) og frist mig
ikke” (vers 49) henviste i henhold til Ibn Ishaq til sin svaghed for kvinder.
Han spurgte Muhammad: “Tillad mig at blive hjemme og frist mig ikke, for alle ved, at jeg er stærkt tiltrukket af kvinder, og jeg er bange for, at hvis jeg ser de byzantinske kvinder, så vil jeg ikke være i stand til at kontrollere mig selv.”
Muhammad gav ham sin tilladelse, men Allah er ikke glad og fortæller sin profet, at de, der har bedt om at blive fri, allerede derved er faldet for fristelse, og at helvede også venter dem (vers 49).
|