|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 9, “Anger” vers 50-80
Vers 50-80 i sura 9 gennemhegler Hyklerne – de, der hævder at være muslimer, men i virkeligheden ikke er sande troende.
Faktisk bedrøves de, når muslimer har heldet med sig og glædes, når de lider (vers 50).
Men Allah siger til muslimerne, at de skal spørge dem: “Kan I forvente for os (anden skæbne) end én af to glorværdige ting?”(vers 52)
De to ting er martyrium eller sejr, i henhold til Ibn Abbas, Mujahid, Qatadah og andre.
Med andre ord vil muslimerne enten besejre Hyklerne eller blive dræbt af dem, i hvilket tilfælde de vil få adgang til Paradis – en vind/vind-situation.
Hyklerne ”bidrager imidlertid måske økonomisk (til sagen) villigt eller uvilligt” (vers 53); i ingen af tilfældene vil Allah acceptere det fra dem, ”for I er i sandhed rebelske og onde folk.”
I følge ‘Ruhul Ma’ani’ blev dette vers åbenbaret med henvisning til en af Hyklerne, Jadd bin Qais, der var villig til at donere penge til Muhammads ekspedition til Tabuk, men ikke villig at slutte sig til karavanen og selv kæmpe. Men hans og andre ligesindedes hykleri gør deres bidrag uacceptable (vers 54).
Men Muhammad bør ikke være imponeret over deres velstand eller antallet af deres sønner, for “det er Allahs plan at straffe dem med disse ting i dette liv, og at deres sjæle må forsvinde på grund af deres afvisning af Allah” (vers 55).
I henhold til Al-Hasan Al-Basri vil Allah gennemføre denne plan ”ved at fratage dem deres skyldige zakat-penge og anvende dem for Allahs sag.”
For de er ikke sande muslimer, og de vover endda at stille spørgsmålstegn ved Muhammads integritet i spørgsmålet om, hvordan han fordeler almisserne (vers 56-60).
Det var på dette tidspunkt, at den hændelse, jeg refererede til her fandt sted:
En af hyklerne sagde til Muhammad: ”Vær rimelig, Muhammad! Du har ikke været rimelig.”
Muhammad svarede: ”Hvad plager dig! Hvis ikke jeg er rimelig, hvem er så?”
I henhold til Tafsir al-Jalalayn burde Hyklerne have været tilfredse med ”det, Allah og Hans Budbringer gav dem” (vers 59) ”hvad angår bytte og lignende.”
Vers 60 udspecificerer til hvem, de obligatoriske almisser, zakat, kan uddeles.
Verset siger, at zakat kan anvendes ”for Allahs sag.”
Ibn Kathir forklarer:
“For Allahs sag er udelukkende til gavn for dem, der kæmper jihad og ikke modtager kompensation fra Det muslimske Skatkammer.”
As-Suyuti tilføjer:
“Nogle siger, at det anvendes på alt, der har med jihad at gøre: traktater med fjenden, til at bygge forter for, grave grøfter, våben og forråd, og til at betale spioner, om de så er kristne.”
Hyklerne generer også Muhammad ved at hævde, at han er “lutter øre” (vers 61).
Ibn Juzayy siger: “han hører alt, der bliver sagt og bekræfter det.”
Det vil sige, han er så god af sig, at kommer ham selv til skade:
Tafsir al-Jalalayn citerer Hyklerne for at sige, at Muhammad “hører hver eneste lille ting og accepterer det. Når vi sværger over for ham, at vi ikke sagde det, tror han os.”
Ibn Abbas, Mujahid og Qatadah er enige:
Muhammad lytter “til dem, der siger alt muligt om os; han tror enhver, han taler med. Hvis vi derfor gik til ham og sværgede, så ville han tro os.”
Men rent faktisk, siger Ibn Kathir, “ved han, hvem der siger sandheden og hvem, der lyver.”
Og det er bare én grund til, at han er så vigtig. Han er så central, at de troende ikke bør sværge ved Allah alene, men ved Allah og Hans Budbringer (vers 62), og enhver, der modsætter sig Allah og Muhammad har kurs mod helvede (vers 63).
Hyklerne, der har indset, at Muhammad har en tendens til at modtage åbenbaringer om sine fjender (et notorisk eksempel er sura 111, der udelukkende er helliget forbandelse af hans onkel, Abu Lahab, der ikke accepterede hans påstand om at være profet) er bange for, at der om dem skal blive nedsendt en sura, der viser, hvad der (virkelig) foregår i deres hjerter (vers 64).
I henhold til Ibn Kathir: ”Men Allah vil forklare realiteten om jer til Sin Budbringer gennem åbenbaring” – dvs Hyklernes hemmeligheder.
De siger, at de bare lavede sjov, da de gjorde grin med Allah og Muhammad (vers 65), men i virkeligheden er de frafaldne (vers 66).
“At gøre grin med Allahs tegn”, siger As-Suyuti, ”er det samme som ’kufr’ [vantro],” og der er selvfølgelig ikke noget værre end vantro.
Dette forklarer måske, hvorfor tegninger af Muhammad skaber en sådan ophidselse i den islamiske verden.
Hyklerne skal bo i helvedesilden (vers 68), fordi de ignorerede profeternes budskaber (vers 70).
De troende derimod vil for altid få bopæl i Paradisets haver (vers 71-72).
Muhammad sagde: ”To haver, hvis krukker med indhold er lavet af guld, og to haver, hvis krukker med indhold er lavet af sølv. Kun Stolthedens Slør for Allahs Ansigt adskiller folk fra at se på Ham i Edens have.”
Men før de kan nyde alt det, skal Muhammad og muslimerne “kæmpe hårdt [jahidi] mod de vantro og Hyklerne og være barske over for dem” (vers 73).
Ibn Abbas forklarer:
“Allah befalede Profeten at bekæmpe de vantro med sværdet, at kæmpe imod hyklerne med tungen, og Han annullerede overbærende behandling af dem.”
Ad-Dahhak tilføjer: “Udfør jihad mod de vantro med sværdet og vær barsk over for hyklerne med ord, og dette er den jihad, der udøves imod dem.”
Og Ibn Juzayy:
“Jihad mod benægterne er med sværdet, og jihad mod hyklerne er med tungen, så længe de ikke åbenlyst giver udtryk for det, der beviser deres vantro … Barskhed er det modsatte af barmhjertighed og medfølelse. Det kan ske med ord, handling osv.”
Det er betydningsfuldt, at Al-Hasan og Qatadah fastslog, at ”det at kæmpe imod dem indbefatter, at de skal underkastes den retfærdige (islamiske) straffelov.”
En af de muslimer, der afslog at tage med Muhammad på Tabuk-ekspeditionen, var Julas bin Suwayd og hans bror Harith. I følge Ibn Ishaq sagde Julas om Muhammad: ”Hvis denne mand har ret, så er vi værre end æsler.”
En af Julas’ slægtninge, Umayr bin Sa’d, fortalte Muhammad, hvad Julas havde sagt.
Derefter forklarede han Julas, at han havde gjort det, fordi islam er allervigtigst: “Du er mig kærere end nogen anden mand, den mest gavmilde over for mig, og det smerter mig dybt, hvis noget chokerende overgår dig; men du har sagt ord, der, hvis jeg gentager dem, vil bringe skam over dig, og hvis jeg forholder mig tavs, vil jeg bringe min religion i fare.
Det ene er at foretrække frem for det andet.”
Julas og Harith, der var trængt op i en krog, benægtede, at Julas havde udtalt de krænkende ord, hvorpå Allah åbenbarede:
“De sværger ved Allah, at de ikke sagde noget (ondt), men de talte i sandhed blasfemisk, og de gjorde det, efter at de havde taget imod islam…” (vers 74).
Allah tilbød dem en chance for at angre, men advarede dem om, at hvis de ikke angrede, så ”vil Allah give dem en smertelig straf i dette liv og i det Hinsidige: de vil ikke have nogen på jorden til at beskytte eller hjælpe sig” (vers 74). De angrede.
Men Hyklerne har vendt sig bort fra Allah (vers 76), så Allah har kastet “hykleri i deres hjerter” (vers 77) og nu, om så Muhammad skulle “bede 70 gange om tilgivelse for dem, så vil Allah ikke tilgive dem: fordi de har forkastet Allah og Hans Budbringer” (vers 80) – med omvendt fortegn giver dette mindelser om Matthæus 18:21-22.
|