|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 9, “Anger” vers 81-129
Vers 81-89 i sura 9 “Anger” revser de muslimer, der nægtede at tage med Muhammad på ekspeditionen til Tabuk, hvor han havde håbet at kæmpe imod byzantinerne i 631.
Nogle tiggede sig fri på grund af Arabiens brændende hede, der ville gøre en ekspedition til en ekstrem prøvelse – hvilket fik Allah til at håne dem med helvedes hede, thi ”de hadede at kæmpe og slås,” dvs at føre jihad (yujahidoo) ”med deres værdier og deres legemer for Allahs sag” (vers 81).
Ibn Kathis forklarer: ”hvis de havde fattet og forstået noget som helst, ville de være marcheret med Allahs Budbringer i heden for på den måde at frelse sig selv fra Jahannams Ild [Helvede], der er meget værre.”
Selv om Hyklerne eventuelt skulle ændre mening og ønske at følge med Muhammad på en kommende ekspedition, så er de for altid udelukket fra at gøre det (vers 83).
Muhammad og muslimerne skal ikke engang bede for dem, når de dør (vers 84). De vil også blive straffet i denne verden (vers 85 – en gentagelse af vers 55).
Men Muhammad og de muslimer, der “kæmper og slås [jahadoo] med deres værdier og deres legemer” vil indtræde i Paradisets haver (vers 88-89).
Vers 90-105 retter særlig kritk mod beduin-araberne, fordi disse ikke drog med til Tabuk.
Ibn Juzayy siger, at dette i sig selv var nok til, at de ikke kunne hævde at være muslimer: “De var de mennesker, der ikke drog med i jihad og heller ikke bad om undskyldning fro at blive hjemme, så de løj, da de hævdede at tro.”
Dette ikke for at sige, at man ikke kan blive fri for jihad: man kan blive hjemme, hvis man er ”affældig eller syg,” eller ”ikke har midler at give af (til sagen)” (vers 91).
Ibn Kathir forklarer betingelserne:
“Allah nævner her de gyldige undskyldninger, der tillader en at afholde sig fra at kæmpe. Først nævner han de undskyldninger, der er forbundet med personen såsom kropslig svaghed, der kan afholde en fra jihad, f.eks. blindhed, halten osv.
Dernæst nævner han de undskyldninger, der ikke er permanente, såsom sygdom, der kunne forhindre en i at kæmpe for Allahs sag, eller fattigdom, der umuliggør forberedelse til jihad.
I disse tilfælde er det ikke nogen synd at blive hjemme under forudsætning af, at de – når de bliver hjemme – ikke spreder ondskab eller forsøger at afskrække muslimer fra at kæmpe, men kun forsøger at opretholde god opførsel i denne stat.”
Men de rige kræver fritagelse (vers 93) og fremsætter undskyldninger over for Muhammad, der ikke bør godtage dem (vers 94), thi disse mennesker er urene (vers 95).
De værste vantro og Hyklere er beduinerne (vers 97). Allah anklagede nogle af dem for at pønse på komplotter og advarede om, at deres komplotter ville give bagslag (vers 98).
Imidlerid er der nogen, der for alvor tror (vers 99). Allah vil måske tilgive dem, der angrer deres fejltrin og som har “sammenblandet en god handling med en anden, der var ond” (vers 102).
Ibn Juzayy forklarer, at ”dette vers blev nedsendt om Abu Lubaba. Hans retskafne handling var jihad, og hans dårlige handling bestod i at rådgive Banu Qurayza-stammen” – dvs den jødiske stamme, der brød deres pagt med muslimerne, og som Muhammad efterfølgende havde massakreret.
De, der angrer, kan cementere deres anger ved at give almisser (vers 103-104).
Vers 106-112 sætter falsk tro op som modsætning til den ægte vare. På vejen hjem fra Tabuk fik Muhammad underretning om en moské, som en gruppe muslimer havde bygget som modsvar mod hans autoritet. Allah gav ham en åbenbaring, der klargjorde bygherrernes ondsindede hensigter til trods for deres påberåbelser af gode hensigter (vers 107).
Muhammad beordrede sine tilhængere til at brænde moskeen ned til grunden.
Ibn Kathir siger, at bygherrerne havde ”lavet det til en forpost for dem, der bekrigede Alah og Hans Budbringer.”
Vers 111, der garanterer Paradis for dem, der “dræber og bliver dræbt” for Allah, er blevet moderne tids rationale for selvmordsbombninger.
Ibn Kathir forklarer:
”Allah slår fast, at Han har kompenseret Sine troende tjenere for deres liv og værdier – hvis de opgiver dem for Hans sag – med Paradis.”
Ibn Juzayy tilføjer sigende:
“Det siges, at det blev nedsendt vedrørende ’Aqaba-pagten’ [de første muslimer løfte om at føre krig for islam], men det er en generel kendelse for alle troende, der udfører jihad for Allahs sag indtil Dommedag”
Og sådan er det også blevet forstået.
Abu Abdel Aziz, en nutidig jihadist, der kæmpede i Afghanistan og Bosnien, sagde i et interview i 1994:
“Jeg har fundet ud af, at det bedste offer, vi kan bringe for Allahs sag, er vore sjæle, derefter vores ejendele.”
Derefter citerede han vers 111.
Koranen siger, at dette løfte om Paradis for dem, der dræber og bliver dræbt for Allah, også findes i Toraen og Evangelierne, hvilket ikke er tilfældet – det er imidlertid bare yderligere bevis for fromme muslimer, at disse dokumenter er blevet forfalsket.
Vers 113-129 fastslår, at loyalitet over for Allah går forud for alt, og Allah kontrollerer alt. Muhammad og muslimerne bør ikke bede for hedningene, selv ikke hvis de er slægtninge (vers 113, se vers 84).
Selv Abraham tog afstand fra sin far, da han indså, at denne var “Allahs fjende” (vers 114).
Allah vil ikke vildføre et folk, efter at han har vejledt dem til sandheden (vers 115) – Ibn Juzayy forklarer:
“Dette vers blev nedsendt om nogle muslimer, der uden tilladelse bad om tilgivelse for afgudsdyrkerne og af den grund frygtede for deres sikkerhed, og derfor blev dette vers nedsendt for at berolige dem, dvs Allah vil ikke stille jer til ansvar for det, før I vidste, at det var forbudt.”
De “tre, der blev tilbage”, og som bliver tilgivet i vers 118, var tre muslimer, der i følge Ibn Juzayy ”uden undskyldning, uden hykleri eller intention om at blive hjemme alligevel afstod fra at tage med på Tabuk-ekspeditionen.”
De troende skal “Frygte Allah og være sammen med dem, der er sande,” hvilket i følge as-Suyuti betyder, ”at være sandfærdig i alt og i enhver situation.”
Ikke desto mindre tillod Muhammad muslimer at lyve ”i krig og for at forlige mennesker – især ægtefæller.”
Medinas befolkning og beduinerne burde ikke have tøvet med at følge Muhammad, thi alt hvad de ville have lidt i det vovestykke, ville være blevet dem godskrevet som en retskaffenhedsdåd.
Alt, der ophidser de vantro, vil blive belønnet (vers 120).
Alle muslimerne behøver imidlertid ikke drage i jihad-krig (vers 122).
Ibn Abbas siger:
“Det er ikke nødvendigt, at alle muslimer deltager i plyndringsoverfald.”
Dette er et grundlæggende islamisk retsprincip, at jihad er ‘fard kifaya’, dvs en samfundsforpligtelse, nogle er fritaget for, hvis andre påtager sig den.
Jihad bliver ‘fard ayn’, eller obligatorisk for alle troende, når et muslimsk land bliver angrebet. Generelt set skal muslimer bekæmpe de vantro og være skånselsløse over for dem (vers 123).
Koranens suraer forstærker muslimernes tro (vers 124), men forøger kun de vantros tvivl (vers 125-127).
|