|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 10, “Jonas”
Sura 10, “Jonas” daterer sig tilbage til den sene Mekka-periode, den første del af Muhammads profetiske karriere.
Dens navn kommer fra vers 98, hvor profeten Jonas bliver nævnt en passant. Efter endnu et sæt på tre mystiske bogstaver begynder kapitlet med at erklære: ”Disse er versene (ayats) [tegn] i Visdommens Bog” (vers 1).
“Dette indikerer”, siger Ibn Kathir, ”at disse er Koran-vers, i hvilke afgørelsens visdom er tydelig.”
Vers 2-36 opsummerer denne “afgørelsens visdom” via en stribe påstande:
Allah skabte alting (vers 5-6); de afguder, som de vantro tilbeder, er værdiløse (vers 18); nogle mennesker er utaknemmelige over for Allah (vers 12); Allah udryddede tidligere generationer af vantro (vers 13); de vantro skal brænde i helvede (vers 8, 27); og de troende skal nyde Paradisets haver (vers 9, 26).
De velsignedes hud vil være hvid, og de forbandedes vil være sort (vers 26-27).
Ibn Kathir citerer en hadith om denne effekt: “Når Paradisets folk indtræder i Paradis”, får vi at vide, “Vil en udråber sige: ‘Åh, I Paradisets folk, Allah har lovet jer noget, Han ønsker at opfylde.’” Så vil de velsignede svare: “Hvad er det? Har Han ikke gjort vores vægtskåle tunge?”
- det vil sige, har han ikke afgjort, at vores gode gerninger vejer tungere end vores onde gerninger?
“Har Han ikke gjort vores ansigter hvide og frelst os fra Ilden?”
Thi “deres ansigter vil hverken være sorte eller mørke gennem de forskellige hændelser på Dommens Dag. Men de oprørske vantros ansigter vil være plettet med støv og mørke.”
Selvom nogle har forsøgt at gøre dette til en erklæring om race, så er der intet i mainstream muslimske Koran-kommentarer, der støtter dette; det er tydeligvis en moralafgørelse og ikke noget med race.
Vers 37-41 drejer sig om, hvor storartet Koranen er, og hvordan Muhammad bør svare dem, der udfordrer den.Allah fortæller Muhammad, at Koranen kun kan være frembragt af Allah, og at den bekræfter tidligere åbenbaringer og indeholder ”en dybere forklaring på Bogen – hvori ingen tvivl er – fra verdenernes Herre.” Ibn Kathir uddyber dette:
“Koranen har en mirakuløs natur, der ikke kan efterlignes. Ingen kan frembringe noget, der ligner Koranen, hverken 10 suraer eller så meget som én sura.
Koranens veltalenhed, klarhed, præcision og elegance kan kun være fra Allah. Koranens storladne og overdådige principper og betydninger – der er til stor gavn i denne verden og i det Hinsides – kan kun være fra Allah.
Der er intet som Hans Høje Selv og Egenskaber eller som Hans ord og handlinger. Derfor er Hans ord ikke som Hans skabningers ord.”
Den bekræfter tidligere bøger, forklarer han, “og bevidner dem. Den viser de forandringer, omskrivninger og forvanskninger, der er foregået i disse Bøger” – en genspejling af den almene islamiske tro på, at de jødiske og kristne Skrifter, der findes i dag, kun er forvanskede udgaver af de oprindelige budskaber fra de muslimske profeter Moses og Jesus.
Koranen korrigerer disse forvanskninger, og ingen kan frembringe et kapitel magen til (vers 38).
Hvorfor udstede en sådan udfordring? “Fordi”, får vi igen at vide af Ibn Kathir: ”veltalenhed var en del af arabernes natur og karakter. Arabisk poesi, herunder Al-Mu`allaqat – den ældste, komplette samling af de mest veltalende arabiske digte – blev anset for at det ypperste i de litterære kunstarter.
Allah nedsendte imidlertid til dem noget, hvis stil ingen var bekendt med, og ingen har format til at eftergøre det. Så de blandt dem, der troede, troede på grund af det, de vidste og følte i Bogen, herunder dens skønhed, elegance, gavn og veltalenhed. De blev de mest vidende om Koranen og de bedste til at følge den.”
Dette er én af de vægtigste grunde til, at traditionel arabisk teologi siger, at Koranen ikke kan oversættes: hvis den mister det arabiske sprogs musik, går vigtige dele af dens betydning tabt.
Her er under alle omstændigheder et antal forsøg på at tage imod Koranens udfordring: http://www.suralikeit.com/
Vers 42-70 gentager mange af de samme temaer og fortsætter med kritikken af den manglende lydhørhed over for Allahs budbringere, der er blevet sendt til alle nationer (vers 47).
Allahs evige straffe burde formå synderne til at angre (vers 50-54), for han giver liv, og han tager liv, og til ham skal alle vende tilbage (vers 56).
Alle skabninger tilhører Allah, og afgudsdyrkerne opfinder løgne mod Allah (vers 66). De vantro vover endda at påstå, at Allah har en søn, når han i virkeligheden er selvtilstrækkelig.
Tafsir al-Jalalayn forklarer:
“De, det vil sige jøderne og de kristne og de, der hævder, at englene er Guds døtre, siger: ’Gud har taget [til Sig] en søn.’” Men i virkeligheden ”Er Han Uafhængig [uden brug] for nogen, for kun den, der har brug for et barn, ville ønske at have et. Ham tilhører som ejendom alt, der er i himlene og alt, der er på jorden, alle skabninger og tjenere.”
Derefter fortæller vers 71-93 historierne om Noa og Moses (vers 73-93) ikke nævneværdigt anderledes end versionen i sura 7.
Både Noas og Moses’ roller fremstilles næsten ligesom Muhammads egen: profeter, hvis budskaber ignoreres af deres respektløse og ondskabsfulde tilhørere, der behørigt bliver straffet.
Moses beder her faktisk til, at Allah ikke vil vise Farao barmhjertighed: “Vor Herre, ødelæg deres velstand og gør deres hjerter hårde, så at de ikke vil tro, før de ser den smertelige straf” (vers 88). Allah accepterer deres bøn (vers 89), skønt da Farao angrer (vers 90), så frelser Allah ham (vers 92).
Han “anbragte Israels Børn på et vidunderligt bosættelsessted,” men ”de henfaldt til splittelser” (vers 93).
I henhold til en hadith “splittede jøderne sig op i 71 sekter, og de kristne splittede sig op i 72 sekter, og denne Ummah [det muslimske samfund] vil opsplittes i 73 sekter, hvoraf én er i Paradis, 72 i Ilden.”
Suraen afsluttes med forsikring til Muhammad og bekræftelser på Allahs suverænitet i vers 94-109.
Allah pålægger Muhammad at “spørge dem, der har læst Bogen før dig”, om han betvivler de åbenbaringer, han har modtaget (vers 94).
Tafsir al-Jalalayn siger, at dette betyder, at Muhammad burde “udspørge dem, der læste Skriften, Toraen, før dig, for det bekræftes [deri] med dem, og de kan informere dig om dens sandhed.”
Dette forudsætter naturligvis, at ikke-forvanskede versioner af de jødiske (og kristne) Skrifter var tilgængelige på Muhammads tid – et stridspunkt, der skaber enorme vanskeligheder for den islamiske påstand om, at de overhovedet blev forvansket, eftersom der eksisterer kopier fra den æra, og de er ikke forskellige fra de jødiske og kristne Skrifter, som de findes i dag.
Men i den sidste ende er det op til Allah, hvem der tror, og hvem der ikke gør (vers 99-100).
Hvorfor han skulle skabe mennesker med ene formål at torturere dem i evig ild, gives der ingen forklaring på.
|