|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 11, “Hud”
Sura 11 “Hud” daterer sig i lighed med sura 10 til sent i den mekkanske periode, første del af Muhammads profetkarriere.
Navnet kommer fra vers 50-60, der fortæller historien om profeten Hud, der i henhold til islamisk tradition blev sendt til ‘Ad-folket i Arabien omkring 2400 f.Kr.
Sura 11 gentager i stærkere vendinger advarslerne fra sura 10, hvad angår Allahs domfældelse. I henhold til en hadith voldte dette Muhammad bekymringer.
Engang sagde en af hans fremtrædende tilhængere, Abu Bakr, til ham: “Åh, Allahs Budbringer, dit hår er sandelig blevet gråt.”
Muhammad svarede, at sura 11 sammen med sura 56, 77, 78 og 81, der alle sammen behandler dommedag, “har gjort mit hår gråt.”
Denne hårgrånende sura begynder (vers 1-24) med en rekapitulering af mange temaer, der blev berørt i sura 10 herunder selve Koranens visdom (vers 1).
Mujahid, Qatadah, and Ibn Jarir, blandt andre forklarede dette vers’ betydning med, at Koranen er ”perfekt i sit ordvalg og detaljeret i sin betydning. Således er den komplet i sin form og betydning.”
For, siger Ibn Kathir, “denne Koran blev nedsendt, perfekt og detaljeret, med tilbedelse af Allah alene – uden nogen partnere - som formål.”
Koranen er også umulig at efterligne: udfordringen om at producere en sura ‘like it’ gentages i vers 13.
Understreget: nødvendigheden af kun at tilbede Allah (vers 2) og alle væseners afhængighed af ham (vers 6); afguders værdiløshed (vers 14); dette livs bedrageriske glamour (vers 15); den skrækkelige straf (vers 16, 22), der venter dem, som ”opfinder en løgn mod Allah” (vers 18), og de skønne haver, der venter de velsignede (vers 23).
Vers 5 indeholder et underligt udsagn: “I samme øjeblik, de tildækker sig med deres klæder, ved Allah, hvad de skjuler og det, som de siger.”
Hvad har deres tildækning af sig selv at gøre med, at Allah kender dem? Det lader tilsyneladende til, at nogle mennesker bar klæder for at skjule sig for Allah, især i intime øjeblikke: Ibn Abbas forklarer, “at der var folk, der var for generte til at tage tøjet af, når de trådte af på naturens vegne i åbent landskab og således være udstillet nøgne for himlen. De var også skamfulde over at have seksuelt samkvem med deres kvinder på grund af frygten for at være udstillet for himlen. Dette blev således åbenbaret vedrørende dem.”
Derpå følger historierne om forskellige profeter, og det hele kredser om, at de blev afvist af perverse og stædige vantro.
Vers 25-49 fortæller historien om Noa og arken, med en markant forskel i forhold til den bibelske historie.
I Første Mosebog 6-9 har Noa overhovedet intet at gøre med de vantro; Gud siger til ham: “Jeg har besluttet at gøre en ende på alle mennesker; for jorden er fyldt med vold gennem dem; hør, jeg vil ødelægge dem med jorden” (6:13) og befaler ham at bygge arken, men han befaler ham ikke at advare folket om syndfloden.
Men i Koranen kommer Noa til sit folk med en “tydelig advarsel” (vers 25) om, at de kun skulle ”tjene Allah” (vers 26).
Så det fordærv og den vold, som menneskene er skyldige i i den bibelske beretning, bliver i Koranen til simpel afgudsdyrkelse, eller mere præcist ’shirk’ – det at tilskrive Allah partnere.
Selvfølgelig kom Muhammad til sit folk med en tydelig advarsel (14:52) om, at de kun skulle tjene Allah (3:64), så derfor er Noa i denne beretning en slags proto-Muhammad, der prædiker et budskab lig hans eget. Og det er virkelig sådan islam ser på alle Bibelens profeter.
De prædikede i lighed med Muhammad islam – det var deres tilhængere, der forvanskede deres budskab for at skabe moderne jødedom og kristendom.
Selv den modtagelse, der blev Noa til del minder om, hvordan de hedenske Quraysh modtog Muhammad. De vantro fortæller ham, at han bare er et menneske og anklager ham og hans tilhængere for at lyve (vers 27) og hævder endog, at han forfalsker de budskaber, han hævder er fra Allah (vers 35).
Noa replicerer ved at sige, at det er ligegyldigt, hvad han siger til dem, hvis Allah har besluttet at føre dem på afveje (vers 34).
Dette er næsten en tro kopi af Muhammads egen oplevelse:
Allah beordrer ham til at fortælle de vantro, at han bare er et menneske (18:110); de anklager ham for at lyve (42:24) og for at forfalske Koranen (vers 13); og selvfølgelig prædiker Muhammad også, at hvis Allah vil lede nogen på afveje, så kan ingen vejlede ham (7:186).
Noa er derfor i bund og grund en stand-in for Muhammad. Indirekte betones ligheden mellem alle profeternes budskaber, og de vantros stædighed, når de står over for Allahs åbenlyse sandhed.
En af disse vantro er Noas søn, der afviser at gå ombord i arken og i stedet siger: “Jeg vil begive mig op på et bjerg: det vil redde mig fra vandet” (vers 43).
Hans søn omkommer i flodbølgen, og Noa minder Allah om dennes løfte om at redde hans familie (der kom i vers 40): “Åh, min Herre! Min søn er sandelig af min familie!” (vers 45).
Men Allah fortæller ham: “Åh, Noa! Han er ikke af din familie: for hans opførsel er uretskaffen” (vers 46).
Tro og vantro i islam overtrumfer selv familiebånd. Ibn Kathir forklarer: “Således var det allerede for hans søn dekreteret, at han skulle drukne, fordi han var vantro og modsagde sin far.”
Historien om Hud (vers 50-60) følger et stort set lignende mønster. Han siger til Ad-folket, at de skal angre (vers 52), men de beklager sig over, at han ikke har bragt dem nogen tydelige tegn (vers 53), og de bliver udslettet – skønt Hud og hans folk bliver frelst (vers 58).
Vers 61-68 gentager det samme mønster med historien om Salih, der blev sendt nogen tid efter Noas tid til Thamud-folket, der levede i det nordlige Arabien.
Allah giver dem et tegn på sin magt: “Allahs hunkamel er et symbol for jer” (vers 64) – som i henhold til nogle traditioner mirakuløst kom ud af et bjerg.
Thamud-folket får besked på ikke at gøre den fortræd, men det gør de alligevel (vers 65) og bliver udslettet (vers 67) med undtagelse af Salih og de troende (vers 66).
Vers 69-83 genfortæller den bibelske beretning om Abraham, Sara og Lot. Beretningen kulminerer med ødelæggelsen af et navnløst Sodoma og Gomorra (82) og en kraftig antydning af en ikke specificeret sodomi-forbrydelse (vers 79).
Vers 83-95 fortæller historien om Shu’aib, profet for Midianitterne, i et sprog, der ligner og har samme slutning som historien om Hud.
Vers 96-123 genopfrisker mange temaer fra hele suraen med en passant henvisninger til Moses og Farao (vers 96-98).
Både dem, der afviser Allah og dem, der accepterer ham, kan se frem til en frygtindgydende domsafsigelse, der fører til helvedes ild for de vantro og Paradis for de troende (vers 103-108).
Allah gav Toraen til Moses, men der er uoverensstemmelser vedrørende den (vers 110), som Allah allerede ville have opklaret, hvis det ikke var, fordi han besluttede at “udsætte sin straf over jeres nation” i henhold til Tanwir al-Miqbas min Tafsir Ibn ’Abbas.
De troende bør bede og være urokkelige (vers 114-115), for alt dette er Allahs vilje: ”Hvis din Herre havde villet det, kunne Han have gjort menneskeheden til ét folk: men de vil ikke holde op med at skændes” (vers 118). Stadig skal de troende stole på ham (vers 123).
|