|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 12, “Josef”
Sura 12 er endnu en sen Mekka-sura.
Maududi siger, at den blev åbenbaret, ”da Quraish-stammen” – de hedenske arabere i Mekka og samtidig den stamme, Muhammad tilhørte – ”overvejede, om de skulle dræbe, landsforvise eller fængsle ham.”
Den fortæller historien om patriarken Josef, og – som vi så i sura 11 med historierne om andre profeter – med et klart budskab angående Muhammad og hans modstandere.
Den begynder i vers 1-3 med endnu en lovprisning af Koranen. Ibn Kathir udtrykker mainstream islamisk opfattelse, når han siger:
“Det arabiske sprog giver de mest veltalende, klare, dybe og udtryksfulde betydninger af de tanker, man måtte have. Derfor blev den ærværdigste Bog åbenbaret i det ærværdigste sprog til den ærværdigste Profet og Budbringer, overbragt af den ærværdigste engel til det ærværdigste land på jorden, og åbenbaringen af den begyndte i årets ærværdigste måned, Ramadanen. Derfor er Koranen perfekt i enhver henseende.”
Dette er naturligvis ikke et perspektiv, der har tendens at tage vel imod kritisk eksamination af bogen – som man for nylig kunne læse i aviserne – med fundet af 450 filmruller med oldgamle Koran-manuskripter.
Derefter fortæller vers 4-101 historien om Josef. I henhold til Maududi var et af de primære formål med denne beretning “at henvende den til Quraish-stammen og advare dem om, at i sidste ende ville konflikten mellem dem og Den Hellige Profet resultere i hans sejr over dem. På samme måde som de da forfulgte deres bror, Den Hellige Profet, således behandlede Josefs brødre også ham ... Og ligesom Josefs brødre måtte ydmyge sig for ham, kommer Quraish også til at tigge om tilgivelse af deres bror, som de da forsøgte at knuse.”
Han henleder opmærksomheden på vers 7, “Josef og hans brødre er i sandhed tegn for dem, der søger,” som en henvendelse til Quraish, der bør agte på den advarsel, de får i denne sura.
Koranens beretning om Josef er en forkortet udgave af historien i 1. Mosebog 37-50, med nogle bemærkelsesværdige afvigelser fra den bibelske beretning.
Josef har en drøm, hvori elleve stjerner og solen falder på knæ for ham (vers 4) – dvs hans forældre og brødre.
Drømme skal tages alvorligt: i henhold til Abdullah bin ‘Abbas ”er Profeters drømme åbenbaringer fra Allah.”
Muhammad forklarede selv, at det ikke bare gjaldt profeterne men også generelt:
“En god drøm er fra Allah, og en dårlig drøm er fra Satan. Så hvis nogen af jer (i en drøm) ser noget, han ikke kan lide, når han står op, så bør han puste tre gange (til venstre side) og søge tilflugt hos Allah for det onde, thi så vil det ikke skade ham.”
Brødrene, der er skinsyge, ønsker at dræbe ham (vers 9), men beslutter til sidst at smide ham ned i en brønd og fortælle deres far, at han er død (vers 15-18).
Som en afvigelse fra den bibelske beretning så tror Jacob dem ikke (vers 18). Tanwir al-Miqbas min Tafsir Ibn ‘Abbas siger, at “han ikke troede dem, thi ved en anden lejlighed sagde de, at Josef blev dræbt af tyveknægte.”
Uanset hvad så blev Josef solgt som slave til Egypten, hvor han bliver mål for et forsøg på forførelse af regentens kone (vers 30). En anden detalje, som Biblen ikke indeholder, er, at Josef “ville have begæret hende,” men at Allah beskyttede ham mod ”ondskab og utugt. Se! Han var af Vores udvalgte slaver” (vers 24).
Den skarpe dualisme i islam kommer til syne, eftersom Maududi drager en lære af dette:
“Sammenhold de førstnævnte personer [Jacob og Josef] formet af islam på grundprincippet om tilbedelse af Allah og ansvarligheden i det Hinsides med de sidstnævnte formet af ’kufr’ [vantro] og ’uvidenhed’ i tilbedelsen af denne verden og tilsidesættelse af Allah og det Hinsides ...”
Hun anklager ham for usømmelighed (vers 25), men Josefs uskyld bliver fastslået, da man finder ud af, at hans kappe er revet i stykker på rygsiden og ikke forsiden – med andre ord var han på flugt fra hende (vers 27-28).
Hendes ægtemand klager: “Se! Dette er kvinders svigefuldhed. Se! Jeres svigefuldhed er enorm” (vers 28).
Derefter afholder konen en banket for byens kvinder, der falder så meget i svime over Josefs gode udseende, at de begynder at skære sig i hænderne (vers 31).
Ibn Kathir forklarer:
“De havde høje tanker om ham og var forbløffede over, hvad de så. De begyndte at skære sig i hænderne i forbløffelse over hans skønhed, idet de troede, at de skar citroner med deres knive.”
Regentens kone følte sig renset: “Da de følte smerten, begyndte de at skrige, og hun sagde til dem: ’I gjorde alt dette efter et blik på ham, så hvordan kan jeg bebrejdes?”
Til sidst bliver Josef sat i fængsel (vers 35). Da to medfanger beder ham om at fortolke deres drømme (vers 36), fortæller han dem først, at han er en god muslim: han har ‘”forladt den vej, de, der ikke tror på Allah, betræder” (vers 37).
Han følger Abrahams, Isaks og Jacobs religion, og “aldrig kunne vi tilskrive nogen som helst partnere til Allah” (vers 38).
Han vansmægter en tid endnu i fængslet, men får til sidst en chance for at fortolke kongens drøm (vers 46-49). Regentens kone tilstår sine synder (vers 51), og så bliver Josef sat på fri fod og bliver belønnet (vers 54-56).
Josefs brødre kommer ham til hjælp under hungersnøden, uden at genkende ham (vers 58); Josef kræver, at de henter deres yngste bror (vers 60).
Muhammad Asad forklarer, hvordan historien derefter udvikler sig: “Josef havde ønsket at beholde Benjamin hos sig selv, men under egyptisk lov kunne han ikke gøre uden sine halvbrødres samtykke.” Men da drikkebægeret bliver opdaget i hans brors taske, “fremstod Benjamin som skyldig i tyveri, og i henhold til landets lov var det Josefs ret at kræve ham som sin slave og på den måde beholde ham i sit hus.”
Pointen i Koran-historien er, at Allah giver ordre til alle begivenhederne, og ingen kan hindre hans vilje: “Således planlagde Vi for Josef. Han kunne ikke have taget sin bror i henhold til kongens lov, medmindre det var Allahs vilje” (vers 76).
Josef afslører sin identitet for sine brødre (vers 90), der beder om Allahs tilgivelse (vers 91) og får den (vers 92, 98). Jacob og hans brødre bosætter sig sammen med Josef i Egypten. (vers 99-100)
Vers 102-111 understreger, at alt dette er en advarsel. Allah fortæller Muhammad, at han åbenbarede historien om Josef for ham ”gennem inspiration”, thi Muhammad var ikke til stede, da Josefs brødre konspirerede imod ham, så hvordan kunne han vide, hvordan det foregik, med mindre han er en ægte profet (vers 102)?
Alligevel så vil de fleste ikke tro (vers 103, 105, 106), skønt dette ikke er en opfundet historie, men en bekræftelse af eksisterende Skrifter (vers 111) – naturligvis de Skrifter, der til Muhammads store ærgrelse ikke tilnærmelsesvis bekræftede hans budskab.
|