|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 13, “Tordenen”
Denne sura daterer sig - i lighed med sura 6, 7, 10, 11 og 12 – til sent i den mekkanske periode, Muhammads første periode i karrieren som profet.
Dens navn stammer fra en frase i vers 13 “tordenen gentager hans lovprisninger.”
Dens hovedtema opsummeres af vers 1, hvor Allah fortæller Muhammad: “Dette er tegnene” – ‘ayat’, vers – “i Bogen: den, som er blevet åbenbaret til dig af din Herre, er Sandheden; men de fleste mennesker tror ikke.”
Ibn Kathir ser de fire arabiske bogstaver, der indleder dette kapitel – og lignende ikke-forklarede bogstaver i begyndelsen af mange af Koranens suraer – som en bekræftelse på dens mirakuløse karakter: Hver eneste sura, der indledes med fritstående bogstaver, bekræfter, at Koranen er mirakuløs og er bevis på, at den er en åbenbaring fra Allah, og at der hverken er tvivl om eller benægtelse af dette faktum.”
Til trods for disse mystiske bogstaver fortsætter han imidlertid med at slå fast, at Koranen er ”klar, ligefrem og utvetydig,” og at ”de fleste mennesker vil alligevel ikke tro på grund af deres oprørskhed, stædighed og hykleri.”
Tafsir al-Jalalayn og the Tanwîr al-Miqbâs min Tafsîr Ibn ‘Abbâs siger, at ”de fleste mennesker”, der i henhold til vers 1 ikke vil tro, er Mekkas befolkning.
Hvad skulle de tro på? Vers 2-19 understreger Allahs magt over al ting.
Allah “hævede himlen uden søjler, vi kan se” (vers 2) - et fysisk billede, Ibn Kathir uddyber på en fysisk måde: “Afstanden mellem den første himmel og jorden er fem hundrede år i alle retninger, og dens tykkelse er også fem hundrede år. Den anden himmel omslutter den første himmel i alle retninger, omfatter alt, hvad sidstnævnte indeholder, med en tykkelse også på fem hundrede år og en afstand imellem dem på fem hundrede år.”
Det betyder ikke, at islam forestiller sig en fysisk Allah – den Allah, hvem “intet syn kan opfatte” (6:103) og, som er ”tættere på end pulsåren” (50:16) er ikke fysisk, men dette er emnet for en del Sunni-shi’it-polemik.
Nogle hævder, at selv om Allah er tættere på end pulsåren, så er han ikke overalt.
Nogle moderne muslimer hævder, at hvis man fastslår noget andet, ville det være lig med panteisme og ’shirk’: det at tillægge Allah partnere, en dødssynd i islam.
De hævder dette med baggrund i det faktum, at Allah har “besteget Tronen” (vers 2 og 7:54).
Imam Abul Hasan al-Ash’ari (874-936) argumenterede imod den rationelt tænkende Mu’tazilite-sekts påstand om, at dette vers betød, at Allah var overalt. “Hvis det forholdt sig, som de hævdede”, sagde han, “hvilken forskel ville der så være mellem Tronen og jorden?”
Den hadith-lærde Ibn Khuzaymah (10. årh.) erklærede:
“Enhver, der ikke bekræfter, at Allah er ovenover Sine himle, på Sin Trone, og at Han er forskellig fra Sin skabning, skal tvinges til at angre. Hvis han ikke angrer, så skal han halshugges og smides på møddingen, så at muslimer og Ahl-Dhimma (de kristne og jøderne) ikke skal lide under hans stank.”
I hele skabelsen er der “tegn til dem, der overvejer” (vers 3).
Vers 2-4, 8-13 og 16-17 ser hans magt over skaberværket: solen og månen er underkastet ham (de, der sætter lighedstegn mellem Allah og måneguden, kan fundere over vers 2); han ser alt (vers 8-9); han viser menneskeheden “lyn, både for at indgyde frygt og håb” (vers 13).
Men de vantro – mere perverse end nogen sinde – beder Muhammad om ”at fremskynde det onde hellere end det gode” (vers 6) - ifølge Tafsir al-Jalalayn vil det sige, at de spotter ham ved at bede ham om at nedkalde guddommelige straffe over dem, altså de kræver mirakler (vers 7).
Hver eneste troende er imidlertid bevogtet af engle (vers 11). Ibn Kathir siger, at der er fire: to bevogtere, én foran og én bagved, og to der holder regnskab med muslimens gode og dårlige gerninger. Den troende hilser regnskabsenglene under bønnen ved at dreje sig mod højre og venstre skulder og hver gang sige: “Fred være med dig.”
Det samme vers antyder, at mennesker virkelig har en fri vilje: “Allah ændrer ikke et folks lod med mindre de forandrer sig i deres hjerter” (vers 11).
Tafsir al-Jalalayn forklarer: “Han berøver dem ikke Sin nåde - med mindre de har ændret deres sjælstilstand, fra [dens] nydelige natur, gennem en ulydighedshandling.”
Det er dog svært at se, hvordan dette harmonerer med ideen om, at “havde Allah villet det, så kunne Han have vejledt hele menneskeheden” (vers 31); “dem, Allah overlader til at synde, kan ingen vejlede” (vers 33); og andre passager, der slår fast, at ens tro eller vantro er op til Allah (vers 10:99-100).
I islamisk historie blev tanken om en fri vilje tidligere erklæret kætteri. Hanbali-juristen Ibn Abi Ya’la (12. årh.) beskriver Qadari-sekten, der fastslog fri vilje:
“Det er dem, som hævder, at de besidder fuld kapacitet til at handle (al-istitâ`a), fri vilje (al-mashî’a), og effektiv magt (al-qudra). De mener, at det står i deres magt at gøre godt og ondt, undgå ulykke og opnå fordele, adlyde eller være ulydige og at blive vejledt eller vildledt. De hævder, at mennesker bibeholder fuldt initiativ, uden at Allahs vilje har noget med deres handlinger at gøre, og måske har Han oven i købet slet ikke kendskab til dem. Deres doktrin er den samme som zoroastrianernes og de kristnes. Det er rendyrket kætteri.”
Vers 20-43 gentager velkendte temaer: de retskafne kommer i Paradis (vers 20-24, 35); de, der bryder pagten med Allah bliver forbandet (vers 25); de vantro kræver et tegn (vers 27) og vil blive straffet i denne verden og i den næste (vers 34); de vantro tilskriver Allah partnere (vers 33) og afviser en del af Koranen (vers 36), mens de troende gør det modsatte.
Vers 31 med sin reference til “en Koran med hvilken bjerge blev flyttet, eller jorden blev splittet ad, eller de døde begyndte at tale”, henviser til de vantros krav om et mirakel.
Tafsir al-Jalalayn forklarer, at det blev “åbenbaret, da de sagde til ham: ‘Hvis du [virkelig] er profet, så få disse bjerge til at flytte sig og lav os nogle floder og kilder, så vi kan så og høste, og genopvæk vores døde fædre, så de kan tale og fortælle os, at du er profet.’ Men selv om de ting så skete, så ville de stadig ikke tro.
Tafsir al-Jalalayn siger, at frasen “Allah sletter eller bekræfter, hvad der passer Ham: Hos ham er Bogens Mor” (vers 39) henviser til Koranen: “Gud sletter fra den [Bogen], hvad der passer Ham, og Han fastsætter deri, hvad der passer Ham af regler og andre ting, og hos Ham er Bogens Mor, dens oprindelige kilde, af hvilken intet nogen sinde er forandret, og som består af det, Han indskrev i før-evigheden (azal).”
Dette forbliver det ortodokse syn på Koranen: at den er en perfekt, uforanderlig kopi af Bogens Mor, der har været i Allahs varetægt altid.
|