|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 14, “Abraham”
Sura 14 er endnu en sen Mekka-sura.
Navnet kommer fra vers 35, hvor Abraham dukker op og beder, men som det er normalt i Koranen, har navnet ikke ret meget at gøre med indholdet af dette kapitel; der bliver andre steder i Koranen sagt mere om Abraham.
Vers 1-4 hylder den “Bog, Vi har åbenbaret til dig” (vers 1) – hvilket naturligvis betyder Koranen, der blev overbragt til Muhammad.
Med Ibn Kathirs ord er den ”den mest ærefulde Bog, som Allah har nedsendt fra himlen til den mest ærefulde af Allahs Budbringere, der blev sendt til alle mennesker på jorden, både arabere og ikke-arabere.”
Med denne Bog kan Muhammad “føre menneskeheden ud af mørkets dybder og ind i lyset” (vers 1) - Allahs lys – men selvfølgelig venter der de vantro en frygtelig straf (vers 2): “ve dem på Dommedag, fordi de trodsede dig, åh Muhammad, og afviste dig,” siger Ibn Kathir.
For de vovede at foretrække denne verden frem for den næste og at holde mennesker fra Allahs vej, og de ”søger i den efter noget uhæderligt” (vers 3). Det vil sige – med Maulala Bulandsharis ord – “de er evigt på vagt for at afsløre enhver defekt, de håber at finde i religionen (D’in) islam.”
Allah har dog sendt budbringere, der talte det lokale sprog, til mennesker, så at de klart kan forstå budskabet (vers 4), men derefter siger Tafsir al-Jalalayn: ”Gud sender så, hvem Han vil, på afveje, og Han vejleder, hvem Han vil.”
Vers 5-15 vender derefter tilbage til historierne om Moses (vers 5-8) og nogle af de andre profeter (vers 9). De vantro “stak hænderne i munden” (vers 9), da de hørte budbringernes klare beviser.
“Det siges,” forklarer Ibn Kathir, ”at de pegede på budbringernes munde og bad dem holde op med at kalde dem til Allah, Den Ophøjede og Højtærede. Det siges også, at det betyder, at de anbragte deres hænder på deres munde som benægtelse af Budbringerne. Det blev også sagt, at det betyder, at de ikke besvarede Budbringernes kald, eller at de bed i deres hænder af raseri.”
Derefter følger en dialog mellem de vantro og budbringerne (vers 10-15), der tilsyneladende gælder alle de oplevelser, som alle de profeter, Allah har sendt til denne verden, har haft, men endnu engang, som vi har set i andre sene Mekka-suraer, tydeligvis aftegner og gør Muhammads transaktioner med hans eget folk, de hedenske Quraysh i Mekka, til noget universelt.
Maulana Maududi klargør dette, da han forklarer, at vers 13 ”De vantro advarede deres Budbringere: ’I skal vende tilbage til vores samfund, ellers vil vi helt sikkert smide jer ud af vores land’” er en henvisning til en trussel, Quraysh udstedte til Muhammad: verset “indikerer klart”, siger han, “at forfølgelsen af muslimerne var på sit værste, da denne sura blev åbenbaret, og Mekkas befolkning var tilbøjelig til at landsforvise de Troende derfra, ligesom de vantro behandlede tidligere Profeter.”
Men Allah vil vende situationen om mod de vantro: “Vi skal sandelig udrydde synderne, og Vi skal sandelig sørge for, at I – dvs Muhammad og muslimerne – “skal dvæle i landet efter dem” (vers 13-14).
Dette fører til flere advarsler for de vantro i vers 16-23:
“Sådan en venter Helvede, og han vil få kogende brakvand at drikke” (vers 16). De vil lide “uophørlig afstraffelse” (vers 17), og deres gerninger i denne verden vil have været forgæves (vers 18). Allah kan oven i købet udskifte hele sit skaberværk, hvis han har lyst (vers 20). På Dommedag vil de svage bebrejde de arrogante (vers 21), og Satan vil erkende, at skønt både han og Allah afgav løfter til folk, så beviste han – Satan – at han var en bedrager (vers 22).
I henhold til Ibn Jarir vil Satan på det tidspunkt, hvor det er for sent, fortælle de vantro: “Jeg benægter, at jeg er partner med Allah, Den Ophøjede og Højtærede.”
Og, siger Ibn Kathir: ”Iblis [Satan], må Allah forbande ham, vil stå og henvende sig til ”dem, han førte på afveje” for at føje depression til deres depression, sorg til deres sorg og græmmelse til deres græmmelse.”
Der knyttes ingen kommentarer til det gådefulde i, at Allah fører mennesker på afveje. Under alle omstændigheder så vil de retskafne indtræde i ”haver, hvorunder floder flyder” (vers 23).
Vers 24-27 sammenligner Allahs ord med et stærkt træ og det “onde Ord” med et træ uden rødder, hvilket giver mindelser om Jesu lignelse i Matthæus 7:17-19 (se også 7:24-27).
Muhammad fortalte engang sine følgesvende: ”Der er blandt træerne et træ, der er lige så velsignet som en muslim,” og forklarede, ”det er dadelpalmen.”
Det kan have været på grund af den åndelige styrke, dadler indgiver.
Muhammad sagde også: “Den, der spiser syv ‘Ajwa-dadler hver morgen, vil ikke kunne påvirkes af gift eller magi den dag, han spiser dem.”
Allah vil styrke de troende både i denne verden og i den næste (vers 27);
Muhammad forklarede: “Når en muslim bliver udspurgt i sin grav, vil han bevidne, at ingen anden end Allah har ret til at blive tilbedt, og at Muhammad er Allahs Apostel, og det er det, der menes med Allahs udsagn i vers 27.”
Vers 28-34 advarer igen de vantro om helvedesilden og minder dem om Allahs velsignelser.
I en hadith identificerer Muhammad ”dem, der har gjort Allahs begunstigelser til blasfemi” (vers 28) som ”Mekkas vantro hedninge” og forstærker dermed Maududis opfattelse af denne sura som en advarsel til Quraysh, da spændingerne mellem dem og muslimerne var på det højeste.
I vers 35-41 beder Abraham om, at Allah vil gøre Mekka til en by med “fred og sikkerhed” (vers 35) og han beder for sine børn, af hvilke han har fået nogle til at “dvæle i en ukultiveret dal ved Dit Hellige Hus” – dvs Ka’abaen, som Abraham i henhold til islamisk tradition byggede.
At landet er ufrugtbart, gør dem afhængige af den gode vilje hos dem i området: Abraham beder Allah om “at fylde nogle af disse menneskers hjerter med kærlighed til dem og at bespise dem med frugter” (vers 37).
Imidlertid gælder dette i henhold til Ibn ‘Abbas, Mujahid og Sa’id bin Jubayr udelukkende for muslimer: “Hvis Ibrahim havde sagt: ‘Menneskehedens hjerter’, så ville persere, romere, jøderne, de kristne og alle andre mennesker have samlet sig omkring” Ka’abaen. Men Abraham, forklarer de, sagde ”nogle blandt mennesker”, hvorved ”det gøres til udelukkende muslimer.”
I henhold til én af Muhammads følgesvende, Abdullah bin Amr, så reciterede Muhammad her en del af Abrahams bøn – “De har i sandhed ledt mange af menneskeheden på afveje” (vers 36) – og græd, idet han tre gange hylede:
“Åh, Allah, frels min umma [samfund]!”
En anden indikation af, hvor vigtig Muhammad var for Allah, var, at han sendte Gabriel til profeten med disse instruktioner: “Sig dette til Muhammad: ‘Vi vil gøre dig fornøjet med din umma, åh Muhammad, og vil ikke behandle dem på en måde, du ikke synes om.’”
Vers 42-52 gentager, at de syndere, der ikke tager sig af Allahs sandhed, ikke desto mindre alligevel kan se frem til en frygtelig dom.
|