|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 15, “Rock City”
Sura 15 hedder ‘Al-Hijr’, der har flere oversættelser såsom “The Valley of Stone,” “Stoneland,” “Rock City,” “Rocky Tract,” etc.
Mange oversætter det slet ikke til engelsk, eftersom det er et stednavn omtalt i vers 80 – ‘Al-Hijr’ var endnu et sted, der afviste Allahs budbringere og blev udslettet.
Sura 15 er endnu en sen Mekka-sura, åbenbaret på et tidspunkt, hvor der var store spændinger mellem muslimerne og de hedenske Quraysh fra Mekka – og på et tidspunkt, hvor Muhammad selv tilsyneladende følte sig en smule nedtrykt, så at Allah gør en indsats for at muntre ham op.
Vers 1-15 gennemhegler de vantros perversitet. Koranen “gør ting tydelige” (vers 1), og de, der afviser islam vil en dag ønske, at de var blevet muslimer (vers 2).
I henhold til Ibn ‘Abbas og Anas bin Malik såvel som Abu Musa er dette vers et svar på de vantros spydige hentydninger til de syndefulde muslimer i helvede.
Når afgudsdyrkerne fortæller muslimerne, at “det, I havde for vane at tilbede på jorden, har ikke hjulpet jer,” så vil Allah blive vred og fjerne de syndefulde muslimer fra helvede – og så vil de vantro, der bliver tilbage i helvede, ønske, at de havde taget imod islam.
Men i mellemtiden bør Muhammad lade de vantro nyde livet (vers 3), velvidende at ingen kan undslippe den skæbne, Allah har dekreteret (vers 4-5).
Denne sura synes at forudskikke, at skæbnen kommer på Dommedag, men senere i Muhammads profetiske karriere – som vi har set i sura 9 og andre steder – så begyndte han at se sig selv og muslimerne som instrumenter for Allahs vrede mod de vantro, herunder jøder og kristne.
De vantro håner Muhammad, kalder ham en galning (vers 6) og afkræver ham et mirakel – at vise dem englene (vers 7). Men Allah sender ikke engle til jorden uden at have en god grund, og hvis han gjorde, ville det være for at strafe de vantro (vers 8).
Allah vil beskytte Koranen (vers 9), siger Tafsir al-Jalalayn ”mod udskiftning, forvanskning, tilføjelser og udeladelser.”
Det er derfor udsigten til alternative Koran-tekster er så farligt set fra et muslimsk perspektiv – ægte, alternative Koran-udgaver ville benægte Allahs løfte i dette vers.
Ibn Kathir forklarer vers 11-13:
“Allah trøster Sin Budbringer over de vantro Quraysh’s afvisning af ham ved at sige, at Han tidligere har sendt Budbringere til nationer, og ingen Budbringer kom til nogen nation, uden at de afviste og latterliggjorde ham. Derpå fortæller Han ham, at Han lader vantro gå ind i hjertet på de syndere, der er for stædige og arrogante til at følge Hans vejledning.”
Her er vantro igen et udtryk for Allahs vilje, der ikke kan afvises eller tilsidesættes. Men de vantro vil ikke accpetere islam, om de så oplevede kolossale syner (vers 14-15).
Vers 16-27 taler om Allahs kreative magt med hensyn til at skabe universet.
Vi bliver mindet om, at han skabte forskellige ting kulminerende med denne fængslende sætning:
“Og det er sandelig Os, Der giver liv og giver død: det er Os, der er Arvingen” (vers 23) – dvs, den der overlever, når alt andet forsvinder.
Allah beskytter menneskeheden mod “enhver forbandet djævel” (vers 17), undtagen “enhver, der sniger sig til at lytte med – han vil blive forfulgt af den klart flammende ild” (vers 18).
Dette bliver mere uddybende forklaret i sura 37:7-10, hvor vi erfarer, at de oprørske ånder forsøger at lytte med på, hvad der foregår i den ”Ophøjede Forsamling”, men at de ikke kan, fordi de bliver slået tilbage af en klar flamme.
Allah skabte menneskelige væsener af “pottemageres ler, bearbejdet sort mudder” (vers 26) og jinner [onde ånder] af ”ilden fra en svidende vind” (vers 27).
Vers 28-42 genopfrisker skabelsen af Adam som et sidestykke til sura 2:30-39 og 7:11-25.
Satan afslår Allahs befalling om at falde på knæ for Adam (vers 31) og bliver behørigt smidt ud af Paradis (vers 34), men får bevilget henstand (vers 37), hvorefter han sværger at bruge sin tid på at lede mennesker på afveje (vers 39) – undtagen Allahs tjenere (vers 40), skønt Allah åbenbarer en undtagelse ved at fortælle Satan:
“For du skal ikke have nogen autoritet over Mine tjenere, undtagen de af dem, der selv opsøger det forkerte og følger dig” (vers 42).
Tafsir al-Jalalayn forklarer, at de to grupper i dette vers simpelthen er troende og vantro: ”med andre ord, over Mine tjenere, dvs troende, skal du ikke have nogen indflydelse, ingen magt, undtagen over for dem blandt de perverse vantro, der følger dig.”
Vers 43-50 vender tilbage til helvedes lidelser og Paradisets glæder. Helvede har syv porte (vers 44). I henhold til ‘Ruhul Ma’ani’ får jøderne, de kristne, polyteisterne, hyklerne og andre deres egne porte.
Derpå fortæller vers 51-77 historien om Abraham, Lot og de unavngivne Sodoma og Gomorra – den beretning, der findes i Første Mosebog 17-19.
Som med andre Koran-genfortællinger af bibelhistorier er Koranens beretning strømlinet og fraklippet sidehandlinger for at sætte skarp fokus på forkastelsen af sandhed og efterfølgende afstraffelse af de vantro.
Abrahams gæster, budbringere fra Allah (vers 57), fortæller ham, at han skal være far trods hans fremskredne alder (vers 53-55), og at de er kommet for at redde Lot og hans folk, undtagen hans kone (vers 60), eftersom de straffer syndere.
Disse syndere kom for at få fat i de unge mænd (vers 67) – dvs budbringerne – men Lot trygler dem om i stedet at tage hans døtre (vers 71).
Byen bliver udryddet (vers 74). Vers 78-84 beretter om den lignende udryddelse af “Træets Følgesvende” (vers 78) og “Rock Citys Følgesvende” (vers 80).
Sluttelig i vers 85-99 trøster Allah Muhammad over den afvisning og forhånelse, som han har været udsat for fra de vantro. Han har vist stor gunst over for Muhammad og muslimerne ved at give dem de “syv ofte gentagne” vers – dvs sura 1, ‘the Fatihah’, den oftest gentagne bøn i islam og Koranen.
De bør ikke være misundelige på, hvad Allah har givet til andre mænd eller sørge over de vantro (vers 88) – muslimerne bør – med Ibn Kathirs ord ”være tilfredse med den Mægtige Koran, som Allah har givet til jer, og I skal ikke længes efter den luksus og flygtige fryd, som de har.”
De, der har “inddelt Koranen i stykker” (vers 91) er – i henhold til Ibn ’Abbas – ”Bogens Folk, der inddelte Bogen i stykker, troede på noget af den og afviste andet.”
Andre siger imidlertid, at det henviser til Quraysh-stammen, der ved at anklage Muhammad for at være sindssyg og besat, inddelte Koranen i stykker.
I henhold til Ibn Kathir afholdt Quraysh-stammen et møde om, hvad de troede, Muhammad i virkeligheden var.
De overvejede muligheden af, at han var sandsiger, eller skør, eller digter, eller troldmand, før de til sidst blev enige om det sidste - og udløste åbenabringen i vers 94, indtil ”der kom til dig den Time, der er Vis” (vers 99).
|