|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 16, “Bierne”
Sura 16, “The Bee”, er endnu en i rækken af sene Mekka-suraer, der begyndte med sura 10. Titlen kommer fra vers 68, der fortæller os, at Allah lærte bien at gøre det, bier gør.
Vers 1-19 understreger, at Allah har skabt alting og sørger for at opfylde hele menneskehedens behov, og at alle skabninger bærer vidnesbyrd om ham.
Ibn Kathir siger, at ”veje, der drejer bort fra” Islams Rette Vej (vers 9) er ”forskellige opfattelser og indfald såsom jødedom, kristendom og zoroastrianisme.”
Tanwîr al-Miqbâs min Tafsîr Ibn ‘Abbâs er enig: “Det er Allah, der vejleder til monoteisme, og nogle af religionerne er korrupte og uretfærdige såsom jødedom, kristendom og zoroastrianisme. Og hvis Allah havde villet, kunne Han have ført jer alle til Hans religion.”
Så endnu engang, tro eller ikke tro er op til Allah og ikke til individet.
Vers 20-42 fremhæver de vantros perversitet og Allahs forestående dom over dem. Genstanden for deres tilbedelse er hjemmelavet (vers 20), og de taler hånligt om, at Muhammads åbenbaringer ikke er andet end ”historier fra gamle dage” (vers 24).
Det vil sige, de antyder, at Muhammad ikke modtog Allahs ord fra Gabriel og videregav dem til sit folk, men at det bare drejede sig om gamle historier: i henhold til Tafsir al-Jalalayn ”siger de, [at] disse [åbenbaringer] er ’fabler, løgne fra gamle dage’ med henblik på at lokke folk på afveje.”
På Dommedag vil disse mennesker ikke bare bære vægten af deres egne synder, men “også noget af byrden hos de uvidende mennesker, de har vildledt” (vers 25).
De vil være dømt til helvede (vers 29), hvorimod de retskafne skal dvæle i Paradisets bugnende haver (vers 32).
De vantro vil klage over, at “hvis Allah havde villet det”, så ville de og deres forfædre aldrig have tilbedt andre end Allah (vers 35) – en rimelig klage i lyset af Koranens gentagne udsagn om, at Allah fører mennesker på afveje og samtidig formår at gøre alle til troende, hvis han havde villet det (se 10:99-100).
Men her bliver denne undskyldning forkastet, eftersom Allah har sendt budbringere til alle mennesker med besked om at tilbede Allah alene (vers 36).
Ibn Kathir forsøger at dæmpe skånselsløsheden i tanken om, at hvis Allah havde villet, så ville hele menneskeheden være troende, ved at forklare, at Allah i virkeligheden slet ikke ønsker at nogen er vantro og sender dem budbringere, så at de ikke skal blive vantro, men simpelthen tillader dem det, hvis de vælger det: “Allahs lovgivningsmæssige vilje er klar og kan ikke bruges som en undskyldning af dem, fordi Han havde forbudt at gøre det gennem Sin Budbringers tunge, men gennem sin universelle vilje (dvs gennem hvilken Han tillader ting at ske, selvom de ikke behager Ham) tillod Han dem at gøre det, der var forordnet for dem.
Så der kan de ikke hente noget argument. Allah skabte Helvede og dets folk både ‘Shayatin’ (djævle) og vantro, men Han kan ikke lide, at Hans tjenere er vantro.”
Allah vejleder ikke dem, som “Han overlader til at gå på afveje” (vers 37) – dvs, fortsætter Ibn Kathir, ”den person, Han har forårsaget kommer på afveje, så hvem kan vejlede ham bortset fra Allah? Ingen.” For Allah udfører alt, hvad han agter (vers 40), og ”intet”, siger Ibn Kathir, ”kan stoppe Ham eller modsætte sig Ham.”
Imidlertid vil “de, der forlader deres hjem for Allahs sag” blive belønnet både i denne verden og i den næste (vers 41).
I henhold til the Tanwîr al-Miqbâs min Tafsîr Ibn ‘Abbâs er det de muslimer, der flygtede fra Mekka sammen med Muhammad og slog sig ned i Medina; Ibn Kathir identificerer dem imidlertid som de muslimer, der tidligere flygtede til Abessinien for at undslippe forfølgelsen fra de hedenske Quraysh.
Vers 43-96 gentager mange af disse temaer: Allah vil dømme dem, der konspirerer imod muslimerne (vers 45-47; 84-89); skabte væsener bærer vidnesbyrd om ham (vers 48-50; 64-69; 79-82); Allah er den eneste gud (vers 51); Satan er beskytter for dem, der afviser Allahs budbringere (vers 63); Muhammads pligt er bare at advare om den tilstundende dom (vers 82). Polyteisterne vover endog at sige, at Allah har døtre, mens de selv har sønner (vers 57).
Tafsir al-Jalalayn forklarer, at ”tilskrive Ham døtre, som de er imod, når Han [under alle omstændigheder] er [ophøjet] over at have afkom, mens de til sig selv tilskriver sønner, efter eget valg, så at det bedste er deres alene.”
Allahs suverænitet over alt slås fast igen i vers 93, som Tafsir al-Jalalayn forklarer således: ”For hvis Gud havde villet, kunne Han have gjort jer til ét samfund, én religion, men Han fører hvem, Han vil, på afveje, og Han vejleder, hvem Han vil, og I vil helt sikkert komme i forhør på Dommedag, et irettesættelsesforhør om, hvad I foretog jer, så I kan blive gengældt for det.”
Vers 97-128 forsvarer Muhammad og Koranen imod nogle af anklagerne fra de vantro og kalder igen mennesker til at acceptere Muhammads budskab, der er Abrahams budskab, og til at tilbede Allah alene. Allah beklager sig over, at hver gang han abrogerer et vers fra sin åbenbaring og erstatter det med et andet, så beskylder de vantro Muhammad for at have fundet på det hele (vers 101).
Men faktisk kommer Muhammads åbenbaringer fra Helligånden (vers 102) – dvs Gabriel.
De vantro hævder, at Muhammad lærer Koranens indhold fra en mand, for derefter at videregive det som guddommelig åbenbaring, men ham, de har i tankerne er en fremmed, mens Koranen er på rent arabisk (vers 103). Ibn Kathir medgiver, at ”måske havde Allahs Budbringer for vane sommetider at sidde sammen med ham og tale lidt, men han var en fremmed, der ikke kunne ret meget arabisk, kun nok til simple fraser for at svare på nødvendige spørgsmål.”
Hvem var denne mystiske fremmede, hvis betydning Koranen har så travlt med at nedtone? Nogle foreslår Muhammads kones onkel Waraqa, der først identificerede ham som profet og som – i henhold til islamisk tradition - plejede at ”skrive fra Evangelierne på hebræisk så meget, som Allah ønskede, at han skulle skrive.” Eller det kan have været en af Muhammads første følgesvende, Salman Perseren: det arabiske ord, der her oversættes som “fremmed” er ’Ajami’, der også betyder persisk.
Derefter forekommer der i vers 106 en bemærkelsesværdig afvigelse fra den kristne opfattelse af martyrium, idet Allah tillader muslimer at afsværge deres tro under ”tvang”, så længe hjertet bare forbliver ”fast i Troen”.
Ibn Kathir forklarer: ”Dette er en undtagelse i det tilfælde, at nogen fremsætter vantro udtalelser og mundtligt er enige med ’ the Mushrikin, [vantro], fordi han er tvunget til det af de slag og den mishandling, han er udsat for, men i sit hjerte nægter han at acceptere det, han siger, og han har i realiteten fred med sin tro på Allah og Hans Budbringer.”
Dette er endnu et grundlag for tanken om religiøst bedrag i islam, som også blev diskuteret i 3:28.
Suraen ender med en kort diskussion af fødevarelove og instruktioner til Muhammad om “at invitere (alle) til Herrens Vej med visdom og smuk prædiken” (vers 125).
|