|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 17, “Natterejsen” vers 2-111
Muhammad var i særlig grad stolt af sura 17, der kaldes både ”The Night Journey” og ”The Tribe of Israel.”
Om sura 17, 18 og 19 sagde han: ”De er blandt de første og smukkeste suraer, og de er min skat.’”
Og i følge hans favoritkone, Aisha, ”havde han for vane at recitere Bani Isra’il [sura 17] og Az-Zumar [sura 39] hver aften.”
Efter den kryptiske hentydning til ‘The Night Journey’ i vers 1 fortsætter den i vers 2-8 med en advarsel til jøderne. Allah havde tidligere advaret dem om, at de to gange ”ville skabe fortræd på jorden og blive berusede af hovmodig arrogance” (vers 4).
Ibn Kathir uddyber: ”Allah fortæller os, at Han i Skriftet gav en erklæring til Israels Børn, hvilket betyder, at Han allerede i den Bog, Han havde åbenbaret for dem, havde fortalt dem, at de to gange ville forårsage fortræd på jorden og ville blive tyranner og ekstremt arrogante, hvilket betyder, at de ville blive skamløse undertrykkere af mennesker.”
Forbrydelsen ”fortræd på jorden”, ’ fasaad fi al-ardh, straffes i henhold til 5:33 med korsfæstelse eller amputation af hænder og fødder på modsatte sider.
Hvem var de Allahs tjenere “tilbøjelige til skrækkelig krigsførelse”, der trængte ind i jødernes hjem? Ibn Kathir stoler ikke på beretningerne fra de jødiske kilder, herunder tilsyneladende de jødiske Skrifter:
“nogle af dem er fabrikerede, brygget sammen af deres kættere, og andre kan være sande, men vi har ikke brug for dem takket være Allah. Det, Allah har fortalt os i Sin Bog (Koranen) er tilstrækkeligt, og vi har ikke brug for det, der står i andre bøger, der kom før. Hverken Allah eller Hans Budbringer forlanger, at vi skal henvise til dem. ”Ydmygelse og undertrykkelse var en passende straf” for jøderne pga deres ulydighed over for Allah.
Derpå gentager vers 9-21 advarsler om en kommende dom. Ingen kan bære en andens byrde (vers 15) – selv om 29:13 siger, at de vantro skal ”bære deres egne byrder og byrder sammen med deres egne.”
Allah sender altid budbringere til et ulydigt folk, før han udsletter det (vers 16) og advarer muslimer om, at de, der længes efter forgængelige ting i dette liv, vil få dem, men vil blive straffet i helvede (vers 18).
Vers 22-39 formulerer et moralkodeks, den “visdom, hvormed Herren har inspireret dig” – dvs Muhammad (vers 39). Muslimer bør:
1. Kun tilbede Allah (vers 22);
2. Være gode ved deres forældre (vers 23);
3. Sørge for deres slægtninge, de trængende og rejsende, og ikke være ødsle (vers 26);
4. Ikke dræbe deres børn af frygt for fattigdom (vers 31);
5. Ikke begå hor (vers 32);
6. Ikke “tage liv – som Allah har gjort helligt – undtagen af en retfærdig årsag,” og give erstatning for uretmæssig død (vers 33 – se diskussion her af 2:178)
7. Ikke bemægtige sig forældreløses værdier (vers 34);
8. “Give fuld udmåling, når I udmåler, og afveje med en retfærdig vægt” (vers 35);
9. “Ikke forfølge det, I ikke har viden om” (vers 36);
10. Ikke “gå på jorden med respektløshed” (vers 37).
Vers 40-71 revser endnu engang de vantro for deres perversitet. De vantro “fremsætter en fuldkommen rædselsfuld ytring”, når de hævder, at Allah har døtre, mens de har sønner (vers 40).
Koranen åbenbarer sandheden, men det får dem bare til at stritte endnu mere imod (vers 41). Alle skabninger åbenbarer Allahs pragt (vers 44). Allah forhindrer de vantro i at forstå Koranen (vers 46), og de anklager Muhammad for at være “forhekset” (vers 47). De benægter, at Allah kan bringe de døde til live (vers 49-52, 98-99), dog har deres afguder ingen magt (vers 56, 67).
Alle befolkninger vil blive fuldkommen udslettet eller i det mindste straffet (vers 58), men Allah sender ikke noget mirakel for at bekræfte Muhammad budskab, fordi andre afviste mirakler i fortiden (vers 59). Satans afvisning af at bøje sig for Adam bliver fortalt igen i vers 61-65 – se diskussion af 7:11-25
De vantro bør være opmærksomme på, at Allah nedbringer en naturkatastrofe over dem (vers 68-69).
De vantro forsøgte endog at friste Muhammad bort fra sandheden (vers 72-77). Der er forskellige beretninger om, hvilken form denne fristelse antog. ‘Ruhul Ma’ani’ siger, at de hedenske Quraysh bad Muhammad om at udskifte de vers, hvor Allah bekendtgjorde straf, med vers om hans barmhjertighed og vice versa – hvilket ville give klart overtal af barmhjertige vers. Men Allah forhindrede Muhammad i at blive forført således.
Vers 78-100 gentager mange af de samme temaer og vender i de fleste tilfælde tilbage til Koranens egne vidundere. Koranen er “en helbredelse og en barmhjertighed for dem, der tror,” mens “den for de uretfærdige ikke skaber andet end tab efter tab” (vers 82).
Om så “hele menneskeheden og alle jinns” arbejdede sammen, så kunne de ikke frembringe dens lige (vers 88). Ikke desto mindre er mennesker alligevel utaknemmelige og forlanger et mirakel, hvilket de ikke vil få (vers 90-96). Ingen kan vejlede en, som Allah lader strejfe (vers 97).
Vers 101-111 begynder med at vende tilbage til historien om Moses og Farao og minder om, at Allah gav Moses “ni klare tegn”, men Farao forblev stædig og afviste Moses’ påstande i et sprog, der mindede om Quraysh’ afvisning af Muhammad i vers 47 (vers 101).
Allah giver Israels børn landet (vers 104) – dvs Jordan og Palæstina i henhold til Tanwîr al-Miqbâs min Tafsîr Ibn ‘Abbâs.
Mange prominente “moderate” muslimer har gjort meget ud af dette og fortalt jødiske grupper, at Koranen garanterer jøderne landet Israel uden at nå frem til også at fortælle dem, at Koranen ligeledes siger, at jøder er forbandede, fordi de afviser Muhammad (2:89, og at muslimerne er Abrahams sande børn (3:67-68) og således de sande arvinger til dette løfte.
Suraen slutter med mere lovprisning af Koranen, der har bragt sandheden, så at de fromme modtager den med taknemmelig ydmyghed (vers 105-109). Derefter kommer Allahs instruktion til Muhammad om at sige: “Påkald Allah, eller kald på Rahman [den Medfølende]: et hvilken som helst navn, du kalder Ham ved, for til Ham hører de Smukkeste Navne” (vers 110).
Tilsyneladende troede mekkanerne, at Al-Rahman - de midterste ord i påkaldelsen Bismillah Al-Rahman Al-Rahim, ”I Allahs navn, den medfølende, den barmhjertige,” var en guddom forskellig fra Allah, og Muhammad må fortælle dem, at det bare er to forskellige navne for det samme væsen.
I henhold til Ibn Kathir hørte en af afgudsdyrkerne Profeten sige, da han lå på knæ: ‘Åh, Nådigste, Barmhjertigste.’
Afgudsdyrkeren sagde: ‘Han påstår, han beder til En, men han beder til to!’ Så åbenbarede Allah denne ayah.”
Adskillige historikere har bemærket, at Al-Rahman var navnet på en hedensk gud i det førislamiske Arabien og ligeledes blev brugt jævnligt af jøder og kristne – og leder tanken hen på, at Muhammad forsøgte at sammenfatte adskillige opfattelser af det guddommelige med henblik på at forene Arabiens folkeslag under islam. Der er oven i købet en antydning af det i Koranen, da de vantro udbryder: ”Har han gjort alle guderne til én Allah? Det er i sandhed en vidunderlig ting!” (38:5).
|