|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 18, “Hulen” vers 1-59
Sura 18, “The Cave”, endnu en Mekka-sura, indtager en særstilling i muslimsk fromhed.
Muhammad sagde, at den, der memorerede de første ti vers af dette kapitel (eller i nogle versioner de sidste ti) ville ”være sikret mod ’Dajjal’” – den islamiske udgave af anti-Krist.
En anden hadith lader ham sige, at hvis en muslim reciterer sura 18 om fredagen, ”vil den illuminere ham med lys fra en fredag til den næste.”
En anden version siger, at én, der gør dette, vil være “immun i 8 dage over for al ‘fitna’ [kaos, oprørskhed], der kunne ske.”
Den indeholder ligeledes, som vi skal se, en del nøglemateriale i islamisk folklore og sufi-mysticisme.
I henhold til Ibn Ishaq blev dette kapitel åbenbaret, efter at de hedenske Quraysh havde sendt en udsending til de jødiske rabbinere i Medina for at spørge dem om Muhammads påstand om at være profet.
Rabbinerne svarede: “Spørg ham om tre ting efter vores anvisning, og hvis han svarer på dem, så er han en profet, der er blevet sendt (af Allah); hvis han ikke gør, så lyver han, og så kan I gøre med ham, hvad I vil. Spørg ham om nogle unge mænd i fortiden, hvad var deres historie. For det er et mærkeligt og vidunderligt eventyr.”
Den historie er i vers 9-26.
Rabbinerne fortsatte: “Spørg ham om en mand, der rejste en hel del og nåede til jordens øst og vest. Hvad var hans historie?”
Den historie er i vers 83-98.
“Og spørg ham om ‘Ruh’ (sjæl eller ånd) – hvad er det?
Hvis han fortæller jer om disse ting, så er han profet, og så skal I følge ham, men hvis han ikke fortæller jer noget, så er han en person, der opfinder ting, og så kan I gøre med ham, hvad I finder passende.”
Så i dette lys tjener denne sura som en godkendelse af Muhammads påstand om at være profet. Vers 1-8 tjener som en introduktion, der lovpriser Koranen, i hvilken ”korruption” ikke findes (vers 1).
Maulana Bulandshahri kommenterer:
“Dette betyder, at der hverken er uretfærdigheder eller forkludrede ord i Koranen. Det skorter heller ikke på veltalenhed i den, og der finds ingen uoverensstemmelser.”
Allah har gjort den tydelig for at advare de vantro om sin forestående forfærdelige straf (vers 2), så vel som for at advare dem, der siger, at Allah har avlet en Søn (vers 4) – dvs de kristne såvel som jøderne, der i henhold til 9:30 hævdede, at Ezra var Guds søn.
Allah trøster Muhammad over hans sorg over de vantros stædighed (vers 6) og minder ham om, at dette livs attraktioner kun er en prøvelse (vers 7).
Derefter fortæller vers 9-26 historien om “Hulens følgesvende og om Inskriptionen” (Al-Kahf og Ar-Raqim, vers 9). Al-Kahf er hulen, hvor de unge mænd sov i 300 eller 309 år (vers 25, hvor forskellen skyldes uoverensstemmelsen mellem sol- og månekalendrene) mirakuløst beskyttet af Allah.
Der er ikke enighed om betydningen af Al-Raqim; nogle siger, at det henviser til en nærliggende dal eller bjerg, mens Anas og Sha’bi hævder, at det var navnet på deres hund, der var med dem, og som er omtalt i vers 18 og 22.
Sa’id bin Jubayr sagde, at det var en stentavle, på hvilken de skrev historien om Hulens folk, hvorefter de placerede den ved Hulens indgang – deraf ”Inskriptionen.”
Disse folk var, i henhold til Ibn Kathir, ”drenge eller unge mænd”, der var ”mere modtagelige for sandheden og mere vejledte end de ældre, der stædigt fastholdt deres vaner og klyngede sig til falskhedens religion.”
De erkender Allahs ’enhed’ og forkaster deres folks afguder; Allah beskytter dem mod afgudsdyrkerne ved at give dem ly i hulen (vers 14-16).
Skønt de unge mænd forblev i hulen i tre århundreder, så svarede de, da de blev spurgt om, hvor længe de havde været der:
“Vi har været der (måske) en dag eller en del af en dag” (vers 19).
Allah “vendte dem om på højre og venstre side” (vers 18) – sandsynligvis for at beskytte deres kroppe mod forfald, mens de sov, thi – siger Ibn Abbas, ”Hvis de ikke vendte sig, ville jorden have opslugt dem.”
Deres hund “strakte imidlertid sine to forben på tærsklen” (vers 18) – med andre ord, den var ikke helt inde i hulen, hvilket ville have forhindret engle i at komme derind.
“Han sad uden for indgangen”, forklarer Ibn Kathir, ”fordi englene går ikke ind i et hus, hvor der er en hund, som det blev berettet i As-Sahih, og ej heller kommer de ikke ind i et hus, hvor der findes et billede, en person i en tilstand af rituel urenhed eller en vantro, som det blev berettet i Hasan-hadith’en.”
Bukhari beskriver traditionen, hvor Muhammad siger:
“Engle kommer ikke ind i et hus, hvor der er en hund eller et billede af et levende væsen.”
Ikke desto mindre, fortsætter Ibn Kathir:
“Den velsignelse, de nød, omfattede deres hund, så den søvnighed, der overmandede dem, overmandede også ham. Det er gevinsten ved at følge gode mennesker, og derfor opnåede denne hund berømmelse og status. Det blev sagt, at han var en af folkenes jagthund, hvilket er det mest passende synspunkt, eller at han tilhørte kongens kok, der delte hans religiøse synspunkter og medbragte sin hund.”
Dette er en tilpasning af den kristne historie om Syvsoverne fra Efesos (selv om Koranen er mindre sikker på deres antal – se vers 22), der æres som helgener i byzantinsk kristendom.
De var unge mænd, der søgte tilflugt fra hedningene i en hule i det førkristne romerske imperium, mirakuløst blev beskyttet og vågnede op, efter af imperiet var blevet kristnet.
(Ibn Kathir tror imidlertid, at historien er førkristen, eftersom de jødiske rabbinere kender til den og stiller spørgsmål om den til Muhammad som én af deres tests af hans profetskab.)
I vers 27-44 kommer der, efter en kort besværgelse om Paradisets haver (vers 27-31), en langstrakt lignelse om en mand, der værdsatte denne verdens indhold mere end lydighed over for Allah.
Budskabet er det samme som i Lukas 12:15-21: ” Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet?”
Derefter gentager vers 45-49 advarsler om den forestående Dommedag (vers 49). Satans afvisning af at falde på knæ for Adam gentages endnu engang, og Allah advarer mennesker om ikke at følge Satan i hans ulydighed (vers 50).
Her identificers Satan som en af ‘jinnerne’ i modsætning til andre steder, hvor han identificeres som en engel – se diskussionen af 7:11-25.
De, som de vantro har tilskrevet som partnere til Allah, vil være til ingen nytte på Dagen (vers 52). Allah har sendt budbringere, men de vantro håner dem (vers 56). De vil blive udslettet (vers 59).
|