|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 18, “Hulen” vers 60-82
Sura 18’s vigtighed i muslimsk fromhed – beskrevet i forrige indlæg – bekræftes i adskillige hadith.
I én af dem reciterede en mand suraen, da ”en sky sænkede sig og spredte sig over manden, og den kom tættere og tættere på ham, indtil hans hest begyndte at springe (som om den var bange for noget). Da det blev morgen, gik manden til Profeten og fortalte ham om oplevelsen.
Profeten sagde: “Det var As-Sakina (stilhed), der nedsænkede sig på grund af (recitationen af) Koranen.’”
As-Sakina er en tillempning af det hebræiske ‘Shekinah’, der i jødisk tradition henviser til Guds tilstedeværelse i verden, og skyen er en påmindelse om den sky, der følger Guds tilstedeværelse i bibelske passager såsom 2. Mosebog 40:35.
I lighed med andre bibelske koncepter, der er blevet indkorporeret i islam – især Jesus som ”Guds ord” – så har det ikke nogen særligt stærk konnotation i islamisk tankegang.
Vers 60-82 i sura 18 indeholder én af de mærkeligste, mest fængslende historier i hele Koranen: Den om Moses’ og Khidrs rejse, én af alle tiders rejsehistorier.
Moses, der rejser med sin tjener, glemmer den fisk, de havde medtaget som deres mad (vers 60-64).
Da de vender tilbage for at hente den, møder de ”én af Vores tjenere, til hvem Vi havde skænket Barmhjertighed fra Os selv, og hvem Vi havde indpodet viden fra Vores egen Tilstedeværelse,” (vers 65).
I islamisk tradition er denne mand identificeret som Al-Khadir eller Al-Khidr eller alimindeligvis Khidr, ”Den Grønne Mand”.
Nogle identificerer ham som én af profeterne, andre som en ’wali’, en muslimsk helgen.
Abu Hayyan Al-Gharnati, Koran-kommentator i det 14. årh., peger på vers 82, i hvilket Khidr siger, at han ikke handlede ”på egen hånd” med hensyn til at hævde, at han var profet – thi hvis han var iscenesat af nogen anden, hvem kunne da have iscenesat en mand så hellig, så at han kunne instruere en profet som Moses hvis ikke Allah selv?
Imidlertid anførte en anden islamisk lærd fra det 14. årh., Ibn Taymiyya, at ”et flertal i ulema [islamiske lærde] mener, at han ikke var profet.”
Under alle omstændigheder så spørger Moses i begyndelsen af deres møde Khidr: “Må jeg følge dig,” så at “du kan lære mig noget om den (Højere) Sandhed, som du har lært?” Khidr er skeptisk (vers 67-68), men indvilger under forudsætning af, at Moses ikke stiller ham nogen spørgsmål (vers 70). Moses indvilger i dette.
Khidr og Moses går derefter om bord i en båd, som Khidr omgående sænker – hvor på Moses for første gang bryder sit løfte og skælder ud på Khidr (vers 71); Khidr minder ham om hans løfte (vers 72-73).
Kort efter myrder Khidr en ung mand i noget, der ligner en tilfældig handling, og Moses kritiserer ham igen (vers 74), med efterfølgende identisk ordveksling om løftet (vers 75-76).
Endelig genopbygger Khidr en mur, der er væltet i en by, der havde nægtet de to gæstfrihed, og Moses skælder ham endnu engang ud (vers 77), thi han kunne have fået løn for sin handling, hvilket de to kunne have anvendt til at købe mad og husly.
Til sidst fortæller Khidr Moses, at deres rejse er slut og forklarer sine underlige handlinger. (Muhammad kommenterede: ”Vi ønskede, at Moses kunne have forholdt sig tålmodig, hvorved Allah kunne have fortalt os mere om deres historie.”)
Khidr ødelagde skibet, fordi en konge griber “enhver båd med magt,”, men ikke nogen, der er uanvendelige (vers 79) – sandsynligvis kunne bådens fattige ejere reparere den, når først kongen var draget videre.
Khidr dræbte den unge mand, fordi han ville forvolde sine fromme forældre sorg med sit “oprør og utaknemmelighed” (vers 80), og Allah vil skænke dem en bedre søn (vers 81).
Og hvad angår muren, så var der en nedgravet skat under den, der tilhørte drenge, der var for unge til på dette tidspunkt at arve den – så reparationen gav dem tid til at blive voksne, mens den beskyttede skatten mod tyveri (vers 82).
Maududi formulerer meningen med alt dette: “Man bør have fuld tillid til visdommen bag det, der sker i Den Guddommelige Fabrik i overensstemmelse med Allahs vilje. Eftersom virkeligheden er skjult for dig, er du ude af stand til at forstå visdommen i det, der sker, og undertiden, hvis det virker som om, tingene går dig imod, vil du råbe op: ’Hvordan og hvorfor er dette sket?’
Faktum er, at hvis gardinet blev fjernet fra det ‘usete’, så ville I selv kunne fatte, at det, der sker her, er for det bedste. Selv om det sommetider ser ud, som om noget går dig imod, så vil du se, at det til sidst også skaber nogle gode resultater for dig.’”
Koran-oversætteren Abdullah Yusuf Ali giver disse fire lærestykker fra historien, herunder ideen om, at ”selv om hele nutidens vidensmængde, videnskaberne og kunstarterne og litteraturen (hvis det teoretisk kunne samles i ét enkelt individ) så inkluderer det ikke al viden.
Guddommelig viden, hvad angår mennesket, er ubegrænset,” og “Der er paradokser i livet: tilsyneladende tab er måske i virkeligheden gevinst; tilsyneladende grusomhed er måske i virkeligheden barmhjertighed; at besvare ondt med godt er måske retfærdighed og ikke generøsitet (18:79-82). Allahs visdom rækker ud over al menneskelig beregning.”
Et andet punkt dukker op i islamisk tradition:
dræb ikke børn, medmindre du ved, at de vil vokse op og blive vantro.
“Allahs Budbringer havde ikke for vane at dræbe børnene, så I bør ikke dræbe dem, medmindre I ved, hvad Khadir havde vidst om det barn, han dræbte, eller I kunne skelne mellem et barn, der ville vokse op og blive troende (og et barn, der ville vokse op og blive vantro), så at I dræbte den (potentielle) vantro og lod den (potentielle) troende være.”
Den således udtalte formodning kan måske være en hjælp til at forklare det vedvarende fænomen æresdrab i islamiske lande og selv blandt muslimer i Vesten.
I islamisk-mystisk tradition tårner Khidr sig op.
Sufi-mystikeren Ibrahim Bin Adham (Abou Ben Adhem) (8. årh.) hævdede engang:
“I det vildnis levede jeg i fire år. Gud gav mig mad, uden at jeg skulle gøre en indsats. Khidr den Grønne Oldgamle var min følgesvend i den periode – han lærte mig Guds Mægtige Navn.”
Nogle anser Khidr for at være udødelig (Det mener Ibn Taymiyya).
Tankegangen beror på mange argumenter. Bayhaqi beretter, at da Muhammad døde, hørte de forsamlede sørgende en stemme – identificeret som Khidrs – der opmuntrede dem til at stole på Allah.
Ideen har også basis i Muhammads egne ord. Engang fortalte Muhammad sine tilhængere om ‘Dajjal’, anti-Kristfiguren, der spiller en stor rolle i islamisk eskatologi.
‘Dajjal’, forklarede han, ville dræbe en person og bringe ham tilbage til livet, og derefter prøve at dræbe ham igen, men ville ikke være i stand til det. ”Den person ville være Khadir.”
I troen på hans udødelighed er der ikke så få muslimske (og ovenikøbet nogle ikke-muslimske) mystikere, der i århundredernes løb har berettet om møder med ham – her et humoristisk eksempel af nyere dato, hvor en mand løber ind i Khidr i ’Home Depot’.
|