Universalgeni

Faktaboks:
Det er vist på tide, at denne fantastiske og intelligente kvinde får sin egen tråd her på islamist.dk. Den første artikel har hun selv skrevet. Der er en kopi i tråden om tørklædet:Link: http://www.msnbc.msn.com/id/15790949/site/newsweek

__________________
Stands dæmoniseringen af det danske frisind!

Universalgeni

Ayaan Hirsi Ali modtog Vestres Frihedspris i november 2004. Men først i år var hun i stand til at holde sin takketale. Trusselssituationen omkring Ayaan Hirsi Ali har hidtil forhindret det.

Dødstruslerne er så alvorlige, at hendes besøg i Danmark ikke var annonceret. Ayaan Hirsi Ali blev omtalt som en hemmelig gæst i landsmødets program. Talen blev optaget på video og lagt frem på Venstres hjemmeside. Det er også derfra, nedenstående transcript af talen stammer.

Venstres landsmøde 2006 blev afviklet i weekenden 18. og 19. november 2006 i Odense Congress Center. Videoen varer i 23 minutter.



Link video: http://ms.arkena.com/show/?k=116396...dc9beba9312 00
Kilde: Venstres hjemmeside
Link : http://www.venstre.dk/
Link : http://landsmoede.venstre.dk/filead...andsmoede06.pdf

__________________
Stands dæmoniseringen af det danske frisind!

Universalgeni

Kilde: Los Angeles Times
Link : http://www.latimes.com/news/opinion...inion-rightrail

__________________
Stands dæmoniseringen af det danske frisind!

Universalgeni

Dansk interwiew i Dagbladet Information:FaktaboxKilde: Dagbladet Information
Link : http://www.information.dk/InfWebsit...&pTAvVis=203455

__________________
Stands dæmoniseringen af det danske frisind!

Universalgeni

Link: http://www.aei.org/publications/fil.../pub_detail.asp

__________________
Stands dæmoniseringen af det danske frisind!

Universalgeni

Submission

Her er den film, der fik en muslim til at dræbe Theo van Gogh. Ayaan Ali Hirsi har skrevet manuskriptet. Den er ca. 11 minutter lang. Tryk på selve linket.



Link: http://ayaanhirsiali.web-log.nl/aya...the_film_s.html

__________________
Stands dæmoniseringen af det danske frisind!

Universalgeni

Fra oktober 2006:



Link: http://www.youtube.com/watch?v=l45m...related&search=

__________________
Stands dæmoniseringen af det danske frisind!

Adrian

(tak til Bogger)


Journalismens rolle i dag: Tale i National Press Club, New York

Af: Ayan Hirsi Ali


”Første gang, jeg deltog i en sammenkomst som denne, var i november 2005 i Krasnapolsky-hotellet i Amsterdam; dog ikke helt som denne, fordi der findes kun én National Press Club.

Jeg var inviteret til et møde om mediedækning af islam, og ‘Submission’ blev vist.
‘Submission’ er en film på 10 minutter, jeg lavede sammen med Theo van Gogh. Som mange ved, blev han på grund af filmen dræbt af en muslim.

Jeg oplevede mig selv i den besynderlige situation, at jeg over for arabisk-islamiske journalister og kommentatorer skulle forsvare ytringsfrihed, fri presse og kvinders rettigheder.

Jeg fandt det besynderligt, fordi de vestlige journalister –der havde indkaldt til konferencen – enten var tavse eller mumlede noget om ytringsfrihed eller kom hen til mig efter mødet og hviskede mig i øret, at jeg havde gjort det godt.

Jeg bemærkede deres flovhed over at forsvare den selv samme ret, der er deres levebrød.

Jeg bemærkede den samme utilpashed blandt vestlige journalister, akademikere, politikere og kommentatorer i starten af 2006 med hensyn til, hvordan de skulle forholde sig til Muhammad-tegningerne i Danmark.

Mange forsvarede faktisk den indstilling, at Danmark burde undskylde for tegningerne. Det gentog sig sidste efterår, da Paven citerede en byzantinsk kejser, der skrev, at grundlæggeren af islam spredte sin religion med sværdet, og New York Times opfordrede Paven til at undskylde.

Tony Blair, en leder, jeg beundrer, skrev i dette års første udgave af Foreign Affairs, at det, vi oplever efter 11. september er en krig på ideer, en krig om værdier.

I artiklen begyndte Blair med på overbevisende måde at opridse den altoverskyggende konflikt i vor tid, men tabte derefter den konsistente tråd i sin argumentation, da han nåede til at skulle præcisere hvilke parter, der var involveret i værdikrigen.
Han trak i land og erklærede, at Koranen er en fantastisk bog, forud for sin tid og god for kvinder.

Hvorfor er vesterlændinge så usikre over for alt det, der er så vidunderligt ved Vesten?:

Politisk frihed, fri presse, ytringsfrihed, lige rettigheder for kvinder og mænd, homosexuelle og heterosexuelle, kritisk tænkning og den enorme styrke, det er, at underkaste ideer og især tro kritisk granskning.

Det er ikke enden på historien. Det 21. århundrede begyndte med en kamp på ideer, og denne kamp handler om Vestens værdier over for islams. Tony Blair og Paven bør ikke være flove over at sige det, og I skal lade være med selvcensur.

Islam og liberalt demokrati er uforenelige; kulturer og religioner er ikke lige. Og måske vigtigst af alt, muslimer er ikke mentalt retarderede, der kun kan svare med vold.

Koranen er ikke en fantastisk bog; den er reaktionær og fuld af kvindehad. Den byzantinske kejsers analyse af Muhammad var korrekt: han spredte sin tro med sværdet.

Fra det perspektiv står journalister ligesom resten af os over for den ubehagelige virkelighed, at vi skal vælge side eller fare vild i den såkaldte ”middelvejs” mangel på sammenhæng.
De journalister, der tjener Vesten og forstår, hvad denne særlige kamp drejer sig om, har til opgave at informere deres publikum i overensstemmelse hermed.

Når jeg rejser fra land til land for med baggrund i egne erfaringer og observationer at bevidne, at islamisk dogmatik skaber en dødskult, et fængsel for kvinder og en forbandelse af viden, så får jeg både opbakning og modstand. Europæere og amerikanere spørger:

Men hvad med mine gode muslimske naboer?
Hvad med de forskellige retninger inden for islam?
Er der ikke forskel på muslimer i Indonesien og dem i Somalia, eller muslimerne i Saudiarabien og dem i Tyrkiet?

Kan vi virkelig generalisere?

Hvad med de kvinder, der frivilligt bærer tørklæde eller burka og er glade for at give afkald på deres frihed, således som deres tro kræver?
Hvis vi giver katolikker og protestanter og jøder skoler og universiteter, er det så ikke kun retfærdigt, at muslimer også får deres?
Hvis generationer af jøder, italienere og irere har assimileret, er det så urimeligt at tro på, at muslimer også til sidst vil assimilere?

I stedet for at angribe sin fjende er det så ikke mere frugtbart gennem dialog at overbevise ham om, at han skal tilbagekalde sin krigserklæring?

Er det ikke åbenlyst, at militærangreb som dem i Afghanistan og Irak efter 11. september skaber flere terrorister, og at der derfor er flere mennesker, der er besluttet på at ødelægge Vesten, end der ville være, hvis vi havde dialog med dem?


Disse spørgsmål er relevante og fortjener seriøse svar.

Lad os moralsk skelne mellem islam og muslimer. Muslimer er forskellige. Visse, som Irshad Manji og Tawfiq Hamid, ønsker at reformere deres tro. Andre ønsker at sprede deres tro gennem overtalelse, vold eller begge dele. Andre er apatiske og interesserer sig ikke meget for politik. Atter andre ønsker at forlade islam og konvertere til kristendom, såsom Nonie Darwish, eller for at blive ateist som jeg selv.


Ikke-reformeret islam som trossystem er fjendtligt indstillet over for alt vestligt


I et frit samfund, hvor jøder, protestanter og katolikker har deres egne skoler, bør muslimer også have deres.
Men hvor længe kan vi ignorere, at i muslimske skoler i Vesten, bliver elever undervist i, at jøder er svin og hunde?
Eller at de skal holde sig fra vantro, og at jihad er en dyd?

Er det ikke underligt, at overalt i Europa, hvor der er store muslimske organisationer, fremsættes der krav om, at børnene ikke undervises i Holocaust, mens ‘The Protocols of the Elders of Zion’ distribueres i moskeer og muslimske boghandler?

Eller hvad med de muslimske lande, hvor jøder, katolikker og protestanter ikke må have deres egne skoler, kirker eller gravpladser?

Hvis muslimer kan hverve proselytter i Vatikanstaten, hvorfor kan kristne så ikke gøre det samme i Mekka?

Hvorfor finder vi det acceptabelt?

Hvis kristne, jøder og ateister går på gaden i stort antal for at protestere mod deres egne valgte regeringers deltagelse i krigen i Irak, imod krigen mod terror, hvorfor protesterer et tilsvarende antal muslimer så ikke mod, at vestlige nødhjælpsarbejdere bliver halshugget?

Hvorfor går muslimer ikke i brechen for deres egne?

Hvorfor er det jøder, kristne og ateister i Vesten, der bekæmper folkemordet i Darfur?

Hvorfor undgår det opmærksomhed i muslimske lande, når shiitter dræber sunnier i tusindvis, eller omvendt?

Det hænger ikke sammen, gør det?

Hvis I spørger mig: ”Hvilken rolle har journalisme i dag?, ville jeg opfordre jer til at undersøge disse spørgsmål.

Som kvinde i Vesten har jeg adgang til uddannelse. Jeg har et arbejde, som jeg kan skifte, som det passer mig. Jeg kan selv bestemme, hvem jeg vil giftes med, eller jeg vælge slet ikke at gifte mig.

Hvis naturen tillader det, kan jeg få et hvilket som helst antal børn, jeg måtte ønske.
Jeg kan manipulere naturen og nedfryse mine æg. Jeg kan få en abort. Jeg kan eje noget. Jeg kan rejse, hvor jeg vil. Jeg kan læse de bøger, aviser eller magasiner, der passer mig.

Jeg kan se en hvilken som helst film eller besøge et museum efter mit valg. Jeg kan have en mening om andres moralske valg og give udtryk for min mening, evt. offentliggøre den.
Og jeg kan ombestemme mig med tiden.

Jeg kan etablere et politisk parti eller tilslutte mig et allerede eksisterende; jeg kan frit skifte parti eller melde mig ud. Jeg kan stemme. Jeg kan beslutte ikke at stemme. Jeg kan stille op til valg eller blive forretningsdrivende.

Det er det, der gør Vesten så fantastisk.

I muslimske lande, bortset fra nogle få heldige, nægtes kvinder adgang til uddannelse, de har intet arbejde og tvinges til ægteskab med fremmede.
I islams navn nægtes kvinder retten til deres egen krop; de bestemmer ikke selv, om de vil have børn eller hvor mange.

De har ingen ret til abort, og ofte dør de i forsøget på at få en. De har ingen ejendomsret, de kan ikke drive handel eller rejse uden at være i fare for røveri eller voldtægt.

De fleste kvinder (og mænd) er underkastet religiøs og statskontrolleret censur med hensyn til, hvad de må læse (hvis de overhovedet kan læse), hvilke film, de må se, og der findes næsten ingen museer eller kunst, de kan nyde.

Af OIC’s 57 muslimske medlemslande er der kun to demokratier. Begge er skrøbelige og korrupte, og begge er i fare for at blive overtaget af fundamentalister.

Tyrkiet har en sikkerhedsventil i form af militæret. Det har Indonesien ikke.

I ingen af disse lande har kvinder tilladelse til at etablere deres egne politiske partier, spille en fremtrædende rolle, stemme, eller stille op til valg – bortset fra de sædvanlige mønstereksempler, der skal føre Vesten bag lyset.

Denne besættelse med at undertrykke kvinder er en af de ting, der gør islam så ringe.

Og islams agenter fra Riyadh til Teheran, fra Islamabad til Cairo ved, at enhver forbedring i kvinders liv vil føre til islams undergang og deres egen magts forsvinden.

Det er blandt andet derfor, at de er så desperate efter at spærre kvinder inde. Det er også derfor, de hader Vesten.

Og lad jer ikke narre af de få skingre stemmer – med eller uden slør – der nyder status quo og forråder deres medsøstre.


Hvis vi ikke forstår forskellene mellem islam og Vesten – hvorfor den ene er så fantastisk og den anden så ringe – og vi ikke kæmper imod og vinder dette slag om ideer med henblik på at bevare vores civilisation, så er der i mine øjne ingen mening hverken i jeres profession eller i min.”



Oversat og bearbejdet fra engelsk:

http://www.islam-watch.org/AyanHirs...alism-Today.htm

__________________
Fredens religion

Hodjas Blog

Adrian

(tak til Bogger)


Mit syn på islam

Af: Ayan Hirsi Ali


”Om hellig krig, frafald og kvinders rettigheder i islam.


Alle islams tilhængere er ubestrideligt enige om, at definitionen på islam er “underkastelse for Allahs vilje”.

Denne guddommelige vilje er skitseret i Koranen og i Muhammads lære og gerninger, således som det er nedskrevet i Hadith eller Sunna.

Mens Koranen anses for at være Guds sande og uforfalskede ord åbenbaret til Muhammad gennem englen Gabriel, så har Sunnaen mindre vægt og har altid været årsag til uenigheder blandt muslimske lærde.
Imidlertid er islamiske teologer nået til consensus vedrørende autoriteten af et sæt på seks bind fra Sunnaen, kaldet ”Sahih Sita” eller de autentiske seks.

Vedrørende emnerne hellig krig (jihad), frafald og behandlingen af kvinder er Koran og Sunna helt klare.

Det er enhver muslims pligt at udbrede islam til de vantro, først gennem dawa (at hverve proselytter), og derefter gennem jihad, hvis de vantro nægter at omvende sig.

Det er obligatorisk for de vantro at acceptere islam.

Fritaget for denne pligt er Bogens Folk: Kristne og jøder. Begge grupper har et valg. De kan tage imod islam og nyde samme rettigheder som andre muslimer, eller de kan fastholde deres tro og føre et liv som dhimmier (andenrangsborgere).
Juridisk set har en dhimmi ikke samme rettigheder som en muslim. For eksempel kan en muslimsk mand tage sig en jødisk eller kristen kone, men jøder og kristne har ikke lov til at gifte sig med muslimske kvinder.

Hvis en kristen eller jøde dræber en muslimsk mand, bør han dræbes omgående. Modsat bør en muslims blod aldrig spildes som gengæld for kristnes eller jøders blod.

Det er ligeledes en pligt for enhver muslim at beordre dyd og forbyde last.
Frafald, den værste forbrydelse en muslim kan begå, bør straffes med døden. Straffen behøver ikke blive effektueret af staten, men kan nemt håndhæves af civile.
Når det handler om at opretholde islamisk lov, er retfærdigheden lagt i hænderne på enhver muslim.

Hvad angår behandlingen af kvinder i Koran og mere udførligt i Sunna, så tildeles piger en position i familien, der kræver af dem, at de er føjelige – de er økonomisk afhængige af deres mandlige slægtninge, der samtidig har retten til deres kroppe.

I islam er der et strengt underdanighedshierarki. Først og fremmest er alle mennesker Allahs slaver.
I muslimske samfund skal børn adlyde deres forældre. Derudover skal kvinder og kvinder ubetinget adlyde og servicere deres mandlige værger og især deres ægtemænd.

Dette dekret om ægteskabelig lydighed er på ingen måde gensidigt.
I islam er en kvinde inkompetent og skal altid have en værge.
Ansvaret for formynderskabet kan overgå fra far til bror til onkel, indtil pigen bliver bortgiftet, hvorefter hendes ægtemand overtager formynderskabet.
Ægteskab bliver typisk arrangeret uden at pigen har noget valg, og arrangementet indbefatter ofte en medgift.
Således er det også i dag ganske almindeligt under islams religiøse styre, at en kvindes rettigheder slet og ret bliver solgt til en mand, hun måske ikke kender og sandsynligvis ikke elsker.

Hvad angår undervisning af piger under islam, er der en klar indoktrinering i ulighed. I islam består undervisning i videregivelse af reglerne om underkastelse for Allahs vilje.
En væsentlig del af denne ”undervisning” er en fastslåen af kønsroller. Piger dikteres først og fremmest underdanighed i forhold til Gud, dernæst til familien og endelig til ægtemanden.
Der er en streng betoning på ærbarhed, defineret af jomfruelighed. En muslimsk pige oplæres til voldsomt at vogte sin jomfruelighed som et udtryk for loyalitet over for Skaber, familie og ægtemand.

Denne form for undervisning hæmmer hendes chancer for nogensinde at blive selvhjulpen eller økonomisk uafhængig. Kvinders mangel på social lighed og frihed er en direkte følge af islams lære. Under islam skal en kvinde altid bede sin mand om lov, og hun skal ubetinget adlyde.

Kravet forsvinder i det enestående tilfælde, at han beder hende om at svigte Gud – så har hun lov til ikke at adlyde.

Selvom det er sandt, at kvinder i islam, teknisk set, har frihed til at drive handel og eje noget, så gør i bedste fald den totale lydighed over for værger denne ”frihed” hypotetisk.

Målet med den undervisning, der i islam gives til piger, er at opnå kontrol over kvindelig seksualitet.
Resultatet af denne indoktrinering er, at muslimske piger finder det legitimt og ofte verbalt forsvarer deres underordnede status.

Et muslimsk samfund er villigt til at gå meget langt for at opretholde seksuel kontrol – så langt, at det ofte krydser grænsen til det absurde og – i vestlig forstand – det kriminelle.
I islam er en pige giftemoden, når hun har haft sin første menstruation. Muhammad blev forlovet med sin kone Aisha, da hun var seks år gammel, og han giftede sig med hende (havde samleje) med hende, da hun blev ni.
Millioner af muslimske mænd verden over følger i Muhammads fodspor – et af de mest prominente eksempler var den afdøde Ayatollah Khomeini.

Under sharia-loven (islamisk lov), der praktiseres i Saudiarabien, Iran og dele af Nigeria, er kvinders borgerlige rettigheder dramatisk reducerede.
Trusler om fysisk afstraffelse i form af piskning og stening gør udsigterne for kvinders økonomiske uafhængighed og seksuelle frihed helt umulige.
Helt mirakuløst vil man selv under så barske omstændigheder finde kvinder, der er relativt veluddannede, har noget at skulle have sagt med hensyn til valg af ægtemand og formår at tjene til livets ophold. Men det skal stå klart, at disse undtagelser skyldes medfølelse og fremskridtsvenlighed hos familier, der har været under vestlig indflydelse, og ikke regler, der stammer fra islam.

I vores søgen efter forsoning mellem muslimske og vestlige samfund er det vigtigt at erkende, at muslimer er lige så forskellige som islam er monolitisk.
Islam forsøger at forene mere end en milliard mennesker af forskellige geografisk oprindelse, sprog, etnicitet og kultur samt uddannelsesmæssige baggrunde i én religiøs stamme.

Og selvom jeg normalt anerkender, at stereotypisering af troende er svært, eftersom tro er noget subjektivt, så vil jeg alligevel for diskussionens skyld skelne mellem fem forskellige typer muslimer.

Den første gruppe indbefatter de muslimer, der forlader deres tro, fordi den ikke stemmer overens med deres samvittighed eller moderniteten. Den gruppe er vigtig for udviklingen i den islamiske verden, fordi de stiller de påtrængende og kritiske spørgsmål, troende sædvanligvis undgår. Eks-muslimer, der bor i vesten, er kun lige begyndt at finde deres ståsted og drage fordel af den åndelige og sociale frihed, der er til deres rådighed.


Den anden gruppe består af ægte muslimske reformatorer, såsom Irshad Manji, der erkender det forældede i Koranens teologiske befalinger og profetens umoral. De har en tendens til at lægge vægt på de tidlige kapitler i Koranen, der opfordrer til godhed, generøsitet og spiritualitet. De anfører, at de senere kapitler, hvor islam bliver politiseret og begreberne sharia, jihad og martyrium bliver introduceret, bør læses i den kontekst, de blev skrevet i for 1400 år siden.


Den tredje gruppe udgøres af de muslimer, der støtter islams gradvise og dominerende udbredelse i hele verden. De udnytter de friheder, de har i et demokrati, til at underminere samfundet, og selvom de oprindelig var imod voldsanvendelse, forudser de, at når først de troendes antal når et kritisk punkt, så kan man tage sig af de sidste rester af vantro med vold, hvorefter sharia-lov kan implementeres over hele verden. Ayatollah Khomeini anvendte denne metode med succes i Iran. Erdogan i Tyrkiet går i hans fodspor. Tariq Ramadan, med dybe rødder i Det Muslimske Brdoerskabs arv, går ind for et sådant program blandt europæiske muslimer.


Den fjerde gruppe er den mest synlige og umiddelbart truende. I denne gruppe finder vi et stigende antal kompromisløse muslimer, der har defineret martyrium som deres eneste mål.
Det er en hær af unge mænd, der af et magthungrende præsteskab piskes frem til et selvmorderisk vanvid. Dette præsteskab har offentlige platforme og arbejder ustraffet fra institutioner, der ikke røres og ofte støttes finansielt af de nationale autoriteter.

Den femte gruppe er stort set ineffektiv og kun en trussel i kraft af, at de nægter at erkende sandheden. Her finder vi elite-præsteskabet, der gør et show ud af at prøve at forene islam med moderniteten. De motiveres af selvbevarelse og har ingen interesse i virkelig reform.

De tager udvalgte passager fra de hellige bøger for at fremstille islam som fredelig, idet de ignorerer de mange passager, der opildner til vold, såsom de vers, der beordrer drab på frafaldne.


Det er fra de to første af disse fem grupper, at fremskridt og reform skal komme. Hvad angår resten, så vil den vestlige verden gøre klogt i at indse islams realiteter – en religion, der blev nedskrevet for over tusind år siden med vold og undertrykkelse som kardinalpunkter.”


(Born in Somalia and raised a devout Muslim, Ayaan Hirsi Ali is an active critic of Islam, an advocate for women’s rights and a leader in the campaign to reform Islam. Her willingness to speak out and her abandonment of the Muslim faith have made her a target for violence and threat of death by Islamic extremists. She is currently a fellow at the American Enterprise Institute, in Washington D.C., and is the author of the bestselling memoir "Infidel.")

__________________
Fredens religion

Hodjas Blog