Adrian

(tak til Bogger)


Andalusiens virkelige tragedie

Af: Ibn Iblis

‘Vi har tænkt os at kæmpe for, at vores palæstinensiske hjemland ikke skal blive et nyt Andalusien.’ (Abu Iyad, Yasser Arafats næstkommanderende, 1974 (1))

‘Lad hele verden vide, at vi aldrig vil acceptere, at andalusiens tragedie bliver gentaget i Palæstina. Vi kan ikke acceptere, at Palæstina bliver jødisk.’ (Osama bin Laden (2))

Andalusien, eller Al-Andalus, var det område på Den Iberiske Halvø, der var under islamisk kontrol i middelalderen.

For Bin Laden er andalusiens “tragedie” ‘The Reconquista” – befrielsen af Den Iberiske Halvø fra muslimsk styre, hvilket skete i 1492. Men en objektiv analyse af Al-Andalus’ historie viser, at den virkelige ”tragedie” var det åg af islamisk forfølgelse, ikke-muslimer i Al-Andalus led under i næsten 800 år.

Muslimske apologeter hævder, at det andalusiske Spanien repræsenterede ”Guldalderen” - oplyst islamisk tolerance og fredelig sameksistens med andre trosretninger. Det er en horribel overdrivelse.

I henhold til Profetens tradition og Banu Qurayza – og yderligere bestyrket af præcedens, som den blev fastsat af de arabiske erobrere af Syrien, Egypten og Persien, så oplevede de, der med våben modsatte sig angrebene, den fulde effekt af islamisk sædvane – hvilket vil sige summarisk henrettelse af alle voksne mænd og slaveri for kvinder og børn.

De, der fredsommeligt overgav sig, undgik død og slaveri, men de betingelser, de blev udsat for, understøtter næppe myten om islamisk tolerance.

Jøder og kristne fik forbud mod at bygge nye kirker og synagoger og ligeledes forbud mod at reparere de eksisterende. De blev afsondret i særlige kvarterer og tvunget til at bære afvigende tøj. De blev selvfølgelig tvunget til at betale den ikke-muslimske kopskat, jizya, og den muslimske landskat, kharaj.

Dette er i modstrid med det rosenrøde billede, der bliver malet af nutidige vestlige medier, der på latterlig vis hævder, at ”Islamisk styreform ikke alene tillod jøder og kristne at overleve, men ifølge Koran-mandat i det store og hele beskyttede dem.” (3)

Vi mindes om at, det Koran-mandat, som Koran 9:29 dikterer, beordrer muslimer til at bekæmpe “Bogens Folk”, indtil de ydmygt betaler skat og anerkender islams overhøjhed.

Det spørgsmål, der selvfølgelig skriger på at blive stillet, er ‘beskytte dem mod hvem?’

Imod de muslimer, der indtog et fremmed land, Spanien, hvor de slet ikke havde noget at gøre?

Andre beretninger beskriver den andalusiske pan-konfessionelle humanisme og hævder – igen helt grinagtigt – at “man kunne hævde, at den ofte begrædte manglende ’reformation’ af islam var på vej, indtil den blev afbrudt af Inkvisitionen.” (4)

Skidt med, at den muslimske “inkvisition”, der bliver behandlet senere, foregik ca. 300 år før den kristne.

Som historikeren Richard Fletcher udtrykker det: “Vidnesbyrdene fra dem, der gennemlevede berber-erobringens rædsler, eller den andalusiske fitnah i det tidlige 11. århundrede, eller almoravid-invasionen for bare at nævne nogle få foruroligende episoder – kan kun medføre den konklusion, at det er løgn …”

Skønhed? Ja, en god del. Tolerance? Spørg jøderne i Granada, der blev massakreret i 1066, eller de kristne, der blev deporteret af almoraviderne til Marokko i 1126 (ligesom moriscoerne fem århundreder senere).” (5)

Her bliver vi præsenteret for to synspunkter angående det andalusiske Spanien, der står i stærk kontrast. Hvilket er sandt? I det muslimske Spanien ser vi et klassisk, historisk eksempel på det, Bat Y’eor har omtalt som dhimmitude – de lovmæssige og sociale betingelser, jøder og kristne blev genstand for under islamisk styre.

Dhimmiens betingelser i Spanien var ikke nødvendigvis enestående – dhimmien var en foragtet og undertrykt underklasse, uanset hvor islam herskede – og alligevel er de betingelser, de levede under på en eller anden revisionistisk måde blevet omskrevet til noget i retning af en rollemodel for tolerance.

Da den fjerde og sidste af de ‘Rightly Guided’ kaliffer, Ali, døde, var de muslimske hære i fuld gang med jihad både til lands og til vands. I Middelhavet erobrede de Cypern og slagtede befolkningerne på Kreta, Cos og Rhodos (6).
I 711 krydsede muslimerne Gibraltar-strædet til Spanien, der dermed i de efterfølgende århundreder blev frontlinien for jihad, eftersom bølge efter bølge af arabere etablerede lensgodser, der blev opdyrket af de indfødte, der hurtigt blev slaver eller skatskyldige.

Muslimske apologeter hævder, at muslimerne blev “inviteret” til Spanien for at tage over efter Visgoterne. Årsagen skulle være, at erobringen var planlagt og udført i samarbejde med en fraktion af kristne dissidenter, men invasionen var et skoleeksempel på jihad.

Det begyndte med en række razzia’er (togter) ind i Spanien fra Nordafrika tidligt i det 8. århundrede, hvilket forårsagede store ødelæggelser. Omkring 711 sendte guvernøren for Nordafrika, Musa ibn Nusayr, en hær under kommando af Tariq med henblik på for evigt at erobre Spanien for islam.
I 712 blev den sidste af Visgoternes konger, Roderic, dræbt i et afgørende slag mod Tariq, hvorefter resten af Iberien hurtigt faldt i muslimernes magt. De fleste kirker blev omdannet til moskeer eller på anden måde ødelagt. Der forekom massive plyndringer, slavegørelse, deportationer og myrderier.
Byer, der gjorde oprør, såsom Toledo i 713, blev straffet med plyndringer; i Toledos tilfælde fik alle notabiliteter halsen skåret over, og i det omliggende område var der død og ødelæggelse. I 730 blev Cerdagnes indbyggere hærget, og en biskop blev brændt levende. (7)

Det er sandt, at mange aspekter af dhimma – eller “beskyttelsespagten” (de, der er underkastet dhimma-jurisdiktionen omtales som dhimmis) ikke blev håndhævet til alle tider. Nogle af disse betingelser har jeg tidligere omtalt. Men det var af praktiske årsager og ikke udtryk for religiøs tolerance. Jøderne og de kristne i det muslimske Spanien var i enormt flertal i forhold til deres muslimske herskere – en balance, der ikke blev ændret på i århundreder efter erobringen, og således blev en grad af autonomi tilstået dhimmerne under forudsætning af, at de anerkendte islams overhøjhed og betalte jizya, hvilket typisk var en årlig, kontant betaling suppleret med landbrugsprodukter, der medvirkede til at holde de erobrede landområder undertrykt.

Desuden forstyrrede adskillige andre faktorer emiratets stabilitet. Byen Toledo – sammen med andre – befandt sig i en tilstand af nærmest konstant oprør. Berberne – Spaniens oprindelige erobrere – blev langt om længe degraderet til andenrangs status af de arabiske immigranter, der overtog styret af Andalusien. De gjorde oprør i 740, hvilket afstedkom en borgerkrig og en periode, der forårsagede omfattende ødelæggelser og økonomisk kaos.
Oveni i alt dette skulle emiratet også tage sig af den karolingiske ekspansion ind i landområder, der tidligere var under islamisk kontrol – især Aquitaine og Septimania. I 778 trængte Karl den Store ind i selve Spanien, skønt kampagnen var en katastrofe (Zaragozas guvernør havde appelleret til ham om hjælp mod muslimerne, men skiftede så mening og nægtede frankerne adgang. Da hæren trak sig tilbage, faldt den i baskisk baghold i Roncesvalles-passet og blev udslettet). Aquitaine blev senere et frankisk under-kongedømme kontrolleret af Karl den Stores søn Louis, der erobrede Barcelona tidligt i det 9. århundrede. Så emirerne havde vigtigere ting at foretage sig end at straffe kristne og jøder for ubetydelige overtrædelser.

Det ser derfor ud til, at til trods for at historiske optegnelser viser, at næsten alle kirker og synagoger blev ødelagt, så dukkede nye op. Desuden ringede kirkeklokker i Cordoba for at markere de kanoniske tidspunkter, og kristne begravelsesoptog passerede igennem muslimske nabolag, hvilket alt sammen var en overtrædelse af dhimma-pagten. Selvom disse overtrædelser ikke fremprovokerede nogen officiel irettesættelse, var de stadig skydeskive for muslimsk forhånelse.

Eulogius, en kristen martyr, der før sin død nedskrev beretninger om livet i det islamiske Spanien, begræd, at ”lyden af metal” fremkaldte forbandelser fra muslimer, der var inden for hørevidde. Præster blev udsat for verbal tilsvining og overdænget med sten og gødning, når de bragte de døde til kirkegården. (8)

Selvom de blev sparet for den fulde effekt af pagten med deres muslimske herskere, så var jizya-skatten en ”uudholdelig skat” (9), der belastede dhimmierne voldsomt. Ingen rationel læser bør overse det ironiske i, at i et land, hvor revisionistiske historikere hylder magthavernes multikulturelle tolerance, fandtes der en udnævnt underklasse, der blev tvunget til at betale en skat alene på grund af deres religiøse tro.
At diskriminerende skatter ikke var noget særsyn i Middelalderens lande får ikke jizya-skatten til at fremstå som en neutral variabel, når man skal vurdere den generelle tolerance i det muslimske Spanien, især eftersom jizya er obligatorisk ifølge muslimsk lov, således som det fastslås i Koran 9:29 og forskellige hadith.

Skønt de fleste af dhimma-principperne blev ignoreret af de muslimske herskere, var der to aspekter, der blev håndhævet uden vaklen: betaling af den diskriminerende jizya og forbudet mod blasfemi mod islam eller profet Muhammad.
Igen bør man ikke være blind for det ironiske i, at i et land, hvor revisionistiske historikere hylder magthavernes multikulturelle tolerance, ødelagde erobrerne stort set hver eneste kirke og synagoge og forbød de nyligt undertvungne indbyggere at tale grimt om islam.
I modsætning til ringning med kirkeklokker og begravelsesoptog gennem muslimske bydele så var straffen for blasfemi mod islam streng.

I 850 blev en præst ved navn Perfectus standset af en gruppe muslimer, og da de opdagede, at han var præst, bad de ham om at forklare sin katolske tro og give sin mening om islam. Perfectus afviste dem af frygt for, at han bare ville provokere dem, men da de lovede at beskytte ham, accepterede han opfordringen. Muslimerne blev vrede over Perfectus’ barske kritik af islam. Han kaldte Muhammad en af de falske profeter, der blev forudsagt af Kristus, og Perfectus omtalte ligeledes Muhammads depraverede moral.
Få dage senere brød muslimerne deres løfte om at beskytte ham og overgav ham til en dommer, idet de aflagde vidnesbyrd på, at han havde udvist blasfemi over for profeten. Perfectus blev senere halshugget foran en gruppe muslimer, der var samlet for at fejre Ramadan-fastens afslutning. (10)

Senere blev en købmand ved navn Joannes ubarmhjertigt pisket, offentligt ydmyget og fængslet for at påkalde sig Muhammads navn, mens han solgte sine varer på markedspladsen.

I 851 henvendte en munk, Isaac, sig til Cordobas qadi – en islamisk autoritet, der var udnævnt til at administrere islamisk lov og opretholde overholdelsen af de religiøse standarder. Isaac sagde til qadi’en: “Jeg har et ønske om at slutte mig til din tro, hvis du vil give mig instruktion.”

Qadi’en var næppe begyndt at udbrede sig om Muhammads liv, før Isaac sagde: ”Din profet har løjet, han har bedraget dig; må han være forbandet den sjover, der har trukket så mange andre sjovere med sig ned i helvede! Du er en fornuftig mand, hvorfor afsværger du ikke disse pestilensdoktriner? Er det muligt, at du tror på Muhammads bedrag? Bliv kristen – så finder du frelsen!”

Den forbløffede dommer slog Isaac og lod ham bringe for emiren, Abd-ar-Rahmân II, der, til trods for qadi’ens tryglen – han mente Isaac måtte være sindssyg – insisterede på, at lovens bogstav skulle følges 100%. Isaac blev halshugget, og i adskillige dage var hans hovedløse krop hængt op i benene til offentlig beskuelse; derefter blev han brændt, og hans aske blev smidt i floden for at forhindre de kristne i at vise ham ære. (11)

Derefter udstedte Rahmân et edikt, der proklamerede trusler om, at fremtidige lovovertrædere ville få samme straf. I løbet af de næste fire dage fulgte yderligere syv andre kristne imidlertid Isaacs eksempel. To dage efter Isaacs død blev en kristen soldat ved navn Sanctius halshugget.

Inden for to dage efter Sanctius’ henrettelse fremstillede seks andre kristne sig for de islamiske autoriteter og proklamerede: “Dommer, vi bekender os til den samme trosbekendelse som vores hellige brødre Isaac og Sanctius. Afsig dommen, forøg din grusomhed, bliv optændt af totalt raseri for at hævne din profet. Vi bekender, at Kristus i sandhed er Gud, og at din profet er en forløber for antikrist og forfatter til en profan doktrin.” (12)

I tillæg til halshugningen af lovbryderne gav Rahmân ordre til, at hele det klerikale lederskab skulle arresteres. Dette lagde i en periode låg på oprøret, men i 852, en uge før Rahmâns død, blev yderligere fire kristne halshugget.

På grund af disse martyrier og på grund af Malik-juristers indflydelse (en af de strengere islamiske retsskoler) i emirens hof begyndte Muhammad I, Rahmâns søn, at håndhæve aspekter af dhimma-pagten, der ikke tidligere var blevet håndhævet.

“Den samme dag, han modtog kongerigets scepter”, skrev Eulogius, “gav han ordre til, at alle kristne skulle forlade paladset, hvorved han fratog dem deres værdighed og ære.”
Ifølge Eulogius ”arbejdede disse jurister med lignende nidkærhed imod Gud, hjemsøgte, undergravede og undertrykte [kristne] overalt.” (13)

Muhammad beordrede, at nyligt opførte kirker skulle ødelægges. Dette edikt blev heller ikke gennemført fuldt ud, fordi Muhammad blev plaget af evindelige oprør i Toledo og andre byer, hvor muslimer endnu ikke i større tal havde slået sig ned.

Man kan næsten forudsige de venstreorienteredes selvhadende afledningsmanøvre på denne diskrimination og undertrykkelse; den samme reaktion, mange havde i forbindelse med Rushdie-affæren: de ”bad selv om det.”

Det faktum, at disse kristne martyrer brød deres pagt med deres erobrere, ændrer ikke på, at dhimma-pagten i bund og grund er diskriminerende. Hvorfor skulle de kristne ikke have reageret mod den? Hvorfor skulle de ikke have revolteret imod et regime, der degraderede dem til en foragtet underklasse og ødelagde deres kulturelle arv?

Beviste disse forfølgelser ikke bare, at martyrerne havde ret i, at muslimerne mangedoblede deres grusomheder og bekendte sig til en profan doktrin? Måske ikke for muslimer, der modtog deres moralske anvisninger fra den samme doktrin, men bestemt for en objektiv kritiker.

Ikke-muslimers status blev stadig ringere i Spaniens islamiske æra. Der er forskel på Allahs moral og menneskets natur. Når muslimer lever blandt jøder og kristne, er det naturligt, at muslimer vil begynde at anse dem som mennesker og ikke de ”urene” efterkommere af aber og svin, som Koranen kalder dem. Selvom således både Allahs og Muhammads såvel som emirens lov var klar, var der alligevel perioder, hvor dhimmi’en nød godt af et vist mål af lighed. Freden blev som regel brudt, når islamiske jurister mindede muslimerne om dhimmi’ens plads i det islamiske samfund og genoplivede den almindelige muslims religiøse nidkærhed efter at sætte dem tilbage på den plads.

I Granada mellem 1056 og 1066 blev f.eks. to jødiske topfolk – vizierer – Samuel Ibn Naghrela og hans søn Joseph, der beskyttede det jødiske samfund, begge snigmyrdet.
Den efterfølgende pogrom slagtede omkring fem tusind jøder og var sandsynligvis delvis inspireret af en foruroligende anti-jødisk ode, forfattet af den muslimske jurist Abu Ishaq:

”Fremad, min budbringer, forbind disse ord med alle Sinhejiterne – fuldmånerne og vor tids løver – disse ord fra en mand, der elsker dem, har ondt af dem, og som tror på, at han ville svigte sine religiøse pligter, hvis ikke han gav dem gode råd:

Jeres hersker har begået en dåd, som hans modstandere frydes over: skønt han kunne vælge en minister blandt de troende, så har han valgt en vantro! Igennem hans minister er jøderne, disse usle udskud, blevet store herrer, og deres stolthed og arrogance kender ingen grænser. Da de mindst ventede det, opnåede de deres hjerters begær; de har opnået de højeste æresbevisninger, så at den mest infame abe blandt disse vantro i dag blandt sine tjenere anses som ligeværdig med et utal af fromme og trofaste muslimer.

Og alt dette uden nogen som helst indsats fra deres egen side. Nej! Ham, der har løftet dem så højt op, er en mand fra vores egen religion! Og hvorfor fulgte han ikke det eksempel, der blev sat af fortidens trofaste prinser? Hvorfor ydmygede han ikke jøderne og behandlede dem som de mest usle dødelige? Så ville de i bundter have levet et vagabond-liv iblandt os, som mål for vores mishag og afsky; så ville de ikke have behandlet vores stormænd og helgener med hån; så ville disse usle skabninger ikke have siddet ved vores side og redet sammen med hoffets stormænd.

Åh Badis (emiren) du er en mand af god dømmekraft, og dine bedømmelser er meget sande; hvordan kunne du så være blind over for den ondskab, der begås af disse dæmoner, der hæver deres horn på dit område?
Hvordan kunne du udvise ømhed over for de bastarder, der har gjort dig frastødende i folks øjne? Hvordan kan du håbe på at etablere din magt, når disse uslinge nedbryder det, du bygger op? Hvordan kan du fæstne en sådan tillid til en slyngel og gøre ham til din families ven? Har du glemt, at den Almægtige har sagt i Sin Bog, at vi ikke skal have venskab med de ugudelige? Tag ikke sådanne mænd som dine ministre, men overlad dem til forbandelser, for hele jorden skriger op imod dem – inden længe vil et jordskælv udslette os alle. Se på andre lande og bemærk, hvordan jøderne behandles som hunde og holdes afsondret.
Du alene følger en anden kurs, du prins elsket af dit folk, nedstammende fra en række af konger, du, der overstråler dine samtidige som dine forfædre overstrålede deres?
Jeg kom til Granada, og der så jeg, hvordan jøderne herskede. De havde delt provinserne og hovedstaden imellem sig – overalt herskede en af disse forbandede. De indsamlede skatterne, de havde det sjovt, de var iført overdådige klæder, mens jeres tøj, åh muslimer, var gammelt og slidt.
Alle statens hemmeligheder kendte de; men det er galmandsværk at stole på forrædere! Mens de troende spiste fattigdommens brød, spiste de fint i paladset. De har fortrængt jer med hensyn til jeres herres gunst, åh muslimer, og vil I ikke modsætte jer dem? Vil I udsætte jer for det?
De slagter okser og får på vores markeder, og I spiser uden skrupler kødet fra dyr, der i deres øjne er urent! Høvdingen for disse aber har prydet sit landsted med marmorbelægninger og har lavet springvand, hvorfra glasklart vand flyder, og mens vi venter ved lågen, håner han os og vores religion.
Du Store Gud! Hvilken vanære!
Hvis jeg påstår, at han er lige så rig, som du er, min konge, så taler jeg sandt.
Slå ham hurtigst muligt ihjel og brænd ham!
Gør ham til slagteoffer, for han er en fed vædder!
Spar ikke hans slægtninge og venner, for de har også ophobet store rigdomme.
Tag deres ejendele, du, der har mere ret til dem, end de har.
Tænk ikke, at det ville være forræderi at slagte dem!
Nej, det sande forræderi er at opleve dem sidde i høje positioner.
De har brudt deres pagt med os; hvem ville så vove at bebrejde dig, hvis du straffer disse menedere?
Hvordan kan vi trives, hvis vi lever i skyggen, og jøderne blænder os med deres herlighed og stolthed?” (14)

Måske ville det have været mere passende for Melik Kaylan at hævde, at den ofte begrædte manglende ‘reformation’ af islam var på vej, indtil den blev afbrudt af Abu Ishaq. Disse jøder havde overtrådt grænsen ved at acceptere indflydelsesrige positioner i det muslimske samfund, og de blev straffet for det.

Det vrimlede med andre uretfærdigheder. Oprigtigheden hos de jøder, der konverterede til islam, blev altid betvivlet, og derfor fjernede muslimske “inkvisitorer” konvertitternes børn og anbragte dem i pleje hos muslimske opdragere.

Maimonides, den fremragende jødiske filosof og læge, er på en eller anden måde blevet fremhævet som et af de bedste eksempler på den indbyrdes tolerance mellem muslimer, jøder og kristne, der førte til den kulturelle opblomstring i det muslimske Spanien. Dette til trods for, at han sammen med hele sin familie blev udvist fra Cordoba i 1148 (15), og til trods for, hvad han selv skrev:

“Husk, mine trosfæller, at på grund af vores mange synder, har Gud kastet os ned blandt disse mennesker, araberne, der har forfulgt os heftigt og vedtaget skændig og diskriminerende lovgivning imod os … Aldrig har nogen nation forulempet, degraderet, fornedret og hadet os så meget som dem …” (16)

Den udvisning, Maimonides blev offer for, forekom i den sidste af tre store udvisningsbølger, beordret af Almoraviderne – de foregående to foregik i 1106 og 1126. Reinhart Dozy, den hollandske Arabien-historiker, beskrev hændelserne, der førte frem til og omhandlede massedeportationerne:

”De kristne, eller ‘Mozarabs’ som de blev kaldt, led endnu mere: ”The Fakihs” og befolkningen fremelskede et endnu mere giftigt had imod dem. I de fleste byer udgjorde de kun små samfund: men i provinsen Granada var de stadig talrige, og i nærheden af hovedstaden havde de en smuk kirke, der var blevet bygget omkring 600 e.Kr. af Gudila, en gotisk stormand. Denne kirke var en fornærmelse mod “the Fakihs”.
Idet de sandsynligvis baserede deres handling på Kalif Omar II’s autoritet … udstedte de en fatwa, der krævede kirken jævnet med jorden.
Da Yusuf havde givet sin billigelse, blev den hellige bygning jævnet med jorden (1099).
Andre kirker mødte en tilsvarende skæbne, og “the Fakihs” behandlede “the Mozarabs” så undertrykkende, at de sidstnævnte til sidst appellerede til ”Alfonso the Battler”, konge af Aragonien, om at udfri dem fra deres uudholdelige byrder.

Alfonso imødekom deres anmodning. I september 1125 drog han af sted med 4000 riddere samt deres håndlangere, der alle havde svoret på Bibelen, at de ikke ville svigte hinanden.

Alfonso opnåede imidlertid ikke det ønskede resultat - ekspeditionens vigtigste formål havde været at erobre Granada, og det lykkedes ikke.
Efter den aragonske hærs tilbagetrækning tog muslimerne en grusom hævn, som de lod gå ud over “the Mozarabs”. Ti tusind kristne var allerede uden for deres rækkevidde, for eftersom de vidste, hvilken skæbne, der ventede dem, havde de fået tilladelse fra Alfonso til at slå sig ned i hans områder; men mange, der blev tilbage, fik frataget deres ejendomme og ejendele, blev mishandlet på et utal af måder, smidt i fængsel eller dræbt.

De fleste blev imidlertid deporteret til Afrika og udstod forfærdelige lidelser, indtil de til sidst slog sig ned i nærheden af Saleh og Mequinez (1126).

Denne deportation blev udført i medfør af et dekret, som ”the qadi” Ibn Rushd havde tilvejebragt fra Ali. Elleve år senere fandt endnu en deportation af ”the Mozarabs” sted, og kun ganske få blev tilbage i Andalusien (17).

Selvom det muslimske Spanien eventuelt kunne anses for ”tolerant” efter middelalder-standarder – og Andalusien ”var ikke et tolerant og oplyst samfund selv i dets mest kultiverede periode” (18) – så er dhimmitude aldeles uforeneligt med moderne ideer om lighed mellem mennesker, uanset deres religiøse overbevisning.

Desværre for moderne civilisation – og især for os i Vesten – er dhimmitude et uudskilleligt princip i jihad, der er en af de søjler, islam hviler på. Ikke-muslimer er blevet forfulgt overalt, hvor Dar al-Islam hersker -

og vil blive forfulgt i lande, hvor Da al-Islam hersker i fremtiden."

Notes
[1] Bat Ye'or, The Dhimmi: Jews and Christians Under Islam; pg. 122 [2] Osama bin Laden statement, October 2001 [3] María Rosa Menocal, The Ornament of the World, quoted by Andrew Bostom [4] Malik Kaylan, Wall Street Journal July 2003 [5] Richard Fletcher, Moorish Spain; pp. 171-172 [6] Bat Ye'or, The Decline of Eastern Christianity Under Islam; pg. 50 [7] Andrew Bostom, The Legacy of Jihad; pg 423 [8] Kenneth Baxter Wolf, Christian Martyrs in Muslim Spain; pg. 12 [9] Ibid.; pp. 9 [10] Ibid. pg. 24 [11] Reinhardt Dozy, Spanish Islam; pp 284-285 [12] Wolf, CMMS pg. 25 [13] Ibid.; pg 16 [14] Dozy; pp 651-652 [15] Ye'or, Islam and Dhimmitude; pg. 88 [16] Ye'or, The Dhimmi; pg. 351 [17] Dozy; pp. 721-722 [18] Fletcher; pg. 173


Supplerende læsning:

http://www.studytoanswer.net/myths_ch8.html

http://www.dhimmi.org/

__________________
Fredens religion

Hodjas Blog