30-09-2007, 18:07
|
#11 |
|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 3, “Imrans familie” vers 64-120
Vers 64-120 af Koranens sura 3, “The Family of Imran,” fortsætter med at anklage jøderne og de kristne for, at de kun afviser islam på grund af perversitet og kalder dem tilbage til Abrahams sande tro. Vers 64 lægger låg på Koranens præsentation af kristendommen i vers 33-63 ved at kalde Bogens Folk til at acceptere islam. Dette præsenteres som en invitation til en “aftale” om: “at vi skal ikke tilbede andre end Allah, og at vi ikke skal tilskrive Ham nogen partner, og ingen af os skal tage andre som herrer ved siden af Allah.” Dette ville (ud fra den islamiske synsvinkel) kræve, at kristne skulle forkaste Kristi guddommelighed, såvel som jødernes og de kristnes praksis med at guddommeliggøre “rabbinere og munke,” hvilket Tafsir al-Jalalayn omtaler i forbindelse med dette vers. Den anklage kommer fra koran 9:31 I vers 65-68 irettesætter Allah jøderne og de kristne, fordi de skændes om noget, de “ikke har nogen viden om” (vers 66): Abrahams religion. Patriarken kunne ikke have været jøde eller Kristen, siger vers 65, fordi “Toraen og Evangelierne ikke blev åbenbaret før efter ham.” I virkeligheden var han en muslimsk hanif [betyder den, som tilhører den sande religion, dvs. efter muslimsk opfattelse altid islam] (vers 67) – som Tafsir al-Jalalayn forklarer: “Abraham var i sandhed ikke jøde, ej heller kristen, men han var muslim, der bekendte sig til Guds enhed, og en hanif, der veg bort fra alle andre religioner over imod den ranke; og han var aldrig idoldyrker.” Endvidere så er Muhammad og muslimerne “de nærmestbeslægtede med Abraham,” som Ibn Kathir siger: ”Denne Ayah [vers] betyder: ’De mennesker, der har mest ret til at være Ibrahims tilhængere er dem, der fulgte hans religion og denne Profet, Muhammad, og hans Følgesvende ...” Hvis Abraham var muslim, er jødedommen naturligvis komplet illegitim. Jøderne (og de kristne) er simpelthen overløbere fra deres egne profeters sande tro – som var islam. Og det er dette syn på jødedom og kristendom, mange muslimer har i dag. Vers 69 understreger nogle af jødernes og de kristnes perversitet: De ønsker at føre muslimerne på afveje, når det i virkeligheden er dem, der er på afveje, eftersom de afviser “Allahs tegn”, selvom de er vidner til dem (vers 70). “Tegn” på arabisk er “ayat”, hvilket også er det ord, der bruges om Koranens vers. Dette kunne henvise til den kristne delegation fra Najran og/eller andre kristne og jøder, der hørte Muhammad recitere Koranen og stadig afviste islam – og, i følge islamiske beretninger, vidste at Muhammad var profet, men ikke ville indrømme det af egoistiske årsager. Maududi siger: “Det er derfor Koranen gentagne gange bebrejder dem for i ond tro at misfortolke Guds tegn, som de så med deres egne øjne, og som de selv bevidnede.” Og de nedlod sig endda, som det berettes i vers 71-72, til kneb for at vende andre bort fra islam: ”de fortæller løgne om Allah, og de ved det ganske udmærket” (vers 75). Et af deres beskidte kneb er at lade som om, deres egne ord er Hellig Skrift (vers 78); visse skeptikere har spekuleret i, at Muhammad selv i sin søgen efter tidligere åbenbaringer var blandt deres ofre, før han blev grebet af rusen. Vers 79-80 afviser som “umuligt” ideen om, at en profet – helt klart Jesus – kunne have doceret, at han var guddommelig. Han er bare en profet som de andre profeter (vers 84), og Allah vil ikke fra nogen acceptere andre religioner end islam (vers 85). Og de, der afviser den sande Tro efter at have accepteret den, bærer “Allahs forbandelse, Hans engles og hele menneskehedens” (vers 86-87). Dette, siger Maududi, henviser til “Arabiens jødiske rabbinere”, der anerkendte og derefter afviste Muhammad. Vers 93-94 forsikrer, at de jødiske kostregler blev opfundet af jøderne (eller Jacob – Israel – selv), og vers 95 opfordrer dem til at afvise, hvad Maududi kalder ”flueknepperlegalisme” og vende tilbage til Abrahams sande monoteisme – dvs islam. Vers 96 siger, at helligdommen i Mekka (Bakkah) var verdens første bedehus. Ibn Kathis siger, det blev bygget af Abraham, ”hvis religion jøderne og de kristne hævder, at de følger. Imidlertid foretager de ikke Hajj [pilgrimsfærd] til det hus, Ibrahim byggede på Allahs befaling, og hvortil han inviterede folket for at foretage Hajj.” Bogens Folk “afviser Allahs tegn [ayat]” (vers 98) og prøver at forhindre andre i at følge Allahs vej (vers 99). Hvis muslimer lytter til disse jøder og kristne, der afviser islam, vil de blive frafaldne (vers 100). På Dommens Dag vil de velsignedes ansigter blive hvide, og de forbandedes vil blive sorte (vers 106). På jorden er muslimer imidlertid “den bedste menighed, menneskeheden har oplevet,” mens de fleste jøder og kristne er “perverterede lovovertrædere” (vers 110). Muslimerne behøver imidlertid ikke nære frygt, for jøderne og de kristne er også kujoner: “hvis de kommer ud for at kæmpe imod jer, vil de vise jer ryggen” (vers 111). De er dækket af skam – “undtagen, når de er underkastet en (beskyttelses)traktat fra Allah og fra mænd” (vers 112). Dette, siger Bulandshahri, henviser til, når ikke-muslimerne indvilger i at betale boden (jizya) til den muslimske stat, i hvilket tilfælde de vil blive tildelt en dhimmis rettigheder.” Disse rettigheder svarer ikke til muslimernes rettigheder: dhimmierne må acceptere en underlegen og andenklasses status (9:29) til gengæld for en beskyttelsegaranti – så længe de ikke fornærmer muslimerne. Alt dette er ikke for at male Bogens Folk med en bred pensel! Nogle “gennemgår Allahs Tegn hele natten, og de falder på knæ i tilbedelse” (vers 113). I følge Ibn Ishaq og andre henviser dette til ”Bogens Folks gejstlige, der tog imod den islamiske tro.” Men hold jer væk fra dem, der ikke accepterer islam: vers 118, siger Ibn Kathir forbyder muslimer at ”tage tilhængere af andre religioner som konsulenter og rådgivere”, for selv dem, der udadtil er venlige, hader faktisk muslimerne (vers 119-120)." |
|
|
|
30-09-2007, 18:18
|
#12 |
|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 3, “Imrans familie” vers 121-200
Vers 121 påbegynder en diskussion af, hvad der kunne læres af Slaget ved Uhud og Slaget ved Badr. Ved Badr i 624 besejrede muslimerne trods svære odds Mekkas hedenske Quraysh-stamme; i en gengældelsesaktion året efter ved Uhud besejrede hedningene muslimerne, og Muhammad blev lettere såret. Allah minder Muhammad om, at da muslimerne drog af sted til slaget ved Uhud, deserterede to grupper muslimer på det nærmeste. De burde ikke have været bange, for “Allah var deres beskytter”, og de troende bør stole på ham (vers 122). Når alt kommer til alt, så skænkede Allah dem sejren ved Badr, da de var en “foragteligt lille styrke” (vers 123). I henhold til islamisk tradition besejrede 313 muslimer en meget større styrke ved Badr, fordi Allah nedsendte tre tusinde engle til at kæmpe sammen med muslimerne” (vers 124). Det er én af grundene til, at overlegen amerikansk militærstyrke ikke skræmmer jihadisterne i dag. I følge Ibn Ishaq skreg Muhammad til Allah, da Quraysh-stammen ankom til Badr – næsten tusind mand stærk: “Åh, Gud, hvis denne skare omkommer idag, vil Du ikke blive tilbedt mere.” Men kort efter sagde Muhammad til sin følgesvend Abu Bakr: “Vær ved godt mod, åh Abu Bakr, Guds hjælp er kommet til dig. Her er Gabriel med en hest ved tøjlen. Den har støv på fortænderne.” Derefter gik Muhammad ud blandt sine tropper og udstedte et altafgørende løfte – et løfte, der igennem tiderne har indgydt muslimske krigere mandsmod: “Ved Gud, i hvis hånd Muhammads sjæl befinder sig, enhver, der i dag bliver dræbt under modig fremrykning uden vaklen, vil Gud lukke ind i Paradis.” En af de forsamlede muslimske krigere, ‘Umayr bin al-Humam, udbrød: “Fint, fint! Er der intet mellem mig og min adgang til Paradis udover at blive dræbt af disse mænd?” Han smed nogle dadler fra sig, som han havde været i færd med at spise, stormede ud i den værste kamptummel og kæmpede, til han blev dræbt. Muslimske krigere har kæmpet med lignende mod i historiens løb, velvidende at hvis de sejrer, kan de nyde krigsbyttet (der vil blive grundigt diskuteret i sura 8), og hvis de bliver dræbt, kan de nyde Paradis. Og nøglen til sejr på jorden er lydighed over for Allah: “Hvis I holder ud og afholder jer fra det onde, og (fjenden) pludselig angriber jer, vil jeres Herre hjælpe jer med fem tusinde engle, der kommer flyvende” (vers 125). Vers 126-129 betoner, at afgørelsen om sejr eller nederlag alene ligger hos Allah. Vers 130-139 drejer sig om fordømmelse af åger og indskærper muslimerne fromhed, lydighed og gavmildhed og pålægger dem at bede Allah om tilgivelse for deres synder. Allah inviterer de troende til “at rejse rundt i verden for at se, hvad det endte med for dem, der afviste Sandheden” (vers 137). Dette er et af fundamenterne for den islamiske idé om, at før-islamiske civilisationer, og ikke-islamiske civilisationer alle er jahiliyya – de vantros samfund, der er værdiløst. V.S. Naipaul stødte på denne holdning på sine rejser gennem Islams Hus. For mange muslimer, observerede han i ‘Among the Believers’, er “tiden før islam en mørkets tid: det er en del af muslimsk teologi. Historien skal tjene teologien.” Naipaul berettede om, at nogle pakistanske muslimer, der var langt fra at værdsatte landets berømte, arkæologiske ruin ved Mohenjo Daro, betragtede det som en pædagogisk mulighed for islam, idet de foreslog, at Koran 3:137 blev opslået der som en læresætning. Vers 139 lover derefter “herredømme” til dem, der er “sande i troen” – som Ibn Kathir udtrykker det: ”Den ultimative sejr og triumf vil helt sikkert blive jeres, åh I troende.” I følge Ibn Abbas var der imidlertid nogle af muslimerne ved Uhud, der mente, at det betød, at de troende ville blive “hævet” over de vantro – hvorefter de kravlede op på et bjerg og jog en flok Quraysh på flugt. Vers 140-179 beskæftiger sig med spørgsmålet: Men hvorfor tabte muslimerne ved Uhud? Det er en prøvelse fra Allah (vers 141) – en prøvelse både for de troende og for hyklerne (vers 166-67). Mente de troende virkelig, at de ville få adgang til Paradis, uden at Allah havde testet dem, der “kæmpede hårdt” – ‘jahadoo’, førte jihad (vers 142)? Selvom Muhammad selv skulle blive dræbt, skulle muslimerne kæmpe videre (vers 144), for ingen kan dø undtagen med Allahs tilladelse (vers 145). Bare se på profeterne, der ikke vaklede, selv ikke “hvis de mødte katastrofe på Allahs vej” (vers 146). Muslimer bør ikke adlyde de vantro (vers 149), for Allah vil snart plante rædsel i deres hjerter (vers 151). Og muslimerne var i sandhed på nippet til at “udslette” deres fjender, da de blev distraheret: da de muslimske krigere “så kvinderne flygte med kjolerne løftet op, så man kunne se deres ankler og ben, begyndte de at råbe: ”Byttet! Åh folk, byttet!” Derefter var de ulydige over for Muhammads ordrer, forlod deres poster for at jagte disse kvinder – og så tillod Allah som en prøvelse hedningene at slå muslimerne på flugt (vers 152-53). Muslimerne var selv skyld i deres nederlag (vers 165). Vers 154-55 fortæller om disse mænds bedrøvelse efter Uhud, og vers 159 berømmer Muhammad for at være overbærende med dem. Vers 156-58 gentager udsagnet om, at liv og død, såvel som sejr og nederlag, udelukkende er i Allahs hænder, og derfor bør ingen frygte kamp. Thi de, der bliver dræbt i kamp er ikke døde, men har det godt i Paradisets haver (vers 169-72; se også 136, 163). I følge Ibn Kathir blev vers 161 åbenbaret ”i forbindelse med, at en rød kåbe manglede fra krigsbyttet efter Badr. Nogle mennesker sagde, at Allahs Budbringer måske havde taget den.” Men dette vers frifinder Muhammad: en profet kan ikke være utroværdig eller begå underslæb. Og denne gave er en stor gunst fra Allah (vers 164). Vers 173-75 priser dem, der overvandt frygten og gik i kamp; “de vendte tilbage med Nåde og dusør fra Allah” – dvs krigsbytte i denne verden og Paradis i den næste. De troende får i vers 176-79 at vide, at de ikke skal være bedrøvede over de vantro, der kun har fremgang, så at ”de kan vokse i deres syndefuldhed. Og de vil få en skammelig skæbne” (vers 178). Vers 188-200 dadler de vantro og lover belønninger til de troende. De, der hævder, at “Allah er fattig, og vi er rige” (vers 181) er i følge Ibn Kathir, Tafsir al-Jalalayn, Asad, Daryabadi, Bulandshahri og andre – jøderne. Men helvede venter dem, for de dræbte profeterne (vers 183). Bogens Folk bortkastede Allahs pagt og “tjente derved en ussel profit! Og skammelig var den handel, de gjorde!” (vers 187). De troende bør imidlertid ikke misunde dem, for selv om de har fremgang, vil Allah sende dem i helvede (vers 196-197), hvorimod de troende vil nyde Paradistes haver (vers 198). De af Bogens Folk, der accepterer Muhammad som profet og ikke “sælger Allahs Tegn for en ussel profit”, vil også blive belønnet (vers 199). “Tegn” er her igen ‘ayat’ – det ord, der bruges om Koranens vers. Vers 200 lover, at de, der adlyder Allah, vil opleve fremgang. Denne tanke har i hele islams historie bevirket, at katastrofer tilskrives ulydighed, og den foreskrevne kur har altid været fornyede krav om islamisk strenghed. |
|
|
|
|
30-09-2007, 18:46
|
#13 |
|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 4, “Kvinder” vers 1-16
Sura 4 “Kvinder” er endnu en Medina-sura, der indeholder love for kvinders opførsel og islamisk familieliv. Vers 1 siger, at Allah skabte mænd og kvinder fra en “enkelt sjæl”. Mange muslimer i Vesten har henvist til dette vers som bevis på, at islam anerkender kvinders fulde menneskelige værdighed. Ayatollah Murtada Mutahhari siger, at “andre religioner også har henvist til dette spørgsmål, men at det kun er Koranen, der i en stribe vers udtrykkeligt siger, at kvinden er blevet skabt af mandearten, og at både manden og kvinden har samme medfødte karakter.” Derefter citerer han 4:1. Den “enkelte sjæl” hvoraf menneskeheden blev skabt var Adams, og mens Bibelhistorien om Evas skabelse af Adams ribben ikke bliver gentaget her, så henviser Abu Huraira til den i en hadith, der antyder, at selvom mænd og kvinder måske har samme ”medfødte karakter”, så betyder det ikke, at de er lige, hvad angår værdighed, fordi kvinder er ...uhæderlige: “Kvinden blev skabt af et ribben og vil ikke på nogen måde blive rettet ud over for dig; så hvis du ønsker at drage nytte af hende, så drag nytte af hende trods hendes uhæderlighed. Og hvis du ønsker at rette hende ud, vil du knække hende, og at knække hende er at skilles fra hende.” Vers 3 er begrundelsen for islamisk polygami, der tillader en mand at tage op til fire koner, så længe han selv mener, at han kan “behandle dem alle retfærdigt”. For i følge ‘Mishkat Al-Masabih’ sagde Muhammad: ”Den person, der har to koner, men ikke behandler dem lige, vil på Dommens Dag fremstå i en sådan tilstand, at halvdelen af hans krop vil kollapse.” Men, selvfølgelig er retfærdighed under disse omstændigheder alene noget, der afgøres af iagttageren. Ibn Kathir siger, at dette krav om retfærdig behandling af ens koner ikke er noget særligt, eftersom det at behandle dem retfærdigt ikke er det samme som at behandle dem ens: ”det er ikke obligatorisk at behandle dem ens, men derimod anbefalet. Så hvis en mand gør det, er det godt, og hvis ikke, kommer det ham ikke til skade.” Hvad angår polygami, så bemærker Asad, at ”man kunne spørge, hvorfor den samme frihed ikke ligeledes er blevet givet til kvinder, men svaret er simpelt. Til trods for den åndelige kærlighedsfaktor, der har indflydelse på forhold mellem mand og kvinde, så er den afgørende biologiske årsag til den sexuelle drift, hos begge køn, formering: og hvor en kvinde kun kan undfange et barn med én mand og må bære det i ni måneder, før hun kan undfange endnu et, så kan en mand avle et barn, hver eneste gang han har samkvem med en kvinde. Derfor ville det have været naturens spild, hvis den have produceret et polygamt instinkt i kvinden, hvorimod mandens polygame tilbøjelighed er biologisk retfærdiggjort.” Vers 3 fortsætter med at sige, at hvis en mand ikke behandler flere koner retfærdigt, så bør han kun gifte sig med én, eller ty til ”fangerne til din højre hånd” – dvs slavepiger. Slavepiger? Bulandshahri forklarer visdommen bag denne praksis og længes efter de gode gamle dage: Under jihad (religiøs krig) bliver mange mænd og kvinder taget til fange. ‘The Amirul Mu’minin’ [leder af de troende, eller kalif – en stilling, der i øjeblikket er ubesat] kan valgfrit distribuere dem blandt ’ the Mujahidin’ [jihad-krigere], i hvilket tilfælde de vil blive disse krigeres ejendom. Denne slavegørelse er straffen for vantro (kufr).” Han fortsætter med at forklare, at dette ikke er historier fra gamle dage: “Ingen af påbudene, der har med slaveri at gøre, er blevet abrogeret i Sharia’en. Grunden til, at muslimerne i dag ikke har slaver, er, at de ikke beskæftiger sig med jihad. Deres krige bliver udkæmpet på ordre fra de vantro (kuffar) og bliver bragt til ophør af de samme forbrydere. Vers 3 dirigerer også muslimer til at “gifte sig med kvinder, der forekommer jer gode.” Ibn Majah beretter en tradition, i hvilken Muhammad redegør detaljeret for en god kones kvaliteter, herunder at ”hun adlyder ordrer” og at ”manden har behag ved at se på hende.” Vers 4 kræver af manden, at han giver sin kone en medgift. Ibn Kathir forklarer, at ”ingen person efter Profeten har tilladelse til at gifte sig med en kvinde uden at erlægge den krævede medgift ...” Imidlertid kan konen vælge at fritage manden fra dette krav: ”Hvis konen af et godt hjerte giver ham en del eller det hele af den medgift, har ægtemanden tilladelse til at tage imod det ...” Vers 5-14 angiver regler for arv og tilhørende anliggender. Vers 11 beordrer, at når en ejendom bliver udstykket, skal døtre have det halve af, hvad sønner modtager. Vers 15-16 angiver straffe for seksuel umoral. Vers 15 foreskriver indespærring derhjemme indtil døden (medmindre ”Allah forordner en anden måde for dem”) for kvinder, der bliver fundet skyldige i ”utugt” på basis af fire vidners vidnesbyrd. I henhold til islamisk lov skal disse fire vidner være muslimske mænd; kvinders vidnesbyrd er uantagelige i sager af seksuel karakter, selv i voldtægtssager, hvor en kvinde selv er ofret. Hvis en kvinde bliver fundet skyldig i utroskab, skal hun stenes til døde. Hvis hun findes skyldig i hor, får hun 100 piskeslag. (koran 24:2). Steningsstraffen forekommer ikke i Koranen, men Umar, en af Muhammads tidlige følgesvende og den anden kalif, eller Muhammads efterfølger som leder for muslimerne, sagde, at det ikke desto mindre var Allahs vilje: “Jeg er bange for,” sagde han (Umar), ”at når der er gået lang tid, vil folk måske sige: ’Vi kan ikke finde Steningsverset i Den Hellige Bog, og derfor vil de måske gå på afveje og negligere et påbud, Allah har åbenbaret.” Umar stadfæstede: “Jeg bekræfter, at steningsstraffen skal overgå ham, der begår illegalt seksuelt samleje, hvis han allerede er gift, og forbrydelsen bevises af vidner eller svangerskab eller tilståelse.” Og han tilføjede, at Muhammad ”udførte steningsstraffen, og det gjorde vi også efter ham.” Vers 16, siger Tafsir Al-Jalalayn, henviser til mænd, der begår ”en utugtig handling, utroskab eller homoseksuelt samleje.” De skal straffes “med fornærmelser og slag med sandaler; men hvis de angrer denne [utugtige handling], og forbedrer sig gennem [god] handling, så lad dem være og gør dem ingen skade.” Det tilføjes imidlertid, at dette vers “er abrogeret af den foreskrevne straf, hvis utroskab var intenderet [igennem den utugtige handling]”, dvs stening. Den islamiske jurist al-Shafi’i, fortsættes der, kræver ligeledes stening af homoseksuelle, men ”i følge ham skal den person, der er objekt for den [indtrængende] handling ikke stenes, selvom han så er gift; derimod skal han piskes og landsforvises.” |
|
|
|
|
30-09-2007, 19:58
|
#14 |
|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 4, “Kvinder” vers 17-34
Vers 17-28 i sura 4, “Kvinder” fortsætter med forskellige ægteskabsregulativer og behandlingen af kvinder. Vers 17-18 gentager opfordringen fra vers 16 om anger ved at advare om, at Allah kun accepterer anger fra dem, der syndede på grund af uvidenhed, og at Han ikke vil se med milde øjne på dem, der omvender sig på dødslejet. Derpå forbyder vers 19, at kvinder arves mod deres vilje og pålægger mænd ikke at behandle dem groft med henblik på at få dem til at opgive en del eller hele deres medgift – ”medmindre de er skyldige i grov utugt.” Aisha, Muhammads favoritkone, beretter i følge Mishkat al-Masabih, at Muhammad sagde: ”Den bedste af jer er ham, der behandler sin kone bedst, og jeg er den bedste imod mine koner.” Vers 20-21 fortsætter med disse formaninger om retfærdig behandling og fortæller mænd, at hvis de har besluttet at ”udskifte en kone med en anden”, må de ikke tage den vragede kones medgift tilbage. Vers 22-25 forbyder ægteskab med forskellige kvinder, der er blods- eller ægteskabsbeslægtede. Vers 23 henviser til “fostermødre” eller mere bogstaveligt “mødre, der ammede jer”, som nogle af dem, med hvem ægteskab er forbudt. Mænd og kvinder, der ikke er beslægtede, må i henhold til islamisk lov ikke være alene sammen, men en mand og en kvinde, der har forbud mod at gifte sig med hinanden – dvs på en eller måde beslægtede – må godt. Engang kom en kvinde til Muhammad og fortalte ham, at hendes mand, Abu Hudhaifa, var vred, fordi en slave, han havde frigivet, og som var nået i puberteten, ”kommer frit i vores hus.” Muhammad sagde til hende: “Am ham, og du vil dermed blive ulovlig for ham, og (den uro), som Abu Hudhaifa har i sit hjerte, vil forsvinde.” Kvinden berettede senere, at det virkede: “Så ammede jeg ham, og det, der var i Abu Hudhaifas hjerte, forsvandt.” Dette direktiv opnåede verdensomspændende opmærksomhed for nylig, da en gejstlig ved Cairos Al-Azhar Universitetet, den mest respekterede autoritet i sunni-islam, anbefalede, at dette kunne løse et problem på arbejdspladsen: en mand kunne være alene med og arbejde sammen med en kvinde, med hvem han ikke var beslægtet, hvis kvinden ammede manden og derved blev hans fostermor. Efter at historien kom ud, og Al-Azhar blev genstand for international latterliggørelse, blev underviseren, der anbefalede dette, suspenderet. Ingen tog sig imidlertid af, at hans anbefaling stammede fra Muhammads egne ord. Vers 24 forbyder muslimer at gifte sig med kvinder, der allerede er gift, bortset fra slavepiger: I henhold til islamisk lov bliver en kvindes ægteskab omgående annulleret, når hun først bliver taget til fange og gjort til slave (cf. ‘Umdat al-Salik o9.13). På et tidspunkt – ifølge en hadith berettet af Sahih Muslim - lod det til, at ”Allahs Budbringers Følgesvende afstod fra at have samleje med tilfangetagne kvinder, fordi deres mænd var polyteister.” Så spurgte Følgesvendene Profeten til råds og dette vers blev åbenbaret ... Derefter havde vi seksuelt samkvem med disse kvinder.” Ibn Kathir siger, at dette vers også forbyder midlertidigt ægteskab – ægteskab med en forudbestemt udløbsdato, som shiiter mener aldrig blev forbudt. Mænd, der imidlertid ikke har penge til at gifte sig med troende kvinder, bør gifte sig med muslimske slavepiger. (vers 25). Vers 29-33 indeholder generelle, moralske formaninger herunder et forbud mod selvmord (vers 29-30). Er selvmordsbombning omfattet af dette forbud? De muslimske ledere, der retfærdiggør det, siger, at det er det ikke, eftersom formålet med aktionen ikke er at dræbe sig selv, men at dræbe vantro, og derfor bliver drabet og det selv at blive dræbt belønnet med Paradis i henhold til koran 9:111 Mere om det, når vi kommer til verset. Vers 31 pålægger muslimer at undgå de “store synder”. Hafidh Dhahabi oplister 70 store synder i sin Kitab ul-Kaba’ir, begyndende med ’shirk’, at tillægge Allah partnere (ved f.eks. at sige, at Jesus er Guds Søn), desuden sort magi, utroskab, desertering på slagmarken, alkohol, at lyve, at stjæle, hovmod, tyveri fra krigsbytte, udspionering af andre, at skade muslimer og tale grimt om dem, ulydighed over for ens ægtemand og at lave billeder. Andre lister tilføjer flere. En anden bog, Al Ashba wa al-Nadha’ir, oplister forseelser såsom at spise svinekød, at danse, at kastrere sin slave, frafald, at spille skak, masturbation og brug af stoffer blandt de store synder. Vers 34 pålægger mænd at tæve deres ulydige koner efter først at have advaret dem og derefter sendt dem ind at sove i en anden seng (end ægtesengen). Dette er selvfølgelig et særdeles kontroversielt vers, så det er værd at bemærke, hvordan adskillige oversættere præsenterer nøgleordet: waidriboohunna. Pickthall: “and scourge them” (“og pisk dem”) Yusuf Ali: “(And last) beat them (lightly)” “(Og tilsidst) slå dem (let)” Al-Hilali/Khan: “(and last) beat them (lightly, if it is useful)” “(og til sidst) slå dem (let, hvis det er nyttigt)” Shakir: “and beat them” “og slå dem” Sher Ali: “and chastise them” “og tugt dem” Khalifa: “then you may (as a last alternative) beat them” “så må du (som sidste udvej) slå dem” Arberry: “and beat them” “og slå dem” Rodwell: “and scourge them” “og pisk dem” Sale: “and chastise them” ”og tugt dem” Asad: “then beat them” ”så slå dem” Laleh Bakhtiar oversætter det i en ny oversættelse, der nyder stor udbredelse, som ”gå bort fra dem.” I betragtning af enigheden blandt oversætterne, både muslimske og ikke-muslimske, er dette svært at fastholde – har alle disse autoriteter taget fejl, indtil Bakhtiar dukkede op? Men hendes indskydelse er forståelig, eftersom mange muslimer i dag opfatter dette vers med kritisk forlegenhed. Asad anfører talrige traditioner, hvor Muhammad ”forbød at tæve nogen kvinde,” og konkluderer, at konetævning ”knap nok er lovligt og helst burde undgås.” Desværre er dette ikke et enstemmigt synspunkt. Sheikh Syed Mahmud Allusi angiver i sin kommentar ‘Ruhul Ma’ani’ fire grunde til, at en mand må slå sin kone: “hvis hun nægter at smukkesere sig for ham,”hvis hun nægter ham sex, når han beder om det, hvis hun nægter at bede eller udføre de rituelle afvaskninger, og “hvis hun forlader huset uden gyldig grund og tilladelse.” Desuden er Muhammads eksempel normativt for muslimer, eftersom han er en “strålende rollemodel” (koran 33:21) – og Aisha beretter, at Muhammad slog hende. Engang gik han ud om natten, da han troede, hun sov, og hun fulgte efter ham i al hemmelighed. Muhammad fik øje på hende, og som Aisha beretter: “Han slog mig i brystet, hvilket forvoldte mig smerte, og sagde: Troede du, at Allah og Hans Apostel ville behandle dig uretfærdigt?” Konetævning eksisterer i alle kulturer, men det er kun i islam, at det nyder guddommelig godkendelse. Amnesty International rapporterer, at “i følge Det Pakistanske Institut for Medicinsk Videnskab beretter over 90% af gifte kvinder, at de blev sparket, dasket, tævet eller seksuelt misbrugt, når ægtemænd var utilfredse med deres madlavning eller rengøring, eller når konen ’fejlede’ med hensyn til at blive gravid, eller når hun fødte en pige i stedet for en dreng.” Aisha sagde det selv: ”Jeg har ikke ser nogen kvinde lide så meget som de troende kvinder.” |
|
|
|
|
30-09-2007, 20:12
|
#15 |
|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 4, “Kvinder” vers 35-104
Efter at vers 35 anbefaler mægling i forbindelse med ægteskabsstridigheder, pålægger vers 36-42 godhed over for slægtninge, venner, naboer og slaver (”det, der tilhører din højre hånd,” vers 36) og undsiger hovmod og smålighed. Derefter pålægger vers 43 de troende ikke at komme til bøn, når de er fulde. Ibn Abi Hatim siger, at dette blev åbenbaret, fordi en af muslimerne begyndte at recitere sura 109:1-3 “Sig, åh I vantro! Jeg tilbeder ikke det, I tilbeder; ej heller tilbeder I det, jeg tilbeder.” Men bønnelederen var fuld, og derfor sagde han: “Sig, åh I vantro! Jeg tilbeder ikke det, I tilbeder, men vi tilbeder det, I tilbeder.” 4:43 blev åbenbaret kort efter. Det var første trin i det koraniske tretrinsforbud mod alkohol. Først beordrede Allah i denne passage muslimerne til ikke at bede, når de var fulde; derefter fortalte han dem, at alkohol var en “stor synd og til nogen gavn for mænd” (2:219); og til sidst kom åbenbaringen om, at alkohol var “Satans værk” (5:90) og derfor skulle undgås helt og aldeles. Det sidste af disse vers anses for at have abrogeret de to øvrige. Muhammad var selv temmelig barsk, hvad angår fuldskab, idet han sagde, at drukkenbolte skulle have tre chancer, hvorefter de skulle henrettes: “Hvis han er fuld, pisk ham; hvis han igen er fuld, pisk ham; hvis han igen er fuld, pisk ham; hvis han gør det en fjerde gang, dræb ham.” Vers 44-59 er ukvemsord om Bogens Folk i almindelighed og jøderne i særdeleshed. Jøderne er “handelsrejsende i fejltagelser” og ønsker, at muslimerne “fortaber den rette vej” (vers 44). “De tror på trolddomskunster og det onde og siger til de vantro, at de har bedre vejledning om den (rette) vej end de troende!” (vers 51). De forvansker Allahs ord, og Allah har “forbandet dem for deres vantro” – kufrihim (vers 46, se også vers 52). Ibn Kathis siger: “Allah fastslår, at jøderne, må Allahs fortsatte forbandelse hvile over dem til Dommedag, har købt den forkerte vej i stedet for vejledning og ignoreret, hvad Allah nedsendte til Sin Budbringer Muhammad. De ignorerede også den viden, de arvede fra tidligere profeter om beskrivelsen af Muhammad, så at de kun får en lille del af dette livs lyksaligheder.” De kaldes til at acceptere islam eller imødese en skrækkelig straf, herunder at blive forbandet som “Vi forbandede Sabbat-bryderne” (vers 47) – dvs at blive omdannet til aber og svin (2:63-65). Allah er klar til at tilgive alt undtagen ‘shirk’, det at tilskrive ham partnere (vers 48). Fordi Bogens Folk er forbandede, vil de snart blive “kastet i Ilden: hver gang, deres hud er gennemstegt, vil Vi forsyne dem med ny hud, så at de kan smage straffen” (vers 56). I følge Maududi advarer vers 58 muslimerne mod at gøre den samme fejl, som jøderne gjorde ved at sige, at “Allah befaler jer at overgive jeres tillid til dem, den tilkommer”: “En af de fundamentale fejl, israelitterne begik i deres nedgangstid, var, at de havde overdraget tillidsposter (dvs religiøse og politiske) til inkompetente, gemene, umoralske, korrupte og uhæderlige personer.” Maududi, en fremstående eksponent for politisk islam, der virkede i midten af det 20. årh., antyder, at muslimerne er kommet på afveje ved at finde sig i autoritære regimer, der regerer i uoverensstemmelse med islamisk lov i stedet for at implementere fuld Sharia-lovgivning. En anden teoretiker fra det 20. årh., Sayyid Qutb, skriver på lignende vis om det samme vers og tilføjer, at jihad er ”en opfyldelse af en særlig tillid.” En tredje, Maulana Bulandshahri, forklarer, at nuværende regeringer i muslimske stater har forrådt deres tillid ved at tillade deres ”lovgivende forsamlinger at lave love” i stedet for ”at følge Koranens og Hadiths anvisninger.” De troende formanes imidlertid til at “adlyde Allah og adlyde Budbringeren og dem iblandt jer, der er udstyret med autoritet” (vers 59). At adlyde Muhammad i dag, siger mange muslimske autoriteter, er at adlyde hans befalinger i Hadith, som nogle nutidige muslimer ønsker at se stort på, og som siger, at kun Koranen har autoritet. Muhammad selv udtrykker sig ret klart hvad angår nødvendigheden af at adlyde jordiske regenter: ”I skal lytte til og adlyde jeres regent, selv om han er en etiopisk (sort) slave, hvis hoved ligner en rosin.” Vers 60-70 fortsætter temaet med at adlyde Muhammad, idet de revser hyklerne, der lader som om, de tror på Muhammad og islam, men nægter at komme til ham for at få afgjort deres uoverensstemmelser. Allah siger til Muhammad: ”ved Gud, de kan ikke have nogen (rigtig) tro, før de gør dig til dommer i alle uoverensstemmesler mellem dem” (vers 65). Vers 71-104 formaner de troende til modigt at fortsætte med jihad-krigsførelse. Ibn Kathir forklarer vers 71 således: “Allah befaler Sine trofaste tjenere at tage forholdsregler imod deres fjender, ved at være forberedt med de nødvendige våben og forsyninger og ved at forøge antallet af tropper, der kæmper for Hans sag.” En kriger bør kæmpe uden frygt, thi “uanset om han bliver dræbt eller sejrer”, vil han blive belønnet (vers 74) – dette er igen løftet, der har fået muslimer til at kæmpe så ihærdigt i historiens løb. For kontrasten er enorm: de troende kæmper imod undertrykkelse (vers 75) og for Allah, mens de vantro kæmper for Satan (vers 76). Man vil ikke undgå døden ved at nægte at kæmpe, for “Allah bestemmer alting” (vers 78). Og under alle omstændigheder vil Allah ”begrænse de vantros raseri” (vers 84). Vers 90 fremføres sommetider som et bevis på, at muslimer ikke har et åbent mandat til at bekæmpe de vantro, men Tafsir al-Jalalayn gør det klart, at dette kun handler om vantro, der underkaster sig islamisk styre: “Hvis de så holder sig væk fra jer og ikke bekæmper jer og tilbyder jer fred, forsoning, det vil sige de underkaster sig, så tillader Gud ikke, at I gør noget imod dem, [Han tillader jer ikke] midler til at tage dem til fange eller dræbe dem.” Vers 92-93 forbyder muslimer at slå trosfæller ihjel med vilje; hvis man ved et uheld slår en muslim ihjel, bør man frisætte en muslimsk slave. Hvordan kan det så være, at muslimer helt straffrit kan dræbe hinanden i Irak og andre steder? De erklærer hinanden ‘takfir’ – udnævner deres modstandere til at være vantro – til trods for den milde opfordring til at afholde sig fra denne praksis i vers 94. Vers 95 siger, at de troende, der bliver derhjemme og ikke risikerer at komme til skade, ikke er ligeværdige med dem, der drager i jihad. Passager som disse, der ofte overses i diskussioner om Koranens syn på jihad, demonstrerer til fulde, at Koranen med jihad ikke mener en indre, åndelig kamp, men krigsførelse. Hvorfor skulle nogen frygte døden eller de vantros raseri, eller afkorte sine bønner, fordi man frygtede et forestående angreb fra de vantro (vers 101) i en åndelig kamp? Hvordan kan man ved et uheld dræbe en muslimsk trosfælle i en åndelig kamp? |
|
|
|
|
05-10-2007, 20:51
|
#16 |
|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 4, “Kvinder” vers 104-176
Vers 104 i sura 4 fortsætter temaet fra den foregående sektion og fortæller muslimer, at de ikke skal vise svaghed i jagten på fjenden. Bulandshahri forklarer: “Mens de vantro (kuffar) vil blive udsat for endeløse pinsler og sorger i Helvedes afgrund, så skal muslimerne juble i Himmelens (Jannah) fryd og tryghed uden den mindste grund til bekymring. De vantro (kuffar) kan ikke gøre sig forhåbninger om disse stadier, eftersom de udelukkende er lovet til muslimerne. Af den grund har muslimerne en meget stærkere tilskyndelse til at kæmpe, og det bør de gøre med større iver og ildhu.” Vers 105-116 beordrer muslimer til at dømme i henhold til Koranen (vers 105); at undsige hyklere og advare mod synd (vers 107-112); og at minde Muhammad om Allahs beskyttelse, idet muslimer pålægges at adlyde ham (vers 113-116). Advarslen til muslimer om ikke at følge nogen “anden vej end de troendes vej” (vers 115) er en grundlæggende præmis for det islamiske ijma-lovkoncept, konsensus. Det er ideen om, at når først det islamiske samfund er blevet enige om en sag, kan alle føle sig overbevist om, at Allah har vejledt dem til sandheden. Ibn Kathir forklarer: “Muhammads Ummah [samfund] er immunt over for fejl, når de først er blevet enige om noget – et mirakel, der tjener til at forøge deres ære på grund af deres Profets storhed.” Desværre kan denne idé vanskeliggøre islamisk reform: når samfundet opnår konsensus om et emne, så fastfryses normalt forståelsen af det. Dette er sandt, selvom meget få islamiske talsmænd i USA vil indrømme det, vedrørende den islamiske overhøjhedsideologi, der giver mandat til krig imod og undertrykkelse af vantro: eftersom dette er noget, alle islamiske lovskoler er enige om, vil det blive særdeles svært at udrydde. Vers 117-122 angriber polyteister, der “kun bekender sig til kvindelige guddomme” og Satan i stedet for Allah (vers 117). Som en bekræftelse af Allahs absolutte kontrol over alting, fortæller vers 119, at han fører disse vantro på afveje: “Jeg vil føre dem på afveje, og jeg vil skabe falske forhåbninger blandt dem; jeg vil beordre dem til at skære ørerne af kvæg og til at skamfere den (retfærdige) natur, som Allah skabte.” I følge Al-Hasan bin Abi Al-Hasan Al-Basri henviser den sidste sætning til tatovering. Muhammad sagde: “Allah har forbandet den kvinde, der praktiserer tatovering og den, der får det gjort, og ligeledes den kvinde, der kunstigt forlænger sit hår og den, der udfører det.” Vers 123-126 lover derefter Paradis til de sande troende, både mandlige og kvindelige (vers 124). (Paradis,der er fyldt med jomfruelige ‘houris’ til mænd - beskrives ikke for kvinder.) Udsagnet “Hverken jeres begær eller Bogens Folks begær (kan vinde hævd)” blev åbenbaret, siger Tafsir al-Jalalayn, ”da muslimerne og Skriftens Folk udviste hovmod [over for Guds løfte].” Ibn Kathir siger, at Allah naturligvis ”derefter støttede muslimernes argumenter over for deres modstandere fra de andre religioner.” Vers 127-130 vender tilbage til kvinder. Vers 128 taler om aftaler mellem en mand og en kone. Ibn Abbas berettede, at en af Muhammads koner, Sawdah, ”frygtede, at Allahs Budbringer kunne finde på at skille sig af med hende.” Derfor sagde hun: “Åh, Allahs Budbringer! Skil dig ikke fra mig; giv min dag til Aisha” – dvs tilbring i stedet den nat, du efter planen skulle tilbringe i min seng, sammen med en af dine andre koner. Vers 129 fortæller, at muslimer ikke vil være i stand til at behandle deres koner ligeligt, men Aisha hævder, at Muhammad var en undtagelse; han ”havde for vane at behandle sine koner ligeligt.” Vers 131-151 fastslår Allahs suverænitet, formaner til retfærdighed, kristiserer de vantro (der ikke bør tages som venner, siger vers 139 og 144) og hyklere, og advarer om, at Allah ikke vil tilgive dem, der forlader islam to gange (vers 137). Muhammads egne ord er skarpere: “Hvis nogen (en muslim) forlader sin religion, så dræb ham.” Derefter kritiserer Allah hyklerne, fordi de gør nar af islam (vers 140) og lader som om, de støtter muslimerne, mens de i virkeligheden er deres modstandere (vers 141). Troende må ikke være venner med vantro (vers 144). Vers 152-176 vender tilbage til jødernes og de kristnes ondskab. De, der ikke gør forskel mellem Allahs profeter, vil blive belønnet (vers 152). Ibn Kathir siger: “Allah truer dem, der ikke tror på Ham og Hans Budbringere, såsom jøderne og de kristne, der gør forskel mellem Allah og Hans Budbringere, hvad angår tro … Jøderne, må Allah forbande dem, tror på Profeterne undtagen Isa [Jesus] og Muhammad, fred være med dem. De kristne tror på Profeterne, men afviser deres Sidste og Segl, den højstærede blandt profeterne, Muhammad, fred være med ham ….Enhver, der derfor afviser bare én af Allahs Profeter, vil have afvist dem alle, fordi menneskeheden bør tro på hver eneste profet, Allah sendte til jordens befolkning.” Efter at jøderne gentagne gange var ulydige over for Allah, “forseglede Han deres hjerter på grund af deres blasfemi” (vers 155). De jøder, der har “stor viden” tror på Muhammad og islam (vers 162). Jøderne praler af, at de dræbte Jesus, men “de dræbte ham ikke og korsfæstede ham heller ikke, men det så sådan ud for dem” (vers 157). Ibn Kathir forklarer: “Da Allah sendte Isa [Jesus] med beviser og vejledning, blev jøderne, må Allahs forbandelser, vrede, tortur og straf ramme dem, misundelige på ham på grund af hans profetskab og åbenlyse mirakler ... “De ophidsede “kongen af Damaskus på den tid, en græsk polyteist, der tilbad stjernerne” til at beordre sin vicekonge i Jerusalem til at arrestere Jesus. Jesus, der fik nys om dette, spurgte dem, der var hos ham: “Hvem melder sig frivilligt til at komme til at ligne mig, for hvilket han vil blive min følgesvend i Paradis?” En ung mand meldte sig, hvorefter “Allah sørgede for, at den unge mand kom til at se ud præcis som ’Isa, mens en hul åbnede sig i husets tag, og Isa blev bragt til at sove og steg sovende til himmels.” Da “de, der omringede huset, så manden, der lignede ’Isa, troede de, at han var ’Isa. Derefter fangede de ham om natten, korsfæstede ham og anbragte en tornekrone på hans hoved. Derefter pralede jøderne af, at de havde dræbt Isa, og nogle kristne troede på grund af deres uvidenhed og mangel på fornuft på deres falske påstande.” Andre kilder angiver andre teorier: Wahb bin Munabbah, Qatadah, og Mujahid siger, at Jesus var sammen med 70 af sine disciple, da vagterne kom for at arrestere ham, og alle 70 blev bragt til at ligne Jesus på en prik; én trådte frem og blev korsfæstet. ’The Ruhul Ma’ani’ identificerer ham, der blev bragt til at ligne Jesus og derefter korsfæstet som ham, der forrådte ham for 30 dirhams – Judas. Allama Baghawi siger, at det var en vagtpost, der passede på Jesus, efter at han var blevet arresteret. Udsagnet om, at “ingen af Bogens Folk kan andet end at tro på ham før hans død” er blevet opfattet som om det betyder, at Jesus vil vende tilbage til jorden – og når han gør det, vil han – ifølge Muhammad - ”bryde korset, dræbe svinet og afskaffe jizya’en (en skat ikke-muslimer, der ”beskyttes” af den muslimske regering, bliver afkrævet).” Det vil sige, at han afskaffer ikke-muslimernes underlegne dhimmi-status og islamiserer verden: ”Til den tid vil Allah destruere alle andre religioner end islam, og Allah vil destruere Al-Masih Ad-Dajjal (den falske Messias).” Allah advarer de kristne om at huske, at Jesus var en skabt skabning, og de bør derfor ikke sige “Tre” (vers 171) – dvs ikke hævde, at Gud er en treenighed. Ibn Kathir gentager Koranen (5:116), idet han siger, at de kristne opløftede Jesus ”og hans mor til at være guder på højde med Allah”; den virkelige kristne Treenighed med Faderen, Sønnen og Helligånden har Koranen ingen forestilling om. |
|
|
|
|
07-10-2007, 20:50
|
#17 |
|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 5, “Bordet” vers 1-60
Sura 5 stammer fra Medina-perioden (ligesom sura 2-4). Vers 1-11 befaler muslimer at adlyde Allahs ordrer, hvad angår fødevarer, religiøse overbevisninger og seksualmoral. Vers 5 tillader muslimske mænd at gifte sig ikke alene med “ærbare, troende kvinder, men også med ærbare kvinder af Bogens Folk.” Imidlertid siges der ingenting om muslimske kvinders tilladelse til at gifte sig med ikke-muslimske mænd, og det er også forbudt i følge islamisk lov. Det er en del af dhimmiernes, ”de beskyttede menneskers” undertrykte status i islam: eftersom en mand traditionelt indlemmer sin kone i sin egen husstand, men ikke omvendt, så betyder forbudet mod, at muslimske kvinder gifter sig med ikke-muslimske mænd, men tilladelsen til at muslimske mænd gifter sig med ikke-muslimske kvinder, at det muslimske samfund altid vil være i position til at vokse, mens det ikke-muslimske samfund oplever nedgang. Vers 12-26 vender tilbage til nedsablingen af jøderne og de kristne. Vi får at vide, at Allah “tidligere indgik en pagt med Israels Børn” (vers 12), men jøderne brød den. Og derfor er de nu forbandede af Allah, fordi de har ændret de guddommelige åbenbaringer, de modtog, og også fordi de er forræderiske; ikke desto mindre befales muslimer her at “tilgive dem og se stort på (deres ugerninger): thi Allah elsker dem, der er venlige” (vers 13). I henhold til Allusi i hans ‘Ruhul Ma’ani’ bør denne tilgivelse kun omfatte de jøder, der bliver muslimer eller indvilger i at betale jizya og affinde sig med underlegen dhimmistatus i overensstemmelse med 9:29. Tabari derimod antyder, at vers 13 blev abrogeret af de befalinger, der kom senere i Muhammads karriere, om at erklære jihad mod de vantro. De kristne, derimod, “glemte en del af det, de modtog formaninger om,” så derfor “oppiskede Allah fjendskab og had blandt dem indtil Dommedag” (vers 14). Derfor beviser splittelsen blandt de kristne i henhold til Koranen religionens falskhed – et udsagn, hvortil Jesus fremsatte modstykket: ”Igennem dette vil alle mennesker vide, at I er mine disciple, hvis I elsker hinanden” (Johannes 13:35). Ibn Kathir siger: ”De utallige kristne sekter har i sandhed altid været fjender og hinandens modstandere, idet de hver især anklager og forbander hinanden for kætteri i dette liv og på den Dag, hvor Vidnerne træder frem.” Jøderne og de kristne burde acceptere islam (vers 15). Koranen fremstiller adskillige steder sig selv som mægler imellem disse bekrigende sekter og opklarer omdiskuterede spørgsmål. Når det derfor hævdes, at Jesus ikke blev korsfæstet – men én, der lignede ham blev korsfæstet i stedet (en opfattelse, der deles af visse gnostiske, kristne sekter – så siger Allah: ”de, der er uenige i dette, har tvivl om det; de har ingen viden derom, men gætter kun; de dræbte ham bestemt ikke” (4:157). Og her erklærer Koranen, at de kristne, der tror på, at “Allah er Messias, Marias søn” er “vantro.” Abdullah Yusuf Alis oversættelse siger, at de, der tror dette, er “blasfemikere”, men det arabiske ord, der her anvendes er ‘kafara’, en form af ‘kufr’, vantro. I islam er der naturligvis under alle omstændigheder en lille forskel mellem vantro og blasfemi, men passagen henviser til vantro og ikke blasfemi. Det er bemærkelsesværdigt, at islamiske talsmænd i Vesten jævnligt hævder, at Koranen aldrig omtaler kristne som vantro eller ikke-troende, når dette vers rent faktisk helt tydeligt fastslår, at de, der tror på Kristi guddommelighed i sandhed er vantro. Til de jøder og kristne, der hævder at være Guds børn, beordres Muhammad til at gensvare: ”Hvorfor straffer Han jer så for jeres synder?” (vers 18). Vers 27-34 genfortæller historien om Kain og Abel kulminerende med ét af Koranens oftest citerede vers, og det som præsident Bush oftest henviser til: vers 32, der indeholder formaningen om, at den, der dræber et menneske, ”med mindre det er for mord eller for at skabe ballade i landet, da er det, som om han dræbte hele menneskeheden: og hvis nogen reddede et liv, da er det, som om han reddede hele menneskeheden.” Sa‘id bin Jubayr forklarer 5:32 således: “Den, der tillader sig at spilde en muslims blod, er at sammenligne med ham, der spilder alle menneskers blod. Den, der forbyder spild af én muslims blod er at sammenligne med ham, der forbyder spild af alle menneskers blod.” Hverken præsidenten eller nogen af de andre, der citerer dette vers, som om det fordømmer islamisk jihad-vold, omtaler adskillige væsentlige fakta: verset forekommer i sammenhæng med en advarsel til jøderne og bliver ikke fremlagt som noget universelt princip; det indeholder den væsentlige undtagelse “ med mindre det er for mord eller for at skabe ballade i landet,” og det bliver efterfulgt af vers 33, der specificerer straffen for den ballade: “Straffen for dem, der bekriger Allah og Hans Budbringer og af al magt opildner til ballade i landet, er: henrettelse, korsfæstelse, afhugning af hænder og fødder på modsatte sider eller landsforvisning. Det er deres fornedrelse og vanære i denne verden. Og en grum skæbne venter dem i det hinsidige.” Verset forklarer således, hvad der skal gøres ved de jøder, der afviser Muhammad. Det dikterer ikke ophøjede, moralske principper. Ibn Warraq opsummerer: “Den tilsyneladende ædle mening er i virkeligheden en advarsel til jøderne. ’Styr jer, ellers’ er budskabet. Verset er således langt fra at afsværge vold, men påpeger aggressivt, at enhver, der modsætter sig Profeten, vil blive dræbt, korsfæstet, lemlæstet og landsforvist!” Vers 35-40 advarer igen om helvedesilden og foreskriver amputation af en hånd for tyveri (vers 38). Muhammad sagde: I vers 41-60 trøster Allah Muhammad, fordi de kristne og jøderne har afvist ham, og han og hans budskab bliver igen fremlagt som kronen på og fuldendelsen af de budskaber, deres profeter har overbragt dem. Men de kristne får at vide, at de “skal dømme efter, hvad Allah har åbenbaret deri” (vers 47), hvilket lader antyde, at Muhammad ikke mente, at de kristne Skrifter var blevet forfalsket endnu, selvom det i dag er almindelig islamisk lærdom, at Det Nye Testamente, som vi kender det i dag, ikke er originalen, men en udgave, der er blevet ændret af slyngelagtige kristne for at reflektere deres falske doktriner. Således må muslimer ikke være venner med jøder og kristne (vers 51); Ibn Kathir forklarer: “Allah forbyder Sine troende slaver at have jøder og kristne som venner, fordi de er islams og muslimernes fjender, må Allah forbande dem.” Vers 52-60 fortsætter ad dette spor med at skælde ud på hyklerne og Bogens Folk (hvoraf de fleste er “oprørske og ulydige” – vers 59) og minder dem om, at nogle af dem, der “pådrog sig Allahs forbandelse og vrede” blev “transformeret til aber og svin” (vers 60). |
|
|
|
|
14-10-2007, 16:34
|
#18 |
|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 5, “Bordet” vers 61-120
Anden halvdel af Koranens 5. Sura Sura 5 fortsætter med at forklare jødernes og de kristnes ondskab. Vers 61-86 kritiserer jøderne og de kristne, fordi de afviser at følge Muhammad. Hvorfor stopper de jødiske rabbinere ikke med deres ondsindede optræden (vers 63)? De vover endda at sige, at “Allahs hånd er lænket” (vers 64). Allahs hånd er lænket? Det er uklart, hvilket jødisk koncept, hvis noget, Koranen henviser til i dette tilfælde. Ibn Kathir kommenterer: “Allah fastslår, at jøderne – må Allahs fortsatte forbandelser slå ned over dem indtil Dommedag – beskriver Ham som en gnier. Allah er meget helligere end det, de tillægger Ham.” Han har absolut fri vilje, og Hans hånd er absolut ikke lænket: Allahs frie hånd er et klart billede på guddommelig frihed. En sådan Gud kan ikke begrænses af nogen lov. Muslimske teologer fremførte, at under den langvarige kontrovers med den kætterske islamiske Mu‘tazilite-sekt, der ophøjede menneskelig fornuft udover det punkt, de senere sejrherrer kunne tolerere, at Allah var fri til at gøre, hvad der passede ham. Han var derfor ikke forpligtet til at herske over universet i henhold til konsistente og observerbare love. ”Han kan ikke udspørges om det, Han gør” (Koran 21:23). Følgelig gav det ingen mening at registrere, hvordan den fysiske verden opførte sig; der var ingen grund til at forvente, at verdens måde at opføre sig på ville følge mønstre, der var konsistente end sige observerbare. Hvis man ikke kunne regne med, at Allah var konsistent, hvorfor så spilde tid på at observere tingenes orden? Det kunne forandres i morgen. Stanley Jaki, en katolsk præst og fysiker, forklarer, at det var den anerkendte Sufi-tænker al-Ghazali, der ”undsagde naturens love, videnskabens objektiv, som en blasfemisk begrænsning af Allahs frie vilje.” Den store jødiske filosof fra det 12. årh., Moses Maimonides, forklarede islamisk kosmologi i lignende vendinger, idet han bemærkede, at islamiske tænkere på hans tid forudsatte ”muligheden af, at et eksisterende væsen burde være større eller mindre, end det i virkeligheden er, eller at det burde være anderledes i form og position, end hvad det virkelig er; f.eks. kan en mand være stor som et bjerg, han kan have flere hoveder og være i stand til at flyve; eller en elefant kunne være lige så lille som et insket, eller et insekt kunne være lige så stort som en elefant. Denne metode til at godtage muligheder gælder for hele universet.” Relativt tidligt i sin historie blev videnskab derfor i den islamiske verden frataget det filosofiske fundament, den havde brug for for at kunne blomstre. Det filosofiske fundament fandt videnskaben kun i det kristne Europa, hvor man formodede, at Gud var god og havde skabt universet i ovenensstemmelse med konsistente og observerbare love. En sådan tankegang ville for fromme muslimer have svaret til at sige: ”Allahs hånd er lænket.” Vers 64 siger også, at hver gang jøderne “tænder krigsbålet, så slukker Allah det.” Det er, siger Tafsir al-Jalalayn, ”krig mod Profeterne.” I følge Bulandshahri “Gør jøderne alle anstrengelser for at anstifte krig imod muslimerne, men Allah forpurrer hver gang deres forsøg ved enten at sprede terror i deres hjerter eller gennem deres nederlag i disse slag.” Jøderne “stræber også efter at lave ballade på jorden” – dvs ‘fasaad’ – for hvilket straffen er udspecificeret i vers 33: ”de vil blive dræbt eller korsfæstet, eller få deres hænder og fødder på modsatte sider hugget af, eller de vil blive fordrevet fra landet.” Vers 66, 68 og 69 opfordrer jøderne og de kristne til at følge det, der står skrevet i Toraen og Evangelierne og lover paradis til dem, der gør det. Dette er ikke (som det ofte anføres) en manifestation af økumenisk generøsitet, men snarere et udtryk for Koranens påstand om, at den bekræfter de tidligere bøgers budskab, der profeterede Muhammads komme. Ibn Kathir fortæller jøderne og de kristne, at de ikke vil have ”nogen rigtig religion, før I holder jer til og implementerer Toraen og Evangelierne. Dvs før I tror på alle de bøger, Allah åbenbarede for Profeterne. Disse bøger befaler, at man følger Muhammad og tror på hans profeti, alt imens man overholder hans Lov.” Vers 72 gentager benægtelsen af Kristi guddommelighed – og udnævner dem, der tror på det, til at være “vantro” – vers 17 og vers 73 gentager benægtelsen af Treenighedsdoktrinen fra 4:171. Jesus og hans moder bliver igen fremstillet som de andre medlemmer af den guddommelige trio med Allah, men de var dødelige: De spiste begge jordisk mad (vers 75) – “som alle andre mennesker,” siger Tafsir al-Jalalayn, ”og sådan en kan ikke være gud på grund af sin sammensætning og ufuldkomne natur, og på grund af de [urenheder såsom] urin og afføring, som han producerer.” Den faktiske kristne opfattelse af Inkarnationen med Kristus som både helt Gud og helt menneske tages ikke med i betragtning. Imidlertid bliver de vantro jøder for deres part forbandet af både David og Jesus for deres ulydighed (vers 78). Muslimerne vil opdage, at disse jøder er deres værste modstandere, mens de, der er dem følelsesmæssigt nærmest, er de kristne (vers 82). I henhold til ‘Ma’alimut Tanzil’ henviser dette vers ikke til alle kristne, men kun til dem, der accepterer islam; dette forklares af vers 83 og 84, i hvilke disse kristne accepterer Muhammads budskab. Vers 87-108 fastsætter diverse reguleringer for muslimerne. Iblandt er påbudet om, at den der bryder en ed må sone ved at bespise ti fattige eller frisætte en slave (vers 88). Vers 90-91 siger, at alkohol og gambling er “Satans værk” – og således aldeles forbudt. Muslimer bliver i vers 101-102 advaret mod “at stille spørgsmål om forhold, der ville skabe problemer for jer, hvis de blev besvaret. Men hvis I spørger om, hvornår Koranen er blevet åbenbaret, så vil der blive redegjort for det, Allah vil tilgive spørgerne.” Imidlertid “stillede nogle mennesker før jer den slags spørgsmål og mistede af den grund deres tro.” Det kan måske forklare nogle imamers nærtagenhed, når de bliver stillet spørgsmål Vers 109-120 vender tilbage til Jesus og understreger hans status som Allahs profet, der udførte alle sine mirakler på ordre fra Allah – og han er således ikke selv Gud. Miraklet med lerfuglene, der blev levende (vers 110) kan findes i den gnostiske tekst fra det 2. årh. Thomas-evangeliet. Det er sandsynligt, at gnostikerne forlod Det østromerske Rige, hvor de blev udsat for forfølgelse, og slog sig ned i Arabien. Vers 112-115 giver kapitlet titel, idet de beretter om, da Jesus bad Allah om et veldækket bord fra himlen, hvilket skulle være ”en højtidelig fest og et tegn fra dig” (vers 114). Dette er tilsyneladende et levn fra den kristne nadver: indtagelsen af Kristi legeme og blod i form af brød og vin, hvilket var centralt for alle kristne grupper på Muhammads tid. I vers 116 spørger Allah Jesus direkte: “Åh, Jesus, søn af Maria! Sagde du til menneskeheden: Opfat mig og min moder som to guder ved siden af Allah?” Jesus nægter naturligvis at have sagt således. De, der tror noget andet, vil blive straffet. Craig Winns gennemgang af sura 5 kan ses her: http://www.islamist.dk/forum/showthread.php?t=442 |
|
|
|
|
05-11-2007, 10:25
|
#19 |
|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 6, “Kvæget” vers 1-83
Sura 6 i Koranen, “Kvæget”, stammer fra Muhammads sidste år i Mekka, før ”The Hijra” eller Flugten til Medina i det 12. år af hans profetiske karriere. I Medina blev han for første gang en politisk og militær leder såvel som religiøs; i Mekka havde han udelukkende været prædikant for sin nye og kompromisløse monoteisme i en atmosfære af tiltagende fjendskab fra sin egen stamme, Quraysh-stammen, der var hedninge og polyteister. Sura 6 beskæftiger sig med dette modsætningsforhold og indeholder - udover ukvemsord mod de vantro - Allahs trøst til Muhammad over, at Quraysh-stammen afviste hans budskab. Vers 1-12 gentager, at de vantro har afvist deres Skabers sandhed. Allah advarer: “Ser de ikke, hvor mange af dem, der kom før dem, som Vi udryddede?” (vers 6). Allah håner deres vantro og siger, at hvis han havde sendt Muhammad med “et skriftligt budskab på pergament,” så ville de vantro have afvist det som “åbenlys trolddom” (vers 7), og hvis han havde sendt en engel i skikkelse af et menneske, så var de bare blevet forvirrede (vers 9). Intet vil tilfredsstille dem: de er i bund og grund perverse. Derefter pointerer vers 13-32 Allahs “enhed” og hævder, at ”dem, Vi har givet Bogen – dvs jøder og kristne – ”har lige så meget kendskab til dette” – dvs sandheden i Muhammads budskab – ”som de har kendskab til deres egne sønner” (vers 20). Dette er fordi, siger Ibn Kathir, ”de modtog gode nyheder fra de foregående Budbringere og Profeter om Muhammads komme, hans fortrin, hjemland, udvandring og beskrivelsen af hans Ummah.” Det vil sige, at deres manglende tro på islam ikke er en seriøs afvisning baseret på ærlig overbevisning, men rendyrket perversitet: de ”lyver over for deres egne sjæle” (vers 24). Og der er ikke noget værre end det. Intet. Allah spørger: “Hvem gør mere forkert end ham, der opfinder en løgn mod Allah eller afviser Hans tegn?” (vers 21). “Tegn” er endnu engang ‘ayat’, det ord der bruges om vers i Koranen. Dette vers pointerer, at der ikke findes nogen større synd end ‘shirk’, det at associere partnere med Allah. Tafsir al-Jalalayn spørger: ”Og hvem, dvs ingen, gør mere ondt end ham, der opfinder en løgn mod Gud ved at tilskrive Ham en partner eller afviser Hans tegn?” Der findes intet mere ondt. I 1997 fastslog et nyhedsbrev fra “Invitation til Islam”: “Mord, voldtægt, børnemishandling og folkemord. Disse er nogle af de oprørende forbrydelser, der forekommer i verden i dag. Mange tror, at disse er de værst tænkelig forbrydelser, der kan begås. Men der findes én, der er værre end alle disse tilsammen: Det er forbrydelsen ’shirk’. Nogle mennesker stiller måske spørgsmålstegn ved denne opfattelse. Men set i rette kontektst vil det faktum, at der ikke findes værre forbrydelse end shirk, være indlysende for enhver seriøs person. Der er ingen tvivl om, at ovenstående forbrydelser i sandhed er skrækkelige, men en sammenligning med shirk viser, at de er ubetydelige i forhold til denne parodi. Når en mand myrder, voldtager eller stjæler, går uretfærdigheden primært ud over andre mennesker. Men når en mand begår shirk, er uretfærdigheden rettet mod Skaberen af himlene og jorden, Allah. Når en person bliver myrdet, fremsættes alle mulige årsager og forklaringer. Men én ting, som morderen ikke kan hævde, er, at den myrdede var en, der forsynede ham med mad, husly, beklædning og alle de andre ting, der holder mennesker på fode i dette liv.” Ikke´desto mindre så begår disse syndefulde forbrydere deres misgerninger, fordi Allah har ”tildækket deres hjerter,” så at de ikke kan forstå Muhammads budskab (vers 25). Helvedesilden venter dem (vers 26, 30). Muslimer bør være varsomme med at værdsætte denne verdens ting, thi “Hvad er livet i denne verden andet end leg og morskab?” (vers 32) ‘Tanwîr al-Miqbâs min Tafsîr Ibn ‘Abbâs’ siger: ”Forstår de ikke, at denne verden er flygtig, og at det Hinsidige er evigt?” Mange gør ikke. I vers 33-73 trøster Allah Muhammad over de vantros afvisning af hans ´budskab: “Vi kender i allerhøjeste grad den sorg, deres ord forvolder dig” (vers 33), men de er “døve og dumme” (vers 39) og ville ikke tro, om de så var vidner til store mirakler (vers 35, 37). Det faktum, at Allah i en perfekt bog, der har eksisteret i al evighed, er så bekymret og omsorgsfuld over for sin profets sorg over at blive afvist, er for fromme muslimer kun yderligere bekræftelse på Muhammads betydning og ophøjede status. Allahs bekymring for Muhammad blev et springbræt for en ophøjelse af Muhammad i islams okkulte tradition. Den persiske sufu-mystiker Mansur Al-Hallaj (858-922) sagde, at Allah “har ikke skabt noget, der er kærere for Ham end Muhammad og hans familie.” Den persiske digter Rumi (Jalal al-Din Muhammad Rumi, 1207-1273) sagde, at roser duftede ligesom islam Profets sved: ”Root and branch of the roses is the lovely sweat of Mustafa [that is, Muhammad], And by his power the rose’s crescent grows now into a full moon.” På lignende vis mente en moderne arabisk forfatter, at Allah “skabte Muhammads krop af en så uovertruffen skønhed, at ingen nogensinde havde set noget lignende. Hvis hele Profetens skønhed blev åbenbaret for vore øjne, ville øjnene ikke kunne bære dens pragt.” I vers 40-49 diskuterer Allah, hvordan han har sendt budbringere til hele verden med advarsler om straf til dem, der er vantro. Vers 50-58 instruerer Muhammad om at udstede forskellige advarsler til de vantro. Vers 59-69 pointerer Allahs absolute suverænitet, hvor vers 59 er et rammende udsagn om hans alvidenhed: “Og hos Ham er nøglerne til detUsynlige. Kun Han kender dem. Og Han ved, hvad der er i jorden og i havet. Ikke et blad falder, uden at Han ved det, ikke et frø findes i jordens mørke, om det er tørt eller vådt, uden (at det er beskrevet) klart.” (Ligeledes tror visse islamiske fortolkere, at “Vi har intet udeladt af Bogen”, vers 38, henviser til ’ Lawhul Mahfuz’ Den Beskyttede Tavle, hvorpå Allah har skrevet alt, hvad der sker i universet, selv dyrs og fugles mindste handlinger.) Allah opfordrer Muhammad til at “ignorere dem, der kun opfatter deres religion som bare leg og fornøjelse, og som bliver bedraget af livet i denne verden.” (vers 70) Vers 74-83 beskriver, hvordan Abraham afviste polyteisme ved at anføre defekterne ved forskellige hedenske emner for tilbedelse: stjernerne, månen, solen. De, der overfladisk sammenkæder Allah med måneguden – en før-islamisk krigsgud – bør bemærke vers 77: “Da han så månen stige i sin pragt, sagde han: ’Dette er min Herre.’ Men da månen gik ned, sagde han: ’med mindre min Herre vejleder mig, vil jeg helt bestemt være blandt dem, der kommer på afveje.’” |
|
|
|
|
05-11-2007, 10:47
|
#20 |
|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 6, “Kvæget” vers 84-165
Sura 6, “Kvæget”, vers 84-90, uddyber den umiddelbart forudgående diskussion om Abrahams afvisning af afgudsdyrkelse ved at opremse islams andre profeter (husk på, at Abraham ifølge koran 3:67 var muslim): Noa før Abraham, derefter Abrahams børn Isak og Jakob, og derefter David, Salomon, Job, Josef, Moses, Aron, Zakarias, Johannes Døberen, Jesus, Elias, Ismael, Elisa, Jonas og Lot. Disse er naturligvis allesammen bibelske personer, selvom vi senere skal se, at Koranen virkelig omtaler profeter, der ikke optræder i Biblen. Ikke desto mindre anbringer Koranen Muhammad som kronen på og perfektionen af den bibelske profettradition, og forklarer forskellene imellem det, jøder og kristne mener, at Abraham, Moses, Jesus og resten har sagt, og det, muslimer tror på, de sagde om de kristnes forvanskning af deres egne skrifter. Vers 91-103 fastslår Allahs “enhed” og alle skabningers afhængighed af ham. Vers 91 begynder med endnu en beskyldning om, at jøderne ikke adlyder de åbenbaringer, Moses fik: de fremviser det (“make it into separate sheets for show”), men de adlyder det ikke (de “skjuler meget af indholdet”). Allah revser dem, der siger, at han ikke har åbenbaret noget for noget menneskeligt væsen. Ifølge As-Durrul Manthur blev dette vers åbenbaret efter, at Muhammad havde drillet en ”bastant” [’hefty’] jødisk lærd ved navn Malik bin Sayf. Muhammad spurgte ham: “Har du læst i Toraen, at Allah afskyr en ‘bastant’ lærd? Malik bin Sayf blev ophidset og råbte: ”Ved Allah! Allah har ikke åbenbaret noget for noget menneskeligt væsen!” Hans udbrud bliver citeret og irettesat i vers 91. Koranen er den “mest velsignede bog”, der konfirmerer tidligere åbenbaringer. Den gør også Muhammad i stand til at advare “byernes moder” – dvs Mekka – om den forestående dom over dem, der ikke accepterer islam (vers 92) og ”opfinder en løgn imod Allah” (vers 93). Alle vil på Dommens Dag møde Allah alene – uden hjælp fra familie eller venner (vers 94). Vers 95-103 indeholder en bevægende overvejelse om, hvordan Allah får alt til at gro, nedsender regn og holder øje med alting: “Intet blik kan omfatte Ham, men Han kan se alt: Han er hævet over enhver forståelse og er alligevel bekendt med alting (vers 103). (arabiske tegn på denne plads i den engelske version) Et smukt vers på ethvert sprog. Vers 101 forsøger en ‘reductio ad absurdum’ på den kristne inkarnationsdoktrin: “Hvordan kan Han have en søn, når Han ikke har en ægtefælle?” Ibn Kathir spørger: ”Hvordan kan Han have en kone af Sine skabninger, der er passende for Hans majestæt, når der ikke findes nogen som Ham. Hvordan kan Han få et barn? Allah er i sandhed ophøjet over at få en søn.” Tanken om, at faderskab og sønforhold måske ikke skal forstås i fysisk forstand overvejes ikke. I vers 104-117 beordrer Allah Muhammad til at “vende sig bort fra dem, der har andre guder end Allah” (vers 106), thi, hvis “Allah havde villet det, havde de ikke været afgudsdyrkere,” og det er ikke Muhammads problem: “Vi har ikke gjort dig til deres vogter, ejheller er du ansvarlig for dem” (vers 107). Muslimerne skal ikke ikke rakke ned på de vantros guder med mindre de vantro rakker ned på Allah (vers 108); i henhold til As-Suyuti’s Lubabun Nuqul, åbenbarede Allah dette vers som svar på en aktuel hændelse, hvor hedningene svarede på muslimernes nedgørelse af deres guder ved at rakke ned på Allah. Enhver profet har fjender – djævle, der både er mennesker og ‘jinns’ (vers 112). ‘Jinns’ (hvoraf det engelske ord ‘genie’ stammer) er åndelige skabninger, der kan se mennesker, men mennesker kan ikke se dem. Allahs budbringere er kommet til dem også (vers 130). Vers 118-121 beordrer muslimer til ikke at spise kød, med mindre Allahs navn er blevet udtalt over det; dette er grundlaget for halal-tilberedelsen af kød, der dikterer, at dyrets pulsåre, luftrør og spiserør skal overskæres, efter at slagteren har reciteret ”I Allahs navn”. Derefter skal blodet løbe af. Muslimerne ville være “hedninge”, hvis de adlød de vantros råd i den henseende (vers 121). I henhold til Ibn Kathir betyder dette, ”når du vender dig bort fra Allahs ordre og lovgivning på grund af noget, andre siger og foretrækker dette frem for det, Allah har sagt, så er det lig med ’shirk’” (’Shirk’ er naturligvis den største af alle synder – det at assoicere partnere med Allah). Det er en af grundene til, at demokrati har så svært ved at slå rod i islamiske lande. Vers 122-134 vender tilbage til det perverse i, at de vantro, der forlanger tegn fra Allah, ikke ville tro på dem alligevel, selvom de modtog dem. Om nogen bliver muslim eller ej afhænger udelukkende af, om Allah ønsker at føre ham til islam eller føre ham på afveje (vers 125). Ved at følge islams “rette vej” (vers 126) vil muslimer gøre Allah til deres ven (vers 127). Vers 128-131 tager fat på ‘jinns’ såvel som mennesker og advarer dem om den samme Dom. Ibn Jarir og Dhahak siger, at jinn-profeter blev sendt til ’jinns’; desuden hævder Mujahid og Ibn Jurayj, at ’jinns’ lyttede til de menneskelige profeter. Det er det almindeligste synspunkt. Vers 135-145 kritiserer forskellige, hedenske praksisser, især ofring af børn (vers 137, 140). “Vær ikke ødsel” (vers 141), siger Ibn Jurayj, henviser til overdreven velgørenhedsentusiasme: “Denne ayah blev åbenbaret vedrørende Thabit bin Qays bin Shammas, der plukkede frugterne af sine dadelpalmer. Så sagde han til sig selv: ’Enhver person, der kommer til mig i dag, vil blive bespist med dadler.’ Det gjorde han hele dagen, og da det blev aften, havde han ikke flere dadler tilbage.” Andre fastholder imidlertid, at verset simpelthen dirigerer muslimer til at være økonomiske i almindelighed. Vers 142-144 forbyder forskellige hedenske sædvaner, hvad angår anvendelsen af dyr. Dernæst angiver vers 146 og 147 specifikke detaljer om jødiske fødevareregler. Allah fortæller Muhammad, at hvis jøderne beskylder ham for at lyve, bør han svare: “Jeres Herre er altomfavnende fuld af barmhjertighed; men Hans vrede vil aldrig mildnes i forhold til skyldige mennesker.” Ibn Kathir bemærker, at Allah ”ofte sammenkæder opmuntring med trusler i Koranen.” Suraen afsluttes med en sidste appel til de vantro i vers 148-165. I henhold til Ibn Mas’ud udgør vers 151-153, en opsummering af, hvad der er forbudt i islam, ”Allahs Budbringers vilje og testamente, på hvilket han anbragte sit segl.” Man bør ikke slå ihjel, eftersom Allah gjorde liv helligt, “undtagen i henhold til retfærdighed og lov” (vers 151). Hvad betyder det? Muhammad forklarede, at ”en muslims blod kun kan udgydes i tre tilfælde: som Qisas [gengæld] for mord, en gift person, der har ulovligt samleje, og ham, der vender sig fra islam og forlader muslimerne (apostat).” Så utroskab, frafald og hævn er de eneste retfærdiggørelser for at tage liv. Vers 153 og 161 gentager, at islam er den rette vej. Allah “sætter jer på en prøve med de gaver, Han har givet jer” (vers 165). Muhammad forklarede også dette: ”Dette liv er i sandhed smukt og grønt, og Allah lod jer leve det generation efter generation, så at Han kan se, hvad i vil. Tag jer derfor i agt for dette liv og tag jer i agt for kvinder, for den første prøvelse, Israels Børn led under, var med kvinder.” |
|
|
|
 |
| Thread Tools | Search this Thread |
| Display Modes | Rate This Thread |
|
|
Linear Mode
