05-11-2007, 11:27
|
#21 |
|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 7, “De høje stader” vers 1-102
Sura 7 “De høje stader” er endnu en mekkansk sura, der daterer sig til ca samme år som sura 6. Muhammads sidste år i Mekka før ’the Hijra’ [Udvandringen] til Medina. Som så mange andre kapitler begynder sura 7 med et første vers, der består af mystiske arabiske bogstaver, hvis betydning, får vi at vide, kun er kendt af Allah. Derefter fortæller Allah Muhammad, at han ikke skal tvivle på Koranen, for det er “en Bog åbenbaret for dig, så du skal ikke på den konto føle dig tynget af nogen vanskelighed” (vers 2). Vers 3-10 indeholder en advarsel om den skrækkelige domsafsigelse, der vil fordømme dem, der “behandlede Vores tegn uretmæssigt” dvs ’ayat’ eller Koran-vers, mens dem, hvis gode gerninger vejer tungere end deres onde handlinger vil indtræde i Paradis. Allah minder Muhammad om byer, han har ødelagt pga deres ulydighed (vers 4). Derefter følger historien om Satan (vers 11-25). Den begynder med skabelsen af Adam og Allahs ordre til englene om at falde på knæ for denne nye skabning. Muhammad informerer os om, at da Allah skabte Adam, gjorde han ham 60 ‘cubits’ høj - dvs næsten 30 meter. “Mennesker”, sagde han, “er blevet mindre i fysisk henseende siden skabelsen af Adam.” Muhammad fortæller os imidlertid også, at de første indvånere i Paradis vil være af samme størrelse som Adam: “Den første gruppe mennesker, der indtræder i Paradis, vil glitre ligesom fuldmånen, og de, der følger efter, vil glitre som himlens mest strålende stjerne. De vil ikke urinere, træde af på naturens vegne, spytte, eller have nogen som helst næsesekreter. Deres kamme vil være af guld, og deres sved vil lugte som moskus. Deres koner vil være ‘houris’. De vil alle sammen ligne hinanden og være lige så høje som deres far Adam, 60 cubits.” ’Houris’ er naturligvis Paradis’ fabeljomfruer. Satan nægtede at falde på knæ for Adam (vers 11; vi så det også i 2:34). Da Allah spurgte ham hvorfor, svarede han stolt: “Jeg er bedre end han: Du skabte mig af ild og ham af ler” (vers 12). Ibn Kathir forklarer, at Satan her tog fejl. Satan, siger han, “mistede håbet om at opnå Allahs barmhjertighed”, fordi ”han begik denne fejl, må Allah forbande ham, på grund af hans falske sammenligning. Hans påstand om, at ilden er mere ærefuld end mudderet var også falsk, fordi mudder har visdommens kvaliteter, overbærenhed, tålmodighed og overbevisning, mudder er der, hvor planter gror, blomstrer, vokser og afstedkommer godt. I modsætning dertil har ilden kvaliteter som brændbarhed, hæmningsløshed og forhastethed. Derfor ledte skabelsens ophav Shaytan [Satan] i fiasko, mens Adams ophav ledte ham til at vende tilbage til Allah med anger, ydmyghed, lydighed og underkastelse over for Hans ordre, idet han indrømmede sin fejl og søgte om Allahs tilgivelse og nåde derfor.” Allah forviser Satan – fra Paradis, i henhold til de fleste kommentatorer – men giver henstand, hvilket Satan derefter siger, han vil bruge til at friste muslimerne bort fra den rette vej (vers 16-17). Hvad præcis er Satan? Det er uklart. Vers 11 anbringer ham blandt englene ligesom 2:34, 15:28-31, 20:116 og 38:71-74 også gør. Imidlertid siger 18:50, at ”han var en jinn.” Englene “modsætter sig ikke Allah med hensyn til, hvad Han beordrer dem til, men gør, hvad de får besked på” (66:6). Mange af jinnerne “har” imidlertid “hjerter, hvormed de ikke forstår, øjne, der ikke ser, og ører, der ikke hører. De er som kvæg, nej endnu mere forvildede: thi de ænser ikke (advarsler)”. (7:179) Det skaber vanskeligheder. Hvis Satan er en engel, hvordan kan han så være ulydig over for Allah? Men, hvis han er en jinn, hvorfor bliver han så i sura 7 og relaterede passager bebrejdet for at have været ulydig i forhold til en ordre, Allah ikke gav til jinnerne, men til englene? Dette har givet anledning til nogle opfindsomme forklaringer i løbet af islams historie. Tafsir Al-Jalalayn siger, at Satan var ”jinnernes far, der var blandt englene.” Muhammad Assad identificerer jinnerne med englene (se også hér), men det er i modstrid med de Koran-passager, der hævder, at engle ikke er ulydige. Den nulevende islamiske apologet Dr. Zakir Naik hævder, at selvom Satan er grupperet sammen med englene, så bliver han faktisk aldrig omtalt som en engel, og derfor er der ingen modsigelse. Han siger, at Satan ikke desto mindre bliver holdt ansvarlig for at være ulydig over for en ordre til englene, fordi Allah mente det kollektivt – alle englene såvel som Satan skulle adlyde ordren. Der findes mange fantasifulde fortolkninger af dette. Vers 19-25 beretter om Adams og Evas fristelse, deres synd og deres udvisning fra haven. Dernæst advarer vers 26-41 Adams Børn om, at de skal efterleve Allahs kommandoer og tegn (ayat) og undgå synd. Vers 42-50 beretter om en samtale mellem “Havens Følgesvende” og “Ildens Følgesvende.” Havens Følgesvende vil pege på, at Allahs løfter har vist sig at være sande (vers 44); Ildens Følgesvende vil bede om “vand eller hvad som helst, Allah leverer af livsfornødenheder,” men Havens Følgesvende vil svare: ”Allah har forbudt disse ting til dem, der afviste Ham” (vers 50). Vers 51-58 minder de troende om, at de skal anerkende og adlyde Allah. Derefter følger i vers 59-95 nogle historier om andre profeter: Noa (vers 59-64); de ikke-bibelske personer Hud (vers 65-72) og Salih (vers 73-79); Lot (vers 80-84); og endnu en ikke-bibelsk profet Shu’aib (vers 85-95). Disse historier følger alle det samme mønster: profeterne advarer de mennesker, de er sendt til i et sprog, der meget ligner Muhammads, og de bliver ringeagtet for deres afvisning på samme vis som Muhammad blev af dem, der i Koranen karakteriseres som hyklere og vantro. For eksempel fortæller Shu’aib de arrogante mennesker fra Madyan, at han og muslimerne ville “opfinde en løgn mod Allah, hvis vi vendte tilbage til jeres handlemåder, efter at Allah har frelst os fra dem” (vers 89) - som tidligere siger Allah til Adams Børn: “Hvem er mere uretfærdig end en, der opfinder en løgn mod Allah eller afviser Hans Tegn?” (vers 37). Lots historie bærer spor af Sodoma og Gomorra-hændelsen i Biblen, da Lot fortæller sit folk: “Praktiserer I uanstændighed som intet skabt folk nogensinde gjorde før jer? Thi I praktiserer jeres lyster over for mænd frem for kvinder: I er i sandhed et folk, der træder langt ved siden af” (vers 81). Vers 96-102 advarer om den ødelæggelse, der vil komme til byer, der afviser Allah. Thi ”der kom i sandhed til dem budbringere med klare (tegn): men de ville ikke tro det, de tidligere havde afvist. Derfor forsegler Allah hjerterne på dem, der afviser troen” (vers 101). |
|
|
|
15-11-2007, 12:18
|
#22 |
|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 7, “De høje stader” vers 103-206
Sura 7 fortsætter beretningerne om profeterne, hvor den længste af alle disse beretninger i vers 103-171 er historien om Moses og hans folk. Den begynder med en genfortælling af historien om Moses og Farao, fortalt på en måde, der antyder at tilhørerne har hørt den før: for eksempel ser vi, at Moses påbyder Farao at “sende Israels Børn med mig” (vers 105), men det formodes, at læseren ved, at israelitterne på dette tidspunkt var undertrykt som slaver i Egypten. Moses udfører forskellige mirakler for Farao, som i den bibelske beretning - skønt, da Moses’ hånd bliver “hvid for alle, der ser ham” (vers 108), siger Ibn Abbas, at dette ikke var ”på grund af spedalskhed”, hvilket er i modstrid med 2. Mosebog 4:6. ‘Ruhul Ma’ani’ siger, at Moses’ hånd skinnede stærkere end solen. Men som i den bibelske beretning er Farao ikke imponeret. Men det er Faraos troldmagere, og da de udtrykker tro på “Verdenernes Herre, Moses’ og Arons Herre (vers 121-122), truer Farao med at afhugge deres hænder og fødder på modsatte sider og korsfæste dem (vers 124) – den samme straf, som Allah foreskriver for dem, der erklærer krig mod Allah og Muhammad (vers 5:33). Troldmagerne beder til, at Allah vil “tage vores sjæle til sig som muslimer” (vers 126) hvilket er endnu en påmindelse om, at Koranen behandler alle de bibelske profeter, som om de var islams profeter, hvis budskaber senere blev forvansket af med henblik på at skabe jødedom og kristendom. Da Farao truer Moses og hans folk, fortæller Moses dem, at ”det kan være, at jeres Herre har tænkt sig at ødelægge jeres fjende og gøre jer til statholdere på jorden, så at Han kan se, hvordan I opfører jer” (vers 129) – og selvfølgelig dumper jøderne til testen. Allah ødelægger i sandhed deres fjende: han nedsender plager over egypterne, igen beskrevet som om tilhørerne allerede er bekendte med historien: “død i stor stil, græshopper, lus, frøer og blod” (vers 133), drukner Faraos mænd i havet (vers 136), Og gør jøderne, “folket, der var foragtet”, til arvinger til “de østlige egne af landet og de vestlige, som Vi havde velsignet” (vers 137). Men jøderne, der havde imødegået afgudsdyrkere i deres nye land, begynder omgående selv på afgudsdyrkeri (vers 138). Moses går op ‘Mount Tur’ (28:46) for at snakke med Allah og på stentavler modtage love, som Koranen ikke opremser(vers 145). Samtidig tilbeder Moses’ folk ”billedet af kalven”. (vers 148). Moses bønfalder om Allahs tilgivelse (vers 155), og Allah lover barmhjertighed “over for dem, der gør det rigtige og praktiserer jævnlig velgørenhed, og dem der tror på Vores tegn” (vers 156). Velgørenhed er ‘zakat’, islamisk velgørenhed, og tegn er ‘ayat’, det ord, der anvendes om vers i Koranen – igen en indikation på, at Allah udviser barmhjertighed over for dem, der er muslimer. Understregningen af dette er en videre uddybning af, at Allah udviser barmhjertighed “over for dem, der følger budbringeren, Profeten, der hverken kan læse eller skrive, som de vil finde omtalt i Toraen og Evangelierne, som de har hos sig” (vers 157). Dette er naturligvis Muhammad, som muslimer hævder blev forudsagt og beskrevet i de jødiske og kristne Skrifter, før disse blev forvansket. Ibn Kathir siger: ”Dette er beskrivelsen af Profeten Muhammad i Profeternes Bøger. De overbragte de gode nyheder om hans komme til deres nationer og befalede dem at følge ham. Beskrivelsen af ham fandtes stadig i deres Bøger, som rabbinerne og præsterne ganske udmærket ved.” “Som rabbinerne og præsterne ganske udmærket ved”: her kan man igen opleve den muslimske tro på, at jøderne og de kristne, eller i det mindste deres ledere, ved, at Muhammad er en sand profet, men stædigt nægter at anerkende ham; det er ikke i god tro, at de afviser ham. Det er Muhammad, der “der befaler dem, hvad der er retfærdigt, og forbyder dem det, der er ondt; han tillader dem det, der er godt (og rent) og forbyder det, der er dårligt (og urent)” (vers 157). Dette er en af begrundelserne for troen på ’hadith’, traditionerne vedrørende Muhammads ord og handlinger: Muslimer beordres til at følge, hvad Muhammad befaler, og kun i hadith kan disse befalinger læses. Blandt jøderne “er der nogle, der vejleder og udøver retfærdighed på basis af sandheden” (vers 159), men ”de yderligtgående blandt dem” ændrede deres Skrifter: de “ændrede de ord, de havde fået overbragt, og derfor sendte Vi dem en plage fra Himlen” (vers 162). De ignorerede Allahs ordre om at helligholde Sabbat’en, hvorefter Han transformerede dem til aber, foragtede og afviste” (vers 166) og ”opdelte dem i fraktioner på denne jord” (vers 168). Vers 172-206 advarer imod afgudsdyrkelse og risikoen ved at afvise Allah. Enhver på jorden bliver født som muslim (vers 172), som Muhammad også siger i en hadith: “Intet barn fødes, undtagen det har den islamiske tro, men dets forældre gør det til en jøde eller en kristen.” I en anden hadith fremavler Allah alverdens børn fra Adams ryg og spørger dem: ”Er Jeg ikke jeres Herre?” (Alastu Bi Rabbikum). Alle bekræfter, at det er han. Derfor, siger Bulandshahri: “vil ingen kunne påstå, at han ikke vidste, at Allah er hans Herre.” Dette er endnu en grund til, at nogle muslimer ofte antager, at ikke-muslimer handler i ond tro: de ved, at Koranen er sand, og Muhammad er profet, men nægter at anerkende det. Allah beder Muhammad om at recitere historien om en mand, der fik åbenbaringer fra Allah, men afviste dem (vers 175). Dette er, i henhold til Abdullah bin Mas’ud en henvisning til historien om Bal’am, en jøde der modtog åbenbaringer, men afviste dem. Der er tilsyneladende tale om Balaam, den modvillige ’Tallenes profet’. Allah har skabt et stort antal mennesker og jinns til anbringelse i helvede, fordi de “har hjerter uden forståelse, øjne, de ikke bruger til at se med og ører, de ikke bruger til at høre med.” Faktisk er de gennemført dyriske: “De er som kvæg – nej, de er værre!” (vers 179). De troende derimod skal vejlede menneskeheden med Allahs sandhed og ved hjælp af den etablere retfærdighed (vers 181). Muhammad er ikke sindssyg (vers 184), og han har intet kendskab til den usynlige verden. Han er bare en budbringer (vers 188). Kun Allah beskytter mennesker, og kun Han kan hjælpe dem; afguder kan ikke gøre noget (vers 197). Allah siger til Muhammad: “Hold dig til tilgivelse; befal, hvad der er rigtigt; men hold dig fra de uvidende” (vers 199). I henhold til Abdur-Rahman bin Zayd bin Aslam ”Befalede Allah [Profet Muhammad] at vise tilgivelse og holde sig væk fra afgudsdyrkerne i ti år. Derefter beordrede Allah ham til at være skånselsløs over for dem.” Hvilket vi snart skal se. |
|
|
|
|
19-11-2007, 15:30
|
#23 |
|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 8, “Krigsbytte” vers 1-30
Sura 8, Al-Anfal - “Bytte” eller “Krigsbyttet” - daterer sig til år to i Medina-perioden, anden halvdel af Muhammads profetiske karriere. Den blev åbenbaret ikke længe efter Slaget ved Badr, muslimernes første store sejr over deres hovedmodstandere på den tid, den hedenske Quraysh-stamme. Navnet på denne sura er bedre kendt end de fleste, eftersom Saddam Hussein brugte Al-Anfal som navnet på sin folkemordskampagne mod kurderne i 1988, i hvilken mellem 50.000 og 100.000 mennesker blev myrdet. Ved Badr kom Quraysh ud for at møde Muhammads tre hundrede mænd med en styrke på næsten 1000 mand. Muhammad havde fremprovokeret slaget ved at sende sine mænd ud for at overfalde en Quraysh-karavane med denne besked: “Dette er Quraysh-karavanen, der medbringer deres værdier, så marchér ud og opsnap den – så vil Allah måske give jer den som krigsbytte.” Da slaget var nært forestående vandrede den islamiske profet i henhold til Muhammads tidligste biografiskriver, Ibn Ishaq, rundt blandt sine tropper og udstedte et altafgørende løfte – et løfte, der til alle tider har indgydt muslimske krigere kampmod: “Ved Allah, i hvis hånd Muhammads sjæl befinder sig, ingen mand, der kæmper med urokkeligt mod og rykker frem og ikke tilbage, vil blive dræbt i dag, uden at Allah lukker ham ind i Paradis.” En af de muslimske krigere, ‘Umayr bin al-Humam, udbrød: ”Fint, fint! Er der intet mellem mig og Paradis udover at blive dræbt af disse mænd?” Han smed nogle dadler, han havde spist af, kastede sig ud i kampen og kæmpede, til han blev dræbt. Quraysh blev knust. Nogle muslimske traditioner siger, at Muhammad selv deltog i kampene; andre, at det var mere sandsynligt, at han opmuntrede sine tilhængere fra sidelinjen. Under alle omstændigheder så var det en anledning til at hævne års frustrationer, bitterhed og had mod hans egen stamme, der havde afvist ham. En af hans tilhængere mindedes senere en forbandelse, Muhammad havde fremsat mod Quraysh-lederne: “’Profeten sagde, Åh Allah! Udryd Quraysh-høvdingene, Åh Allah! Udryd Abu Jahl bin Hisham, ‘Utba bin Rabi’a, Shaiba bin Rabi’a, ‘Uqba bin Abi Mu’ait, ‘Umaiya bin Khalaf (eller Ubai bin Kalaf).’” Alle disse mænd blev taget til fange eller dræbt i Slaget ved Badr. Ibn Ishaq siger, at én af de Quraysh-ledere, der blev nævnt i forbandelsen, ‘Uqba, bad for sit liv: “Men hvem skal så tage sig af mine børn, Åh Muhammad?” I den tidligere konfrontation havde ‘Uqba kastet kamelindvolde på Islams Profet, da denne knælede i bøn. Muhammad havde fremsat en forbandelse over dem, og nu stod den til at gå i opfyldelse. Hvem skulle tage sig af ‘Uqbas børn? ”Helvede”, erklærede Muhammad og beordrede ’Uqba dræbt. Sejren ved Badr blev vendepunktet for muslimerne. Det blev legendestof, en hjørnesten i den nye religion. Og Allah belønnede dem, han havde givet sejr. Vers 1-4 lovpriser de sande troende, der følger de islamiske regler, hvad angår bøn, faste og velgørenhed og beskæftiger sig for første gang med spørgsmålet om krigsbytte fra Badr. Der var et enormt bytte til sejrherrerne – faktisk så meget, at det gav anledning til stridigheder. Muhammad fik spørgsmål vedrørende byttets fordeling, og Allah fortæller muslimerne, at det udelukkende er op til Muhammad (vers 1). Det var i overensstemmelse med et særligt privilegium, Allah havde tilstedt Muhammad. Muhammad forklarede: “Jeg har fået fem (ting), ingen anden Profet før mig har fået.” Disse indeholder det faktum, at “Allah lod mig sejre gennem skræk (ved at Han skræmte mine fjender)”, og ”byttet er blevet halal (lovligt) for mig (hvilket det ikke har været for andre).” Vers 5-17 henviser til forskellige hændelser, der fandt sted før og under slaget, med understregning af, at Allah beordrer krig og beskytter de troende, når de er i krig. De sande troende var villige til at forlade deres hjem for at føre jihad-krig, selvom nogle ikke kunne lide det og diskuterede med Muhammad om, hvorfor de skulle gøre det (vers 5-6). Det er et ekko af 2:216: “Kamp er foreskrevet for jer, og I kan ikke lide det. Men det er muligt, at I hader noget, der er godt for jer, og at I elsker noget, der er skidt for jer.” Allahs løfte om “den ene af de to fjendegrupper” (vers 7) betyder i følge Ibn Kathir, at muslimerne ville opnå sejr ved enten ”at opbringe karavanen eller ved at besejre Quraysh-hæren.” Allah bekendtgjorde, at tusind engle sluttede sig til muslimerne for at ramme Quraysh (vers 9), og at han havde ”inspireret englene (med budskabet): ‘Jeg er med jer: indgyd de Troende fasthed: Jeg vil slå de Vantro med rædsel: hug hovederne af dem, og hug deres fingerspidser af (vers 12). Tafsir Al-Jalalayn forklarer: ”det vil sige, [hug] deres hænder og fødder af: når en af dem således forsøgte at afhugge en vantros hoved, så rullede hans hoved af, før sværdet nåede det.” Vers 12 blev en af de væsentligste retfærdiggørelser for den islamiske praksis – dengang og nu – at hugge hovedet af gidsler og krigsfanger. Da det amerikanske gidsel Nicholas Berg blev halshugget i maj 2004, fremmanede den nu afdøde irakiske jihad-leder Abu Musab al-Zarqawi det store slag: “Er det ikke tiden for jer [muslimer] at gå på jihad-vejen og bære profeternes Profets sværd? Profeten, den mest barmhjertige, befalede [sin hær] at hugge hovederne af nogle fanger i [slaget ved] Badr og at dræbe dem ... Og han satte et godt eksempel for os.” Allah sendte engle mod Quraysh, ”fordi de kæmpede mod Allah og Hans Budbringer: Hvis nogen kæmper mod Allah og Hans Budbringer, så straffer Allah strengt” (vers 13). Muslimerne skal altid gå fremad, aldrig vende ryggen til fjenden, med mindre de derved udfører en krigslist (vers 15-16). Allah fortæller Muhammad, at muslimerne blot var passive instrumenter ved Badr. I følge Ibn Ishaq smed Muhammad på et tidspunkt småsten mod Quraysh, idet han udbrød: “Foul be those faces!” Men det var Allah, der dræbte Quraysh’erne og endog Allah, der smed småstenene, ”så at Han kunne teste de troende ved hjælp af en nådig prøvelse fra Ham selv: Allah er Ham, der hører og ved (alting)” (vers 17). Vers 18-19 henvender sig til de vantro med en advarsel til Quraysh mod at forsøge et nyt angreb og fortæller dem, at de igen vil blive besejret, uanset hvor mange flere de er end muslimerne. Vers 20-30 henvender sig derefter til muslimerne igen med en formaning om at tro og en påmindelse om, at det var Allah, der gav dem sejren ved Badr til trods for fjendens større antal (vers 26). De vantro kan smede alle de rænker, de vil, men ”Allah er den bedste rænkesmed” (vers 30). |
|
|
|
|
19-11-2007, 15:56
|
#24 |
|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 8, “Krigsbytte” vers 31-75
Vers 31-40 i sura 8 diskuterer perversiteten hos de hedenske Quraysh, som muslimerne lige har besejret i slaget ved Badr. De afviser Muhammads præk som “historier fra gamle dage” (vers 31) og holder muslimerne ude fra Den Hellige Moské i Mekka. (vers 34). I vers 38-40 forlanger Allah, at Muhammad kalder dem til at acceptere islam ”og bekæmpe dem, indtil der ikke findes mere tumult eller undertrykkelse [fitnah], og der hersker retfærdighed og tro på Allah i det hele taget og alle steder, men hvis de holder inde, så ser Allah i sandhed alt, hvad de gør” (vers 39). I henhold til Ibn Abbas, Abu Al-`Aliyah, Mujahid, Al-Hasan, Qatadah, Ar-Rabi` bin Anas, As-Suddi, Muqatil bin Hayyan og Zayd bin Aslam betyder udsagnet, at muslimer skal kæmpe, indtil der ikke findes ‘fitnah’, at de skal kæmpe, ”så at der ikke findes mere ’shirk’”. ‘Shirk’ er at sidestille partnere med Allah – som f.eks. at kalde Jesus for Guds Søn. Så skønt dette vers blev åbenbaret i kølvandet på et slag i det 7. årh. mellem muslimer og hedninge, så har det universel gyldighed: Tafsir al-Jalalayn forklarer det således: ”Og bekæmp dem, indtil rebelskhed, afgudsdyrkelse ikke mere eksisterer og religion kun er for Allah alene, hvor ingen andre tilbedes ...” Muhammad selv sagde: “Jeg er blevet beordret til at bekæmpe mennesker, indtil de erklærer, at der ikke findes anden gud end Allah, og den, der tilkendegav det, havde garanti for beskyttelse af sine ejendele og liv i forhold til mig med undtagelse af retlige affærer, der henhører under Allah.” Vers 41-44 handler om selve slaget. Efter muslimernes sejr befaler Allah muslimerne at give en femtedel af byttet til Muhammad (vers 41). Efter et slag bad Muhammad “med ansigtet vendt mod en kamel fra krigsbyttet,” og sagde til sine mænd, mens han holdt nogle af kamelens hår mellem fingrene: “Dette er også en del af det krigsbytte, I tjente. Jeg har i sandhed ingen andel i det udover min egen andel, den femtedel, der er afsat til mig. Selv den femtedel vil blive givet til jer.” Dette var et tegn på profetens gavmildhed, i henhold til den, der fortæller denne historie. Muhammad fortsatte med at formane muslimerne til at aflevere alt krigsbyttet til ham, så han kunne fordele det retfærdigt: “Aflever derfor selv nålen og tråden og det, der er større eller mindre end det (fra krigsbyttet). Snyd ikke med noget af det, thi at stjæle fra krigsbyttet, før det er retfærdigt fordelt, medfører Ild og en skam over Ildens folk i dette liv og i det Hinsides. Udfør jihad mod mennesker for Allahs sag, uanset om de er tæt på eller langt væk, og frygt ikke bebrejdelser, så længe I arbejder for Allahs sag. Indfør Allahs regler herhjemme, og når I er på rejse. Udfør jihad for Allahs sag, thi jihad er en mægtig dør, der fører til Paradis. Er man kommet gennem den, redder Allah (en) fra bedrøvelse og sorg.” Derefter minder Allah Muhammad om forskellige begivenheder før og under slaget med eftertryk på, hvordan Allah kontrollerede begivenhederne og reddede muslimerne (vers 42-44). Vers 45-63 henvender sig til de troende med besked på ikke at efterligne dem, der – ligesom “Faraos folk – afviste Allahs tegn” (vers 52). (Her er “tegn” igen ‘ayat’, det ord, der bruges om vers i Koranen). For “de værste udyr i Allahs øjne er dem, der afviser Ham: de vil ikke tro” (vers 55) – endnu en indikation på, at de vantro ikke fortjener nogen respekt eller hensyntagen. Hvis muslimerne “frygter forræderi” fra vantro, med hvem de har en traktat, skal de simpelthen bryde traktaten (vers 58). Ibn Kathir siger, at det betyder, at muslimerne skal fortælle de vantro, ”at I misligholder traktaten. På den måde vil I dermed stå lige, I og de vil være klar over, at der eksisterer krigstilstand imellem jer, og at den tosidige fredstraktat er annulleret.” Muslimerne bør “forberede deres styrke til fingerspidserne, inklusive deres krigsheste for at plante rædsel i Allahs og jeres fjenders (hjerter)” (vers 60), mens de også skal være klar til at indgå fred, hvis fjenden ønsker det (vers 61). Nogle mener imidlertid ikke, at denne våbenhvile bør være tidsubegrænset. Qutb forklarer: ”På den tid, da denne sura blev åbenbaret, instruerede Allah Sin Budbringer om at opretholde fred med de grupper, der afstod fra at kæmpe med ham og muslimerne, uanset om de indgik i en formel traktat med muslimerne eller ej. Profeten fortsatte med at acceptere fredelige forbindelser med de vantro og de tidligere åbenbaringers folk, indtil sura 9 blev åbenbaret, hvorefter han kun kunne acceptere et af to alternativer: enten antog de islam eller betalte jizyah [en skat pålagt ikke-muslimer i koran 9:29], der indikerede en tilstand af fred. Ellers var det eneste alternativ krig, når som helst det var muligt for muslimerne at påbegynde en sådan, så at alle mennesker underkaster sig Allah alene.” Vers 64-75 henvender sig til Muhammad selv med forskellige instruktioner. Allah fortæller ham, at han vil give fromme muslimer flere sejre, selvom de står over for odds, der er endnu værre end dem, de overvandt ved Badr, selvom dette løfte næsten omgående bliver trukket i land: oprindeligt ville et hundrede kunne overvinde et tusind vantro (vers 65); men dette bliver næsten omgående reduceret til, at et hundrede troende kan besejre to hundrede vantro (vers 66). Det blev et gennemgående tema i jihad-litteratur op gennem århundrederne helt frem til i dag: fromhed vil bringe militær sejr, og muslimerne vil vinde, selvom de er stillet over for overvældende odds. I henhold til Tafsir al-Jalalayn blev vers 67 – “Det er ikke passende for nogen profet at have fanger, før han har foranstaltet nedslagtning i landet” – åbenbaret, da muslimerne “krævede løsepenge for dem, der var blevet taget til fange ved Badr.” Muslimerne havde løsladt nogle af fangerne fra Badr, men det var baseret på deres begær efter materiel vinding: de penge, de ville modtage i løskøb. Tafsir fortsætter: “Åh, I troende, I begærer denne verdens flygtige ting, dens overfladiske gevinster, ved at tage løsepenge, mens Allah ønsker for jer det Hinsides, det vil sige belønningen i det Hinsides, ved at I dræber dem.” Med andre ord skulle de have dræbt fangerne i stedet for at tage løsepenge for dem. Tafsir al-Jalalayn konkluderer imidlertid, at vers 67 blev abrogeret af 47:4, der tillader løsepenge. Ibn Kathir bemærker, at ”de fleste lærde siger, at spørgsmålet om krigsfanger henhører under Imamen. Hvis han beslutter det, kan han lade dem dræbe, som det var tilfældet med Bani Qurayzah. Hvis han beslutter det, kan han acceptere løsepenge for dem, som det var tilfældet med fangerne fra Badr, eller udveksle dem med muslimske fanger.” Læs også Craig Winns kommenterede gennemgang af sura 8 her: http://www.islamist.dk/forum/showthread.php?t=382 |
|
|
|
|
09-12-2007, 07:51
|
#25 |
|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 9, “Anger” vers 1-5
Sura 9 er det eneste af Koranens 114 kapitler, der ikke begynder med Bismillah ar-Rahman ar-Rahim - “ I Allah den nådige og barmhjertiges navn.” Der angives forskellige forklaringer herpå. Kalif Utman (o.a. heriblandt Zamakhshari) forklarer, at det var fordi nogle mente, at sura 8 og sura 9 i virkeligheden var én sura, og at ”den hellige profet døde uden at have informeret os om, hvorvidt Surah Bara’ah [sura 9] var en del af Surah Anfal [sura 8] eller ej.” Ibn Kathis siger, at udeladelsen simpelthen skete, ”fordi Følgesvendene ikke skrev det i den komplette kopi af Koranen (Mushaf), de samlede.” Maududi hævder, at den korrekte forklaring blev givet af imam Razi, der siger, at ’Bismallah osv’ blev udeladt, fordi Muhammad selv ikke reciterede det i begyndelsen af denne sura. Al-Hakim siger, at Muhammad ikke bare ikke reciterede ‘Bismallah ..’ selv, men befalede, at det ikke skulle reciteres i begyndelsen af denne sura. Hvorfor ikke? Tafsir al-Jalalayn forklarer Muhammads ordre ved at sige, at ’Bismallah’ er sikkerhed, og [sura 9] blev nedsendt på et tidspunkt, da sikkerhed blev fjernet med sværdet. ‘Ali ibn Abi Talib er enig og siger, at ‘Bismallah’ udtrykker sikkerhed, hvorimod denne sura blev nedsendt med sværdet. Derfor begynder den ikke med ’sikkerhed’”. Tafsir al-Jalalayn tilføjer, at ”Hudhayfa beretter, at de kaldte den ’Sura of Repentance’ (Anger), mens den i virkeligheden er ’Sura of Punishment (Straf).” Under alle omstændigheder opretholdes forbudet. Lærde såsom Jazari og Shatbi siger, at ‘Bismallah’ ikke bør reciteres i begyndelsen af denne sura, selvom Bulandshahri siger, at hvis nogen reciterer sura 9 begyndende et andet sted end begyndelsen, kan han recitere ‘Bismallah’, hvis han ønsker det. I henhold til en hadith, berettet af Bukhari, var sura 9 den sidste der blev åbenbaret i fuld udstrækning, selvom en del af en anden sura kom senere. En anden hadith siger, at sura 110 i virkeligheden var den sidste, men under alle omstændigheder er sura 9 meget sen, iblandt de sidste åbenbaringer, Muhammad modtog. Den kom i forbindelse med en fejlslagen ekspedition, Muhammad foretog mod en byzantinsk garnison i Tabuk i det nodlige Arabien i 631, og en god del af suraens indhold drejer sig om begivenhederne i forbindelse med forsøget på at angribe det store kristne imperiums hær. Den begynder imidlertid med at henvende sig til Mekkas hedninge. Vers 1-12 fritager de vantro for alle forpligtelser, de måtte have underkastet sig i traktater med muslimerne, og alle eksisterende traktater bliver begrænset til en periode på fire måneder (vers 1-3). Denne begrænsning kommer sammen med advarslen om, at “Allah vil dække dem med skam, der afviser Ham” (vers 2), hvilket Tafsir al-Jalalayn forklarer som ”at ydmyge dem i denne verden ved at lade dem dræbe, og i det Hinsidige ved [at sende dem i] Ilden.” Bekendtgørelsen fremsættes under Pilgrimsfærden (Hajj), at ”Allah og Hans Budbringer ophæver (traktat)forpligtelser med Hedningene” og kalder dem til at angre og acceptere islam (vers 3). Dette henviser kun til de hedninge, der har misligholdt betingelserne i deres traktater med muslimerne. De andre traktater vil blive overholdt, indtil aftaleperioden udløber (vers 4). As-Sawi siger, at dette er en undtagelse fra begrænsningen på fire måneder i forhold til Damra-stammen, “der stadig havde ni måneder tilbage af deres traktat.” Derefter følger det berygtede Sværdvers, der indeholder påbudet om at ”dræbe de vantro, hvor som helst I finder dem (vers 5). Dette er forståeligt nok et højtelsket vers blandt nutidens jihadister. I en prædiken i 2003 frydede Osama bin Laden sig over dette vers: ”Priset være Allah, der åbenbarede Sværdverset for sin tjener og budbringer [Profet Muhammad] med henblik på at fastslå sandheden og afskaffe løgnen.” Ibn Juzayy anfører, at vers 5 abrogerer ”alle fredstraktater i Koranen” og især abrogerer direktivet i 47:7 om at ”løslade med eller uden løsepenge” tilfangetagne vantro. I henhold til As-Suyuti: “Dette er Sværdverset, der abrogerer tilgivelse, våbenhvile og overbærenhed” – det vil måske sige at se gennem fingre med hedningenes forseelser. Tafsir al-Jalalayn siger, at muslimerne skal ”dræbe afgudsdyrkerne, hvorend I finder dem, om det så er i en lovlig [periode] eller en hellig, tage dem til fange og spærre dem inde i borge og forter, indtil de ikke har andet valg end at blive dræbt eller acceptere islam.” Ibn Kathir samtykker på det punkt og foreskriver, at muslimer ”ikke bør vente, indtil I finder dem. I skal hellere opsøge dem og belejre dem i deres områder og på deres forter, samle oplysninger om dem ad forskellige veje og farvande, så at det, der er gjort bredt ser endnu smallere ud for dem. På den måde har de intet valg udover at dø eller tage imod islam.” Han synes heller ikke at abonnere på det synspunkt, der jævnligt fremsættes af muslimske talsmænd i Vesten i dag – at dette vers kun gælder for Arabiens hedninge på Muhammads tid og ikke har videre anvendelsesmuligheder. Han hævder tværtimod, at “slå de vantro ihjel, hvor som helst I finder dem” betyder lige præcis det: de vantro skal dræbes” på jorden i almindelighed bortset fra Det Hellige Område” – dvs den hellige moské i Mekka i overensstemmelse med 2:191. Hvis de vantro konverterer til islam, skal muslimerne holde inde med at dræbe dem. Tafsir al-Jalalayn: ”Men, hvis de angrer deres vantro og etablerer bøn og betaler almisse, så lad dem være og skrid ikke ind over for dem.” Ibn Kathir: ”Dette vers tillod at bekæmpe mennesker, med mindre og indtil de tager imod islam og implementerer islams regler og forpligtelser.” Qutb siger, at udløbet af traktaterne efter en nåde-periode på fire måneder kombineret med ordren til at dræbe de vantro ”ikke var ment som gengældelses- eller udryddelseskampagne, men snarere som en advarsel, der forsynede dem med et motiv til at acceptere islam.” Asad siger imidlertid, at vers 5 ”bestemt ikke indebærer alternativer som ’konvertér eller dø’, som visse uvenlige kritikere af islam vælger at antage.” Han siger, at “krig kun er tilladeligt i selvforsvar,” i overensstemmelse med 2:190, og at ”fjendens konvertering til islam ... ikke er mere end én, og slet ikke den eneste, måde, de ’kan afstå fra fjendtlighed.’ Han dirigerer læseren til vers 4 og 6 med henblik på yderligere tydeliggørelse. Endelig er det værd at bemærke, at i henhold til As-Suyuti tog juristen ”Ash-Shafi dette som et bevis for, at enhver, der forlader bønnen, skal dræbes, og enhver, der nægter at betale zakat [almisse], skal bekæmpes. Nogle tager dette som et bevis på, at de er ‘kafirun’ [vantro].” På samme måde siger Ibn Kathir: ”Abu Bakr As-Siddiq tog dette ærefulde vers som bevis for, at man skulle bekæmpe dem, der afviste at betale zakat.” Så selv muslimer, der ikke opfylder islamiske forpligtelser, falder i kategorien af dem, der skal bekæmpes. Dette er et princip, den ‘moderne’ Salafist-bevægelse lader gælde bredt og anvender jævnligt for som vantro at brændemærke regeringer, der ikke hersker i overensstemmelse med strikt islamisk lov og derfor skal bekæmpes af dem, der opfatter sig selv som sande muslimer. Dette udspiller sig i øjeblikket i Salafist-oprøret mod Musharrafs Pakistan og i mindre udstrækning mod Mubarak og ovenikøbet i Saudiarabien mod Huset Saud. |
|
|
|
|
09-12-2007, 08:19
|
#26 |
|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 9, “Anger” vers 6-14
I henhold til den islamiske lærde Muhammad Asad (20. årh.), så modsiger vers 4 og 6 i sura 9 indtrykket, mange har af vers 5: at hedninge skal tilbydes valget mellem ”konvertering eller døden.” Vers 4 fortæller imidlertid kun, at hvis ikke-muslimer overholder betingelserne for deres eksisterende traktater med Muhammad og muslimerne, så vil muslimerne også overholde dem, indtil de udløber. Og i henhold til Ibn Kathir så giver vers 6 hedningene ”fri pasage, så de kan lære om Allahs religion, så at Allahs kald vil spredes blandt Hans tjenere ... Kort sagt, de, der kommer fra et land, der er i krig med muslimerne, til islams område for at overbringe et budskab, for at lave forretninger, for at forhandle en fredstraktat, for at betale jizya, for at bringe en ende på fjendtligheder osv og udbeder sig fri passage af muslimske ledere eller deres stedfortrædere, bør bevilges fri pasage, så længe de befinder sig på muslimsk område, indtil de vender tilbage til deres land og tilflugtssted.” Henvisningen her til at betale jizya handler om den særlige skat for Bogens Folk under islamisk styre i vers 29; således er valget, i det mindste for dem, der har modtaget et skriftligt budskab (fortrinsvis jøder, kristne og zoroastrianere) ikke konvertering eller døden, men konvertering, underkuelse eller døden. Tafsir al-Jalalayn, As-Suyuti og Ibn Juzayy er enige i dette synspunkt i vers 6. Ibn Juzayy siger, at det betyder, at muslimer bør “tilstede dem sikkerhed, så at de kan høre Koranen for at finde ud af, om de vil være muslimer eller ej. (før dem derefter til et sted, hvor de er i sikkerhed) Hvis de ikke bliver muslimer, så send dem tilbage.” Han bemærker imidlertid, at dette ikke er et enstemmigt synspunkt: “Dette er et fast synspunkt, selvom nogle mennesker siger, at det er abrogeret af kamp.” Den traktat, muslimerne indgik med hedningene “nær Den Hellige Moské” (vers 7) henviser til Hudaybiyya-traktaten. I 628 havde Muhammad et syn, hvori han foretog pilgrimsfærd til Mekka – en hedensk skik, som han brændende ønskede at gøre til en del af islam, men som han indtil videre var blevet forhindret i at foretage af Quraysh-stammen, der kontrollerede Mekka. Men denne gang beordrede han muslimerne til at forberede sig på at foretage pilgrimsfærd til Mekka og nærmede sig byen med 1500 mand. Quraysh’erne mødte ham uden for byen, og de to parter indgik en ti års våbenhvile (hudna), Hudaybiyya-traktaten. Visse førende muslimer var utilfredse med våbenhvilens betingelser. Trods alt havde de for nylig brudt en Quraysh-belejring af Medina og var nu mere magtfulde end nogen sinde. Skulle de bortforhandle deres militære overmagt for at kunne foretage pilgrimsfærd? I henhold til Muhammads første biografiskriver, Ibn Ishaq, henvendte en rasende Umar sig hos Abu Bakr og sagde: “Er han ikke Guds Apostel, og er vi ikke muslimer, og er de ikke polyteister? Hvorfor skal vi så indgå på noget, der er nedværdigende for vores religion?” De to mænd gik til Muhammad, der forsøgte at berolige dem: “Jeg er Guds slave og Hans Apostel. Jeg vil ikke sætte mig op imod Hans befaling, og Han vil ikke gøre mig til taberen.” Men det så bestemt ikke ud til, at traktaten faldt ud til muslimernes fordel. Da det blev tid at aftalen skulle nedskrives, kaldte Muhammad på Ali og bad ham skrive: “I Allahs den Nådige og Barmhjertiges navn.” Men Quraysh-forhandleren, Suhayl bin Amr, standsede ham: ”Det anerkender jeg ikke; men skriv ’I dit navn, Åh Allah.” Muhammad bad Ali skrive, hvad Suhayl havde dikteret. Men Suhayl var ikke færdig. Da Muhammad dirigerede Ali til at fortsætte med at skrive: “Dette er hvad Muhammad, Guds apostel, er blevet enig om med Suhayl bin Amr,” protesterede han igen. “Hvis jeg bevidnede, at du var Guds apostel,” sagde Suhayl til Muhammad, “så havde jeg ikke bekæmpet dig. Skriv dit navn og din fars navn.” Derefter beordrede islams Profet endnu engang, til hans tilhængeres tiltagende utilfredshed, Ali til at skrive dokumentet, som Suhayl ønskede det. Ved den endelige udformning af traktaten chokerede Muhammad endnu engang sine mænd ved at indgå på betingelser, der virkede ufordelagtige for muslimerne: de, der flygtede fra Quraysh og søgte tilflugt hos muslimerne, skulle sendes tilbage til Quraysh, mens de, der flygtede fra muslimerne og søgte tilflugt hos Quraysh ikke skulle sendes tilbage til muslimerne. Men Muhammad brød snart traktaten. En Quraysh-kvinde, Umm Kulthum, sluttede sig til muslimerne i Medina; hendes to brødre henvendte sig til Muhammad og bad om, at hun blev returneret “i overensstemmelse med aftalen mellem ham og Quraysh-stammen ved Hudaybiya.” Men Muhammad afslog: Allah forbød det. Han gav Muhammad en ny åbenbaring: “Åh, I der tror! Når der til jer kommer troende kvindelige flygtninge, så undersøg og test dem: Allah ved bedst, hvad angår deres tro: hvis de forsikrer, at de er troende, så send dem ikke tilbage til de vantro” (60:10). Ved at nægte at sende Umm Kulthum tilbage til Quraysh brød Muhammad traktaten. Skønt muslimske apologeter gennem hele historien har hævdet, at Quraysh-stammen først brød den, så skete dette før alle de hændelser, muslimerne peger på som Quraysh-stammens aftalebrud. Den nutidige muslimske skribent Yahiya Emerick hævder, at Muhammad baserede sin sag på noget lovmæssigt flueknepperi: traktaten fastslog, at muslimerne skulle sende enhver MAND, der kom til dem, tilbage til Quraysh, ikke enhver KVINDE. Selvom det evt. er sandt, så begyndte Muhammad hurtigt – som Emerick indrømmer – også at tage imod mænd fra Quraysh og brød dermed definitivt traktaten. Traktatbruddet cementerede dermed princippet om, at intet var godt, undtagen det var til islams fordel, og intet var ondt undtagen det, der stod i vejen for islam. Da først traktaten formelt var skrottet, formulerede islamiske jurister princippet om, at våbenhviler i almindelighed kun kunne indgås på midlertidig basis i op til ti år, og at man kun skulle indgå i dem med det formål at tillade svækkede muslimske styrker at genvinde kræfterne til igen at kæmpe mere effektivt. Ikke desto mindre hævder Ibn Kathir og andre, at Quraysh var de første til at bryde traktaten. Og vers 8-14 giver bestemt det indtryk, at de virkelig brød den ved at gennemhegle hedningene for at have solgt ”Allahs tegn” for en ”ussel pris” (vers 9) og for at have overtrådt de edssvorne aftaler, de havde indgået med muslimerne (vers 12, 13). På grund af alle deres onde handlinger tilskynder Allah derfor muslimerne til at bekæmpe dem (vers 13-14). I henhold til Ibn Juzayy ”vil Allah straffe dem med jeres hænder” (vers 14), hvilket betyder ”dræbe og tage til fange. Det er et løfte om sejr til muslimerne.” Tafsir al-Jalalayn er enig: “Bekæmp dem, og Gud vil vil straffe dem, Han vil lade dem dræbe i jeres hænder og fornedre dem, ydmyge dem gennem tilfangetagelse og undertrykkelse, og Han vil give jer sejr over dem ...” |
|
|
|
|
09-12-2007, 08:51
|
#27 |
|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 9, “Anger” vers 14-28
I marts 2006 kørte en iransk studerende ved navn Mohammed Reza Taheri-azar en firehjulstrækker ind på University of North Carolinas område (campus) og forsøgte bevidst at dræbe mennesker. Det lykkedes ham at kvæste ni. (kilde) Efter hændelsen syntes han særdeles tilfreds med sig selv, han smilede og vinkede til forsamlingen efter sin fremstilling i retten, hvor han havde forklaret, at han var ”taknemmelig over at have haft mulighed for at udbrede Allahs vilje”. Sidenhen skrev han seks breve til ‘the Daily Tar Heel’, de studerendes avis på University of North Carolina, hvori han forklarede, hvorfor han havde gjort det. I ét af brevene angiver han en liste over ”Korancitater med relevans til 3/3-06-angrebet”. Disse inkluderer “Instruktioner og retningslinjer for at kæmpe og dræbe for Allahs sag.” Under “Begrundelser for at kæmpe for Allahs sag” citerede han vers 14 og 15 fra sura 9, idet han forklarede, at kampen var for ”at frigøre vrede og raseri fra Allahs tilhængeres hjerter.” Og i de vers lover Allah i sandhed, at han straffer de vantro ved hjælp af de troendes hænder og dækker dem med skam, han vil ”hele de troendes bryst og stilne indignationen i deres hjerter.” Ibn Juzayy og Tafsir al-Jalalayn fokuserer imidlertid på den del af verset, der siger, at “Allah henvender sig til, hvem Han vil.” Ibn Juzayy forklarer: “Allah vil henvende sig til nogle af de vantro, og så vil de blive muslimer.” Den beslutning er alene Allahs, som vi har set. Allah vil ikke forlade dem, der “kæmper med styrke og hjerte” (vers 16). Det ord, der her anvendes er ‘jahadu’, en bøjning af “jihad”, som det er gengivet her. Derefter erklærer vers 17-22, at afgudsdyrkerne eller polyteisterne (mushrikeena, af mushrik, polyteist) ikke er værdige til at bestyre Den Hellige Moské i Mekka – selvom hedningerne stadig kontrollerede moskeen, da denne sura blev åbenbaret. De kontrollerede den, men som Ibn Jusayy kommenterer: så ”har de hverken retten eller pligten til at gøre det. De har bemægtiget sig den ved voldelig besættelse og uretfærdighed.” De har ingen ret til moskeen, fordi, i henhold til Ibn Kathir og almindelig islamisk tradition, så byggede Abraham den selv som en helligdom for Allah. Vers 23-28 beordrer de troende til at adskille sig fra og bekæmpe de vantro. De troende bør endog afskære sig fra deres egne familer, hvis disse ikke er muslimer (vers 23-24). Ibn Kathir siger: ”Allah befaler, at man skal holde sig fra de vantro, selvom de så er ens forældre eller børn, og Allah forbyder, at man tager dem som støtter, hvis de vælger vantro frem for tro.” Ibn Juzayy bemærker, at vers 24 med sin advarsel om, at man ikke bør værdsætte noget i dette liv højere end Allah, er en trussel mod enhver, der foretrækker sin familie, værdier eller hjem frem for emigration og jihad.” ”Emigration” henviser til flytningen til Medina, der på det tidspunkt var obligatorisk for alle sande troende. Vers 25 og 26 henviser til “Slaget ved Hunayn”, der fandt sted, efter at Muhammad erobrede Mekka. Da han først var blevet herre over Mekka, var der yderligere en tilsvarende stor forhindring for, at han kunne blive herre over hele Arabien. Malik ibn ‘Awf, medlem af Hawazin-stammen i byen Ta’if syd for Mekka, begyndte at samle en styrke til at bekæmpe muslimerne. Indbyggerne i Ta’if havde afvist Muhammad og behandlet ham usselt, da han ti år tidligere havde præsenteret sin profetiske påstand for dem. De var Quraysh-stammens ærkerivaler og betragtede disses konvertering til islam med afsky. Malik samlede en styrke og marcherede ud for at møde muslimerne; i henhold til Ibn Ishaq mødte Muhammad ham med en hær på 12.000 mand og sagde, som et ekko af vers 25 (”jeres store antal fornøjede jer”): ”Vi bliver ikke besejret i dag på grund af mandskabsmangel.” De to styrker mødtes i en ‘wadi’ – en udtørret flodseng – kaldet Hunayn nær Mekka. Malik og hans mænd var ankommet først og havde indtaget positioner, der gav dem en enorm taktisk fordel. Trods deres talmæssige overlegenhed blev muslimerne drevet på flugt. Da de brød deres formationer og flygtede, råbte Muhammad: “Hvor skal I hen, mænd? Kom tilbage til mig. Jeg er Guds apostel. Jeg er Muhammad, søn af ‘Abdullah.” Det virkede på nogle af muslimerne, og gradvist vendte billedet – dog med voldsomme tab af liv på begge sider. Til slut sejrede muslimerne og udslettede den sidste store styrke, der stod imellem islams Profet og herredømmet over Arabien. Efter slaget modtog Muhammad endnu en åbenbaring, der forklarede, at muslimerne havde vundet på grund af overnaturlig hjælp (vers 26). Med en besejret Malik indtog muslimerne senere Ta’if uden at møde nævneværdig modstand. På sin vej ind i byen stoppede Muhammad under et træ, og da han fandt behag i ejendommen, sendte han bud til ejeren: “Enten kommer du ud, eller også ødelægger vi din mur.” Men ejeren nægtede at træde frem for Muhammad, så muslimerne ødelagde virkelig hans ejendom. Muhammad behandlede imidlertid Ta’if-stammefolkene med overbærenhed, da han gerne ville vinde dem over til islam. Da han fordelte byttet, favoriserede han også nogle af de nylige Quraysh-konvertitter i håb om at cementere deres loyalitet over for islam. Denne forskelsbehandling førte imidlertid til knurren. En muslim henvendte sig modigt til ham: ”Muhammad, jeg har set, hvad du har gjort i dag ... Jeg synes ikke, du har været retfærdig.” Profeten var helt uforstående: ”Hvis retfærdighed ikke kan findes hos mig, hvor vil du så finde den?” I islam er Muhammads ord og handlinger i sandhed den ypperste måde at opføre sig på og har givet form til den eneste absolutte standard: alt, hvad der er sanktioneret af Profetens eksempel er godt. I henhold til Ibn Juzayy betyder løftet, at “Allah vil henvende sig til hvem, Han vil” (vers 27), at “Hawazin-stammen, der havde bekæmpet muslimerne ved Hunayn, blev muslimer.” De vantro er urene og må derfor ikke indtræde i Den Hellige Moské (vers 28). Shiiter i særdeleshed anser dette som et anliggende om ritual renhed. Ayatollah Sistani, som mange observatører har opfattet som en ledestjerne for håb om demokrati i Irak, forestiller sig næppe en stat, hvor vantro har samme rettigheder som troende, eftersom han sammenligner ikke-muslimer med andre urene ting: De følgende ti ting er i særlig grad ‘najis’ [urene]: 1. Urin 2. Afføring 3. Sæd 4. Lig 5. Blod 6. Hund 7. Gris 8. Kafir [vantro] 9. Alkoholiske drikke 10. Sveden fra et dyr, der constant spiser urene ting. Ideen stammer fra vers 28. Tafsir al-Jalalayn siger, at polyteisterne er ”urene på grund af deres indre dårligdomme,” og As-Suyati tilføjer, at nogle siger, at ”de virkelig er urene, så at de skal udføre ’ghusl’ [fuldstændig rituel afvaskning], hvis de bliver muslimer, og man skal foretage ’wudu’ [den delvise afvaskning] efter at have udvekslet håndtryk med dem.” As-Suyuti bemærker ligeledes, at dette vers forbyder de vantro at indtræde i Den Hellige Moské i Mekka, selvom han pointerer, at ”Abu Hanifa siger, at Bogens Folk ikke har forbud, fordi det specielt er for afgudsdyrkere.” På grund af Muhammads forbud mod ikke-muslimer i Arabien er det usandsynligt, at en af Bogens Folk kunne få tilladelse til at komme ind i Mekka i dag. |
|
|
|
|
09-12-2007, 09:13
|
#28 |
|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 9, “Anger” vers 29, del 1
Vers 29 i Koranens kapitel 9 er det ene vers, hvor muslimer udtrykkeligt beordres til at føre krig mod og underkue jøder og kristne – ”Bogens Folk”, der, når de først er underkuet, indgår i ’dhimma’, muslimernes beskyttelse, og bliver dhimmier, beskyttede (eller skyldige) mennesker. Som sådan er den måde, hvorpå dette vers forstås af muslimske fortolkere, af afgørende betydning for jøder, kristne, og – ikke mindst fordi ens religion i den islamiske verden har en tendens til at blive betragtet som en del af ens etniske identitet og ikke som en sag om personlig overbevisning, derfor vil selv Richard Dawkins og Christopher Hitchens ville blive opfattet som kristne – ikke-muslimer i almindelighed. I henhold til As-Sawi, Ibn Juzayy og mange andre blev ”dette vers åbenbaret, da Allahs Budbringer fik ordre til at bekæmpe byzantinerne. Da det blev nedsendt, forberedte Allahs Budbringer sig på ekspeditionen til Tabuk.” Ibn Kathir er enig: ”Allah befalede Sin Budbringer at bekrige Bogens folk, jøder og kristne, i år ni efter ’Hijrah’ [udvandringen til Medina], og han forberedte sin hær til at bekæmpe romerne og kaldte folket til jihad, idet han bekendtgjorde sit formål og destination.” Dette var et togt, Muhammad forsøgte imod den byzantinske (østromerske) garnison i Tabuk i det nordlige Arabien i 631, men den byzantinske styrke flyttede sig væk, inden Muhammad nåede frem, og indlod sig ikke i kamp med muslimerne. Dette var stadigvæk hans første forsøg på at udfordre det mægtige kristne imperium, som muslimerne sidenhen skulle gøre indhug i i århundreder for til sidst endeligt at udslette det. Ibn Juzayy siger, at dette vers er ”en ordre til at bekæmpe Bogens Folk” og, med henvisning til vers 30, ”fordi de nægter at tro på Allah på grund af jødernes ord ’Uzayr [Ezra] er Allahs søn’ og de kristnes ord ”Messias er Allahs søn.’” Muslimer skal også bekæmpe dem, “fordi de anser ådsler, blod, svinekød osv. som lovligt”, og fordi ”de ikke slutter sig til islam.” Han siger, at “de lærde er enige om at acceptere jizya [en religiøst betinget kopskat] fra jøderne og de kristne,” og tilføjer, at “magianere/zoroastrianere er blevet optaget blandt dem i henhold til Profetens ord: ”Behandl dem som Bogens Folk”, skønt ”der er uenighed om, hvorvidt jizya skal accepteres fra afgudsdyrkere og sabianere.” Han understreger, at ”det ikke opkræves fra kvinder, børn eller de sindssyge” og at det markerer ”underkastelse og lydighed.” Selvom islamisk lov stipulerer, at jizya ikke skal opkræves af kvinder og børn, har virkeligheden i mange tilfælde været anderledes. I henhold til den banebrydende dhimmitude-historiker, Bat Ye’or: ”Kopskatten blev aftvunget ved hjælp af tortur. Skatteopkræverne forlangte gaver til sig selv; enker og forældreløse blev plyndret og udbyttet. I teorien var kvinder, de fattige, de syge og de affældige fritaget for kopskatten; ikke desto mindre fremviser armenske, syriske og jødiske kilder rigeligt med beviser på, at ’jizya’ blev opkrævet af børn, enker, forældreløse og ovenikøbet de døde. Et betragteligt antal bevarede dokumenter – bevaret i århundreder – vidner om vedholdenheden og udstrækningen af disse foranstaltninger. Den franske konsul i Aleppo, Chevalier Laurent d’Arvieux, bemærkede i 1683, at tiårige kristne børn betalte jizya. Her bemærker man endnu engang uoverensstemmelsen og modsigelsen mellem det teoretiske ideal og virkelighedens verden.” (The Decline of Eastern Christianity Under Islam, pp. 78-9). Tafsir al-Jalalayn siger, at når vers 29 specificerer, at muslimer skal bekæmpe dem, der ”ikke følger Sandhedens Religion,” så betyder det dem, der ikke følger islam, ”der er klippefast og annullerer andre ’deens’ [religioner].” Ibn Kathir giver et vink om, hvorfor det er sådan, når han forklarer, at Bogens Folk var i ond tro, da de afviste Muhammad, og at de ikke engang er sande troende, hvad angår deres egen religion: “Derfor havde Bogens Folk, når de ikke troede på Muhammad, ingen gavnlig tro på nogen Budbringer eller det, Budbringerne bragte. I stedet fulgte de deres religioner, fordi dette harmonerede med deres ideer, lyster og deres forfædres vaner, ikke fordi de er Allahs Lov og religion. Hvis de havde været sande troende i deres religioner, ville den tro have dirigeret dem til at tro på Muhammad, fordi alle profeter bragte de gode nyheder om Muhammads komme og befalede dem at adlyde og følge ham. Alligevel troede de ikke på ham, da han blev sendt, selvom han er den mægtigste af alle Budbringere. Derfor følger de ikke tidligere profeters religion, fordi disse religioner kom fra Allah, men fordi disse passer deres ønsker og lyster. [denne sætning er sprogligt jammer på allerlaveste niveau – totalt uforståelig, men desværre en loyal oversættelse fra engelsk]. Derfor vil deres påståede tro på en tidligere profet ikke gavne dem, fordi de ikke troede på mesteren, den mægtigste, den sidste og mest perfekte af alle profeter.” As-Sawi betoner, at betalingen af jizya er tegn på, at ikke-muslimerne er “ydmyge og lydige over for islams afgørelser.” As-Suyuti bemærker, at jizya “ikke tages fra nogen, der er i økonomiske vanskeligheder,” selvom det i høj grad er sket i tidens løb. For eksempel siger en samtidig beretning om muslimernes erobring af Nikiou, en egyptisk by, i 640’erne, at ”det er umuligt at beskrive byens indbyggeres beklagelige tilstand. De var drevet så langt ud, at de tilbød deres børn i stedet for de enorme summer, de skulle betale hver måned ...” Dette var en manifestation af den “tilstand af ydmygelse”, der er udspecificeret i dette vers og skåret ud i pap af beduin-høvdingen al-Mughira bin Sa’d, da han mødte perseren Rustam. Al-Mughira sagde: ”Jeg kalder dig til islam – ellers skal du betale jizya, mens du er i en tilstand af ydmygelse.” Rustam svarede: “Jeg ved, hvad jizya betyder, men hvad betyder “en tilstand af ydmygelse?” Al-Mughira forklarede: “Du betaler den, mens du står op, og jeg sidder ned, og pisken hænger over dit hoved.” På samme vis siger Ibn Kathir, at dhimmierne skal ”vanæres, ydmyges og nedgøres. Derfor er det ikke muslimer tilladt at agte dhimmierne eller ophøje dem over muslimer, thi de er elendige, vanærede og ydmygede.” Juristen Sa’id ibn al- Musayyab (7. årh.) fastslog: “Jeg foretrækker, at dhimmierne bliver trætte af at betale jizya, eftersom Han siger: ‘indtil de betaler jizya med deres egne hænder i en tilstand af komplet ydmygelse.’” As-Suyuti uddyber, at dette vers “bruges som bevis af dem, der siger, at den opkræves på en ydmygende måde, og således at modtageren sidder ned og dhimmien står op med bøjet nakke og ryg. Jizya’en anbringes i vægtskålen, og modtageren griber ham i skægget og slår ham på hagen.” Han tilføjer imidlertid, at “dette afvises i henhold til an-Nawawi, der sagde: “Denne metode er ugyldig.’” Zamakhshari var imidlertid enig i, at jizya skulle opkræves ”med nedgørelse og ydmygelse.” |
|
|
|
|
12-12-2007, 05:08
|
#29 |
|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 9, “Anger” vers 29, del 2
Som det kunne ses sidste gang giver vers 29 i kapitel 9 af Koranen muslimerne mandat til at bekæmpe jøderne og de kristne, ”indtil disse betaler jizya i villig underkastelse og føler sig underkuet.” Asad, Daryabadi og andre vestligt orienterede kommentatorer hævder, at jizya bare var en skat, der skulle betales for at blive fritaget for militærtjeneste. Asad forklarer: “Enhver krigsfør muslim er forpligtet på at gribe til våben i jihad (dvs en retfærdig krig for Guds sag), nårsomhelst hans trosfrihed eller hans samfunds politiske sikkerhed er i fare ... Eftersom dette primært er en religiøs forpligtelse, kan ikke-muslimske borgere, der ikke tilslutter sig den islamiske ideologi, ikke med rimelighed forventes at påtage sig en lignende byrde.” Men de forbigår i tavshed sidste del af vers 29, der giver mandat til ydmygelse af ikke-muslimer. Som forklaring på, hvorfor jøder og kristne skal “føle sig underkuet”, citerer Ibn Kathir Muhammad: “Vær ikke den første til at sige ‘Salam’ [fredshilsen] til jøder og kristne, og hvis I møder nogen af dem på vejen, så tving dem ud til siden.” Derefter fortsætter han med at skitsere den notoriske ‘Pact of Umar’, en aftale, der i henhold til islamisk tradition blev indgået mellem kalif Umar, der herskede over muslimerne fra 634 til 644, og et kristent samfund. Denne pagt er værd at studere nærmere, fordi den blev grundlaget for islamisk lov, hvad angår behandlingen af dhimmierne. Med bemærkelsesværdigt lille variation, igennem hele islams historie nårsomhelst islamisk lov blev strengt overholdt, er dette normen for, hvordan ikke-muslimer blev behandlet. Med udgangspunkt i den fulde tekst, som Ibn Kathir fortæller den, så er det disse betingelser, de kristne accepterer til gengæld for ”sikkerhed for os selv, vores børn, ejendom og tilhængere af vores religion” – betingelser, der i henhold til Ibn Kathir, ”sikrede deres fortsatte ydmygelse, fornedrelse og vanære.” De kristne må ikke: 1. Bygge “et kloster, en kirke eller et tilflugtssted for en munk”; 2. “Restaurere noget som helst bedested, der trænger til restauration”; 3. Anvende sådanne steder “til fjendtlige formål mod muslimer”; 4.“Tillade en spion mod muslimer adgang til vore kirker og hjem eller skjule bedrag [eller forræderi] mod muslimer”; 5. Efterligne muslimernes “beklædning, hovedbeklædning, turbaner, sandaler, frisurer, tale, øgenavne og titler”; 6. “Ride med sadel, hænge sværd over skuldre, indsamle våben af nogen art eller bære disse våben”; 7. “Kode vores stempler på arabisk” (Jeg er særdeles usikker på oversættelse i dette tilfælde!/Bogger – engelsk tekst: “Encrypt our stamps in Arabic”(Kan nogen hjælpe?)) 8. “Sælge alkohol” – kristne i Irak er i de seneste år kommet på kant med muslimer, der genindfører denne regel; 9. “Undervise vores børn i Koranen”; 10. “Offentlig Shirk-praksis” – dvs at associere partnere med Allah, såsom at anse Jesus for Guds Søn. Med andre ord, kristnes og andre ikke-muslimske religiøse praksisser skal foregå privat, hvis ikke simpelthen i det skjulte; 11. Sætte “kors på ydersiden af vores kirker og fremvise dem og vores bøger offentligt på muslimske områder og markeder” – igen, kristen tilbedelse må ikke foregå offentligt, hvor muslimer kan se det og blive misfornøjede; 12. “Ringe med kirkeklokker, undtagen diskret, eller hæve vores stemmer, når vi reciterer vores hellige bøger inde i vores kirker under overværelse af muslimer, og ej heller hæve vores stemmer [i bøn] ved vores begravelser, eller tænde fakler under begravelsesprocessioner i muslimske områder eller deres markeder”; 13. “Begrave vores døde ved siden af de muslimske døde”; 14. “Købe tjenere, der blev fanget af muslimer”; 15. “Invitere nogen til Shirk” – dvs proselytisere, selvom de kristne også indvilger i ikke: 16. “At forhindre nogen af vores kammerater i at tage imod islam, hvis de ønsker det.” Således kan de kristne blive mål for proselytisering, men må ikke selv bedrive det; 17. “Slå nogen muslim.” Samtidig skal de kristne: 1. Tillade muslimer at hvile “i vores kirker, uanset om de kommer om dagen eller natten”; 2. “Åbne dørene [til vores bedehuse] for den vejfarende og forbipasserende”; 3. Sørge for kost og logi til “de muslimer, der kommer som gæster” i tre dage; 4. “Respektere muslimer og flytte os fra siddepladser, hvis de vil sidde på dem”; 5. “Sørge for, at vores pandehår er klippet, bære det sædvanlige tøj, uanset hvor vi er, gå med bælte rundt om livet” – dette for, at en muslim kan genkende en ikke-muslim, så han ikke begår den fejltagelse at hilse ham med As-salaamu aleikum, “Fred være med dig”, der er den muslimske hilsen forbeholdt en medmuslim; 6. “Være vejvisere for muslimer og afstå fra at krænke deres privatliv i deres hjem.” De kristne svor: “Hvis vi bryder nogen af de løfter, vi afgav til jeres fordel imod os selv, så er vores ’Dhimmah’ (løfte om beskyttelse) brudt, og I har lov til at gøre ved os, hvad I har tilladelse til at gøre mod trodsige og rebelske mennesker.” Naturligvis er ‘Pact of Umar’ et dokument fra det 7. århundrede. Men imperativet om at undertrykke ikke-muslimer, således som Koran 9:29 giver mandat til, og som det udpensles gennem denne Pagt, blev og forblev en del af islamisk lov. I det 19. århundrede begyndte vestlige magter at lægge pres på det sidste islamiske imperium, det ottomanske imperium, for at få afviklet ’dhimmaen’. Tidligt i det 19. århundrede beklager Sheikh Syed Mahmud Allusi (1802-1853), forfatter til den kendte Koran-kommentar ’Ruhul Ma’an’i’, sig over, at muslimerne er blevet så svage, at dhimmierne betaler deres jizya via stedfortrædere, frem for selv til fods at aflevere den. I sin ‘Tafsir Anwar al-Bayan’ beklager den indiske mufti Muhammad Aashiq Ilahi Bulandshahri (20. årh.) sig over, at ”i dag bliver soningssystemet (jizya) slet ikke praktiseret af muslimer. Det er i sandhed uheldigt, at ikke alene er de muslimske stater bange for at indføre ‘Soning’ (jizya) for de vantro (kuffar), der bor i deres lande, men de tildeler dem flere rettigheder, end de tildeler muslimer, og de respekterer dem mere. De har ikke fattet, at Allah ønsker, at muslimerne ikke viser nogen respekt over for nogen vantro (kafir), og at de ikke bør tildele dem nogen som helst specielle rettigheder.” Den indflydelsesrige jihad-teoretiker Sayyid Qutb (1906-1966) understreger, at disse regler bør genoplives, thi ”disse vers er givet som en generel erklæring, og befalingen om at bekæmpe de tidligere åbenbaringers folk, indtil de villigt betaler underkastelsesskatten og bliver undertrykt har også almen vigtighed” (In the Shade of the Qur’an, Vol. VIII, p. 126). På lignende vis fastslår den pakistanske jihad-forfatter Syed Abul A’la Maududi (1903-1979), at “det simple faktum er, at i følge islam er ikke-muslimer blevet tilstedt friheden til at forblive uden for den islamiske fold og klynge sig til deres falske, menneskeskabte livsstil, hvis det er det, de ønsker.” Det igangsætter enhver tænkelig selvmodsigelse mellem hans forståelse af vers 29 og 2:256: ”Der er ingen tvang i religion.” Maududi fortsætter med at erklære, at de vantro ”har imidlertid absolut ingen ret til at gribe magten i noget som helst hjørne af Guds jord, og ej heller nogen ret til at styre menneskers kollektive affærer i henhold til deres vrangopfattede doktriner. For, hvis de får en sådan mulighed, vil det medføre korruption og fortræd. I en sådan situation vil de troende være underkastet en forpligtelse til at gøre deres yderste for at fjerne dem fra politisk magt og at tvinge dem til at leve i underdanighed over for den islamiske livsstil” (Towards Understanding the Qur’an, vol. III, p. 202). Læs også: Jizya. Ydmygelses-skatten pålagt jøder og kristne |
|
|
|
|
14-01-2008, 17:12
|
#30 |
|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 9, “Anger” vers 30-49
Man er aldrig stødt på jøder, der proklamerer, at Ezra (Jesus) er Guds søn svarende til Koranens beskrivelse af dem i vers 30 i sura 9. Ibn Juzayy forklarer, at det faktisk kun var ganske få jøder, der sagde således, men ”at det tilskrives dem alle sammen, fordi de fulgte dem, der sagde det.” Tanwir al-Miqbas min Tafsir Ibn ‘Abbas tillægger jøderne i Medina denne tro. Under alle omstændigheder så gør påstanden om denne tro, som den er fremsat af Koranen og dermed fastlagt som sand i bevidstheden hos mange muslimer, jøderne såvel som de kristne skyldige i ’shirk’, det at associere partnere med Allah - den værste af alle synder. Ibn Juzayy citerer en anden islamisk autoritet, der siger, at den kristne tro er ”oprørende vantro.” Ibn Kathir tilføjer, at ”det er derfor Allah erklærede, at begge grupper var løgnere,” this ”de har intet bevis, der støtter deres påstand, bortset fra løgne og opspind.” Følgelig bliver de forbandet af Allah. Vers 30 fortsætter med at sige: “Allah bekæmpe dem!”, hvilket Ibn Juzayy forklarer som: ”Må Allah forbande dem!” Deres afgudsdyrkeri stopper heller ikke der. De går så vidt som til at tage “som herrer ved siden af Allah deres rabbinere og munke og Messias søn af Maria, skønt de blev påbudt kun at tilbede én Allah” (vers 31). Betyder det så, at jøderne dermed tilbeder rabbinere, og kristne tilbeder munke? Ikke direkte: Muhammad forklarede, at rabbinerne og munkede forbød det, Allah havde tilladt for jøderne og de kristne og tillod det, han havde forbudt,” og de adlød dem. Det er på den måde, at de tilbad dem.” Muhammad sagde også: “Jøderne har i sandhed fortjent (Allahs) vrede, og de kristne er vildførte” – et ekko af sura 1 ’the Fatihah’. Jøderne og de kristne er så perverse og oprørske, at de gerne ville “slukke Allahs lys” - det vil sige, forklarer Tafsit al-Jalalayn, ”Hans Shari’a og beviser” – ”med deres munde” (vers 32), men Allah vil forpurre deres planer. Ibn Juzayy forklarer vers 33 ved at sige, at Allah vil sætte islam “over alle andre ’deens’”, dvs religioner og ”gøre den stærk, så at den favner øst og vest.” Som Muhammad udtrykte det: “Denne sag (islam) vil blive ved med at spredes så langt som natten og dagen rækker, Allah vil ikke undlade at komme med sin religion til et hus, uanset om det er lavet af ler eller hår og bringe kraft til en mægtig person (en muslim) og ydmygelse til en fornedret person (der afviser islam).” Ibn Juzayy tilføjer, at “det hævdes”, at islam vil favne øst og vest, “når Isa [Jesus] nedstiger, og derefter vil kun islams ‘deen’ [religion] være tilbage.” Dette henviser til Muhammads erklæring om, at ”Marias søn (Jesus) snart vil nedstige blandt jer (muslimer) som en retfærdig hersker, og han vil bryde korset, dræbe svinet og opgive jizya (en skat, der indkræves fra ikke-muslimerne, der er under den muslimske regerings beskyttelse).” Det vil sige, at Jesus vil afskaffe dhimmaen, den kontraktlige beskyttelse mellem muslimer og ikke-muslimer og islamisere verden. Allah advarer muslimerne mod jødiske rabbinere og kristne munke, der ”tankeløst opsluger menneskehedens velstand og udelukker (mænd) fra Allahs vej” – helvedes tortur venter dem (vers 34-35). Ibn Kathir siger: “Dette vers advarer imod korrupte lærde og vildførte tilbedere. Sufyan bin ‘Uyaynah sagde: “De iblandt vore lærde, der bliver korrupte er lig med jøderne, mens de iblandt vore tilbedere, der bliver vildførte er som kristne.’… Da Allah sendte Sin Budbringer [Muhammad], fremturede jøderne i deres vildfarelse, vantro og oprørskhed i håb om at bevare deres status og position. Imidlertid annullerede Allah alt dette og tog det fra dem med Profetskabts lys og gav dem i stedet vanære og nedgørelse, og de pådrog sig Allahs, den Ophøjedes, vrede.” Følgelig må muslimer “erklære krig mod alle afgudsdyrkerne, eftersom de erklærer krig mod alle jer” (vers 36). I vers 37, siger Ibn Kathir: “Formaner Allah afgudsdyrkerne, fordi de har valgt deres onde meninger frem for Allahs Lov. De ændrede på Allahs lovgivning baseret på deres forfængelige ønsker og tillod det, Allah forbød og forbød det, Allah tillod. Muslimerne burde ikke tøve på grund af tilknytning til denne verden. (vers 38). Sidstnævnte vers “er en reprimande”, forklarer Ibn Juzayy ”til dem, der ikke tog med på ekspeditionen til Tabuk”, som Muhammad anførte mod byzantinerne. De, der ikke kæmper – “dvs tager med Profeten på jihad”, siger Tafsir al-Jalalayn - kan se frem til guddommelig afstraffelse og at blive udskiftet med et andet folk (vers 39). Ikke at Muhammad havde brug for deres hjælp, thi Allah hjalp ham i sandhed, da de vantro fordrev ham” (vers 40). Dette henviser i henhold til Ibn Kathir til ”Hijrah-året”, da ”de vantro prøvede at dræbe, fængsle eller fordrive Profeten.” Muslimer bør kæmpe “let og tungt”, dvs uanset, hvordan deres omstændigheder er (vers 41), selvom Ibn Kathir, Ibn Juzayy og Tafsir al-Jalalayn alle er enige om, at befalingen blev abrogeret af 9:91: “Der er ingen bebrejdelse mod dem, der er svagelige, syge eller ikke kan finde penge at anvende (for sagen), hvis de er oprigtige (i deres forpligtelse) over for Allah og Hans Budbringer.” Jihad for Allahs sag (jihad fi sabil Allah, der i islamisk teologi betyder væbnet kamp for at etablere den islamiske samfundsordens hegemoni) er stadig den bedste gerning, en muslim kan udføre (vers 41). Muhammad slog dette fast ved mange lejligheder. Engang spurgte en mand ham: “Vis mig en gerning, der er lige så meget værd som jihad (mht belønning)”. Muhammad svarede: ”En sådan gerning findes ikke.” Allah har flere strenge ord til de muslimer, der ikke fulgte med Muhammad til Tabuk, og beskylder dem for at foretrække det lette liv frem for den hårde jihad-rejse og for at lyve ved at sige, at de ville være taget med, hvis de havde kunnet (vers 42). Allah skældte ovenikøbet Muhammad ud, fordi denne lod muslimerne slippe for Tabuk-ekspeditionen (vers 43). Han fortalte Muhammad, at sande muslimer ikke tøvede med at erklære jihad, om de så risikerede deres ejendele og deres egne liv. De, der nægtede at gøre det, var ikke sande troende (vers 44-45). Men faktisk var det Allah, der var ”imod, at de blev sendt af sted; så Han sørgede for, at de blev tilbage” (vers 46), fordi, hvis de var kommet med, ville de bare have voldt Muhammad besvær (vers 47). Når alt kom til alt, så havde de tidligere pønset på oprør (vers 48). Den navnløse drivert, der tiggede Muhammad: ”Giv mig tilladelse (til at blive hjemme) og frist mig ikke” (vers 49) henviste i henhold til Ibn Ishaq til sin svaghed for kvinder. Han spurgte Muhammad: “Tillad mig at blive hjemme og frist mig ikke, for alle ved, at jeg er stærkt tiltrukket af kvinder, og jeg er bange for, at hvis jeg ser de byzantinske kvinder, så vil jeg ikke være i stand til at kontrollere mig selv.” Muhammad gav ham sin tilladelse, men Allah er ikke glad og fortæller sin profet, at de, der har bedt om at blive fri, allerede derved er faldet for fristelse, og at helvede også venter dem (vers 49). |
|
|
|
 |
| Thread Tools | Search this Thread |
| Display Modes | Rate This Thread |
|
|
Linear Mode
